Trafikplan for Amager - Handlingsplan (Bygge- og Teknikudvalget)
Trafikplan for Amager - Handlingsplan (Bygge- og Teknikudvalget)
Økonomiudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde tirsdag den 18. september 2001
J.nr. ØU 254/2001
10. Trafikplan for Amager - Handlingsplan (Bygge- og Teknikudvalget)
INDSTILLING
Bygge- Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,
at rapporten "Trafikplan for Amager, Idékatalog til Handlingsplan", suppleret med de anbefalinger til ændringer, som fremgår af denne indstillings sagsbeskrivelse, udgør den endelige Handlingsplan for Trafikplan for Amager
at der årligt fra 2003 afsættes 6 mio. kr. på Vej & Parks ordinære investeringsramme til gennemførelse af projekter i Handlingsplan for Trafikplan for Amager
Bygge- Teknikforvaltningen indstiller endvidere , at Bygge- og Teknikudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at den endelige Handlingsplan for Trafikplan for Amager og den samlede økonomiske ramme danner grundlag for udarbejdelse af en Aktivitetsplan, der mere detaljeret angiver rækkefølgen og processen for gennemførelse af projekterne, og som forelægges Bygge- og Teknikudvalget til godkendelse, inden projektudvikling iværksættes
Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 29. august 2001
Godkendt henholdsvis anbefalet.
Mikkel Warming (Ø) og Jens Kjær Christensen (Ø) afgav følgende bemærkning:
"Enhedslisten kan tilslutte sig Trafikplan Amager, men finder, at beløbet på 6 mio. kr. om året til gennemførelse af planen er alt for lidt. Det lave beløb betyder, at planen vil tage over 30 år at realisere."
Økonomiforvaltningen indstiller,
at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det forudsættes, at udgifterne afholdes indenfor Bygge- og Teknikudvalgets rammer i de år som trafikplanen omfatter.
Bygge- og Teknikforvaltningen har oplyst, at der er trykfejl i indstillingens økonomiafsnit således, at den forventede ekstraudgift til forstærkede cykelbaner og cykelstier i forhold til prisoverslaget fra Idekatalog til Handlingsplan er 17 mill. kr. Derved udgør det samlede prisoverslag 229 mill. kr."
RESUME
Baggrund
Hovedformålet med trafikplanen er at sikre, at der skabes mærkbare forbedringer i det lokale trafikmiljø, og at de lokale interesseorganisationer spiller en aktiv rolle i processen.
Arbejdet med Trafikplan for Amager er udført i tre faser. Fase 1 resulterede i rapporten "Analyse af oplevede og registrerede trafikproblemer", som blev forelagt Bygge- og Teknikudvalget til orientering i oktober 1998. Fase 2 resulterede i rapporten "Trafikstrukturplan, Fase 2 rapport", som blev godkendt af Bygge- og Teknikudvalget i december 1999, som grundlag for det videre arbejde. Fase 3 har drejet sig om en bredere dialog i bydelene om ideer og prioriteringer til en Handlingsplan samt udarbejdelse af vedlagte rapport, Idékatalog til Handlingsplan, januar 2001.
Bygge- og Teknikudvalget har på mødet den 7. februar 2001 drøftet rapporten Idékatalog til Handlingsplan og godkendt, at rapporten udsendes i offentlig høring.
Trafikplanarbejdet er foregået i et tæt samarbejde med Følgegruppen bestående af repræsentanter fra de lokale organisationer og Styregruppen og en Arbejdsgruppen med repræsentanter fra Københavns Kommunes forvaltninger, Kvarterløft Holmbladsgade, HUR og Ørestadsselskabet.
Idékatalog til Handlingsplan
Idékataloget er resultatet af den brede dialog i bydelene med blandt andet det fælles borgermøde Borgernes Trafik Bazar i foråret 2000. De kraftige ønsker om en reduktion af den gennemkørende trafik resulterede i en revision af plangrundlaget som samtidig blev justeret i forhold til den seneste trafikudvikling. Idékataloget til Handlingsplan har dannet grundlag for den offentlige høring fra april til juni 2001.
Udarbejdelse af Idékataloget og gennemførelsen af aktiviteter i den offentlige høring er foregået i et tæt samarbejde med de lokale organisationer. Følgegruppen har bidraget aktivt til planen med deres lokalkendskab, og har brugt deres lokale netværk til en udbredelse af diskussionerne i lokalområderne, hvilket har ført til en høj grad af konsensus omkring en samlet plan.
Hovedprincippet i planen er en reduktion af den gennemkørende trafik især gennem Amagerbrogade, en bred trafiksaneringsindsats som gør det muligt at foretage en mere jævn fordeling af trafikken fra overordnede gader med mange boliger til andre overordnede gader med færre boliger. Herved kan der opnås betydelige trafikmiljøforbedringer med hensyn til støj, luftforurening, barrierevirkning mv.
