Mødedato: 19.04.2005, kl. 15:00

Forslag til Regionplan 2005 "Vision for Hovedstadsregionen 2017 - En stærk og bæredygtig region"

Forslag til Regionplan 2005 "Vision for Hovedstadsregionen 2017 - En stærk og bæredygtig region"

Økonomiudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde tirsdag den 19. april 2005

 

 

 

J.nr.             ØU 157/2005

 

 

6.                   Forslag til Regionplan 2005 "Vision for Hovedstadsregionen 2017 - En stærk og bæredygtig region"

 

 

INDSTILLING

Økonomiforvaltningen indstiller at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

·        at vedlagte udtalelse til Hovedstadens Udviklingsråd tiltrædes,

 

samt at Økonomiudvalget tiltræder,

·        at udtalelsen til Hovedstadens Udviklingsråd fremsendes inden debatperiodens udløb den 27. april 2005 med forbehold for Borgerrepræsentationens senere stillingtagen.

 

 

RESUME

Hovedstadens Udviklingsråd (HUR) har udsendt forslag til Regionplan 2005 "Vision for Hovedstadsregionen 2017 – en stærk og bæredygtig region" i offentlig høring. Høringsperioden løber frem til 27. april 2005.

 

Planforslagets visioner stiller skarpt på en række væsentlige mål for hele Hovedstadsregionen og for de sammenhænge den indgår i, i Danmark og på tværs af Øresund. De enkelte visioner, for henholdsvis den rekreative region, det gode boligudbud, det stærke erhvervsmiljø, den effektive infrastruktur og den samlende hovedstruktur, er i større eller mindre grad knyttet til de forhold, som selve den regulerende del af Regionplan 2005 styrer.

 

Øresundsregionen har ikke fået en selvstændig placering i regionplanforslaget, men er i stedet søgt integreret, hvor det er vurderet relevant. Dette er en mere konkret tilgang, men det er vigtigt, at denne integration fastholdes som målsætning, og at dens potentiale kommer til udtryk i planen.

 

Af hensyn til potentialet for vækst og udvikling i Hovedstadsregionen, også som en drivkraft for resten af landet, er der behov for en effektiv indsats for at fastholde en robust og trafikalt bæredygtig struktur i Hovedstadsregionen. Her er Københavns Kommunes støtte til at fastholde Fingerplanens hovedstruktur med vækst i radialer, stationsnærhedsprincippet og de grønne kiler væsentlig.

 

Københavns Kommune har en interesse i, at friluftslivet tildeles en væsentlig rolle i Hovedstadsregionen, således som det er afspejlet i planforslaget. Forslaget om en ny grøn ring og en bedre sammenbinding af områder for friluftsliv giver Hovedstadsregionens befolkning de gode muligheder for at være aktive, der indgår i HURs visioner.

 

En væsentlig opgave i planperioden for Regionplan 2005 er at sikre muligheder for et udbud af de boligtyper, som befolkningen i regionen ønsker. Det er afgørende, at udviklingen i høj grad bygger på byomdannelse og fortætning, så der tænkes langsigtet og ikke forbruges unødigt store arealer til bymæssige formål. Københavns Kommune bør samlet set kunne støtte den valgte model for udviklingen, der repræsenterer en rimelig grad af kontinuitet i forhold til den hidtidige planlægning i Hovedstadsregionen.

 

Stationsnærhedsprincippet har vist sin værdi i forhold til at sikre sammenhæng mellem transportbehov og investeringer i kollektiv trafik. Den hidtidige struktur med et tæt samspil mellem udbygning af by og trafik giver borgerne gode betingelser i valget af transportform, og ikke mindst for at vælge bæredygtige kollektive løsninger. Med de ændringer af principperne for lokalisering af trafikskabende funktioner, især erhverv, der er sket forud for og i forslag til Regionplan 2005, er der taget skridt i retning af en udvikling, der mindsker de positive effekter af en koordineret udvikling af byen og dens infrastruktur. En sådan udvikling er ikke i Københavns Kommunes interesse.

