Supercykelsti Farumruten - anlæg af bredere cykelstier i Gothersgade, Indre By
Med henblik på at etablere endnu en etape af Farumruten skal der tages stilling til forslag om anlæg af bredere cykelstier i Gothersgade mellem Søtorvet og Møntergade.
Tidligere beslutninger
Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,
1. at projektforslaget i bilagene 3 a - b danner grundlag for detailprojektering og anlæg af bredere cykelstier i Gothersgade på strækningen fra Øster Voldgade til Søtorvet, herunder at der nedlægges 13 p-pladser i grøn zone på strækningen mellem Søtorvet og Nansensgade. Provenutabet på 0,2 mio. kr. ved nedlæggelse af p-pladserne finansieres af p-puljen, jf. bilag 5 a og b,
2. at Teknik- og Miljøforvaltningen modtager 0,6 mio. kr. fra Den Statslige Cykelpulje i forbindelse med etablering af bredere cykelstier i Gothersgade på strækningen Øster Voldgade til Søtorvet. På den baggrund gives en tillægsbevilling som en indtægts- og udgiftsbevilling på 0,6 mio. kr. på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg i 2015. De bevillingsmæssige ændringer fremgår af Økonomiafsnittet,
3. at der frigives en anlægsbevilling på 1,2 mio. kr. til bredere cykelstier i Gothersgade på strækningen Øster Voldgade til Søtorvet. Midlerne kommer fra Budget 2011 og Den Statslige Cykelpulje. Midlerne frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg i 2015, jf. Økonomiafsnittet,
4. at der frigives en anlægsbevilling på 2,2 mio. kr. til bredere cykelstier i Gothersgade på strækningen Øster Voldgade til Søtorvet (nordsiden). Midlerne kommer fra Budget 2015 og frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg i 2015, jf. Økonomiafsnittet,
5. at Teknik- og Miljøforvaltningen modtager 2,1 mio. kr. fra Den Statslige Cykelpulje i forbindelse med etablering af bredere cykelstier i Gothersgade på strækningen Nørre Voldgade til Møntergade. På den baggrund gives en tillægsbevilling som en indtægts- og udgiftsbevilling på 2,1 mio. kr. på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg i 2015. De bevillingsmæssige ændringer fremgår af Økonomiafsnittet,6. at der frigives en anlægsbevilling på 4,2 mio. kr. til bredere cykelstier i Gothersgade på strækningen Nørre Voldgade til Møntergade. Midlerne kommer fra Budget 2011 og Den Statslige Cykelpulje. Midlerne frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg i 2015, jf. Økonomiafsnittet.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiudvalget bemærker, at nedlæggelse af 13 parkeringspladser på delstrækningen Nansensgade og Søtorvet afviger fra forudsætningerne i cykelpakken ’Cykelby for alle’, afsat i Budget 2015, idet Teknik- og Miljøforvaltningen vurderede, at der ikke skulle nedlægges parkeringspladser.
Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
Problemstilling
På Teknik- og Miljøudvalgets møde den 23. februar 2015 blev der fremlagt forslag om at udvide cykelstierne på to delstrækninger i Gothersgade, hhv. Øster Voldgade til Søtorvet og Nørre Voldgade til Møntergade, jf. bilag 9.Indstillingen blev sendt tilbage til forvaltningen med henblik på flere oplysninger. Forvaltningen fremlægger hermed supplerende oplysninger om, dels hvor mange cyklister, der bruger strækningen i dag, og et skøn over hvor mange, der forventes at bruge den fremover, jf. bilag 8, dels mulighederne for at reducere fortovet til standardbredde, dels mulighederne for at etablere erstatningsparkering, jf. bilag 5a.
Løsning
Forvaltningen henviser til den på mødet 23. februar 2015 fremlagte indstilling, jf. bilag 9.
På strækningen Søtovet – Nørre Farimagsgade er der på et døgn 15.100 cykler (total for begge retninger) og på strækningen Nørre Voldgade - Møntergade 21.200 cykler (total for begge retninger). I Gothersgade forventes broen over Inderhavnen at generere op til 5.000 yderligere cyklister i begge retninger pr. døgn, jf. bilag 8. Til sammenligning kan nævnes, at der på Vesterbrogade mellem Trommesalen og Gasværksvej dagligt er 15.700 cyklister.