Der er bred enighed om, at hovedprojektet i planen er en trafikaflastning af Amagerbrogade, som er områdets største bolig- og forretningsgade og som samtidig har de største trafikproblemer. Amagerbrogade foreslås således omdannet til en attraktiv bolig- og indkøbsgade.
Idékataloget indeholder forslag på kort sigt til 12 højt prioriterede projektområder, som er enten en samling af aktiviteter på én lokalitet til f.eks. et samlet trafiksaneringsprojekt for Amagerbrogade eller selvstændige aktivitetstyper som f.eks. cykelruter og parkbånd. De 12 projektområder er fordelt på to etaper. Udbygningshastigheden for etaperne afhænger af de økonomiske rammer, der fastlægges for projektet.
Den overordnede prioriteringer for Handlingsplanen er:
- Generel reduktion af den gennemkørende trafik, som ikke har ærinde i området.
- Generelle forbedringer af trafiksikkerhed og tryghed i kryds og på strækninger.
- Sikkerheds- og tryghedsfremmende trafiksanering på parallelgader til Amagerbrogade.
- Omdannelse af Amagerbrogade til Bydelsgade og attraktiv handelsgade med reduceret biltrafik.
- Trafikmiljøforbedringer i alle bydele.
- Grønne cykelruter og parkbånd.
Gennemførelsen af trafikplanen vil medføre, at Amagerbrogade vil blive aflastet for omkring halvdelen af biltrafikken. Det vil betyde et fald på den centrale del af Amagerbrogade fra ca. 16.000 til 8.000 køretøjer pr. hverdagsdøgn. Aflastningen af Amagerbrogade sker dels ved en reduktions af den gennemkørende trafik på Amager og dels ved en omfordeling af trafikken. Denne omfordeling vil, sammen med den forventede generelle stigning i trafikken på 10%, resultere i stigninger på parallelgaderne på mellem 1.000 og 3.000 biler i 2010. Således vil f.eks. trafikken i Østrigsgade stige fra 10.000 biler i døgnet til 11.000-12.000.
Omfordeling af trafikken vil medføre ganske betydelige miljøforbedringer i boligområderne. F.eks. får 2400 boliger i området mærkbart mindre trafikstøj og ingen får mærkbart mere.
Trafikplanen vil medføre et bedre bymiljø i alle bydele. Anlæg af pladser til ophold og leg, forskønnelser af gader og bygninger samt stiforbindelse med bedre sikkerhed for børn og ældre vil samtidig bidrage til at give hele området et løft.
I etape 1 er prioriteret projekter, der på kort sigt kan reducere den gennemkørende trafik og forbedre trafiksikkerhed og tryghed for de lette trafikanter herunder etablering af midlertidige cykelbaner langs overordnede veje. Desuden igangsættes ombygning af Amagerbrogade og forudsætningerne herfor mht. omfordeling af trafik og forebyggelse af gener på de øvrige veje. Trafiksaneringer skal gøre Amagers større veje mere sikre, selv med den ekstra trafik, som en ombygning af Amagerbrogade vil betyde.
Etape 2 indeholder ombygning af den resterende del af Amagerbrogade og andre gadestrækninger samt en yderligere udbygning af cykelstier, cykelruter og parkbånd.
Offentlig høring
Der har været afholdt offentlig høring om Idékatalog til Handlingsplan for Trafikplan for Amager i perioden 17. april - 15. juni 2001. Hovedaktiviteterne i perioden har været udsendelse af pjece vedrørende offentlig høring og afholdelse af lokale trafikmøder og et fælles borgermøde med udstilling og åbent hus arrangement.
De modtagne høringssvar og debatindlæg fra debatsiden på Vej & Parks hjemmeside er kommenteret under sagsbeskrivelsen og i Bilag C. De har givet anledning til anbefalinger af en række justeringer og tilføjelser i forhold til Idékatalog til Handlingsplan.
Høringssvar og debatindlæg
Det overordnede indtryk af høringssvar og debatindlæg er en bred opbakning omkring reduktion af den gennemkørende trafik og en omdannelse af Amagerbrogade til attraktiv bolig- og butiksgade med en kraftig reduktion af biltrafikken. I høringssvarene er der lagt stor vægt på, at der foretages trafiksaneringer af parallelgaderne til Amagerbrogade inden en omfordeling af biltrafikken fra Amagerbrogade.
Det er foreslået, at gennemfartstrafikken reduceres yderligere, at Strandlodsvej inddrages i omfordelingen af trafikken, at der trafiksaneres på flere nye strækninger af hensyn til trafiksikkerheden, samt at visse trafiksaneringer og anlæg af cykelstier og grønne cykelruter fremskyndes. Desuden er der konkrete forslag til udformning af pladser og gadestrækninger på bl.a. Amagerbrogade. Mange høringssvar drejer sig om alternative adgangsveje til Holmen i forbindelse med etablering af busslusen på Holmen og om nødvendigheden af en havnetunnel.
