Mødedato: 19.02.2019, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Justering af arbejdet med fleksjob i Københavns Kommune

Se alle bilag

Københavns Kommune (KK) har som arbejdsgiver en ambition om at være en rummelig arbejdsplads blandt andet gennem beskæftigelse af medarbejdere på særlige vilkår, fx fleksjob.

Reguleringen af ansatte i fleksjob i KK sker i dag dels med udgangspunkt i en reserveret pulje på 0,05-0,1 % af forvaltningernes samlede lønsum (fleksjobpuljen), dels ud fra et fastsat måltal for antal ansatte i fleksjob.

Reservationen i lønsummen og måltallet er to parallelle ordninger, som ikke entydigt understøtter hinanden. Såfremt måltallet opfyldes, vil lønudgifterne overstige reservationen i forvaltningernes lønsum. Det er endvidere konstateret, at ikke alle forvaltninger reelt administrerer med puljen som afsæt. Det er Økonomiforvaltningens vurdering, at måltallet er det anvendte og relevante styringsværktøj. I 2018 var målopfyldelsen på 99%, svarende til 843 ansatte i fleksjob ift. et måltal på 850.

For derfor at forenkle arbejdet med fleksjob i kommunen foreslår Økonomiforvaltningen, at fleksjobpuljen med reservationen af de 0,05-0,1% afskaffes. Samtidigt er det aftalt i kommunens Centrale Samarbejdsorgan (CSO), at Økonomiforvaltningen vil arbejde for at styrke redskaber og information til lederne mhp. at understøtte anvendelsen af fleksjob. I den forbindelse er der særligt fokus på fastholdelse af egne medarbejdere i såkaldte fastholdelsesfleksjob.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at det godkendes at afskaffe reservationen på 0,05-0,1 % af forvaltningernes lønsum til brug for oprettelse af fleksjob,
  2. at tage til efterretning, at antallet af fleksjobansættelser i Københavns Kommune herefter understøttes via de af Borgerrepræsentationen fastsatte måltal,
  3. at tage til efterretning, at der i CSO er aftalt en indsats om at sikre bedre redskaber og information til kommunens ledere for at understøtte ansættelser i fastholdelsesfleksjob.

 

Problemstilling

Det daværende Økonomiudvalg besluttede den 22. juni 1999, at der skulle reserveres en pulje på 0,05-0,1 % af forvaltningernes samlede lønsum til etablering af fleksjob, beslutningen er vedlagt som bilag 1.

Parallelt hermed har Borgerrepræsentationen (BR) efter indstilling fra Beskæftigelses- og Integrationsudvalget og Økonomiudvalget, siden 2013 løbende besluttet måltal for antal ansatte i fleksjob i kommunen. Den 1. februar 2018 vedtog BR et måltal på 850 personer i fleksjob for 2018, jf. bilag 2.

Måltallene for fleksjob understøtter sammen med måltal for virksomhedspraktik og løntilskud kommunens ambition om, at andelen af medarbejdere ansat på særlige vilkår svarer til 6 pct. af ordinært ansatte.

KK's ambition er at være en rummelig arbejdsplads, hvilket blandt andet betyder, at kommunen skal forsøge at fastholde medarbejdere med nedsat arbejdsevne. Forpligtelsen følger desuden af bestemmelserne i Rammeaftalen om det sociale kapitel (KL og Forhandlingsfællesskabets aftale nr. 05.41 fra 2015). Heraf fremgår det, at kommunerne er forpligtede til at inkludere og fastholde medarbejdere på arbejdsmarkedet via blandt andet løntilskud, virksomhedspraktik, fleksjob, herunder fastholdelsesfleksjob.

Alle disse ordninger tages i anvendelse på KK’s arbejdspladser, og understøtter den fortsatte udvikling af KK som en rummelig og attraktiv arbejdsplads.

Anvendelsen af de forskellige ordninger drøftes hvert år med de faglige organisationer i CSO, senest på mødet den 29. november 2018.

Drøftelsen tager blandt andet afsæt i Økonomiforvaltningens og de øvrige forvaltningers afrapportering om brugen af den reserverede fleksjobpulje, herunder om lønforbrug til fleksjobs, administration af puljemidler samt antal fleksjobansatte. 

Herudover afrapporteres også på opfyldelsen af måltal i henhold til BR's beslutning om et fast måltal for kommunen. Status for 2018 er, at Økonomiforvaltningen overopfylder måltallet for fleksjobs. KK’s måltal for fleksjobstillinger var i 2018 850, og i alt blev 843 fleksjobstillinger besat, hvilket svarer til en opfyldelse af måltallet på 99 procent.

De to parallelle incitamenter i forhold til forvaltningernes anvendelse af fleksjob, nemlig både en fleksjobpulje og måltallet, har medført, at forvaltningernes praksis ift. reservationen af lønsummen er meget forskellig, og at fleksjobpuljen ikke i sig selv har nogen væsentlig betydning i forhold til oprettelse af fleksjob. 

I forhold til kommunens brug af fleksjob er det Økonomiforvaltningens vurdering, at forvaltningerne i praksis styrer efter måltallet for fleksjob, hvilket betyder, at de anvender en større andel af lønsummen på fleksjob end det, der er reserveret via fleksjobpuljen.

Løsning

Økonomiforvaltningen anbefaler at afskaffe reservationen af de 0,05-0,1 % af lønsummen. Fremadrettet understøttes kommunens brug af fleksjob ved de af BR fastsatte måltal.

Økonomiforvaltningen har drøftet afskaffelsen med de faglige organisationer på det seneste møde i CSO, og der er her opbakning til at afskaffe fleksjobpuljen. Der er ligeledes enighed i CSO om at fortsætte den ambitiøse indsats i forhold til anvendelsen af fleksjob. I den forbindelse er de faglige organisationer særligt optaget af at fastholde kommunes egne medarbejdere med nedsat arbejdsevne i de såkaldte fastholdelsesfleksjob. Det er derfor også aftalt i CSO, at Økonomiforvaltningen vil sikre, at der udvikles bedre redskaber og mere information til kommunens ledere for at understøtte dem i at fastholde deres medarbejdere med nedsat arbejdsevne.

Økonomi

Reservationen af de 0,05-0,1 % af lønsummen ophæves i forbindelse med godkendelse af nærværende sag. Der er ingen bevillingsmæssige ændringer forbundet med beslutningen.

Videre proces

Såfremt indstillingen godkendes, bortfalder kravet om reservation af 0,05-0,1 % af lønsummen i de enkelte fagudvalg. Udgifterne til at leve op til de af BR fastsatte måltal for fleksjob afholdes inden for det enkelte fagudvalgs ramme.

 

Peter Stensgaard Mørch                         /Mads Grønvall 

Beslutning

Dagsordenspunkt 7: Justering af arbejdet med fleksjob i Københavns Kommune (2018-0335040)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 19. februar 2019

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top