 

Forslagene til alternativer til planforslaget, der vedrører en udvidelse af "Håndfladen" i Fingerplanen og omdannelse af ældre erhvervsområder i hele regionen, vurderes at true de vigtige lokaliseringsprincipper, der hidtil har været gældende. Disse forslag er udsendt som mulige alternativer til det egentlige planforslag. De trafikale konsekvenser er ikke vurderet, men de forventes at være betydelige og til skade for den kollektive trafik, hvilket kalder på en stillingtagen fra Københavns Kommune.

 

Københavns Kommune har stillet forslag om en ændret retningslinie for store butikker for særligt pladskrævende varegrupper, og dette forslag indgår også som alternativ i det udsendte planforslag. Med forslaget om en øget ramme for store butikker med særligt pladskrævende varer opnås der en mulighed for, at Københavns Kommune kan forbedre sin forsyning med sådanne butikker i et omfang, som svarer til de muligheder, der er givet i regionen som helhed.

 

På miljøområdet, herunder hensynet til grundvandsinteresserne, vurderes det, at planens mange væsentlige emner og interesser er tillagt den betydning, der er i overensstemmelse med HURs visioner og med Københavns Kommunes interesser. Der er dog behov for at fremsætte en række mere teknisk betonede konkrete bemærkninger og rettelsesforslag i et administrativt svar.

 

SAGSBESKRIVELSE

Hovedstadens Udviklingsråd (HUR) har udsendt forslag til Regionplan 2005 "Vision for Hovedstadsregionen 2017 – en stærk og bæredygtig region" i offentlig høring frem til 27. april 2005. Økonomiforvaltningen har indsamlet bemærkninger til regionplanforslaget hos Københavns Kommunes øvrige forvaltninger og på baggrund heraf udarbejdet et forslag til høringssvar fra Københavns Kommune. Dette høringssvar er vedlagt som bilag A.

 

Høringssvaret vil blive afsendt efter behandling i Økonomiudvalget med forbehold for Borgerrepræsentationens godkendelse. Med hensyn til de mange bemærkninger og rettelser af teknisk, administrativ karakter, som svarene fra forvaltningerne rummer, vil de blive vedlagt høringsbrevet til HUR.

 

Baggrund

Regionplan 2001 blev udarbejdet som delplaner for henholdsvis Københavns og Frederiksberg Kommuner og Københavns, Roskilde og Frederiksborg Amter. Herefter har regionplanlægningen været en opgave for HUR, der da også har udsendt en række regionplantillæg, som har ændret eller suppleret Regionplan 2001, når ønsker om ændringer, planlægningsmæssige behov eller lovændringer har nødvendiggjort dette. Det gælder bl.a. regionplantillæg om akutte udlæg af nye områder til boligudbygning, regionplantillæg om justering og harmonisering af stationsnærhedsprincippet samt regionplantillæg om detailhandel. Forslaget til Regionplan 2005 bygger videre på disse ændringer.

 

I starten af 2003 offentliggjorde HUR et debatoplæg til regionplanlægningen. Københavns Kommune afgav et høringssvar, der var koncentreret om Øresundssamarbejdet, om udviklingen af regionens hovedstruktur på grundlag af Fingerplanen, om forvaltningen af princippet om stationsnær lokalisering, om miljø og om mulighederne for friluftsliv.

 

Med de forestående ændringer af forvaltningsstrukturerne og af lovgivningen på planområdet mv. som led i kommunalreformen står det klart, at Regionplan 2005 vil blive den sidste udarbejdet af HUR. Når den er vedtaget endeligt, ventes den for en periode ophøjet til landsplandirektiv og vil som sådan blive forvaltet af Miljøministeriet. Den regulering, der i dag ligger i regionplanen , vil i de følgende år blive afløst af en forholdsvis detaljeret landsplanlægning for Hovedstadsområdet og af kommuneplanlægning for en bredere vifte af emner end hidtil.