Høringssvar og debatindlæg har ikke givet anledning til ændringer i den overordnede trafikstruktur. Der anbefales mindre justeringer i planen bl.a. en yderligere begrænsning af den gennemkørende trafik. Det kan resultere i en reduktion af biltrafikke op mod 5-7%. Desuden foreslås en del af den forventede stigning på Østrigsgade-Backersvej ledt ad Strandlodsvej. Høringssvar vedrørende bussluse og ny adgangvej til Holmen har givet anledning til anbefaling af, at Kløvermarksvej med sikkerhedsforanstaltninger indtil videre fungerer som primær adgangsvej til Holmen, og at der iværksættes en undersøgelse af den foreslåede alternative adgangsvej ad Vermlandsgade-Uplandsgade med henblik på en eventuel langsigtet løsning. En hel del konkrete forslag til udformning af veje og pladser vil blive inddraget i forbindelse med den videre projektudvikling. Desuden er der en række anbefalinger, som invol verer andre planlægningsinstandser, og som vil blive koordineret med disse. Endelig er der forslag, som ligger udenfor trafikplanens rammer, som vil blive videregivet til en overordnet vurdering f.eks. i forbindelse med den kommende Trafik- og Miljøplan for Københavns Kommune.
Økonomi
I Idékatalog til Handlingsplan er de udvalgte 12 projektområder foreløbig prissat til i alt 195 mio. kr. hvoraf etape 1 udgør 90 mio. kr. Derudover ligger der højt prioriterede projektønsker med en længere tidshorisont.
De anbefalede ændringer, som resultat af den offentlige høring, giver anledning til justeringer mellem 1. og 2. etape og en samlet forøgelse på 17 mio. kr. Hertil kommer ændringer i henhold til den netop godkendte Ny Cykelstiprioriteringsplan, som foreskriver en højere standard af cykelbaner end tidligere forudsat samt cykelstier på de vejstrækninger, hvor der ikke er plads til cykelbaner. Disse ændringer resulterer i en merudgift til forstærkede cykelbaner og cykelstier på i alt 16 mio. kr. En mere detaljeret gennemgang af merpriser fremgår af sagsbeskrivelsen og af Bilag D.
Det justerede prisoverslag for de udvalgte 12 projektområder er på 228 mio. kr. hvoraf etape 1 udgør 96 mio. kr.
Tidsplan for gennemførelse af 1. og 2. etape
Umiddelbart skønnes det af forvaltningen muligt, at der kan afsættes 5-10 mio. kr. årligt af Vej & Parks ordinære investeringsmidler til Trafikplan for Amager. Hvis gennemførelsen af etape 1 og 2 alene baseres på disse midler vil det tage ca. 30 år. Gennemførelse af Handlingsplanen indenfor en kortere årrække forudsætter, at finansieringen ikke alene baseres på Vej & Parks årlige investeringsramme.
Borgerne har udtrykt ønske om mærkbare trafikmiljøforbedringer i de enkelte bydele indenfor en overskuelig årrække f.eks. indenfor en 10 årig periode. Det har været et ønske fra Følgegruppen, at der gennemføres en intensiv indsats i starten, så borgerne kan se synlige resultater indenfor en kort årrække f.eks. 3-4 år, af bl.a. første del af omlægningen af Amagerbrogade og trafiksaneringer på parallelgaderne.
Den videre proces
Den Handlingsplan og de økonomiske rammer, som Bygge- og Teknikudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen vedtager, vil danne grundlag for udarbejdelse af en Aktivitetsplan, der mere detaljeret angiver rækkefølgen og processen for gennemførelse af projekterne. Følgegruppen inviteres til en diskussion om Aktivitetsplanen. Forslag til Aktivitetsplan vil blive forelagt Bygge- og Teknikudvalget til godkendelse inden projektudvikling af de enkelte delprojekter iværksættes.
SAGSBESKRIVELSE
Københavns Kommune igangsatte arbejdet med udarbejdelse af en Trafikplan for Amager i efteråret 1997. Baggrunden var de mange projekter til udbygning af trafikanlæg og udviklingsområder på Amager og Christianshavn, som gav anledning til lokale protester. Man savnede en sammenhæng mellem de lokale trafikforhold og de mange udbygningsplaner, og man oplevede lokalt, at biltrafikken gav store miljø- og fremkommelighedsproblemer for andre trafikantgrupper.
Formålet med trafikplanen er at medvirke til, at trafikkens miljøbelastning mindskes uanset det forventede trafikale pres på områdets gadenet. Et overordnet mål for planlægningsprocessen har været, at de lokale interesseorganisationer skulle spille en aktiv rolle. Den øgede borgerinddragelse i planlægningen skal sikre, at trafikplanen fører til mærkbare forbedringer i det lokale trafikmiljø, foruden at den skal anvise mere langsigtede løsninger på overordnede trafikale problemer på Amager.
Trafikplanen skal bidrage til at afhjælpe de aktuelle oplevede og registrede trafikproblemer samt at forebygge fremtidige trafikproblemer i at opstå.
