Mødedato: 19.05.2015, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Høring af vandhandleplan 2015

Se alle bilag
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til høring af udkast til Københavns Kommunes vandhandleplan, der skal endeligt godkendes inden den 30. oktober 2015.

Tidligere beslutninger

Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

  1. at udkast til Københavns Kommunes vandhandleplan sendes i offentlig høring i 8 uger fra den 29. maj 2015 (bilag 1 og 2).

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til det planmæssige aspekt af sagen, eller at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

Problemstilling

EU’s vandrammedirektiv, der er implementeret i miljømålsloven, kræver, at der sikres ”god økologisk tilstand” af overfladevand og grundvand i 2015. Implementeringen skal ske via statslige vandplaner og kommunale vandhandleplaner. Tidsfristen for målopfyldelsen kan udskydes til 2021 og senest 2027. Staten har udskudt målopfyldelsen for samtlige Københavns Kommunes vandområder og grundvand til 2021. Forvaltningen vurderer dog, at det kræver indsatser allerede nu, hvis målene skal nås i 2021.

Staten udsendte vandplanerne den 30. oktober 2014. Vandplanerne skal implementeres i kommunale vandhandleplaner, der skal vedtages inden 30. oktober 2015 for ikke at risikere en EU-retssag på grund af forsinket implementering. Forinden skal Københavns Kommunes vandhandleplan i 8 ugers offentlig høring.

Løsning

De første statslige vandplaner blev med to års forsinkelse udsendt i december 2011. Københavns Kommune sendte vandhandleplanen i høring i 2012. Efter planen var godkendt i Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget underkendte Natur- og Miljøklagenævnet de statslige vandplaner, inden den endelige godkendelse af handleplanen i Borgerrepræsentationen. Staten udsendte så reviderede vandplaner i efteråret 2014. Derfor er den kommunale implementering i vandhandleplanen under tidspres i forhold til EU, da planperioden udløber i 2015.

Vandplanerne har et miljømæssigt sigte, nemlig at efterleve EU's krav til kvaliteten af grundvand og overfladevand. Planerne opstiller retningslinjer for administrationen af miljølovgivningen.

Statslige krav
Som nævnt opstiller statens vandplaner retningslinjer for administrationen af miljølovgivningen, men der er ikke konkrete statslige krav til indsatser for Københavns Kommunes vandområder eller grundvand.

I planforslaget om overfladevand indeholder kapitel 7 de indsatser, som statens vandplaner pålægger kommunen vedr. overfladevand og spildevand. Det drejer sig alene om reduktion af overløb til Harrestrup Å og Søborghus Rende som takstfinansieres på grund af det er en spildevandsindsats (bilag 1).

I planforslaget om grundvand indeholder kapitel 4 retningslinjerne i statens vandplaner, som i hovedtræk handler om at kommunen skal sikre grundvandet mod forurening fra aktiviteter på overfladen (bilag 2).

Forvaltningens forslag til yderligere tiltagsforslag
For at vandrammedirektivets krav om god økologisk tilstand kan nås inden 2021, er det forvaltningens vurdering, at det er nødvendigt at iværksætte yderligere tiltag end krævet i de nuværende statslige vandplaner. I forhold til de nuværende statslige vandplaner er der ikke handlepligt på de indsatser, som ligger ud over de statslige krav.

I planforslaget om overfladevand indeholder kapitel 8 forslag til indsatser, som forvaltningen finder det nødvendigt at gennemføre for at leve op til direktivkravene om god økologisk tilstand inden 2021.

Disse forvaltningsforslag er indeholdt i tidligere politisk vedtagne planer på vandområdet:
  • Vision for Harrestrup Å
  • Udkast til Helhedsplanen for Harrestrup Å
  • Vandområdeplan for Det Nordlige System (Fæstningskanalen, Utterslev Mose, Nordkanalen, Søborghus Rende og Emdrup Sø).

Derudover foreslås indsatser til genopretning af centrale parksøer og to af De Indre Søer. Søerne blev inkluderet efter ønske fra Teknik- og Miljøudvalget på mødet den 14. maj 2012.

I planforslaget om grundvand indeholder kapitel 5 forvaltningens forslag til fokusområder og indsatser, for at grundvandsressourcen på længere sigt kan opnå god tilstand.