Gothersgades cykelstier har i dag en bredde på 2-2,3 m. De gældende regler om bredde på cykelstier indeholder ikke faste regler om kapacitet, men efter fast praksis i Københavns Kommune anlægges nye stier med en bredde på 2,5 m. På hovedfærdselsårerne for cykeltrafikken som eksempelvis supercykelstier og PLUSnettet, er det imidlertid forudsat, at stierne skal have en bredde på 3 meter eller derover. Gothersgade indgår både i det regionale supercykelstinet og det kommunale PLUSnet for cyklister, jf. Københavns cykelstrategi 2011-2025 (Borgerrepræsentationen (BR) 1. december 2011).
Cykelstier, der som Gothersgade indgår i PLUSnettet, skal kendetegnes ved, at de tilbyder stor tryghed, sikkerhed og god komfort for cyklisterne. I dag er kapaciteten på Gothersgade hårdt presset, specielt i myldretiden. Det betyder, at der ikke på strækningen kan tilbydes tilstrækkelig stor tryghed og komfort.
Mulighederne for at reducere fortovet i bredden
Udvidelsen af cykelstien mellem Øster Farimagsgade og Søtorvet indebærer efter forslaget nedlæggelse af de 13 pladser på strækningen Søtorvet og Nansensgade, jf. bilag 9.
Hvis parkeringen skal fastholdes på denne strækning, skal fortovet reduceres i bredden. De eksisterende fortove er aktuelt smallere end kommunens anbefalede minimum på 2,5 meter. (2,3 meter på denne strækning). Forvaltningen kan derfor ikke anbefale at reducere fortovet i bredden. En reduktion i bredden vil påvirke tilgængeligheden for fodgængere og betyde, at f.eks. folk med barnevogne og rollatorer vil blive tvunget ud på cykelstien for at kunne passere hinanden. Kapaciteten er allerede i dag meget presset af mange fodgængere, lyskasser, trappetrin, kældernedgange, trafik og reklameskilte samt parkerede cykler.
Mulighed for erstatningsparkeringspladser
Forvaltningen har undersøgt muligheden for at leje pladser på private arealer. Ejeren af Kommunehospitalets arealer har oplyst, at der ikke er ledig kapacitet. Ejeren af parkeringsanlægget under Israels Plads har oplyst, at det er muligt at leje 13 p-pladser i anlægget, jf. bilag 5a. Månedslejen for en vilkårlig plads i anlægget er 1.810 kr. (pr. 12. marts 2015). Dette svarer til en årlig udgift for kommunen på 282.360 kr. ved leje af 13 pladser. Omkostningen skal i givet fald dækkes af driftsmidler afsat til leje af parkeringspladser. Aktuelt er der ikke afsat midler til dette formål. Udgiften kan indgå i drøftelserne om Budget 2016.
Forvaltningen kan ikke anbefale leje af parkeringspladser af flere grunde. Der er kun adgang til at indgå en lejekontrakt af maksimalt to års varighed, såfremt Københavns Kommune skal opnå dispensation fra den ellers lovpligtige deponeringspligt. Der er desuden risiko for, at Statsforvaltningen stiller krav om, at kommunen i området skal søge at udvide den parkeringskapacitet - som lejeaftalen midlertidigt vil udgøre - permanent. Aktuelt har kommunen ingen konkrete planer om at skabe en tilvækst af parkeringspladser i området. Forvaltningen kan i den forbindelse anføre, at pladserne på Israels Plads ikke kan betragtes som offentlige pladser, men pladser, som kun er tilgængelige for folk med en beboerlicens til flexzonen i mellem ØV og NV.
Forvaltningen henviser samtidig til BRs beslutning 18. juni 2014 (pkt. 31), hvor BR valgte at følge forvaltningens anbefaling om ikke at gå videre med forslaget om af leje parkeringspladser.
På forespørgsel har ejeren af parkeringsanlægget under Israels Plads oplyst, at det ikke er muligt at købe pladser i parkeringsanlægget.
Med baggrund i BRs beslutning i 2011 om supercykelstien og den yderligere trafik ad Gothersgade, som broen over Inderhavnen forventes at generere, vurderer forvaltningen, at supercykelstien på hele strækningen i Gothersgade fra Søtorvet til Møntergade indebærer en forbedring af cykelforholdene. Forslaget er delt op i to delstrækninger, så udvalget kan tage stilling til, om begge skal gennemføres. Gennemføres delstrækningen fra Øster Voldgade til Søtorvet ikke, vil det medføre et større pres på denne delstrækning, når broen over Inderhavnen åbner, men den anden delstrækning fra Nørre Voldgade til Møntergade vil stadig indebære en forbedring af cykelforholdene i Gothersgade.