Arbejdet er udført i en projektorganisation bestående af en Styregruppe og en Arbejdsgruppe med deltagelse fra Vej & Park, Plan & Arkitektur, Økonomiforvaltningens 8 kontor, Miljøkontrollen, Kvarterløft Holmbladsgade, HT samt Ørestadsselskabet. Desuden har en Følgegruppe bestående af de lokale organisationer: Christianshavns Lokalråd, Islands Brygges Lokalråd, Sundby Lokalråd, Sundbyernes Handelsforening, Ældrerådene på Amager og Christianshavn samt Trafiksanering Indre Irlandsvej, deltaget aktivt i arbejdet.
Bygge- og Teknikudvalget godkendte på mødet den 7. februar 2001 forvaltningens indstilling om retningslinier for den videre proces for Handlingsplan for Trafikplan for Amager, herunder at Idékatologet til Handlingsplan udsendes i offentlig høring. Desuden drøftede Udvalget de foreslåede prioriteringer og de økonomiske overslag, som fremgår af Idékataloget. Idékatalog til Handlingsplan og pjece vedrørende offentlig høring er vedlagt som Bilag A og B.
Fase 1, 2 og 3
Trafikplanarbejdet er gennemført i tre faser:
Fase 1: Kortlægning af lokale trafikproblemer (sept. 1997 - okt. 1998)
Fase 2: Fremtidig trafikstruktur på Amager (nov. 1998 - dec. 1999)
Fase 3: Handlingsplan (jan. 2000 - efteråret 2001)
Fase 1
Kortlægningen af de lokale trafikproblemer omfattede en undersøgelse af borgernes oplevede trafikproblemer og en teknisk kortlægning af trafikproblemer baseret på Kommunens og HT's registreringer. Rapporten "Analyse af oplevede og registrerede trafikproblemer" har været forelagt Bygge- og Teknikudvalget til orientering i oktober 1998.
Fase 2
Arbejdet i fase 2 med en fremtidig trafikstruktur på Amager blev baseret på analysen af de oplevede og registrerede trafikproblemer under hensyn til de samlede mål og planer for trafik og byudvikling i Københavns Kommune.
Planen blev udarbejdet i tre trin. Første trin er forslag til Trafikstrukturplan, der belyses gennem tre forskellige scenarier med tilhørende miljøkonsekvensvurderinger og forslag til vejstruktur. Andet trin er udpegning af nødvendige yderligere tiltag indenfor hver af fem prioriterede indsatsområder: Kollektiv transport, Fodgænger- og cykeltrafik, Biltrafik og parkering, Trafikmiljø og Visuelt miljø. Det tredje trin er forslag til sammenfatning af de foreslåede tiltag, illustreret gennem idéskitser til mulige løsninger på kvarterniveau.
Rapporten " Trafikstrukturplan, Fase 2 rapport" har været forelagt Bygge- og Teknikudvalget i december 1999, hvor rapporten blev godkendt som grundlag for det videre arbejde.
Fase 3
Arbejdet med en Handlingsplan i fase 3 blev indledt med offentlige møder med henblik på at udbrede diskussionerne om forslag til Handlingsplan til en bredere kreds af borgere i bydelene. Følgegruppens medlemmer arrangerede møder i deres respektive organisationer med deltagelse af repræsentanter fra Arbejdsgruppen. Desuden arrangerede de lokale organisationer i samarbejde med Københavns Kommune og HT et offentligt møde i medborgerhuset Gimle, "Borgernes Trafik Bazar", hvor alle borgere i området blev inviteret til en dialog om fremtidige trafikforbedringer på Amager, Christianshavn og Islands Brygge.
Den foreliggende rapport "Idékatalog til Handlingsplan" er et resultat af Arbejdsgruppens og Følgegruppens viderebearbejdning af forslagene. Rapporten indeholder Trafikstrukturplan og scenarie for biltrafikkens udvikling, Mål og indsatsområder samt Idéoplæg til Handlingsplan. Følgegruppens kommentarer til såvel Idékatalogets indhold som selve planlægningsprocessen indgår i rapporten som bilag 1.
Rapporten Idékatalog til Handlingsplan har været forelagt til drøftelse på Bygge- og Teknikudvalget mødet den 7. februar 2001. Desuden godkendte Bygge- og Teknikudvalget, at rapporten udsendes i offentlig høring.
Idékatalog til Handlingsplan
De overordnede prioriteringer for Handlingsplanen iht Idékatalog til Handlingsplan er følgende :
- Generel reduktion af den gennemkørende trafik, som ikke har ærinde i området. En reduktion af biltrafikken på 5 % vil give et væsentligt bidrag til løsningen af de kortlagte trafikmiljøproblemer og til Amagerbrogades funktion som attraktiv handelsgade.