Kommunens egne forslag til indsatser omhandler lokalisering og sløjfning af ubenyttede boringer, der kan udgøre en risiko for grundvandet. Derudover er der blandt andet indsatser for at øge brugen af lokale vandressourcer, gennemføre nedsivning og initiativer for at mindske brug af vejsalt og pesticider.

Økonomi

De statslige vandplaners krav på spildevandsområdet skal takstfinansieres, hvorfor dette ikke påvirker kommunens økonomi. I forhold til overfladevand har Naturstyrelsen prioriteret den statslige medfinansiering andre steder i landet, og har ikke bevilget midler til Københavns Kommune. Det forventes heller ikke at ske fremover. Efter kommunalreformen forhandlede KL og staten i mere end et år om den økonomiske ramme for den kommunale implementering af vandrammedirektivet uden, at KL's ønsker blev opfyldt.

Grundvandsindsatserne, jf. bilag 2, forventes at kunne finansieres inden for eksisterende driftsbevillinger, men nogle af indsatserne kan på længere sigt medføre behov for finansiering.

De indsatser i forhold til overfladevand, som forvaltningen foreslår i denne vandhandleplan, kan ikke takstfinansieres og har heller ikke statsligt tilskud, hvorfor de skal finansieres af kommunen, hvis de ønskes gennemført. Omkostningerne til de tiltag, som forvaltningen foreslår, ud over de statslige krav for at efterleve direktivets kravet om god økologisk tilstand, vurderer forvaltningen til mellem 76 og 102 mio. kr. (p/l 2014) over 6 år (2016-2021). Tabellen viser overslagsberegninger på udgifterne til de foreslåede indsatser foroverfladevand: 

 
Mio. kr. (2014 p/l) Min. Max. Middel(afrundet)
Harrestrup Å, nordlige del 66 83 75
Nordlige vandområder (Utterslev Mose mv.) 4,3 11,3 8
Indre Søer og parksøer 6 7,5 7
Sum: 76 102 90

Teknik- og Miljøforvaltningen vil søge finansieringen tilgodeset i kommende budgetforhandlinger. Der vil være afledte driftsudgifter. Supplerende tiltag, der ønskes gennemført alene ud fra skybrudshensyn, er ikke medtaget. Ud over vandkvaliteten har indsatserne fokus på forbedrede rekreative muligheder og kvaliteter, jf. bilag 1.

Allerede iværksatte tiltag
Kommunen har allerede igangsat finansieringen og planlægningen af flere af tiltagene i forslaget til vandhandleplanen – bl.a. de sydlige delstrækninger af Harrestrup Å (2 mio. i budget 2011, 14. mio. i budget 2012 og 48 mio. i budget 2014 – i alt 64. mio.). Den foreslåede nye indsats på 75 mio. er for at færdiggøre renoveringen af Harrestrup Å og dermed høste de miljømæssige rekreative værdier af de tidligere investeringer.

De øvrige forslag til indsatser henholdsvis nordlige vandområder til 8 og indre søer og parkområder til 7 mio. er nødvendige for, at vandkvaliteten ikke bliver dårligere og dermed ikke lever op til Vandrammedirektivet.

De foreslåede nye indsatser i vandhandleplanen andrager i størrelsesordenen 76-102 mio. kr., som skal skattefinansieres, hvis de vedtages.

Videre proces

Når indstillingen er godkendt, udsendes vandhandleplanen i 8 ugers høring efter godkendelsen i Borgerrepræsentationen. Høringen sker undtagelsesvis i sommerperioden for at nå den lovbestemte endelige godkendelse i Borgerrepræsentationen inden 30. oktober 2015.

Når vandhandleplanen sendes i høring vil det af høringsmaterialet fremgå, hvad der er statslige krav og hvad kommunen selv ønsker at gøre for at leve op til god økologisk kvalitet.

Det skal bemærkes, at staten for nylig har sendt næste generation af vandplaner i høring for planperioden 2015-2021. Teknik- og Miljøudvalget vil blive orienteret herom; eventuelle væsentlige nye forhold forelægges til politisk stillingtagen.




Pernille Andersen                                       / Lis Napstjert

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
  1. at udkast til Københavns Kommunes vandhandleplan sendes i offentlig høring i 8 uger fra den 29. maj 2015 (bilag 1 og 2)

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 13. april 2015

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

Beslutning

Dagsordenspunkt 33: Høring af vandhandleplan 2015 (2015-0057064)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 19. maj 2015

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Til top