 

Planforslaget

Forslaget til Regionplan 2005 er opdelt i en indledende opstilling af visioner for Hovedstadsregionen med den dertil hørende hovedstruktur for regionens udvikling og en række afsnit med retningslinier og redegørelse for de emner, som regionplanen skal regulere. Som del af planforslaget udsendes også et papir fra et temamøde i Udviklingsrådet, hvori en række principper for planens indhold og for processen er beskrevet. Et særligt afsnit udgøres af nogle alternative forslag til retningslinier, som Udviklingsrådet ved vedtagelsen af planforslaget besluttede at sende ud i den offentlige høring for at få synspunkter på, om disse alternativer skal erstatte de retningslinier for de pågældende emner, der indgår i selve planforslaget. Endelig ledsages planforslaget af en mindretalsudtalelse med hovedvægt på trafikspørgsmål.

 

Visionsdelen af forslag til Regionplan 2005 er samlet i fire emner, der tilsammen skal danne grundlag for den vision, der har givet planforslaget titel, nemlig Hovedstadsregionen 2017 som en stærk og bæredygtig region. Indledningsvis formuleres denne overordnede vision som tilvejebringelsen af en storbyregion med international tiltrækningskraft, der er et kraftcenter for såvel Danmark som en integreret Øresundsregion. Grundlaget er en region præget af vækst, som er en forudsætning for en økonomisk, socialt og miljømæssigt bæredygtig udvikling. De fire emner for visionen er rekreative landskaber, et varieret boligudbud, et stærkt erhvervsmiljø og en effektiv infrastruktur.

 

Under overskriften rekreative landskaber fokuseres der på de kvaliteter for borgerne m.fl., der er sikret som følge af Fingerplanens prioritering af grønne kiler og en mangeårig indsats for at friholde værdifulde områder i byudviklingen. Denne indsats forudsættes fortsat gennem sikring og udvikling af flere områder til rekreativ brug, herunder en ny grøn ring, der konkretiseres i planforslaget, og gennem skabelse af bedre og mere sammenhængende adgang til de rekreative områder.

 

Med overskriften et rigt varieret boligudbud lægger HUR op til, at der skal sikres grundlag for alle boligtyper i regionen og at der skal være mulighed for attraktive boligmiljøer, som bidrager til regionens tiltrækningskraft. Om end hovedvægten i visionen lægges på boliger inden for det eksisterende byområde, skabt gennem omdannelse eller fortætning, slås det også fast, at der er behov for nye udlæg af arealer til især parcelhuse. HUR lægger vægt på, at der kan ske en boligudbygning i hele regionen. Med regionplanforslaget lægges der op til, at der i planperioden kan ske en vækst på 8-9 % i bestanden af boliger i Hovedstadsregionen.

 

Erhvervsmiljøet skal ligeledes være attraktivt. HURs indflydelse på erhvervsudviklingen er koncentreret om udpegningen af mulige lokaliseringer og retningslinier for anvendelsen heraf. Der lægges derfor især vægt på at sikre velbeliggende placeringer med god trafikbetjening, ikke mindst for de ansatte. Der skal sikres udviklingsmuligheder i de eksisterende erhvervsområder, så de kan omstilles til nye erhvervstyper. Men der er også behov for at fastholde placeringsmuligheder for industri- og håndværksvirksomheder, som spiller en vigtig rolle i arbejdsmarkedsstrukturen. Endelig ønskes der en mere markant satsning på turisterhvervet.

 

Infrastrukturen skal være velfungerende og effektiv, med vægt på såvel økonomisk som miljømæssig bæredygtighed. Fraværet af væsentlige trængselsproblemer og et godt udbud af valgmuligheder for transportformer er afgørende for regionens tiltrækningskraft. Der foreslås derfor konkrete investeringer i udbygning af infrastruktur, herunder kollektiv trafik som Metroringen i Københavns og Frederiksberg kommuner.

 

I fastlæggelsen af hovedstrukturen for Hovedstadsregionen fastslås det, at Fingerbyen fortsat er grundlaget for udviklingen. Mulighederne for vækst skal således især findes i de eksisterende byområder, men suppleres med muligheden for at forlænge fingrene, at udvikle de kommunecentre, der er beliggende uden for fingrene i overensstemmelse med lokale behov, og at tillade en begrænset lokalt orienteret udvikling også i de mindre byer.

