Mødedato: 19.03.2019, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Investeringsønske til indvendig vedligeholdelse til overførselssagen 2018/2019

Se alle bilag
Økonomiudvalget skal tage stilling til, om et budgetnotat med investeringsønske til udvikling og implementering af initiativer inden for indvendig vedligeholdelse skal indgå i forhandlingerne om overførselssagen 2018/2019. Investeringsønsket er præsenteret i to scenerier. I scenarie 1 (29,7 mio. kr.) foreslås det at afsætte midler til indvendigt bygningssyn af 100 pct. af porteføljen på alle omfattede ydelsesområder (indvendige overflader, tekniske installationer, faglokaler og køkkener). I scenarie 2 (15,8 mio. kr.) afsættes der udelukkende midler til registrering og prissætning af tekniske installationer, mens der ikke afsættes midler til bygningssyn.  

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at det godkendes, at budgetnotatet (bilag 1) om investeringsønske til udvikling og implementering af initiativer inden for indvendig vedligeholdelse fra budget 2019 indgår i forhandlingerne om overførselssagen 2018/2019.

Problemstilling

Kommunens bygninger skaber rammerne for den velfærd, som bliver leveret af forvaltningerne til borgerne. Ejendommene skal være i god stand, både udvendigt og indvendigt, for at kunne skabe gode rammer for byens borgere og kommunens medarbejdere.

Derfor skal midler til vedligehold anvendes effektivt og på grundlag af faglig prioritering og planlægning, så der ikke fortsat opbygges et vedligeholdelsesefterslæb. Samtidig skal det være lettere for kommunens mange decentrale enheder at håndtere vedligeholdelsesopgaver, så der skabes mere tid og rum til varetagelse af kerneopgaverne overfor borgerne.

Ifølge en hensigtserklæring fra Budget 2019 om indvendig vedligeholdelse skal dette opnås gennem en række nye initiativer:

  1. Tydelig og fagligt funderet ansvarsfordeling

     

  2. Tilbud om abonnement til decentrale enheder

     

  3. Målrettet anvendelse af midler

I det videre arbejde med initiativerne er der behov for midler til udvikling og implementering.

Løsning

Der er udarbejdet et budgetnotat (bilag 1), som beskriver et investeringsønske til udvikling og implementering af initiativerne om indvendig vedligeholdelse fra Budget 2019.

Der eksisterer et betydeligt efterslæb for indvendigt vedligeholdelse, som ikke håndteres med investeringsønsket på grund af det eksisterende service- og anlægsloft. På den baggrund er det endnu vigtigere, at de eksisterende servicemidler på området prioriteres rigtigt og anvendes effektivt, så opbygning af yderligere vedligeholdelsesefterslæb begrænses mest muligt.

I investeringsønsket er der afsat midler til projektgennemførsel, registrering og prissætning af tekniske installationer samt bygningssyn og forberedelse af abonnementsmodel. Det er investeringer, som understøtter, at der sikres mest muligt vedligehold for pengene, overholdelse af lovmæssige sikkerheds- og funktionalitetskrav samt lettere opgaveløsning for brugerne, jf. ØU-beslutning 12. juni 2018. ”Indstilling om principper for indvendigt vedligehold” (bilag 2). Investeringsønsket er præsenteret i to scenerier. I scenarie 1 foreslås det at afsætte midler til indvendigt bygningssyn af 100 pct. af porteføljen på alle omfattede ydelsesområder (indvendige overflader, tekniske installationer, faglokaler og køkkener). I scenarie 2 afsættes der udelukkende midler til registrering og prissætning af tekniske installationer, mens der ikke afsættes midler til bygningssyn.  

Økonomi

Budgetnotatet indebærer et investeringsønske på enten 29,7 mio. kr. (scenarie 1) eller 15,8 mio. kr. (scenarie 2) til overførselssagen 2018/2019.

Videre proces

Hvis Økonomiudvalget tiltræder indeværende indstilling, indgår budgetnotatet om investeringsønske til videre arbejde med initiativer inden for indvendig vedligeholdelse fra budget 2019 i forhandlingerne om overførselssagen 2018/2019.

Udarbejdelsen af tydelig og fagligt funderet ansvarsfordeling, tilbud om abonnementsmodel til decentrale enheder og model for målrettet anvendelse af midler er igangsat. Økonomiudvalget forelægges et beslutningsoplæg inden sommeren 2019 med henblik på, at det kan indgå i forhandlingerne om budget 2020. Heri præsenteres de tre initiativer, de budgetmæssige konsekvenser samt implementeringsplan med henblik på at initiativerne træder i kraft fra den 1. januar 2020.

 

Peter Stensgaard Mørch                  /Mads Grønvall

Beslutning

Dagsordenspunkt 14: Investeringsønske til indvendig vedligeholdelse til overførselssagen 2018/2019 (2019-0025068)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 19. marts 2019

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top