Høring vedr. forslag til Kommuneplan 2005 - Udsat - (Bilag tidligere udsendt)
Høring vedr. forslag til Kommuneplan 2005 - Udsat - (Bilag tidligere udsendt)
Økonomiudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde tirsdag den 19. april 2005
J.nr. ØU 147/2005
1. Høring vedr. forslag til Kommuneplan 2005 - Udsat - (Bilag tidligere udsendt)
INDSTILLING
Økonomiforvaltningen indstiller,
at Økonomiudvalget tiltræder bilag F og G og de deraf følgende forslag til rettelser i bilag A-E markeret med gult, som danner baggrund for det samtidigt forelagte forslag til Kommuneplan 2005
Økonomiudvalgets
beslutning i mødet den 12. april 2005
Sagen blev drøftet og udsat til næste uges møde.
RESUME
Økonomiudvalget besluttede på sit møde den 18. januar 2005 at fremsende forslaget til Kommuneplan 2005 til behandling i de stående udvalg, samt Integrationsudvalget.
Der er fremkommet bemærkninger fra alle de hørte parter, som er samlet i bilag F sammen med forvaltningens bemærkninger og forslag til justeringer af kommuneplanforslagets indhold.
Økonomiforvaltningen har sideløbende haft tekniske drøftelser med Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Bygge- og Teknikforvaltningen, som har resulteret i en række ændringer og suppleringer af teksten, som delvis falder i forlængelse af udvalgenes høringssvar. Dertil kommer en række forslag fra Økonomiforvaltningen om bl.a. præciseringer og suppleringer af mål og retningslinjer. Forslagene fra forvaltningen fremgår af bilag 2.
Hovedparten af høringssvarene tager kommuneplanforslaget til efterretning med enkelte forslag til justeringer. Bygge- og Teknikudvalget foreslår en række suppleringer af indholdet ud over de emner, der allerede indgår i forslaget, som f.eks. retningslinjer for den overordnede erhvervsstruktur, voksne og ældre og København som turist-, event - og fritidsby. Udvalget fremfører ønsker til den videre planlægning. Det gælder f.eks. en konkret udmøntning af stationsnærhedsprincippet i Rammerne for lokalplanlægning. Retningslinjer for lokalisering af master mv. Udvalget kommenterer behovet for en mellemliggende bydels- og kvarterplanlægning i Københavns Kommune.
Miljø- og Forsyningsudvalget fokuserer bl.a. på forudsætningerne for byens vækst – herunder tæthed og bolig-arbejdsstedsbalance, stationsnærhedsprincippet og koblingen mellem byudvikling og kollektiv trafikforsyning. Udvalget påpeger behovet for retningslinjer for miljørigtigt byggeri og arkitektur, lokaliseringsmuligheder for genbrugsstationer og behovet for at revidere parkeringsnormer ved nybyggeri.
Det er Økonomiforvaltningens opfattelse, at miljø og sundhed er en integreret del af den kommende byudvikling, hvilket kommuneplanforslaget også afspejler. Der er lovgivningsmæssige barrierer for, hvilke miljømæssige betingelser, der kan indarbejdes i planlægningen. Kommuneplanforslagets brede bæredygtighedsbetragtning som det overordnede mål og Hovedstrukturens retningslinjer vil give den nødvendige fleksibilitet og råderum for at udvikle denne del af den samlede indsats for at udvikle København som en by med livskvalitet og et sundt bymiljø. Økonomiforvaltningen anbefaler på det foreliggende grundlag, at forslaget til Hvidbog med bemærkninger, samt de foreslåede ændringer og præciseringer i kommuneplanforslaget tiltrædes offentligt debat.
SAGSBESKRIVELSE
Økonomiudvalget besluttede på sit møde den 18. januar 2005 at fremsende forslaget til Kommuneplan 2005 til behandling i de stående udvalg, samt Integrationsudvalget med frist for bemærkninger senest den 7. marts 2005.
Alle de hørte parter har afgivet bemærkninger. Hovedparten af udvalgene tager kommuneplanforslaget til efterretning med enkelte forslag til mindre justeringer af især teksten i Hovedstrukturen. Bygge- og Teknikudvalget peger på nye emneområder og erfaringerne omkring bydelsplanlægning. Miljø- og Forsyningsudvalget påpeger behovet for at balancere byens vækst i i forhold til bæredygtighed. Det gælder bl.a. hensynet til miljøkvalitet, sundhed og rekreative muligheder. Høringssvarenes fulde ordlyd fremgår af bilag F, hvor de er vedhæftet.