Økonomi
Projekterne vedrørende bredere cykelstier i Gothersgade er finansieret med:
- 2,7 mio. kr. fra Cykelpakke IV (Budget 2011) (Socialdemokraterne (A), Det Radikale Venstre (B), Det Konservative Folkeparti (C) og Socialistisk Folkeparti (F))
- 2,7 mio. kr. fra Den Statslige Cykelpulje (forudsætter en tilsvarende egenfinansiering)
- 2,5 mio. kr. fra ”Cykelby for alle” (Budget 2015) (A, B, F, Dansk Folkeparti (O) og Enhedslisten (Ø)). Heraf blev 0,3 mio. kr. stjernemarkeret og disse midler er således allerede frigivet i forbindelse med vedtagelsen af Budget 2015.
Nedlæggelsen af de 13 p-pladser vil give et årligt provenutab på 185 t. kr., som dækkes af P-puljen, se også bilag 5b. Såfremt forudsætningerne i Budget 2015 om p-pladser fastholdes, og der derfor ikke skal nedlægges p-pladser og strækningen fra Søtorvet/Øster Søgade til Øster Voldgade derfor ikke udføres, så forventer Teknik- og Miljøforvaltningen, at der er behov for at få frigivet 4,2 mio. kr. til at realisere projektet og der kan modtages 2,1 mio. kr. fra Den Statslige Cykelpulje. Indstillingens økonomiske konsekvenser fremgår af bilag 6.
Det forventes, at projekterne vil påvirke forvaltningens driftsøkonomi marginalt.
Videre proces
Projekterne forventes anlagt i efteråret 2015.
Pernille Andersen /Anders Møller
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at projektforslaget i bilagene 3 c - e danner grundlag for detailprojektering og anlæg af bredere cykelstier i Gothersgade på strækningen Nørre Voldgade til Møntergade.
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
2. at projektforslaget i bilagene 3 a - b danner grundlag for detailprojektering og anlæg af bredere
cykelstier i Gothersgade på strækningen fra Øster Voldgade til Søtorvet, herunder at der
nedlægges 13 p-pladser i grøn zone på strækningen mellem Søtorvet og Nansensgade.
Provenutabet på 0,2 mio. kr. ved nedlæggelse af p-pladserne finansieres af p-puljen, jf. bilag
5 a og b.
3. at Teknik- og Miljøforvaltningen modtager 0,6 mio. kr. fra Den Statslige Cykelpulje i forbindelse
med etablering af bredere cykelstier i Gothersgade på strækningen Øster Voldgade til Søtorvet.
På den baggrund gives en tillægsbevilling som en indtægts- og udgiftsbevilling på 0,6 mio. kr.
på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg i 2015. De bevillingsmæssige ændringer
fremgår af Økonomiafsnittet.
4. at der frigives en anlægsbevilling på 1,2 mio. kr. til bredere cykelstier i Gothersgade på
strækningen Øster Voldgade til Søtorvet. Midlerne kommer fra Budget 2011 og Den Statslige
Cykelpulje. Midlerne frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg i 2015, jf.
Økonomiafsnittet.
5. at der frigives en anlægsbevilling på 2,2 mio. kr. til bredere cykelstier i Gothersgade på
strækningen Øster Voldgade til Søtorvet (nordsiden). Midlerne kommer fra Budget 2015 og
frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg i 2015, jf. Økonomiafsnittet.
6. at Teknik- og Miljøforvaltningen modtager 2,1 mio. kr. fra Den Statslige Cykelpulje i forbindelse
med etablering af bredere cykelstier i Gothersgade på strækningen Nørre Voldgade til
Møntergade. På den baggrund gives en tillægsbevilling som en indtægts- og udgiftsbevilling
på 2,1 mio. kr. på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg i 2015. De
bevillingsmæssige ændringer fremgår af Økonomiafsnittet.
7. at der frigives en anlægsbevilling på 4,2 mio. kr. til bredere cykelstier i Gothersgade på
strækningen Nørre Voldgade til Møntergade. Midlerne kommer fra Budget 2011 og
Den Statslige Cykelpulje. Midlerne frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling
Ordinær anlæg i 2015, jf. Økonomiafsnittet.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 27. april 2015
Indstillingen 1. at-punkt blev godkendt med ni stemmer mod to. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: A, B, C, F og Ø.
Imod stemte: I og V.
Indstillingens 2.-7. at-punkt blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med ni stemmer mod to. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: A, B, C, F og Ø.
Imod stemte: I og V.
Beslutning
Dagsordenspunkt 18: Supercykelsti Farumruten - anlæg af bredere cykelstier i Gothersgade, Indre By (2014-0218617)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 19. maj 2015
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.