 

I retningsliniedelen af planforslaget følges der i større eller mindre grad op på de overordnede visioner. En væsentlig del af planforslaget er lokaliseringsretningslinier for boliger, erhverv, friluftsanlæg, infrastruktur mv. Lokaliseringen er yderligere konkretiseret på detailkort i de tilfælde, hvor der er tale om inddragelse af nye landområder til bymæssige formål. Hertil kommer udpegninger til eksempelvis en række rekreative formål, som er mindre konkrete og ikke fastlægger anvendelsen bindende, og som ikke indebærer overførsel til byområdet.

 

Boligudlæg spiller en fremtrædende rolle i planforslaget. Der er samlet tale om en rummelighed til udbygning på ca. 109.000 boliger, hvoraf de 86.000 findes i omdannelse inden for byområdet, mens de resterende 23.000 er nye udlæg.

 

Stationsnærhedsprincippet for lokalisering af trafikskabende funktioner er i forhold til Regionplan 2001 suppleret og ændret gennem et regionplantillæg, og i planforslaget sker der yderligere tilføjelser af lokaliseringsmuligheder for erhverv som kontor og service primært i bestående byområder (omdannelse af ældre erhverv mv.). I de alternative forslag, der ledsager regionplanforslaget, lægges der dog op til langt mere gennemgribende ændringer, som vil udbrede lokaliseringsmulighederne for erhverv med intensive persontransportbehov i områder, hvor der ikke er god adgang til kollektiv trafik.

 

Anvendelsen af det åbne land til rekreative formål, land- og skovbrug, indvinding af råstoffer etc. er reguleret med betydelig vægt på den rolle, Hovedstadsregionens landskaber skal spille for borgernes friluftsliv og for turisterhvervet. Dette indebærer en række begrænsninger på andre anvendelser, men også at der er arbejdet meget grundigt med afvejninger mellem forskellige former for rekreative anvendelser.

 

Afsnittet om infrastruktur følger i vid udstrækning op på den Trafikplan 2003 fra HUR, som er gået forud for regionplanforslaget. Det indeholder dermed såvel planer og reservationer for trafikanlæg, hvis realisering er sikret og nært forestående, som for infrastruktur, der ligger længere ude i fremtiden.

 

Københavns Kommunes høringssvar

Forslaget til Regionplan 2005 er i såvel form som indhold er et udtryk for store ambitioner fra HURs side om at forholde sig til mange forhold af relevans for regionen, og det er lykkedes at nå langt i retning af at indfri målene. Dette skal ses i lyset af, at der siden udsendelsen af debatoplægget har været tale om en lang og omfattende proces, der bl.a. har omfattet møder med alle Hovedstadsregionens kommuner, der har haft lejlighed til at præsentere deres ønsker til planen med henblik på HURs vurdering og afvejning heraf.

 

Planforslagets visioner stiller skarpt på en række væsentlige mål for hele Hovedstadsregionen og for d e sammenhænge den indgår i, i Danmark og på tværs af Øresund. De enkelte visioner er ikke alle lige tæt knyttet til de forhold, som selve den regulerende del af Regionplan 2005 kan udstikke retningslinier for, men det er tydeligt, at der er arbejdet på at sikre koblingen mellem vision og plan.

 

Økonomiforvaltningen vurderer, at Københavns Kommune kan give sin opbakning til, at HUR i regionplanforslaget har sat sig for at beskrive, hvilke aktiviteter man vil koncentrere sig om i tiden frem til 2007, efter at man med Regionplan 2005 har løst den sidste store planopgave jf. de forestående ændringer af den kommunale struktur. Der er dog nævnt ganske mange indsatser, der tænkes gjort i den forholdsvis korte tid, og der er måske her behov for en lidt klarere prioritering.

 

Øresundsregionen har ikke fået den selvstændige og fremtrædende placering i regionplanforslaget, som Københavns Kommune havde ønsket i sit høringssvar til debatoplægget. I stedet er dette emne søgt integreret i visioner og plan, hvor det er vurderet relevant. Der opnås hermed en mere praktisk og konkret tilgang til integrationen over Sundet, men det er vigtigt, at denne integration fastholdes som selvstændig målsætning og at dens potentiale kommer til udtryk i planen. Økonomiforvaltningen noterer sig, at Øresund er blandt de fokusområder for den kommende tids arbejde i HUR, der er fremhævet i forslag til Regionplan 2005, hvilket vurderes at være i Københavns Kommunes interesse.

