Mødedato: 19.05.2015, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Cykling mod ensretningen i Brysselgade og Ålandsgade på Amager

Se alle bilag
Der skal tages stilling til to projektforslag og frigivelse af anlægsmidler til at forbedre cyklisternes forhold ved cykling mod ensretningen i Brysselgade og Ålandsgade på Amager.

Tidligere beslutninger

Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, 

1. at der frigives en anlægsbevilling på i alt 1,799 mio. kr. til anlæg af cykelbaner mod ensretningen i Brysselgade og Ålandsgade (0,644 mio. kr.) og etablering af p-erstatningspladser (1,155 mio. kr.) i forbindelse med projekterne. Bevillingen skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg i 2015, jf. Økonomiafsnittet.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

Problemstilling

Ved Budget 2012 (Borgerrepræsentationen (BR) 6. oktober 2011) (Socialdemokraterne (A), Det Radikale Venstre (B), Det Konservative Folkeparti (C), Socialistisk Folkeparti (F), Liberal Alliance (I), Dansk Folkeparti (O) og Venstre (V)) blev der i Cykelpakke V afsat en pulje på 4,75 mio. kr. til ophævelse af ensretningen for cyklister på udvalgte veje og gader.

Forvaltningen har udarbejdet et projektforslag om etablering af cykelbaner mod ensretningen i Brysselgade og Ålandsgade, som Teknik- og Miljøudvalget (TMU) skal tage stilling til. Detailprojektering og anlæg forudsætter frigivelse af anlægsmidler.

Løsning

Ved Budget 2012 var de først prioriterede projekter Tåsingegade, Vestergade, Brønshøjvej, Borgergade, Ålandsgade og Brysselgade, jf. aftalens bilag 5, som indeholdt en foreløbig beskrivelse af projekterne.

Forvaltningen har nærmere vurderet mulighederne for cykelsti-/baner mod ensretningen de nævnte steder. Flere steder kan projekterne ikke gennemføres uden nedlæggelse af flere p-pladser end de 50, som Borgerrepræsentationen besluttede ikke måtte overskrides. Andre steder er der gennemført andre cykelprojekter, jf. bilag 5.

Forvaltningen foreslår alternativt, at der etableres cykelsti-/baner mod ensretningen i Vordingborggade, Brysselgade, Frederikgårds Allé og Birkedommervej.
Da Brysselgade og Ålandsgade er ensrettet, giver det cyklisterne unødig omvejskørsel, når de færdes på cykel i lokalområdet, jf. bilag 1.

Anlægsprojektet i Vordingborggade blev godkendt af Teknik- og Miljøudvalget d. 15. december 2014, og de sidstnævnte to veje forventes forelagt til politisk godkendelse i efteråret 2015.

Det samlede projekt har afventet en principiel beslutning hos politiet om, hvilken trafikløsning der kan anvendes for projekterne om cykling mod ensretningen, hvilket har medført en forsinkelse på det samlede projekt. En tidligere benyttet såkaldt ”slipseløsning”, som er et kort stribestykke, som markerer cyklisternes indkørsel på gaden, kan ikke længere anvendes. Politiet kræver nu, at der etableres en egentlig cykelbane-/sti. Projektet er desuden blevet forsinket på grund af vanskeligheder med at finde p-erstatningspladser i projektområderne.

Brysselgade, bilag 3C
Brysselgade er ensrettet mellem Reberbanegade og Amagerbrogade. Der etableres en cykelbane mod ensretningen i vejens sydligste side, hvilket medfører, at der i alt nedlægges seks p-pladser i blå zone. Cykelbanen føres tæt op ad to eksisterende træer, hvoraf det ene træ kan bevares, og det andet kan genplantes, jf. bilag 3C.

Cyklisternes krydsning af Amagerbrogade
Den eksisterende cykelsti i den vestlige side af Amagerbrogade opdeles i en ligeudbane og en venstresvingsbane, der leder cyklisterne fra Amagerbrogade mod Brysselgade sikkert ind for deres krydsning af Amagerbrogade. Løsningen udføres med afstribning, hvilket er koordineret med det igangværende Amagerbrogade-projekt. Der opsættes cyklist-signaler, så krydsningen kan ske så sikkert som muligt. Derudover bliver cyklisternes kørespor i krydsningen af Amagerbrogade afmærket med cykelsymboler, så bilister, som kører fra Brysselgade og til venstre ad Amagerbrogade, bliver gjort ekstra opmærksomme på de krydsende cyklister.

Ålandsgade, 3A-3B
Ålandsgade er ensrettet mellem Reberbanegade og Holmbladsgade. Der etableres en cykelbane mod ensretningen i vejens østligste side, og der bliver nedlagt 15 p-pladser i blå zone. Den fremtidige bilparkering flyttes over langs med Amager Centret for at optimere og sikkerhedsmæssigt højne gadens indretning. Der frigøres areal til af- og pålæsningplads ved Amager Centret, og Movia´s busser får nemmere ved at passere, når der ikke som tidligere er parkering i begge vejsider. Der opsættes cyklistsignaler, så cyklisterne føres sikkert ud i krydset til Holmbladsgade.

Parkeringspladser, bilag 4
I Budget 2012, Cykelpakke V, blev der afsat midler til erstatningspladser for de projekter, der indgik i puljen til ophævelse af ensretningen for cyklister på de udvalgte veje og gader. Der nedlægges i alt 21 p-pladser i blå zone ved anlæg af cykelbaner i Brysselgade og Ålandsgade, jf. bilag 4. Det har ikke været muligt, at finde erstatningspladser i de gader, som ligger i umiddelbar nærhed af, hvor der sker p-nedlæggelser. P-pladserne reetableres derfor som skråparkering i Dalslandsgade og Uplandsgade på Amager i et skråparkeringsprojekt og forventes gennemført til forår/sommer 2015. Erstatningspladserne anlægges i en afstand indenfor 500 m fra de eksisterende p-pladser, som nedlægges.