- Generelle forbedringer af trafiksikkerhed og tryghed i kryds og på strækninger. Forbedring af trafiksikkerhed på steder med store ulykkestal er prioriteret højt ligesom foranstaltninger til forebyggelse af fremtidige gener af biltrafikken for de svage trafikanter.
- Omdannelse af Amagerbrogade til Bydelsgade og attraktiv handelsgade med reduceret biltrafik og forebyggelse af gener på det øvrige vejnet. Der er en bred enighed om at løsningen af Amagerbrogades trafikmiljøproblemer og omdannelse af gaden til bydelens attraktive handelsstrøg er hovedprojektet i Trafikplan for Amager.
- Trafikmiljøforbedringer i alle bydele. Formålet med trafikplanen har foruden at pege på overordnede trafikløsninger været at skabe mærkbare og synlige forbedringer af de oplevede trafikmiljøproblemer i lokalområderne.
Aktiviteterne på kortere sigt er sammenfattet i 12 projektområder, som enten er en samling af forskellige prioriterede aktiviteter på én lokalitet til et samlet trafiksaneringsprojekt (f.eks. Amagerbrogade) eller aktivitetstyper, der kan behandles selvstændigt i den årlige budgetlægning (f.eks. cykelruter og parkbånd).
De 12 projektområder er foreslået gennemført i to etaper i en trinvis rækkefølge, som på nuværende tidspunkt ikke er tidsmæssigt fastsat. Rækkefølgen udtrykker dels en vurdering af behovene for indsats og dels nogle sammenhænge, som betyder, at nogle af projekterne forudsætter en forudgående gennemførelse af andre projekter. Fastlæggelse af en egentlig tidsplan afhænger helt af den politiske prioritering af projekterne og af de økonomiske rammer, der fastlægges.
I etape 1 er der lagt vægt på projekter, der på kort sigt løser en række særligt påtrængende behov for trafikale forbedringer. Det gælder f.eks. en reduktion af den gennemkørende trafik og forbedringer af trafiksikkerhed og tryghed for de lette trafikanter herunder etablering af midlertidige cykelbaner langs overordnede veje. Desuden påbegyndes udbygningen af cykelstier og grønne cykelruter. Etape 1 omfatter desuden en forberedelse og igangsætning af trafiksanering af Amagerbrogade. Herunder indgår også projekter til omfordeling af biltrafikken og projekter, som forebygger, at den omfordelte trafik skaber nye problemer på det øvrige vejnet. Desuden indgår forskønnelser af gaderum.
Projekterne i etape 2 omfatter ombygningen af den resterende del af Amagerbrogade herunder forbedringer af den kollektive transport. Desuden foreslås i denne etape anlæg af flere egentlige cykelstier langs de overordnede veje samt en videre udbygning af de grønne cykelruter og parkbånd.
Gennemførelse af trafikplanen vil medføre at Amagerbrogade vil blive aflastet for omkring halvdelen af biltrafikken, det vil betyde et fald på den centrale del af Amagerbrogade fra ca. 16.000 til 8.000 køretøjer pr. hverdagsdøgn. Aflastningen af Amagerbrogade sker dels ved en reduktions af den gennemkørende trafik og dels ved en omfordeling af trafikken. Midlet til at fredeliggøre Amagerbrogade er, at omlægge flere kryds, så trafikken naturligt søger udenom Amagerbrogade til parallelle gader, hvor der bor og færdes færre mennesker.
De alternative ruter vil f.eks. være Østrigsgade-Backersvej, Strandlodsvej, Englandsvej, Amagerfælledvej og Ørestads Boulevard. Trafikstigningen på disse eksisterende veje vil være mellem 1.000 og 3.000 biler i 2010 og på den nye vej Ørestads Boulevard forventes 14.000 biler pr. døgn. F.eks. vil trafikken på Østrigsgade stige fra 10.000 biler i døgnet til 11.000-12.000 afhængig af hvor stor en del, der kan ledes ad Strandlodsvej. På Øresundsvej, Irlandsvej, den smalle del af Vejlands Allé og Amager Fælledvej forventes stigningen at blive på ca. 2.000 og på Englandsvej ca. 3.000.. De største trafikstigninger kommer på den vestlige del af Vejlands Allé ved Sjællandsbroen, hvor der forventes en stigning fra 25.000 til 32.000 biler pr. døgn og på Øresundsmotorvejen, hvor trafikken forventes at stige fra 43.000 til 67.000 biler pr. døgn. De forventede biltrafiktal fremgår af Bilag A og C.
Omfordeling af trafikken vil medfører ganske betydelige miljøforbedringer i boligområderne. F.eks. får 2400 boliger i området mærkbart mindre trafikstøj og ingen får mærkbart mere. På samme måde vil 1600 få en stor nedgang i den lokale luftforurening, mens 100 boliger vil opleve en stigning.
Trafikplanen vil medføre et bedre bymiljø i alle bydele. Anlæg af pladser til ophold og leg, forskønnelser af gader og bygninger samt stiforbindelse med bedre sikkerhed for børn og ældre vil samtidig bidrage til at give hele området et løft.
