Valg af leverandør af kassekredit
Da den nuværende aftale om kassekredit på 4 mia. kr. udløber 1. april 2019, har Økonomiforvaltningen gennemført udbud af kommunens kassekredit, og Økonomiudvalget tage skal tage stilling til valg af leverandør for en fireårig periode fra den 1. april til den 1. april 2023.
Borgerrepræsentationen skal også tage stilling til valget, da en kassekredit kan sidestilles med et lån – ifølge Kommunestyrelseslovens § 41 er det kun kommunalbestyrelsen, der på en kommunes vegne kan beslutte optagelse af lån.
Københavns Kommune har modtaget i alt tre tilbud fra Danske Bank, Nordea og Jyske Bank. Tilbuddene er blevet evalueret og alle tre tilbud opfylder de på forhånd opstillede krav, herunder er de tre tilbud konditionsmæssige i forhold til de udelukkelsesgrunde, der gør sig gældende ved udbuddet.
Ingen af de tre tilbudsgivere endeligt dømt eller har vedtaget bødeforlæg for aktivt at udføre eller deltage i kriminelle handlinger i relation til hvidvask. Danske Bank har tidligere fået en bøde på 12,5 mio. kr. og Nordea har fået en bøde på 50 mio. svenske kr. Bøderne er for hhv. manglende overvågning af korrespondentbanker og for manglende kontroller og overvågning. Der er ikke tale om direkte og forsætlige handlinger i relation til hvidvask. Bankerne kan derfor ikke udelukkes fra udbuddet, idet forholdene efter Økonomiforvaltningens vurdering falder udenfor udbudslovens udelukkelsesgrund, jf. § 135, stk. 1, nr. 5. Denne vurdering deles af kommunens eksterne rådgiver, advokatfirmaet DLA Piper, der har bistået med juridisk rådgivning ifm. udbuddet.
Tilbuddet fra Danske Bank er billigst, hvorfor det indstilles at vælge Danske Bank som leverandør.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
-
at Danske Bank vælges som leverandør af Københavns Kommunes kassekredit på 4 mia. kr. for en fireårig periode fra den 1. april til den 1. april 2023,
-
at der indgås vedståelsesaftaler med Nordea og Jyske Bank. Aftalerne betyder, at såfremt aftalen med Danske Bank af en eller anden grund utidigt skulle ophøre, kan Københavns Kommune benytte sig af Nordeas eller Jyske Banks tilbud i stedet.
Problemstilling
Sædvanligvis vil kassekredit være tilknyttet betalingsformidling og være hos samme bank. Københavns Kommune har dog koblet sig på statens aftale om betalingsformidling og heri indgår ikke mulighed for at få en kassekredit. Derfor skal kommunen indgå separat aftale om kassekredit med en bank på anden måde.
Kommunens kassekredit er en udbudspligtig ydelse og den eksisterende aftale om kassekredit på 4 mia. kr. til Københavns Kommune med Nordea udløber d. 1. april 2019. Der er derfor foretaget et nyt udbud.
Før Københavns Kommunes kan tildele kontrakten, skal tilbudsgiverne fremlægge dokumentation for, at der ikke er grundlag for udelukkelse i henhold til udelukkelsesgrundene og for at minimumskravene til egnethed er opfyldt. Dette indebærer:
- Tilbudsgiverne skal fremlægge en serviceattest, som er udstedt af Erhvervsstyrelsen som dokumentation for
- at tilbudsgiver ikke er omfattet af Udelukkelsesgrundene vedrørende straffedomme i henhold til Udbudslovens § 135, stk. 1,
- at tilbudsgiver har opfyldt sine forpligtelser vedr. betaling af skatter og afgifter eller bidrag til sociale sikringsordninger i henhold til Udbudslovens § 135, stk. 3,
- at tilbudsgiver ikke er omfattet af Udelukkelsesgrunde vedrørende konkurs, insolvens- eller likvidationsbehandling i henhold til -Udbudslovens § 137, stk. 1, nr. 2,
- at tilbudsgiver har opfyldt sine forpligtelser vedr. betaling af skatter og afgifter eller bidrag til sociale sikringsordninger i henhold til Udbudslovens 137, stk. 1 nr. 7.
- Tro- og loveerklæring for at tilbudsgiver ikke har begået handlinger, der har ført til domfældelse for overtrædelse af gældende skattelovgivning, hvor tilbudsgiver udøver sit erhverv og derved for, at der ikke er grundlag for at udelukke tilbudsgiver efter udbudslovens § 137, stk. 1, nr. 3.
- Dokumentation for, at tilbudsgiver har ret til at udøve pengeinstitutvirksomhed
- Dokumentation for
- enten at være en systemisk vigtig finansiel institution (SIFI) udpeget af Finanstilsynet i medfør § 308 i lov om finansiel virksomhed eller af tilsvarende tilsynsmyndighed i hjemlandet,
- eller have opnået en høj kreditvurdering (rating) fra et anerkendt internationalt kreditvurderingsinstitut (ratingbureau).