Borgerrepræsentationen besluttede i forbindelse med Cykelpakke V, at der ikke måtte nedlægges mere end 50 p-pladser i blå zone på udvalgte veje og gader. Ved gennemførelse af projekterne i Vordingborggade (TMU 15. december 2014), Brysselgade og Ålandsgade nedlægges der i alt 38 p-pladser, hvilket er 12 p-pladser færre end de 50 p-pladser, jf. parkeringsopgørelse, jf. bilag 4. Alle de 38 nedlagte p-pladser reetableres. De resterende projekter på Birkedommervej og Frederiksgårds Allé afventer udarbejdelsen af projektforslag, men er beliggende uden for betalingszonen.

Høring
Københavns Politi har givet samtykke til projektforslagene.
Projekterne er tilpasset Movia´s ønske om, at der kun etableres parkeringspladser langs den ene vejside i Ålandsgade, da det giver en mere smidig busdrift. Amager Øst Lokaludvalg er hørt og er generelt positiv overfor forbedring af cyklisternes forhold på projektstrækningerne, jf. bilag 6, men ønsker, at erstatnings p-pladserne placeres så tæt på Amagerbrogade som muligt, så de kan bidrage til at sikre handels- og bylivet i gaden. Lokaludvalget er orienteret om erstatnings p-pladsernes placering i Dalslandsgade og Uplandsgade på Amager, og har ikke haft kommentarer hertil.
Forvaltningen har også været i dialog med Amager Centret og har opfyldt deres ønske om etablering af én yderligere af- og pålæsningsplads ved Centrets nordøstligste hjørne.

Økonomi

I Budget 2012 (BR 6. oktober 2011) (A, B, C, F, I, O og V) blev der afsat 75,0 mio. kr. til Cykelpakke V. Der blev afsat 4,75 mio. kr. til at ophæve ensretningen på udvalgte veje og gader. Af de 4,75 mio. kr. (2012 p/l) blev 0,1 mio. kr. stjernemarkeret og dermed frigivet i forbindelse med vedtagelsen af Budget 2012. De 0,1 mio. kr. er anvendt til interne udgifter og projektudvikling. Projektet beløber sig overslagsmæssigt til 1,799 mio. kr. Af de 1,799 mio. kr. skal 0,644 mio. kr. frigives til detailprojektering og anlæg af cykelbaner mod ensretningen i Brysselgade og Ålandsgade og 1,155 mio. kr. til etablering af p-erstatningspladser. De i alt 1,799 mio. kr. skal frigives på TMUs bevilling Ordinær anlæg, jf. tabel 1.

Tabel 1. Anlægsbevillinger – frigivelse af anlægsmidler

Udvalg

Aktivitet/projekt

Bevilling

(nr. og navn)

Funktion

Beløb i 1.000 kr.

År 2015 (2015 p/l)

TMU

Anlæg af cykelbaner mod ensretningen i Brysselgade og Ålandsgade og anlæg af p-erstatningspladser

3400 Ordinær anlæg

2.28.23.3

1.799

I alt

-

-

-

1.799

De forventede udgifter til totalentreprenørens rådgiver, interne udgifter og anlæg af projekt fremgår af tabel 2.

Tabel 2. Forventede udgifter til ekstern rådgivning, interne udgifter og anlæg af projekt

Alle beløb er i 1.000 kr.

År 2015 (2015 p/l)

Ekstern rådgivning

194

Interne udgifter

50

Anlæg af parkeringspladser og cykelbaner

1.555

I alt

1.799

Med de tidligere frigivne midler (1,637 mio. kr.) til anlægsprojektet i Vordingborggade (BR 22. januar 2015) og de stjernemarkerede midler (0,1 mio. kr.) er der i alt frigivet 3,536 mio. kr. til at ophæve ensretningen på udvalgte veje og gader. De resterende 1,214 mio. kr. forventes frigivet og anvendt på etablering af cykelbaner mod ensretningen på Birkedommervej og Frederikgårds Allé i løbet af efteråret 2015.

Det forventes, at projekterne kun vil påvirke forvaltningens driftsøkonomi marginalt.

Videre proces

Anlæg af cykelbaner mod ensretningen i Brysselgade og Ålandsgade forventes udført i sommer/efterår 2015.

Pernille Andersen                                  /Anders Møller

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at projektforslaget i bilag 3 danner grundlag for detailprojektering og anlæg af cykelbaner mod ensretningen i Brysselgade og Ålandsgade.    
  2. at der nedlægges i alt 21 parkeringspladser (Brysselgade 6-pladser og Ålandsgade 15-pladser), som reetableres i blå zone, jf. bilag 4. 

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler, 

       3.  at der frigives en anlægsbevilling på i alt 1,799 mio. kr. til anlæg af cykelbaner mod
            ensretningen i Brysselgade og Ålandsgade (0,644 mio. kr.) og 
            etablering af p-erstatningspladser (1,155 mio. kr.) i forbindelse med projekterne. 
            Bevillingen skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg i 2015, 
            jf. Økonomiafsnittet.

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 13. april 2015

Indstillingens 1. og 2. at-punkt blev godkendt uden afstemning.

Indstillingens 3. at-punkt blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Dagsordenspunkt 30: Cykling mod ensretningen i Brysselgade og Ålandsgade på Amager (2014-0154905)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 19. maj 2015

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Til top