Offentlig høring
Høringsmateriale
Idékatalog til Handlingsplan for Trafikplan for Amager har været i offentlig høring i perioden 17. april – 15. juni 2001. Høringen og mødeaktiviteter i høringsperioden er annonceret i de lokale aviser, som også har bragt en omtale af forslaget til trafikplanen på baggrund af udsendt pressemeddelelse. Der er udsendt 5.000 pjecer med et kortfattet debatoplæg om Trafikplan for Amager til lokale organisationer, biblioteker, medborgerhuse, Københavner-Information m.fl. Desuden har høringsmaterialet samt projektdokumenter været tilgængelige på Vej & Parks hjemmeside.
Borgermøder
De lokale organisationer, der er repræsenteret i Følgegruppen til Trafikplan for Amager har afholdt i alt 4 lokale trafikmøder med hver 25-75 deltagere. Der er desuden afholdt et fælles borgermøde den 16. maj 2001 med udstilling og åbent hus arrangement med ca. 150 deltagere arrangeret af Københavns Kommune i samarbejde med de lokale organisationer fra Følgegruppen.
Henvendelser
Der er modtaget 35 høringssvar samt 10 debatindlæg fra debatsiden på Vej & Parks hjemmeside. På det fælles borgermøde var der mange mundtlige debatindlæg samt 22 skriftlige indlæg på mødets opslagstavler. Høringssvar og debatindlæg samt referat fra det fælles borgermøde er fremlagt som bilag til gennemsyn på borgmesterkontoret.
Høringssvar og debatindlæg i den offentlige høring
De indkomne høringssvar og debatindlæg er i det følgende kort beskrevet i forhold til de 8 hovedemner, der har været fremtrædende i debatten. De oplistede "Anbefalinger" er de forslag til ændringer til Idékatalog til Handlingsplan, som forvaltningen indstiller til Bygge- og Teknikudvalget. En mere detaljeret behandling af høringssvar med bemærkninger og anbefalinger fremgår af Bilag C
1. Generelt om trafikudviklingen
I en del høringssvar er der forslag om en yderligere reduktion af den gennemkørende trafik. En enkelt borger er dog imod at trafikken søges begrænset. Der er mange indlæg om nødvendigheden af en havnetunnel samt et ønske om indførelse af roadprising eller bompenge.
2. Trafikaflastning og forskønnelse af Amagerbrogade
Der har i den offentlige høring været en bred opbakning omkring en betydelig trafikaflastning og en forskønnelse af Amagerbrogade. Diskussionerne har drejet sig om hvordan, det kan gøres, hvordan man minimerer gener andre steder, og hvordan gaden kan indrettes. Der er bl.a. forslag til ensretninger samt til gå-gade områder med minibus betjening.
3. Trafikfordeling samt trafiksanering på parallelgaderne til Amagerbrogade
Der har været en stor forståelse for princippet om en omfordeling af biltrafikken mhp. en reduktion af trafikmiljøproblemer. Mange høringssvar har bakket op om planen og accepteret mere trafik i deres eget område under forudsætning af den foreslåede solidariske rækkefølge i gennemførelsen. Den går ud på, at der trafiksaneres på gader, der får mere trafik som følge af omfordelingen, inden der foretages en omfordeling og en aflastning af Amagerbrogade. En del høringssvar har påpeget, at Strandlodsvej bør indgå i omfordelingen af biltrafikken for at minimere stigningen på Østrigsgade og Backersvej. Desuden er trafiksaneringen på den nordlige del af Backersvej foreslået fremskyndet til 1. etape, og der er forslag om at medtage fartdæmpende foranstaltninger på den sydlige del af Backersvej og den smalle del af Irlandsvej i Handlingsplanen af sikker hedsmæssige årsager. Ørestads Boulevard ønskes udbygget snarest af hensyn til trafikken på Artillerivej.
4. Biladgangsvej til Holmen
I høringssvarene er der givet udtryk for en bred støtte til en bussluse på Holmen. De lokale organisationer har i september 2000 indsamlet 2.600 underskrifter med krav om at standse den gennemkørende trafik i Prinsessegade. I mange høringssvar fremføres, at den primære adgangsvej til Holmen ikke bør være ad Kløvermarksvej af hensyn til sammenhængen i de rekreative arealer. Der anbefales en alternativ adgangsvej ad Vermlandsgade, Uplandsgade, ny "Pyrolysevej" (fastlagt i lokalplan for Kløverparken) samt Forlandet.
5. Kollektiv transport
Der er en del høringssvar om Metroens placering og Ringbanens forlængelse. Desuden er der forslag om sporvogne på Amagerbrogade og om miljøvenlige trolliebusser. Der er en del kommentarer til HUR's Stambusplan, om S-busser på Amagerbrogade, om stoppesteder og om lokalbusser og udvidelse af Havnebussen. Der har desuden vist sig et stort ønske om en omlægning af busserne på Sundbyvester Plads, så pladsen kan anvendes til bydelens større arrangementer.
