Høring vedr. revision af den boligpolitiske strategiplan
Høring vedr. revision af den boligpolitiske strategiplan
Økonomiudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde tirsdag den 19. april 2005
J.nr. ØU 160/2005
3. Høring vedr. revision af den boligpolitiske strategiplan
INDSTILLING
Økonomiforvaltningen indstiller:
at Økonomiudvalget
godkender de i sagsfremstillingen foreslåede rettelser
til "Boliger for alle – boligplan for Københavns Kommune 2005 – 08".
RESUME
Økonomiudvalget
besluttede på sit møde den 1. marts 2005 at fremsende "Boliger for alle –
boligplan for Københavns Kommune 2005 – 08" til høring i Bygge- og
Teknikudvalget, Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og Sundheds- og Omsorgsudvalget
samt Integrationsudvalget og Integrationsrådet.
Bygge-
og Teknikudvalgets høringssvar indeholder en generel tilkendegivelse af boligbarometerets
betydning i boligstrategien, samt af behovet for, at der med passende mellemrum
gennemføres vurderinger af barometerets oplysninger og uddybende analyser og
evalueringer af virkningen af boligstrategien for at målrette denne bedst
muligt.
Bygge-
og Teknikudvalget er betænkelig ved boligplanens forslag om lempede krav til
friarealer ved f.eks. ungdoms- og ældreboliger.
Bygge- og Teknikudvalget opfordrer endvidere til, at der
inddrages de miljømæssige konsekvenser, der måtte være for eksisterende
virksomheder i erhvervsområderne, i overvejelserne om mere fleksible rammer i
Kommuneplan 2005 i forbindelse med omdannelse fra erhverv til bolig.
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget har uden bemærkninger
godkendt forslag til "Boliger for alle – boligplan for Københavns Kommune 2005
– 08" med den bemærkning, at udvalget
gerne vil understrege, at der skal tilføjes i afsnittet "Boliger til psykisk
syge og handicappede", at der ønskes en udvikling væk fra store boenheder
således der fremover etableres mindre mere overskuelige boenheder.
For at fremme mobiliteten
på boligmarkedet for ældre københavnere har der som forsøg fra 2003 – 05 været
etableret en boligrådgivning. Forsøget ophører med udgangen af april 2005.
Rådgivningen til ældre tilbydes fremover som en del af tilbudene i de fire
Borgerservicecentre i København. Sundheds- og Omsorgsudvalget foreslår, at boligplanen
revideres i overensstemmelse hermed.
I planperioden 2005-2008
starter moderniseringen af kommunens plejeboliger. Sundheds- og Omsorgsudvalget
foreslår, at det anføres som præmis for forslaget til boligplan, at der er en
særlig opmærksomhed på muligheden for nybyggeri af moderne plejeboliger i de
nye boligkvarterer i byen som element i moderniseringsplanen for kommunens ca.
3000 utidssvarende plejeboliger.
Det rådgivende Integrationsudvalg finder det positivt, at
områdefornyelse og den boligsociale indsats er blandt de udvalgte
indsatsområder i boligplanen. Det Rådgivende Integrationsudvalg efterlyser
imidlertid et særskilt afsnit, som nærmere uddyber kommunens indsats i boligområder
med en høj andel af etniske minoriteter.
Integrationsrådet har taget forslag til boligplan til
efterretning. Integrationsrådet finder dog, at der bør sættes yderligere fokus
på minoritetsbefolkningens muligheder på boligmarkedet.
På baggrund af udvalg og råds
høringssvar er der i sagsfremstillingen udarbejdet forslag til rettelser.
SAGSBESKRIVELSE
Økonomiudvalget besluttede på sit møde den 1. marts 2005 at
fremsende "Boliger for alle – boligplan for Københavns Kommune 2005 – 08" til
høring i Bygge- og Teknikudvalget, Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og
Sundheds- og Omsorgsudvalget samt Integrationsudvalget og Integrationsrådet.
Efterfølgende er fremsendt skrivelse fra Overborgmesteren
om høringssvar fra ovennævnte udvalg og råd senest den 8. april 2005.
Der er modtaget høringssvar fra Bygge- og Teknikudvalget,
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og Sundheds- og Omsorgsudvalget samt
Integrationsudvalget og Integrationsrådet.
Bygge- og Teknikudvalget behandlede på sit møde den 6.
april 2005 forslag til "Boliger for alle – boligplan for Københavns Kommune
2005 – 08".
