Startredegørelse for Roskildevej Vest
Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget skal godkende, at der igangsættes udarbejdelse af lokalplan for seks ejendomme langs Roskildevej og Peter Bangs Vej, samt at kommuneplanrammen (S1) udvides for to ejendomme på Peter Bangs Vej med henblik på at opføre ny bebyggelse til serviceerhverv – herunder opbevaringscenter og dagligvarebutik.
Tidligere beslutninger
Teknik- og Miljøudvalget har godkendt,
- at der udarbejdes forslag til lokalplan ”Roskildevej Vest” på baggrund af intentioner og opmærksomhedspunkter, der fremgår af vedlagte startredegørelse, bilag 1.
Indstilling og beslutning
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget godkender,
- at der samtidig udarbejdes forslag til tillæg til Kommuneplan 2011, der udvider et område for serviceerhverv til også at omfatte to ejendomme mod Peter Bangs Vej, som det fremgår af vedlagte startredegørelse, bilag 1.
Problemstilling
Pelican Self Storage har fremsat ønske om at opføre et opbevaringscenter, med dagligvarebutik i stueetagen, på tre ejendomme mod Roskildevej. For at få tilstrækkeligt areal til dette byggeri samt tilfredsstillende til- og frakørselsforhold ønsker bygherre at inddrage en ejendom med adresse på Peter Bangs Vej, der i Kommuneplan 2011 er fastlagt til boligformål. Kommuneplanen skal derfor ændres, så den ønskede anvendelse til serviceerhverv bliver muliggjort.
I Kommuneplan 2011 blev rammerne for ejendommene langs Roskildevej, på strækningen mellem Ulriksdalsvej og Peter Bangs Vej, ændret fra boliger (B1-område) til serviceerhverv (S1-område), og samtidig blev bydelscentret Roskildevej udvidet tilsvarende.
Randbebyggelsen langs Roskildevej består flere steder af større villaer, der er indrettet til erhverv, og flere af dem er om- og tilbygget, på en uheldig måde, for at give plads til erhvervet. Det vil derfor bidrage til en forskønnelse af strækningen, at der etableres et samlet byggeri på de tre grunde langs Roskildevej, og at der udarbejdes lokalplan for området.
Løsning
Lokalplanen vil regulere randbebyggelsen fra Ulriksdalsvej frem til Peter Bangs Vej samt den første del af Peter Bangs Vej. Lokalplanen vil ud over Pelican Self Storages byggeønske muliggøre, at benzintanken på hjørnet af Roskildevej og Peter Bangs Vej med tiden genhuses, samt at der skabes mulighed for serviceerhverv og eventuelt enkelte boliger.
For at muliggøre en udvikling af området anbefaler forvaltningen projektet. Det kan oplyses, at der tidligere har været foreslået andre projekter for ejendommene langs Roskildevej, men de har ikke kunne løses tilfredsstillende primært på grund af vanskelige til- og frakørselsforhold.
Det er en forudsætning for byggeriet, at der udarbejdes et kommuneplantillæg, der ændrer kommuneplanrammen for to ejendomme ud mod Peter Bangs Vej. Rammen ønskes ændret fra et B1-område, der giver mulighed for anvendelse til boligformål, til et S1-område, der giver mulighed for anvendelse til serviceerhverv. Butikker tillades i overensstemmelse med bestemmelserne for detailhandel. I et S1-område er bebyggelsesprocenten 110, og der kan bygges i op til 20 m i højden. Der kan i lokalplanområdet bygges i alt 8.185 m², hvoraf indtil 25pct. kan indrettes til helårsboliger. Kravet til friareal er 60 pct. for boliger og 15 pct. for erhverv.
Med lokalplanen aflyses de for ejendommen gældende villaservitutter.
Byliv
Projektet bidrager til bylivet ved udadvendte funktioner i stueetagerne herunder en dagligvarebutik og en sti gennem området. Stien forbinder Roskildevej og Peter Bangs Vej.
Bæredygtighed
Lokalplanforslaget vil stille krav om at tage begrønnes og at regnvand afledes lokalt. Herudover gives mulighed for solceller, og at byggeriet opføres efter laveste energiklasse.
Opmærksomhedspunkter
Krydset mellem Peter Bangs Vej, Roskildevej og Valby Langgade fungerer som port til bydelen og København. Der skal derfor tages hensyn til denne særlige placering. Der vil i den kommende lokalplanproces være fokus på graden af åbenhed i stueetagerne. Det er en udfordring, at bebyggelse i lokalplanområder kommer til at ligge dels ”på kanten” af et villakvarter og dels ud til meget trafikerede veje med tilhørende vejkryds. Der vil være fokus på parkeringspladsen ud mod Peter Bangs Vej , således at det grønne præg sikres. Hvis der bygges boliger i lokalplanområdet, skal der være særlig opmærksomhed på trafikstøj.
Miljøvurdering
Når planarbejdet sættes i gang, vil forvaltningen foretage en screening af de miljømæssige konsekvenser med henblik på at vurdere, om der skal udarbejdes en miljørapport i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer. Det forventes ikke, at lokalplanforslaget vil udløse krav om egentlig miljøvurdering.
Parkering
Byggeriets bebyggelsesprocent er ikke høj, og kravet til friarealer opfyldes til fulde. Der er derfor rummelighed til, at parkering etableres på terræn.
Til opbevaringscenteret og dagligvarebutikken ønskes etableret 35 p-pladser på terræn, hvilket svarer til normen for parkering (1 p-plads pr. 100 m²). Pladserne begrønnes og placeres på arealet ud mod Peter Bangs Vej. Der vil desuden i lokalplanforslaget blive stillet krav til cykelparkering.
Videre proces
Når startredegørelsen er godkendt i udvalget, gennemføres en intern høring af relevante instanser – herunder Valby Lokaludvalg med henblik på bidrag til udarbejdelse af lokalplanforslaget.
Forvaltningen vil desuden arrangere et møde med grundejerne i lokalplanområdet, med henblik på at informere om den kommende planlægning og afklare, om der er eventuelle andre ønsker til den kommende planlægning.
Forvaltningen forventer at forelægge forslag til lokalplan med henblik på vedtagelse i Borgerrepræsentationen i august 2013, hvorefter det sendes i offentlig høring i otte uger. Planforslaget forventes vedtaget februar/marts 2014.
Claus Juhl /Jens Elmelund
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender
1. at der udarbejdes forslag til lokalplan ”Roskildevej Vest” på baggrund af intentioner og opmærksomhedspunkter, der fremgår af vedlagte startredegørelse, bilag 1.
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget godkender
2. at der samtidig udarbejdes forslag til tillæg til Kommuneplan 2011, der udvider et område for serviceerhverv til også at omfatte to ejendomme mod Peter Bangs Vej, som det fremgår af vedlagte startredegørelse, bilag 1.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 11. marts 2013
Der blev stemt om indstillingens 1. at-punkt :
For indstillingen stemte: I, A, F.
Imod indstillingen stemte: O, C, B, Ø.
Signe Goldmann (løsgænger) undlod at stemme.
Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt.
Beslutning
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 19. marts 2013
Indstillingen blev godkendt med 8 stemmer imod 4.
For stemte: A og F.
Imod stemte: Ø, B, V og O.