6. Parkering
Flere høringssvar støtter etablering af P-kældre i umiddelbar nærhed af Amagerbrogade, og der er forslag til langtidsparkering ved metrostationer. En del indlæg drejer sig om uønsket parkering bl.a. på Christianshavn, og der er forslag til udvidelse af parkeringsordningen. Det foreslås desuden at reducere parkeringsnormer ved nybyggeri og iværksætte forsøgsbyggeri som bilfrit område.
7. Pladser og forskønnelse
Høringssvarene har vist en stor interesse for anlæg af pladser i alle bydele, både de foreslåede jf. Idékataloget, forbedringer af eksisterende, Sundbyvester Plads og pladsen ved Snorresgade samt et nyt forslag til en "Store Mølle Plads" ved Amagerbrogade.
8. Grønne cykelruter, cykelstier og parkbånd
Høringssvarerne indeholder forslag til opprioritering af grønne cykelruter, især Christianshavnsruten, som med den kommende gang- og cykelbro over havneløbet til Dokøen, vil kunne skabe forbindelse mellem Indre by, Christianshavn og det nordlige Amager. Der er desuden forslag om en nord-sydgående cykelforbindelse ad Grækenlandsvej. En del indlæg drejer sig om anlæg af cykelbaner, cykelstier og cykelparkering samt muligheden for ophævelse af ensretninger for cyklister. Endelig er der forslag til rekreative områder og grønne "oaser" på Christianshavn.
Anbefalinger
Det overordnede indtryk af høringssvar og debatindlæg er en bred opbakning omkring reduktion af den gennemkørende trafik, Amagerbrogade som attraktiv bydelsgade, trafikomlægninger for bedre bymiljø samt bedre forhold for cyklister. Høringssvar og debatindlæg har således ikke givet anledning til ændringer i den foreslåede overordnede trafikstruktur. Det anbefales, at der med baggrund i høringen indarbejdes følgende justeringer og ændringer i Handlingsplanen:
- Yderligere reduktion af den gennemkørende trafik ved omlægninger også til Sjællandsbroen. Desuden inddrages Standlodsvej i omfordelingen af biltrafikken.
- Forslag til pladser og indretninger af Amagerbrogade inddrages i projektudviklingen, herunder ny "St. Mølle Plads" samt omlægninger af bustrafikken på Sundbyvester Plads mhp. plads til bydelens større arrangementer. På Islands Brygge beplantes pladsen ved Snorresgade-Islands Brygge i 2. etape.
- Trafiksaneringer på den nordlige del af Backersvej fremskyndes til 1. etape. Desuden etableres i 2. etape fartdæmpende foranstaltninger på den sydlige del af Backersvej samt på den smalle del af Irlandsvej, hvor også muligheden for aflastning for tung trafik undersøges nærmere.
- I forbindelse med anlæg af bussluse på Holmen etableres Kløvermarksvej i første omgang som ny adgangsvej med anlæg af sikkerhedsfremmende foranstaltninger i 1. etape. Der foretages desuden en undersøgelse af den foreslåede alternative adgangsvej til Holmen ad Uplandsgade-Vermlandsgade-Ny Pyrolysevej-Forlandet mhp. en mulig langsigtet løsning i f.eks. 3. etape.
- Gennemgørelse af en første fase af cykelruten, Christianshavnsruten, der kan sikre en cykel- og gangforbindelse fra broforbindelsen på Dokøen (forudsætter godkendelse af lokalplan) til Kløvermarken i 1. etape. Desuden etableres i 2. etape en nord-sydgående stiforbindelse ad Grækenlandsvej uden cykelstier men med krydsninger prioriteret for fodgængere og cyklister. Første delstrækning af cykelruten, Kastrup Fort ruten udsættes fra 1. til 2. etape. Forskønnelse af facader og skiltning fremmes ved præmiering af flotte butiksfacader.
Desuden er der en række anbefalinger, som involvere andre planlægningsinstanser, og som vil blive koordineret med disse:
- Den nordlige del af Ørestads Boulevard med tilslutning til Amager Boulevard anbefales etableret snarest af hensyn til trafikken på Artillerivej og senest 2004.
- Undersøgelse af S-bussens tilpasning til stambussernes standsningsmønster på Amagerbrogade og koordinering af stoppestedernes placering og indretning med fremtidige udformning af Amagerbrogade.
- Anbefaling af, at en revision af P-normer for stationsnært nybyggeri og stillingtagen til evt. forsøgsbyggeri med bilfrit område tages op i forbindelse med den kommende Trafik- og Miljøplan for Københavns Kommune.
- Det anbefales at cykel- og gangbroen mellem Fisketorvet og Islands Brygge søges etableret i forbindelse med færdiggørelsen af byggeriet ved Fisketorvet.