Bygge- og Teknikudvalgets høringssvar på "Boliger for alle
– boligplan for Københavns Kommune 2005 – 08" indeholder en generel
tilkendegivelse af boligbarometerets betydning i boligstrategien, samt af
behovet for, at der med passende mellemrum gennemføres vurderinger af
barometerets oplysninger og uddybende analyser og evalueringer af virkningen af
boligstrategien for at målrette denne bedst muligt.
Økonomiforvaltningen
foreslår derfor, at der nederst på side 12 tilføjes:
"Endelig gennemføres
uddybende analyser og evalueringer af boligplanens virkning."
I afsnittet "Mål for den
alsidige boligby" i boligplanen side 10 - 11 finder Bygge- og
Teknikudvalget, at der bør arbejdes meget mere bevidst med byrummet og muligheden
for et alsidigt byliv. Endvidere er Bygge- og Teknikudvalget betænkelig ved
forslaget om lempede krav til friarealer ved f.eks. ungdoms- og ældreboliger,
idet udvalget finder at forslaget kræver nøje overvejelser i lyset af behovet
for, at der i en god boligby både skal være meget bolignære halvprivate
friarealer samtidig med, at der er attraktive og fleksible offentlige byrum med
lidt større gangafstand.
Økonomiforvaltningen
foreslår på baggrund heraf, at punkt 9. Fleksible faciliteter side 11 ændres
til:
"De forskellige
livsformer i byen gør, at byens fælles rum som f.eks. parker, pladser, sports-
og kulturfaciliteter i større udstrækning skal indrettes, så de kan give plads
til mange forskellige former for udfoldelse. Københavns Kommune vil derfor
fremme fleksible og alsidige faciliteter, som kan styrke bylivet. Kommunen vil
derfor tilstræbe, at udearealer og offentlige kultur- og fritidsfaciliteter
indrettes varieret og fleksibelt."
I afsnittet om konvertering af erhverv til boliger side 21
i boligplanen er anført, at der i forbindelse med Kommuneplan 2005 skal
overvejes mere fleksible rammer, så omdannelse fra erhverv til boliger
efterfølgende muliggøres uden rammeændring. Bygge- og Teknikudvalget finder
her, at i disse overvejelser bør indgå de miljømæssige konsekvenser, der måtte
være for eksisterende virksomheder i erhvervsområderne.
Økonomiforvaltningen
foreslår derfor, at sætningen på side 21: "Endvidere skal der i ….. muliggøres
uden rammeændring." slettes, da overvejelserne allerede er foretaget i
forbindelse med det foreliggende forslag til kommuneplan 2005. I forlængelse heraf
foreslås i stedet indføjet på side 20:
"I forslag til
kommuneplan 2005 er mulighederne for etablering af boliger i områder for serviceerhverv
blevet udvidet – ikke mindst i Indre By, hvorved omdannelsen fra erhverv til
boliger er blevet styrket."
Forvaltningen har direkte overfor
Økonomiforvaltningen henledt opmærksomheden på enkelte synspunkter m.v. af mere
teknisk karakter.
Bygge- og
Teknikudvalgets høringssvar og beslutningsreferat er vedlagt som bilag.
Familie- og
Arbejdsmarkedsudvalget behandlede forslag til "Boliger
for alle – boligplan for Københavns Kommune 2005 – 08" på sit møde den 6. april
2005.
Udvalget godkendte
forslag til "Boliger for alle – boligplan for Københavns Kommune 2005 – 08" med
den bemærkning, at udvalget gerne vil understrege, at der skal tilføjes i
afsnittet "Boliger til psykisk syge og handicappede", at der ønskes en
udvikling væk fra store boenheder således der fremover etableres mindre mere
overskuelige boenheder.
Økonomiforvaltningen
foreslår derfor, at der på side 28 tilføjes:
"Der ønskes en
udvikling væk fra store boenheder, således at der fremover etableres mindre
mere overskuelige boenheder."
Familie- og
Arbejdsmarkedsudvalgets høringssvar og beslutningsreferat er vedlagt som bilag.
Sundheds- og
Omsorgsudvalget behandlede forslag til "Boliger for alle – boligplan for
Københavns Kommune 2005 – 08" på sit møde den 31. marts 2005.
For
at fremme mobiliteten på boligmarkedet for ældre københavnere har der som
forsøg fra 2003 – 05 været etableret en boligrådgivning, drevet af
"Boligtrivsel i Centrum". Forsøget ophører med udgangen af april
2005. Rådgivningen til ældre tilbydes fremover som en del af tilbudene i de
fire Borgerservicecentre i København. Sundheds- og Omsorgsudvalget foreslår, at
boligplanen revideres i overensstemmelse hermed.