 

Økonomiforvaltningen finder det afgørende, at man af hensyn til potentialet for vækst og udvikling i Hovedstadsregionen, også som en drivkraft for resten af landet, gør en effektiv indsats for at fastholde en robust og trafikalt bæredygtig struktur i Hovedstadsregionen. Her er Københavns Kommunes støtte til at fastholde Fingerplanens hovedstruktur med vækst i radialer, stationsnærhedsprincippet og de grønne kiler afgørende. Denne plan har sikret, at by- og infrastrukturudvikling er knyttet tæt sammen. Denne hovedstruktur udgør baggrunden for, at man kan opstille visioner som i planforslaget, for den er et robust system, som også vil kunne udvikles og virkeliggøre visionerne.

 

Københavns Kommune har en interesse i, at friluftslivet tildeles en væsentlig rolle i Hovedstadsregionen, således som det er afspejlet i planforslaget. De vidt forskellige muligheder i regionen er behandlet grundigt, og det vurderes som glædeligt, at det almene, uorganiserede friluftsliv er sikret gode betingelser, og at der samtidig er fundet plads til egentlige fritidsanlæg til de meget aktive borgere, der efterspørger dem. Forslaget om en ny grøn ring og en bedre sammenbinding af områder for friluftsliv giver Hovedstadsregionens befolkning de gode muligheder for at være aktive, der indgår i HURs visioner.

 

Økonomiforvaltningen noterer sig, at en væsentlig opgave i planperioden for Regionplan 2005 er at sikre muligheder for et udbud af de boligtyper, som befolkningen i regionen ønsker, såvel i det eksisterende byområde som ved beskedne nyudlæg. Planforslaget afspejler en vis skepsis i forhold til de reelle muligheder i byomdannelse og fortætning, men det er afgørende, at udviklingen bygger på, at der tænkes langsigtet og ikke forbruges unødigt store arealer til bymæssige formål.

 

På trods af de overordnede bestræbelser på at udvise tilbageholdenhed med at inddrage nye arealer i det åbne land, er der peget på en del udviklingsmuligheder uden for hovedstrukturen, begrundet i lokale behov for at understøtte institutioner mv. Det er dog lige så vigtigt at tage hensyn til, at boligudbygningen bidrager til at understøtte regionale investeringer i bl.a. kollektiv trafikbetjening og dermed en miljømæssig bæredygtig udvikling i regionen, som især kan ske gennem byomdannelse og fortætning. Københavns Kommune bør samlet set kunne støtte den valgte model for udviklingen, der i forhold til nogle af de skitserede muligheder i det oprindelige debatoplæg repræsenterer en rimelig grad af kontinuitet i forhold til den hidtidige planlægning.

 

Stationsnærhedsprincippet er et væsentligt emne i Regionplan 2005. Det har vist sin værdi i forhold til at sikre sammenhæng mellem transportbehov og investeringer i kollektiv trafik. Erfaringerne viser, at en stationsnær lokalisering af funktioner med megen persontrafik giver en større brug af kollektiv transport. Den hidtidige struktur med et tæt samspil mellem byudvikling og trafik giver borgerne gode betingelser for et frit valg af transportform, og ikke mindst for at vælge bæredygtige kollektive løsninger. Dette er også medvirkende til, at de kollektive transportformer kan hvile på et sundt økonomisk grundlag.

 

Økonomiforvaltningen finder, at Københavns Kommune bør påpege, at man med de ændringer af principperne for lokalisering af erhverv og andre trafikskabende funktioner, der på baggrund af et (forudgående) regionplantillæg er sket i forslag til Regionplan 2005, har taget store skridt i retning af en udvikling, der mindsker de positive effekter af en koordineret udvikling af byen og dens infrastruktur. En sådan udvikling er ikke i Københavns Kommunes interesse. I disse år opleves der en stigende pendling og et stigende bilejerskab blandt borgerne i København. En lokalisering af arbejdssteder uden for de stationsnære områder bidrager hertil. Potentialet for udvikling i regionens stationsnære områder er til stede og forbedres, når der foretages investeringer i nye stationer mv. Regionplan 2005 er væsentlig for at sikre, at dette potentiale udvikles.

