Model for styring af bruttoanlæg i budget 2020 og 2021
I forbindelse med behandlingen af Indkaldelsescirkulæret for budget 2020 den 23. januar 2019 ønskede Økonomiudvalget at få forelagt forskellige modeller for styring af bruttoanlæg i årene 2020 og 2021.
Med denne indstilling fremlægges proces for styring af bruttoanlæg i 2020 og 2021 samt modeller for fordeling af foreløbigt anlægsmåltal mellem fagudvalgene i 2020 og 2021 til godkendelse.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,
- at det godkendes, at der fastsættes et foreløbigt bruttoanlægsniveau på 3.036 mio. kr. årligt i 2020 og 2021 og at processen for styring af bruttoanlæg godkendes. Bruttoanlægsniveauet tilpasses, når Københavns Kommunes andel af den kommunale bruttoanlægsramme er kendt,
- at det godkendes, at fagudvalgene som led i udvalgenes budgetlægning for 2020 anmodes om at prioritere deres anlægsprojekter indenfor et samlet foreløbigt anlægsmåltal på 2.700 mio. kr. årligt i 2020 og 2021. Den foreløbige fordeling mellem udvalgene sker efter model 1, svarerende til den forholdsmæssige fordeling af anlægsmåltallet for 2019. Hertil afsættes anlægsmåltal for 336 mio. kr. årligt i en central pulje.
Problemstilling
Københavns Kommunes budgetramme for bruttoanlæg er fastlagt ud fra de årlige økonomiaftaler mellem regeringen og KL og i den faseopdelte budgetproces mellem kommunerne. Med økonomiaftalen mellem regeringen og KL for 2019 har parterne aftalt et samlet bruttoanlægsniveau for kommunerne på 17,8 mia. kr. i 2019. Københavns Kommunes andel heraf er 3.036 mio. kr. Der er ikke udsigt til en markant højere samlet ramme, og det er forventningen, at kommunens andel af den samlede anlægsramme også i fremtiden vil være på dette niveau. Økonomiforvaltningen vurderer, at kommunens eksekveringsevne er højere end kommunens andel af det samlede anlægsmåltal. Samtidigt er der i perioden 2020-2023 besluttet anlægsprojekter for 17,4 mia. kr. Det skaber behov for en flerårig prioritering, hvis der skal sikres nødvendig kapacitet til den voksende befolkning. Der lægges med denne indstilling op til styring af budgetlægningen og periodisering af anlægsprojekter i årene fremover.
Løsning
Foreløbig fastlæggelse af anlægsramme og afsættelse af central pulje
Det indstilles, at niveauet for bruttoanlæg i 2020 og 2021 foreløbigt fastsættes til niveauet for vedtaget budget 2019 på 3.036 mio. kr. årligt. Heraf reserveres 336 mio. kr. årligt til en central pulje, som indeholder puljen til uforudsete udgifter på 28 mio. kr., måltal til initiering af nye investeringsforslag på 65 mio. kr., samt måltal til nye initiativer i budgetaftaler og overførselssager på 243 mio. kr. De resterende 2.700 mio. kr. anmodes udvalgene om at prioritere deres anlægsprojekter inden for. Der er udarbejdet 4 modeller for foreløbig fordeling af anlægsmåltal mellem udvalgene.
Bevillingsmæssig overførsel af anlægsprojekter mellem udvalg med effekt i 2020 og 2021 forudsætter, at der også overføres tilhørende måltal.
Proces for styring af bruttoanlæg
Styringen af bruttoanlæg indebærer følgende proces i 2019:
- Primo 2019
Økonomiudvalget beslutter foreløbig anlægsramme, proces for styring af bruttoanlæg og foreløbig fordeling af anlægsrammer til udvalgene i 2020 og 2021.
- 23. maj 2019
Deadline for godkendelse af anlægsinvesteringsoversigt på anlægsprojektniveau i fagudvalg, som overholder de foreløbige anlægsrammer for årene 2020-2021. Anlægsinvesteringsoversigten udarbejdes som led i indmeldingen til indstillingen ’2. anlægsoversigt 2019’ og fremsendes administrativt den 3. maj 2019 med forbehold for udvalgsgodkendelse med deadline 23. maj 2019.