Tildelingskriteriet for at vinde udbuddet er laveste pris, såfremt tilbudsgiver opfylder kravene til egnethed.
Borgerrepræsentationen skal godkende valget, da en kassekredit kan sidestilles med et lån – ifølge Kommunestyrelseslovens § 41 er det kun kommunalbestyrelsen, der på en kommunes vegne kan beslutte optagelse af lån.
Løsning
Københavns Kommune har modtaget tilbud vedr. kassekredit fra Danske Bank, Nordea og Jyske Bank. Tilbuddene er blevet evalueret, og alle tre tilbud er konditionsmæssige, og opfylder de på forhånd opstillede krav om høj kreditværdighed, clearing til kommunens konti vedrørende betalingsformidling hos staten, on-line adgang mv. Endvidere opfylder tilbuddene kriterierne for egnethed, hvilket gennemgås yderligere nedenfor.
Tildeling
Tildelingskriteriet for aftalen er laveste pris. Økonomiforvaltningen har i samarbejde med Deloitte vurderet de samlede omkostninger for kommunen ved de tre tilbud ud fra et standardiseret års indestående / træk på kommunens kassekredit. Evalueringen har vist at tilbuddet fra Danske Bank er det billigste af de tre tilbud, og derfor indstilles det, at der indgås aftale med Danske Bank.
Ligeledes indstilles det, at der indgås vedståelsesaftaler med Nordea og Jyske Bank. Aftalerne betyder, at såfremt aftalen med Danske Bank af en eller anden grund utidigt skulle ophøre, kan Københavns Kommune benytte sig af Nordeas eller Jyske Banks tilbud i stedet.
Prissammenligningen fremgår af bilag 1. Bilaget er fortroligt af hensyn til tilbudsgivernes konkurrencesituation.
Særligt vedrørende udelukkelsesgrunden om hvidvask
Økonomiudvalget traf den 20. november 2018 beslutning om, at kommunen i sin indkøbspolitik indarbejder krav til bekæmpelse af hvidvask i form af udbudslovens obligatoriske udelukkelsesgrund om udelukkelse af virksomheder, som er endeligt dømt eller har vedtaget bødeforlæg for hvidvaskning af penge eller finansiering af terrorisme som defineret i artikel 1 i direktiv 2005/60/EF af 26. oktober 2005 om forebyggende foranstaltning mod anvendelse af det finansielle system til hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme, jf. udbudslovens § 135, stk. 1, nr. 5.
Økonomiforvaltningen har endvidere belyst forholdene vedr. udelukkelse og hvidvask i relation til særligt Danske Bank og Nordea i notater til Økonomiudvalget, herunder i forbindelse med opfølgning på medlemsforslag om at udelukke Danske Bank (Økonomiudvalgets møde den 20. november 2018) og svar på spørgsmål (Økonomiudvalgets møde den 23. januar 2019).
Ingen af de tre tilbudsgivere er endeligt dømt eller har vedtaget bødeforlæg for aktivt at udføre eller deltage i kriminelle handlinger i relation til hvidvask eller finansiering af terrorisme som defineret i hvidvaskdirektivets art.1, hvilket udgør de bagvedliggende forhold for udelukkelse i medfør af udbudslovens § 135, stk. 1, nr. 5.
Om Danske Bank bemærkes, at banken i 2017 har vedtaget bøde på 12,5 mio. kr. for overtrædelse af bestemmelser i den danske hvidvasklov om manglende overvågning af korrespondentbanker i forlængelse af Finanstilsynets inspektion i 2015. Forholdet går tilbage til 2012. Baggrunden for bøden om manglende overvågning af korrespondentbanker er ikke omfattet af handlerummet for udelukkelse i medfør af udbudslovens obligatoriske udelukkelsesgrund, jf. § 135, stk. 1, nr. 5. Der er hermed ikke tale om en kvalificeret overtrædelse af hvidvaskreglerne i form af direkte og forsætlige kriminelle handlinger i relation til hvidvask, hvilket er hensynet bag udbudslovens obligatoriske udelukkelsesgrund og henvisningen til hvidvaskdirektivets art. 1, hvormed det er Økonomiforvaltningens vurdering, at der ikke er grundlag for at udelukke Danske Bank fra deltagelse i Københavns Kommunes udbud af kassekredit.
I forhold til Danske Banks verserende sag om hvidvask i Estland bemærkes, at der ikke foreligger dom eller vedtaget bøde vedr. disse isolerede forhold.
Om Nordea bemærkes, at banken i 2015 har vedtaget en bøde på 50 mio. svenske kroner fra det svenske finanstilsyn for overtrædelse af hvidvasklovgivningen.