 

Økonomiforvaltningen skal navnlig bemærke, at forslagene til alternativer til planforslaget, der vedrører en udvidelse af "Håndfladen" i Fingerplanen og omdannelse af ældre erhvervsområder, vurderes at true de lokaliseringsprincipper, der hidtil har været gældende. De trafikale konsekvenser er ikke vurderet, men de forventes at være betydelige og til skade for den kollektive trafik.

 

En ny afgrænsning af "Håndfladen", så hele byområdet inden for Ring 3 opfattes som stationsnært, vil inddrage store områder uden højklasset kollektiv trafik. Regionplanforslaget har omhyggeligt taget stilling til de muligheder, der ligger i en udvikling af områderne ved Ring 3 i forbindelse med en fremtidig etablering af en letbane, og taget højde for et udviklingsbehov forud for etableringen heraf. Der er derfor ikke grund til at sætte lokaliseringsprincipper over styr ved at ændre på "Håndfladens" afgrænsning.

 

En omdannelse af ældre erhvervsområder i hele Fingerbyen til bl.a. arbejdskraftintensive funktioner uden hensyn til, om de er betjent med kollektiv trafik, vil ligeledes skade den sammenhæng mellem byudvikling og trafikal infrastruktur, der har været et afgørende element i Hovedstadsregionens positive udvikling. Omdannelsen af ældre erhvervsområder må ske med respekt for de overordnede mål for en stærk og bæredygtig region. Og der er et potentiale i omdannelse til funktioner, der ikke er massivt trafikskabende, herunder boliger.

 

Københavns Kommune har ved vedtagelsen af regionplanforslaget i HUR stillet forslag om en ændret retningslinie for store butikker for særligt pladskrævende varegrupper, og dette forslag indgår som alternativ i det udsendte planforslag. Med forslaget om en øget ramme for store butikker med særligt pladskrævende varer opnås der en mulighed for , at Københavns Kommune kan forbedre sin forsyning med sådanne butikker i et omfang, som svarer til de muligheder, der er givet i regionen som helhed. Økonomiforvaltningen anbefaler, at Københavns Kommune opfordrer HUR til, at retningslinien med den øgede ramme som foreslået optages i den endelige Regionplan 2005.

 

På miljøområdet, herunder med hensyn til grundvandsinteresserne i hele regionen, vurderer Økonomiforvaltningen på baggrund af bidragene fra de øvrige forvaltninger, at planens mange væsentlige emner er tillagt den betydning, der er i overensstemmelse med HURs visioner og med Københavns Kommunes interesser. Der er dog behov for at fremsætte en række konkrete bemærkninger og rettelsesforslag, især vedrørende grundvandsbeskyttelse. Disse mere teknisk betonede forslag til ændringer og rettelser er nærmere beskrevet i de administrative bemærkninger, der vil ledsage Københavns Kommunes høringssvar.

 

ØKONOMI

Forslaget til Regionplan 2005 indeholder ikke vurderinger af økonomiske konsekvenser. Planforslaget vurderes ikke at indebære økonomiske forpligtelser for Københavns Kommune.

 

MILJØVURDERING

Sagstypen er ikke omfattet af Økonomiforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

 

HØRING

Økonomiforvaltningen har gennemført en administrativ høring af de øvrige forvaltninger. En gennemgang af høringssvarene fremgår af bilag C, og svarene er vedhæftet bilaget i deres fulde ordlyd.

 

BILAG

Bilag A: Københavns Kommunes bemærkninger til forslag til Regionplan 2005 udsendt af Hovedstadens Udviklingsråd.

Bilag B: Forslag til Regionplan 2005 udsendt af Hovedstadens Udviklingsråd.

Bilag C: Administrative bemærkninger til forslag til Regionplan 2005 fra forvaltningerne i Københavns Kommune.

 

 

Erik Jacobsen                    /                     Paul Sax Møller

 

Til top