Sundheds- og
Omsorgsudvalget
Sundheds- og Omsorgsudvalget tager kommuneplanforslaget til efterretning. Udvalget tiltræder Økonomiforvaltningens forslag om at videreføre de nuværende retningslinjer for trafikstøj i forslaget, idet der iværksættes en analyse af de foreslåede ændringer på støjområdet som grundlag for en evt. senere revision.
Udvalget anbefaler, at den næste kommuneplan integrerer sundhed i planlægningen.
Kultur- og
Fritidsudvalget
Udvalget finder, at kommuneplanforslaget udgør et godt grundlag for debat med københavnerne og for et samarbejde på tværs af forvaltningerne. Formen kan udvikles og indholdet redigeres i den videre planlægning.
Udvalget har et ønske om at justere den overordnede målsætning i Hovedstrukturens kapitel 6 om Fritid og mødesteder, så det rekreative element betones. Økonomiforvaltningen foreslår, at udvalgets forslag imødekommes, da det ligger i forlængelse af intentionerne i afsnittet.
Uddannelses- og
Ungdomsudvalget
Udvalget tager forslaget til Kommuneplan 2005 til efterretning. Udvalget udtrykker tilfredshed med, at der sættes fokus på børn og unge i Hovedstrukturens kapitel 7, især at der er optaget retningslinjer for at understøtte børn og unges behov ved indretning af offentlige rum. Det samme gælder tryghed og sikkerhed i unge og børns færden mellem hjem, skole og fritidsaktiviteter.
Familie – og
Arbejdsmarkedsudvalget
Udvalget tager kommuneplanforslaget til efterretning, idet en række bemærkninger efter teknisk drøftelse mellem Økonomiforvaltningen og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen er indarbejdet i det reviderede forslag til Kommuneplan 2005.
Bygge- og
Teknikudvalget
Udvalget understreger et behov for, at retningslinjerne i Hovedstrukturen har et tilstrækkeligt dækkende omfang og præcision i udformningen, der gør det muligt at varetage lokalplanlægningen og administrationen af Planlovens bestemmelser i tilknytning hertil. Udvalget foreslår en række nye emner for kommuneplanlægningen, bl.a. den samlede erhvervsstruktur, forholdene for voksne og ældre, integration og ressourcebesparende byggeri. Hertil kommer behov for retningslinjer for opstilling af master og antenner som led i en kommunikationsstrategi, udvikling af kommuneplanens rammedel i forhold til stationsnærhedsprincippet og cykelparkering.
Udvalget påpeger, at der i en by af Københavns størrelse er et behov for en mellemliggende bydels- og kvarterplanlægning, bl.a. for at opnå en forståelig og relevant dialog med borgerne. Den anvendte model i forbindelse med udarbejdelse af forslaget til Valby Bydelsplan meget ressourcekrævende og udvalget foreslår, at en opprioritering af trafik– og bymiljøplaner til en vis grad vil imødekomme dette behov, såfremt arealanvendelsesplanlægningen og sektorplanlægningen inddrages heri.
Der er i det reviderede forslag til Kommuneplan 2005 indarbejdet en række præciseringer og suppleringer i samarbejde med Bygge- og Teknikforvaltningen, som falder i forlængelse af udvalgets bemærkninger. Bl.a. er der indarbejdet retningslinjer for ressourcebesparende byggeri. De øvrige emner, der er foreslået, vil være naturligt at inddrage i den kommende kommuneplanlægning.
Miljø- og
Forsyningsforvaltningen.
Udvalget har fokus på en tæt sammenkædning af udbygningen af den kollektive trafik og rækkefølgen for byudviklingen, udnyttelsesgrader, miljørigtigt byggeri, bolig- og arbejdsstedbalance, støjretningslinjer og differentierede parkeringsnormer ved nybyggeri.
Miljø- og Forsyningsudvalget ønsker øget fokus på bl.a. jord og grundvandsforurening i Rammerne for lokalplanlægningen, samt udpegning af bl.a. egnede lokaliteter til et antal genbrugsstationer, kvartermiljøstationer og nærgenbrugsstationer.
Dertil kommer en række konkrete forslag til tekstændringer i Hovedstruktur, Rammer, Byudviklingsstrategi, forslag til Bydelsplan for Valby og Miljøvurderingen. Disse forslag er i hovedtræk indarbejdet i den reviderede tekst til kommuneplanforslaget. Jf. bilag F.