Økonomiforvaltningen
foreslår derfor, at der på side 30 tilføjes:
"Forsøg med
boligrådgivning for ældre er ophørt med udgangen af april 2005. Boligrådgivningen
varetages derefter som et tilbud i de fire Borgerservicecentre i Københavns
Kommune."
I
planperioden 2005-2008 starter moderniseringen af kommunens plejeboliger.
Sundheds- og Omsorgsudvalget foreslår, at det anføres som præmis for forslaget
"Boliger for alle – Boligplan for Københavns Kommune 2005 - 2008", at
der er en særlig opmærksomhed på muligheden for nybyggeri af moderne
plejeboliger i de nye boligkvarterer i byen som element i moderniseringsplanen
for kommunens ca. 3000 utidssvarende plejeboliger.
Økonomiforvaltningen
foreslår på den baggrund, at der på side 31 tilføjes:
"Som led i
moderniseringsplanen for kommunens utidssvarende plejeboliger vil der være en
særlig opmærksomhed på muligheden for nybyggeri af moderne plejeboliger i de
nye boligkvarterer i byen."
Sundheds- og
Omsorgsudvalgets høringssvar og beslutningsreferat er vedlagt som bilag
Det Rådgivende
Integrationsudvalg behandlede forslag til "Boliger
for alle – boligplan for Københavns Kommune 2005 – 08" på sit møde den 29.
marts 2005.
Det rådgivende
Integrationsudvalg finder det positivt, at områdefornyelse og den boligsociale
indsats er blandt de udvalgte indsatsområder i boligplanen. Det Rådgivende
Integrationsudvalg efterlyser imidlertid et særskilt afsnit, som nærmere
uddyber kommunens indsats i boligområder med en høj andel af etniske
minoriteter.
Økonomiforvaltningen
foreslår derfor indføjet følgende vedr. integration i kapitel om
områdefornyelse og den boligsociale indsats på side 24:
"Styrke integrationsindsats
Igennem de sidste 10
år er andelen af beboere med anden etnisk herkomst end dansk i de almene
boliger steget fra 24 % i 1995 til 40 % i 2005. Koncentrationen af personer med
anden etnisk herkomst end dansk er størst i de nyere almene bebyggelser. Via
bl.a. kvarterløft, områdefornyelse, partnerskabsaftaler og boligsociale
projekter er gennemført en række aktiviteter, som skal fremme integrationen. I
de kommende år vil der være øget fokus på integrationsindsatsen både i form af
initiativer i udvalgte boligområder og målrettede tiltag på beskæftigelses- og
uddannelsesområdet."
Det Rådgivende
Integrationsudvalgs høringssvar og beslutningsprotokol er vedlagt som bilag.
Integrationsrådet
behandlede forslag til "Boliger for alle – boligplan
for Københavns Kommune 2005 – 08" på sit møde den 7. april 2005.
Integrationsrådet
har taget forslag til boligplan til efterretning. Integrationsrådet finder dog,
at der bør sættes yderligere fokus på minoritetsbefolkningens muligheder for at
finde egnede og tilgængelige boliger med det formål at skabe en mere afbalanceret
beboersammensætning i byens boligområder. I forlængelse heraf nævner rådet
enkelte eksempler på tiltag.
Økonomiforvaltningen
vurderer, at høringssvaret ikke giver anledninger til yderligere rettelser i
planforslaget, idet det foreslåede dels vil være dækket ind af formuleringen
vedr. "Styrket integration" jf. høringssvar fra Integrationsudvalget, dels vil
kunne indgå i forbindelse med udmøntningen af planens konkrete handlinger.
Integrationsrådets
høringssvar er vedlagt som bilag
ØKONOMI
-
MILJØVURDERING
-
ANDRE KONSEKVENSER
-
HØRING
-
BILAG
Bilag 1: Bygge- og Teknikudvalgets høringssvar og
beslutningsreferat
Bilag 2: Familie- og
Arbejdsmarkedsudvalgets høringssvar og beslutningsreferat
Bilag 3: Sundheds-
og Omsorgsudvalgets høringssvar og beslutningsreferat
Bilag 4: Det
Rådgivende Integrationsudvalgs høringssvar og beslutningsprotokol
Bilag 5: Integrationsrådets
høringssvar
/