Mødedato: 18.11.2003, kl. 15:00

Udarbejdelse af en handicappolitik for Københavns Kommune

Udarbejdelse af en handicappolitik for Københavns Kommune

Økonomiudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 18. november 2003

 

 


J.nr. ØU 356/2003

 

4. Udarbejdelse af en handicappolitik for Københavns Kommune

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Økonomiforvaltningen indstiller

 

at Økonomiudvalget godkender kommissoriet (vedlagt i bilag 1) for udarbejdelsen af en handicappolitik for Københavns Kommune.

 

 

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 18. november 2003

Udvalget tilsluttede sig følgende ændringsforslag fra F, A og Ø:

"Udarbejdelsen af en handicappolitik i Københavns Kommune består af flere faser. I første fase beslutter Borgerrepræsentationen en overordnet strategi for handicappolitikken (vision, målsætning og handleplan). Herefter udarbejder de enkelte udvalg bidrag til handicappolitiken på baggrund af strategien. Økonomiforvaltningen afholder et møde med Det Sociale Brugerråd og andre relevante parter om deres inddragelse i processen. Endvidere arrangeres i løbet af processen en offentlig konference om det første udkast til politik, inden det sendes til endelig behandling i de enkelte udvalg. Som grundlag for arbejdet indgår SF's og Ø's beslutningsforslag samt det indsendte bidrag fra Det Sociale Brugerråd. Økonomiforvaltningen bedes på baggrund af ovenstående at udarbejde en ny tidsplan."

Økonomiforvaltningen udsender herefter et revideret kommissorium til Økonomiudvalgets medlemmer.

 

 

Behandling: -

 

 

RESUME

På baggrund af beslutningsforslag fra borgmester Bo Asmus Kjeldgaard (F), Rikke Fog-Møller, Morten Kabell, Mikkel Warming, Jens Kjær Christensen og borgmester Per Bregengaard (alle Ø), besluttede Borgerrepræsentationen d. 18. september 2003, at der skal udarbejdes en handicappolitik for Københavns Kommune. Borgerrepræsentationen besluttede i den forbindelse, at Økonomiforvaltningen inden for en frist på 2 måneder skulle fremlægge et kommissorium for arbejdet med handicappolitikken for Økonomiudvalget.

 

Borgerrepræsentationen har endvidere på baggrund af medlemsforslag fra Pia Allerslev, Leslie Arentoft, Bente Frost, Jesper Schou Hansen, Lise Helweg, Wallait Khan, Karin Nørgaard, Heidi Wang, Annette Engell og borgmester Søren Pind (alle V) d. 23. oktober 2003 besluttet, at Københavns Kommune fremover ikke afholder offentlige møder, hvor der ikke er adgang for handicappede. Sådanne tiltag på handicapområdet kan med en fælles handicappolitik for Københavns Kommune inddrages i en sammenhængende politik, der omfatter alle kommunens forvaltningsområder.

 

På baggrund heraf er udarbejdet et kommissorium for arbejdet (se bilag 1). Udarbejdelsen af handicappolitikken vil ske i perioden november 2003 til udgangen af 2004, og vil inddrage både forvaltninger, organisationer og brugere. Forslag til handicappolitikken forelægges Økonomiudvalget. Økonomiforvaltningen varetager sekretariatsfunktionen i forbindelse med arbejdet.

 

 

 


 


Til top