Miljø- og Forsyningsudvalgets ønske om en balanceret udvikling, der bygger på bæredygtighed forfølges i den overordnede målsætning for kommuneplanforslaget. Planforslaget tager udgangspunkt i kommunens værdigrundlag, der fokuserer på bæredygtighed i bred forstand: Socialt, økonomisk, kulturelt og miljømæssigt. Kommuneplanforslaget afspejler de udviklingstendenser, der tegner sig for byen: En befolkningstilvækst, behov for nye boliger/boligtyper, nye arbejdspladser og nye byområder samt en massiv udbygning af den kollektive trafik - med Metroens 4. etape som den store løftestang. Herefter vil godt 85 % af byen have godt 600 m til den nærmeste station for skinnebåren kollektiv trafik. Hertil kommer udviklingen af nye byområder med et varieret udbud af boliger og ejerformer og med kvalitet i bylivet.
Planforslaget viderefører de beslutninger om byens udvikling, som er en del af Kommuneplan 2001, herunder også omdannelsen af Sydhavnen. Det eneste nye fokusområde, der er medtaget i kommuneplanforslagets byudviklingsstrategi er Nordhavnen, hvor Århusgade-området ligger i planperiodens første del. Området er i hovedtræk stationsnært. Det fremgår af forslaget til byudviklingsstrategi, at forudsætningen for at påbegynde omdannelsen dels er, at adgangsforholdene til Nordhavn Station opgraderes, samt at der udvikles en strukturplan for det samlede område med inddragelse af mulighederne for en højklasset kollektiv trafikbetjening af det samlede område.
Sideløbende med fremlæggelsen af kommuneplanforslaget er en helhedsplan for den kollektive trafik under forberedelse til politisk drøftelse. Det vil være naturligt i det videre arbejde at fokusere på udviklingen af den kollektive trafik som en del af forudsætningsgrundlaget for den kommende byomdannelse. Hvis der på et tidligt tidspunkt fastlægges en strategi for den langsigtede udvikling af den kollektive trafikbetjening af f.eks. Nordhavnen, vil det være muligt at sikre de nødvendige traceer og gradvist udvikle transportformerne i takt med, at kundegrundlaget etableres.
Stationsnærhed har været et centralt element i udviklingen af den regionale hovedstruktur siden slutningen af 80'erne. Stationsnærhed blev indarbejdet i Kommuneplan 1989 for København som lokaliseringsprincip for erhverv og boliger. Som det fremgår af Hovedstrukturen kapitel 1 om byudviklingspolitik fortsættes denne politik, med det forbehold, at der ved lokaliseringen af boliger også indgår andre faktorer i planlægningen af boliger: Beliggenhed i forhold til byens grønne og blå elementer, rekreative faciliteter, behovet for at understøtte kommunale investeringer i skoler og institutioner og behovet for at sikre et tilstrækkeligt kundegrundlag for udbygningen af den kollektive trafik.
København er en storby med en udnyttelsesgrad, der med brokvarterernes udbygning i midten af 1800tallet blev lagt til grund for byudviklingen. Det er en del af byens identitet. Den planlagte byomdannelse fortsætter de udnyttelsesgrader, der findes i brokvartererne, som i dag har status som attraktive byområder med puls. Det giver nogle muligheder for at skabe en by med et bredt udbud af privat og offentlig service, bredde i bylivet og kollektiv trafikforsyning. Det giver også nogle udfordringer i forhold til at skabe en miljø- og sundhedsmæssig bæredygtig udvikling. Det må indgå i den kommende udvikling og omdannelse af byen. Ligesom miljø bliver sundhed også en integreret del af den kommende planlægning efter forslag fra Sundheds- og Omsorgsudvalget..
Integrationsudvalget
Integrationsudvalget finder det positivt, at der i Hovedstrukturens tema om erhverv og boliger er inddraget overvejelser om bl.a. potentialet blandt selvstændige erhvervsdrivende indvandrere og efterkommere. Udvalget bifalder, at der sættes fokus på de boligområder, hvor der er behov for en forstærket integrationsindsats. Udvalget savner imidlertid konkrete anvisninger i kommuneplanen på, hvordan man kan styrke integrationen af etniske minoriteter.
Økonomiforvaltningens forslag til
suppleringer og justeringer
Økonomiforvaltningen har bearbejdet, præciseret og ajourført kommuneplanforslaget, som anført i indstillingen til Økonomiudvalgets møde den 18. januar 2005. Bilag G rummer en gennemgang af de foreslåede ændringer, der på sine steder er et resultat af et samarbejde med Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Bygge- og Teknikforvaltningen.
BILAG
Bilag A: Forslag til Hovedstruktur for Kommuneplan 2005
Bilag B. Forslag til Rammedel for Kommuneplan 2005
Bilag C: Forslag til Byudviklingsstrategi for København 2005
Bilag D. Miljøvurdering af retningslinier i Kommuneplan 2005
Bilag E: Forslag til Bydelsplan for Valby
Bilag F: Hvidbog om høring af de stående udvalg og Integrationsudvalget
Bilag G: Økonomiforvaltningens
forslag til justeringer