Anlægsinvesteringsoversigterne skal være kategoriseret efter samme metodik som anvendt i forbindelse med modellen for styring af bruttoanlæg 2019. Det indebærer følgende kategorier: ’Lovmæssigt bundet (kapacitet)’, ’Lovmæssigt bundet (andet)’, ’Fysisk igangsat’, ’Kontraktligt forpligtet’, ’Investeringspuljeprojekter’, ’Kommunen mister medfinansiering’ og ’Øvrige projekter’.
Anlægsprojekter og investeringspuljeprojekter besluttet med overførselssagen 2018/19 skal indgå i opgørelsen.
- 11. juni 2019 - Redegørelse for udvalgenes budgetbidrag til budgetforslag 2020 (Juni-indstilling):
Anlægsinvesteringsoversigter fra udvalgene forelægges Økonomiudvalget.
- 27. august 2019 - Budgetforslag (august-indstilling):
Med den forventede aftale om kommunernes økonomi for 2020 mellem regeringen og KL i juni 2019 opdateres bl.a. kommunernes samlede anlægsniveau, pris- og lønskøn, DUT-reguleringer samt øvrige elementer i medfør af aftalen. Fordeling af det samlede anlægsmåltal mellem kommunerne igangsættes og forventes afsluttet medio oktober 2019 (den faseopdelte budgetproces).
Dermed vil budgetforslaget 2020 indeholde anlægsinvesteringer for i alt 2.700 mio. kr. i 2020 plus puljen til uforudsete udgifter på 28 mio. kr. Der vil således restere anlægsmåltal for 243 mio. kr. til øvrige initiativer samt anlægsmåltal for 65 mio. kr. til igangsættelse af nye investeringspuljeprojekter i 2020.
- Budgetforhandlinger
Udvalgenes anlægsinvesteringsoversigter indgår i budgetforhandlingerne, hvor der bl.a. kan prioriteres ledigt anlægsmåltal til nye anlægsprojekter og til fremrykning af allerede besluttede anlægsprojekter.
- Endelige budgetrammer
Københavns Kommunes andel af bruttoanlægsrammen er kendt medio oktober 2019.
Tilpasning af anlægsrammer og anlægsstyring fastsættes herefter i særskilt indstilling til Økonomiudvalget. I den forbindelse kan anlægsmåltallet i lighed med styringen i 2019 fastsættes til niveauet i vedtaget budget tillagt 5 pct. for at reducere risikoen for, at kommunen samlet set vil ende på et regnskabsresultat, som er lavere end vedtaget budget.
Foreløbig fordeling af bruttoanlæg for 2020 og 2021 mellem fagudvalg
I forbindelse med Økonomiudvalgets budgetseminar den 22-23. januar 2019, blev der efterspurgt tre alternative modeller for den foreløbige fordeling af anlægsmåltal mellem udvalgene, foruden den i Indkaldelsescirkulæret indstillede model (model 1), jf. nedenfor og tabel 1. Modellerne præsenteres enkeltvist i bilag 1, hvor beregningsgrundlagene også fremgår.
Model 1 - Fordeling som i 2019: Med modellen anvendes samme forholdsmæssige fordeling mellem udvalg, som besluttet for budget 2019, jf. tabel 1. Hvor der er i 2019 er fordelt 3.053 mio. kr. mellem udvalgene vil modellen foreløbigt fordele 2.700 mio. kr. årligt i 2020 og 2021 mellem udvalgene.
Model 2 - Historisk fordeling: Med modellen fordeles bruttoanlæg opgjort på baggrund af udvalgenes forholdsmæssige andel af det samlede forbrug i regnskab 2017 og 2018 på i alt 6.866 mio. kr.
Model 3 – Fordeling efter besluttede projekter: Med modellen foretages en fordeling af bruttoanlæg der afspejler besluttede projekter i perioden 2020-2023 fordelt på udvalg. Den samlede sum af vedtagne projekter 2020-2023 er 17.412 mio. kr.
