Mødedato: 19.03.2019, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Business case om arealpleje og viceværtsdrift

Se alle bilag

Økonomiudvalget skal tage stilling til, om business casen om arealpleje og viceværtsdrift skal indgå i forhandlingerne om overførselssagen 2018/2019.

Business casen belyser, hvordan der på kort og længere sigte kan skabes synergi og effektiviseringer ved fælles viceværts- og arealplejedrift på tværs af forvaltningerne. Denne business case indhenter de første effektiviseringer ved at lave fælles løsninger for renhold og snerydning af fortov, brøndsugning, træ- og hækbeskæring samt fælles drift af viceværter og arealpleje på kommunens udenbys enheder, samt en principbeslutning om samling af større græsarealer, herunder boldbaner.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at det godkendes, at vedlagte business case (bilag 1) om de fælles initiativer inden for arealpleje og viceværtsdrift indgår i forhandlingerne om overførselssagen 2018/2019.

Problemstilling

I budgetaftalen 2019 blev det vedtaget at finde synergier for fælles arealplejeløsninger på tværs af forvaltningerne. Afsættet for projektet er, at ansvaret for konkrete arealplejeopgaver skal løses af færre kommunale enheder end i dag og samtidig effektivisere opgaveløsningen med 5-10 mio. kr. Vedlagte business case er udarbejdet i samarbejde på tværs af forvaltningerne.

Løsning

Business casen lægger op til, at udviklingen af arealplejeområdet sker i faser over de næste 5 år. Der skelnes mellem større materieltunge specialiserede opgaver og de mindre institutionsnære opgaver. Til overførselssagen 18/19 indstilles at igangsætte fase 1, hvor de større specialiserede opgaver samles i Teknik- og Miljøforvaltningen (TMF), hvor opgaverne kan løses bydækkende. Endvidere indstilles, at arealpleje og viceværtsdriften på alle de kommunale udenbys enheder samles i Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF).

Ved overdragelsen af opgaverne til TMF og BUF i fase 1 følger ansvaret for opgaven, budget og medarbejdere med.

Samlet leverer business casen i overførselssagen 18/19 3,53 mio. kr.  i effektiviseringer, hvoraf 1,05 mio. kr. indstilles omdisponeret til serviceløft af brøndsug.  Det vil sige en samlet effektivisering på 2,5 mio. kr.

Det indgår i business casen, at der træffes en principbeslutning om samling af pleje af større græsarealer, herunder boldbaner, men at beslutning om forankringen af opgaven sker kort efter overførselssagen og senest i budget 2020. En del af forslaget er et serviceløft til 16 boldbaner i Børne- og Ungdomsforvaltningen. Inkl. serviceløftet giver samling af større græsarealer, herunder boldbaner, en samlet effektivisering på 2,6 mio. kr.  

Fase 1, inkl. græs bidrager med effektiviseringer på i alt 5,1 mio. kr.

I fase 2 forventes yderligere effektiviseringer med forelæggelsen af en business case til Budget 2020, om en fælles arealpleje- og viceværtsløsning for de kommunale enheder på Amager. Erfaringerne fra pilotprojektet og fra fase evalueres i 2022 med henblik på udbredelse.

Figur over arealplejeprojektets tre faser:

Økonomi

Business casen indebærer effektiviseringer 5,1 mio. kr. inkl. et serviceløft til brøndsugning og boldbaner i Børne- og Ungdomsforvaltningen på 1,5 mio. kr.  

Business casen indebærer ligeledes flytning af budgetter mellem forvaltningerne, når der overdrages opgaver til henholdsvis Teknik- og Miljøforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen.

Videre Proces

Med Økonomiudvalgets tiltrædelse af denne indstilling, indgår business casen om arealpleje og viceværtsdrift i forhandlingerne omkring overførselssagen 2018/2019.
 
Business casen er sendt i høring hos Teknik- og Miljøudvalget den 4. marts 2019 samt i Børne- og Ungdomsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget til behandling på deres møder den 13. marts 2019. Høringssvaret fra Teknik- og Miljøudvalget er vedlagt i bilag 2. De øvrige høringssvar vil blive eftersendt med henblik på Økonomiudvalgets møde 19. marts 2019.
 
Økonomiudvalget, Teknik- og Miljøudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget forelægges et beslutningsoplæg om placering af større græsarealer, efter overførselssagen 2018/19.  
Peter Stensgaard Mørch               / Mads Grønvall

Beslutning

Dagsordenspunkt 10: Business case om arealpleje og viceværtsdrift (2019-0031404)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 19. marts 2019

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

 

Enhedslisten og SF afgav følgende protokolbemærkning:

”Enhedslisten og SF forudsætter med sit ja til business casen, at området ikke udliciteres.”

 

Venstre og Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

”Vi finder, at opgaverne i videst muligt omfang skal bringes i udbud.”

Til top