I forbindelse med gennemførelse af nærværende udbud har Økonomiforvaltningen modtaget dokumentation fra Nordea vedrørende baggrunden for bøden samt erklæring fra banken om, at forholdet vedrørte manglende effektive kontroller og overvågning i relation til transaktioner, og ikke forhold som værende omfattet af hvidvasksdirektivets art. 1 om forsætlige kriminelle handlinger i relation til hvidvask.
Det er på denne baggrund Økonomiforvaltningens vurdering, at der ikke er grundlag for at udelukke Nordea fra deltagelse i Københavns Kommunes udbud af kassekredit.
Økonomiforvaltningen har drøftet denne vurdering med kommunens eksterne rådgiver, DLA Piper, som er enig i, at der hermed ikke er udbudsretligt grundlag for at udelukke Nordea som følge af det konkrete forhold.
Det bemærkes, at den kommende kontrakt om levering af kassekredit vil indeholde kontraktvilkår om ophævelse af kontrakten i tilfælde af, at leverandøren er endeligt dømt eller har vedtaget bødeforlæg for hvidvaskning af penge. Der vil dog i givet fald være mulighed for ”self cleaning”.
Såfremt den vindende aktør senere bliver endelig dømt eller vedtager bødeforlæg for overtrædelse af hvidvaskreglerne som led i udførelsen af sit erhverv, er der således mulighed for at ophæve kontrakten. I dette tilfælde vil kommunen kunne benytte sig af vedståelsesaftale med en af de to andre tilbudsgivere. Kommunen vil således ved ophævelse af kontrakten ikke stå i en situation uden kassekredit eller skulle foretage et nyt udbud utidigt.
Dokumentation angående udelukkelse og egnethed
Tilbudsgiverne har overfor Københavns Kommune fremlagt dokumentation for, at der ikke er grundlag for udelukkelse i henhold til udelukkelsesgrundene, og for at minimumskravene til egnethed er opfyldt.
Kommunen har således modtaget ”Serviceattester” udstedt af Erhvervsstyrelsen, der dokumenterer, at tilbudsgiver ikke er omfattet af Udelukkelsesgrundene vedrørende straffedomme i henhold til Udbudslovens § 135, stk. 1; har opfyldt sine forpligtelser vedr. betaling af skatter og afgifter eller bidrag til sociale sikringsordninger i henhold til Udbudslovens § 135, stk. 3; ikke er omfattet af Udelukkelsesgrunde vedrørende konkurs, insolvens- eller likvidationsbehandling i henhold til -Udbudslovens § 137, stk. 1, nr. 2; og at tilbudsgiver har opfyldt sine forpligtelser vedr. betaling af skatter og afgifter eller bidrag til sociale sikringsordninger i henhold til Udbudslovens 137, stk. 1 nr. 7.
Kommunen har desuden modtaget tro- og loveerklæring for, at tilbudsgiver ikke har begået handlinger, der har ført til domfældelse for overtrædelse af gældende skattelovgivning, hvor tilbudsgiver udøver sit erhverv og derved for, at der ikke er grundlag for at udelukke tilbudsgiver efter udbudslovens § 137, stk. 1, nr. 3.
Endvidere er der fremlagt dokumentation for tilbudsgiverne har ret til at udøve pengeinstitutvirksomhed, og at de enten af Finanstilsynet er udpeget som ”systemisk vigtig” (SIFI) eller har en høj kreditværdighed.
Vurderingen af de juridiske forhold er sket i samarbejde med advokatfirmaet DLA Piper.
Økonomi
Renter og gebyrer holdes indenfor Økonomiforvaltningens egen budgetramme.
Videre proces
Efter Økonomiudvalgets og Borgerrepræsentationens godkendelse vil kommunen indgå aftale med Danske Bank om kassekredit på 4 mia. kr. Desuden vil der blive indgået vedståelsesaftaler med Nordea og Jyske Bank.
Peter Stensgaard Mørch / Mads Grønvall
Beslutning
Dagsordenspunkt 17: Valg af leverandør af kassekredit (2019-0047435)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 19. marts 2019
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen med 7 stemmer mod 0. 5 medlemmer undlod at stemme.
For stemte: A, B, V, C og O.
Imod stemte: Ingen.
Undlod at stemme: Ø, Å og F.
Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:
”Enhedslisten mener, det er problematisk, at udbudsloven påskriver, at Københavns Kommune skal vælge det billigste bud - helt uden at se på andre kriterier. Det står i modsætning til, at Københavns Kommune har vedtaget en klausul i indkøbspolitikken om at bekæmpe hvidvask. Det burde derfor være den helt naturlige konsekvens af den beslutning, at kommunerne vælger Jyske Bank, selv om de er dyre, fordi Dansk Bank er under anklage for hvidvask.”
Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:
“Alternativet ønsker så vidt muligt ikke, at København Kommune benytter sig af banker, der har været involveret i hvidvask- eller skattely aktiviteter. Derfor så vi gerne, at andre tilbudsgivere kom på banen.”