Model 4 - Fordeling efter prioriterede kategorier: Med modellen foretages en fordeling af bruttoanlæg der afspejler forvaltningernes forholdsmæssige andel af besluttede projekter i de prioriterede kategorier i ØU-indstillingen 4. anlægsoversigt 2018 og styring af bruttoanlæg i 2019 (den 11. december 2018). De prioriterede kategorier dækker over følgende kategorier: ’Lovmæssigt bundet (kapacitet)’, ’Lovmæssigt bundet (andet)’, ’Fysisk igangsat’, ’Kontraktligt forpligtet’, ’Investeringspuljeprojekter’ og ’Kommunen mister medfinansiering’. Ud af den samlede sum af besluttede anlægsprojekter i 2020-2023 udgør summen af de prioriterede kategorier 9.833 mio. kr. mens summen af den tilbageværende kategori ’Øvrige projekter’ udgør 7.579 mio. kr.
Tabel 1: Vedtagne bruttoanlægsrammer for 2019 og de fire modeller for den foreløbige fordeling af bruttoanlægsmåltallet i 2020 og 2021 fordelt på udvalg:
Økonomi
Indstillingen har ingen direkte økonomiske konsekvenser, da den omhandler proces for den foreløbige fordeling af anlægsmåltal for 2020 og 2021 mellem udvalgene.
Videre proces
Såfremt indstillingens 1. at punkt godkendes, skal udvalgene godkende deres anlægsinvesteringsoversigter senest den 23. maj 2019. Anlægsinvesteringsoversigten udarbejdes som led i indmeldingen til indstillingen ’2. anlægsoversigt 2019’ og fremsendes administrativt den 3. maj 2019 med forbehold for udvalgsgodkendelse. Anlægsinvesteringsoversigterne fra udvalgene forelægges Økonomiudvalget i forbindelse med juniindstillingen (Økonomiudvalget den 11. juni 2019) med henblik på at de indgår i budgetforhandlingerne.
Peter Stensgaard Mørch /Mads Grønvall
Beslutning
Dagsordenspunkt 2: Model for styring af bruttoanlæg i budget 2020 og 2021 (2019-0023246)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 19. februar 2019
Et samlet Økonomiudvalg fremsatte følgende ændringsforslag vedr. 2. at-punkt:
”At Teknik- og Miljøudvalget i 2020 og 2021 tildeles 100 mio. kr. i anlægsmåltal fra den centrale pulje”.
Ændringsforslaget blev godkendt uden afstemning.
Den således ændrede indstilling blev herefter godkendt uden afstemning.
Indstillingens 2. at-punkt får således følgende ordlyd:
”2. at det godkendes, at fagudvalgene som led i udvalgenes budgetlægning for 2020 anmodes om at prioritere deres anlægsprojekter indenfor et samlet foreløbigt anlægsmåltal på 2.700 mio. kr. årligt i 2020 og 2021. Den foreløbige fordeling mellem udvalgene sker efter model 1, svarerende til den forholdsmæssige fordeling af anlægsmåltallet for 2019, dog således at Teknik- og Miljøudvalget i 2020 og 2021 tildeles yderligere 100 mio. kr. i anlægsmåltal fra den centrale pulje. Anlægsmåltallet for den centrale pulje vil således være 236 mio. kr. i 2020 og 2021."
SF og Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Venstre og SF ser frem til, at resultatet af analyserne af “Mere byggeri for pengene og smartere brug af m2” forelægges Økonomiudvalget inden sommeren 2019. Det er vigtigt, at resultaterne bruges - og at de reflekteres i de anlægsinvesteringsoversigter, der danner grundlag for budgetforhandlingerne for 2020.”
Radikale Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Radikale Venstre ønsker, at der i nærmeste fremtid kommer en afklaring for alle Socialforvaltningens nuværende og fremadrettede anlægsprojekter med byggeanlægsudgifter overføres til Økonomiforvaltningen/Byggeri København uden at dette påvirker Socialforvaltningens måltal. Det drejer sig for indeværende om projekterne:
SOF137 og SOF138, Lindegårdshusene i Roskilde, SOF144 Flytning af 8 plejepladser fra Forchhammersvej, SOF167 Botilbud med 24 pladser til unge med udviklingshæmning Smedestræde Valby, SOF222 2x12 senhjerneskadede i Folehaven, SOF58 Nyt udbud på 35 boliger i stedet for Oliebladsgade, SOF133 Ombygning af E-huset til i alt 94,6 mio. kr. i 2020, 110,8 mio. kr. i 2021 og 84,2 mio. kr. i 2022.”
Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:
”Alternativet ønsker, at der findes en løsning på den massive pukkel af vedtagne anlægsprojekter, der ikke kan realiseres pga. regeringens anlægsloft.”