Mødedato: 19.03.2013, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Aflysning af en centralisering af arbejdsskadeordningen i Københavns Kommune

En centralisering af arbejdsskadeordningen skulle have været finansieret af en nedgang i udgifter til arbejdsskader, men det viser sig at et nyt lovtiltag - Lov om afgift af bidraget til Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring og af arbejdsulykkeserstatninger m.v., som er trådt i kraft 1. januar 2013 - vil generere nye udgifter på området. Herudover har det i analysefasen vist sig, at projektets gennemførelse var afhængigt af udvikling af systemunderstøttelse. Samlet set er de økonomiske forudsætninger ændret så væsentligt, at forslaget ikke kan gennemføres.

Indstilling og beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

  1. at det i Budget 2012 (Ø27a) besluttede projekt ”Centralisering af arbejdsskadeordningen i Københavns Kommune” ikke gennemføres.

Problemstilling

Projektet ”Centralisering af arbejdsskadeordningen i Københavns Kommune” blev etableret under arbejdet med Administrationsplansprojektet, og besluttet i budget 2012.

Projektets mål var: ”at arbejdsskadeordningen i 2012 centraliseres således, at arbejdsopgaver forbundet med forvaltningernes centrale kvalitetssikringsniveau overgår til Koncernservice, ligesom indberetningsprocessen ændres decentralt i forvaltningerne og overgår til arbejdsmiljøgrupperne”.

Formålet med centraliseringen sigtede primært mod en kvalitetsforbedring på området. En yderligere problemstilling var identificeret som tilbageløbet mellem den decentrale indberetterfunktion og den centrale kvalitetssikrende funktion ved Arbejdsskadesekretariatet i Koncernservice.

Som følge af Lov om afgift af bidraget til Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring og af arbejdsulykkeserstatninger m.v. , som trådte i kraft 1. januar 2013 forventes en samlet merudgift for Københavns Kommune.

Det var forudsat at finansieringen af ”Centralisering af arbejdsskadeordningen i Københavns Kommune” skulle være udgiftsneutral for forvaltningerne idet mindreforbruget på promillesatsopkrævningen ville dække projektets implementeringsomkostninger samt fremtidige driftsomkostninger. Denne finansieringsmodel bortfalder som følge af de udgifter, der følger af det ændrede lovgrundlag.

Samtidig er det fremkommet under analysefasen, at projektet ikke kan gennemføres uden udvikling af systemunderstøttelse. Risikoen ved blot at centralisere arbejdsskadeordningen er, at den centrale funktion i Koncernservice vil savne den nødvendige information om stamdata, hvorfor tilbageløbet forventes at blive højere end i dag. Konkret har analysefasen afdækket at en række systemer, som SafetyNet, KK2org, EASY, E-boks og Rubin, bør integreres som forudsætning for at høste et effektiviseringspotentiale.

Et andet væsentligt forbehold ved at gennemføre det oprindelige projekt er, at programmet ”Samling af administrative opgaver i Københavns Kommune” sandsynligvis resulterer i at der vil ske en overflytning af det decentrale administrative personale, der i dag sidder med opgaven hvilket yderligere understøtter behovet for udvikling af selvbetjeningsløsning(er).

Løsning

Det indstilles derfor at projektet ”Centralisering af arbejdsskadeordningen i Københavns Kommune” ikke gennemføres og nedlægges.

Koncernservice vil i forbindelse med ’Samling af administrative opgaver (SAO/ Administrationsplanen) vurdere områdets organisering på ny, herunder estimere omkostninger mv. ved en grundlæggende systemunderstøttelse samt etablering af selvbetjeningsløsninger for decentrale ledere i forvaltningerne.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Forvaltningerne har ikke tilført Koncernservice midler i forbindelse med projektet og projektoplægget har ikke indregnet kvantitativt effektiviseringspotentiale for forvaltningerne. En afvikling af projektet er således budgetneutral for Københavns Kommune.

HØRING:
Forslaget har været drøftet med forvaltningerne, som er enige i løsningsforslaget.





Claus Juhl/                                   Kasper Schmidt

Beslutning

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 19. marts 2013

Indstillingen blev anbefalet uden afstemning.

Til top