Cykelbaner og cykelstier anlægges efter retningslinierne i Ny Cykelstiprioriteringsplan. På alle strækninger, hvor der er plads anlægges forstærkede cykelbaner i 1. etape. Der anlægges cykelstier på de smalle dele af Irlandsvej og Vejlands Allé i 2. etape. Cykelstier på Artillerivej anlægges i 1. og 2. etape jf. Idékataloget.
Økonomi
I Idékatalog til Handlingsplan er de udvalgte 12 projektområder i 1. og 2. etape foreløbig prissat til i alt 195 mio kr. Heraf udgør 1. etape 90 mio. kr. og 2. etape 105 mio. kr. Derudover ligger der en række højt prioriterede projektønsker med en længere tidshorisont på yderligere ca. 190 mio kr. Disse omfatter anlæg af cykelstier og cykelruter med stibroer over havneløbet, yderligere trafiksanering og udvidelse af Havnebussen samt yderligere anlæg af pladser og gode byrum.
Anlæg af Sundbyøster Plads indgår allerede i Vej & Parks investeringsbudget og er derfor ikke indeholdt i prisoverslaget. Udgifterne til gennemførelsen af omlægninger af stoppesteder m.v. i forbindelse med gennemførelse af et eventuelt Stambusnet indgår heller ikke i prisoverslaget.
I de prissatte projekter indgår aktiviteter, som har et vist overlap med projekter, som er beskrevet og prissat i andre plansammenhænge så som parkanlæg, cykelstier, cykelruter, sikre skoleveje mv.
Prisoverslag iht Idékatalog til Handlingsplan er:
Etape 1: 90 mio. kr.
Etape 2: 105 mio. kr.
I alt : 195 mio. kr. heraf udgør cykelbaner og cykelstier ca. 17 mio. kr.
Det samlet prisoverslag incl. anbefalede ændringer:
Etape 1: 96 mio. kr.
Etape 2: 132 mio. kr.
I alt : 228 mio. kr. heraf udgør cykelbaner og cykelstier ca. 33 mio. kr.
En mere detaljeret oversigt over økonomien findes i Bilag D
De anbefalede ændringer i forhold til Idékatalog til Handlingsplan er dels et resultat af den offentlige høring og dels justeringer af cykelbaner og cykelstier i overensstemmelse med den netop godkendte Ny Cykelstiprioriteringsplan 2002-2016.
Prisoverslag incl. de anbefalede ændringer er for de udvalgte 12 projektområder i 1. og 2. etape i alt 228 mio. kr. Heraf udgør 1. etape 96 mio. kr. og 2. etape 132 mio. kr. Merudgiften i forhold til det prissatte i Idékataloget er samlet på 33 mio. kr. heraf udgør ekstraudgifter til cykelbaner og cykelstier næsten halvdelen.
De anbefalede ændringer, som resultat af den offentlige høring, giver anledning til justeringer mellem 1. og 2. etape og en samlet forøgelse på 17 mio kr. Merprisen vedrører sikkerhedsfremmende og trafikdæmpende foranstaltninger på Kløvermarksvej, sydlige del af Backersvej og smalle del af Irlandsvej. Pladser på Amagerbrogade og Islands Brygge samt kampagne for flotte butiksfacader. Desuden gennemføres en første del af den grønne cykelrute, Christianshavnsruten samt stikrydsninger på nord-sydgående stiforbindelse ad Grækenlandsvej.
Den Ny Cykelstiprioriteringsplan foreskriver en højere standard af cykelbaner end tidligere forudsat samt cykelstier på de vejstrækninger, hvor der ikke er plads til cykelbaner. Disse ændringer resulterer i en merudgift på 4,5 mio. kr. til forstærkede cykelbaner og 12,5 mio. kr. til cykelstier, i alt 16 mio. kr.
Tidsplan for gennemførelse af 1. og 2. etape
Umiddelbart skønnes det af forvaltningen muligt, at der kan afsættes 5-10 mio. kr. årligt af Vej & Parks ordinære investerings- og driftsmidler til Trafikplan for Amager. Gennemførelse af Handlingsplanen indenfor en kortere årrække forudsætter, at finansieringen ikke alene baseres på Vej & Parks årlige investeringsramme.
Med Vej & Parks ordinære investeringsmidler vil der indenfor de første 3-4 år kunne gennemføres en mindre del af 1. etape: Plan for ombygning af Amagerbrogade, trafiksanering på Østrigsgade, anlæg af cykelbaner og kun en mindre del af kryds- og trafikreguleringer. Den resterende del af 1. etape med de mere synlige projekter med trafiksanering på del af Amagerbrogade, parallelgaderne, Islands Brygge og Christianshavn vil tage yderligere ca. 8-9 år. Gennemførelsen af projekterne i etape 1 og 2 vil tage i alt ca. 30 år.
Borgerne har udtrykt ønske om mærkbare trafikmiljøforbedringer i de enkelte bydele indenfor en overskuelig årrække f.eks. indenfor en 10 årig periode. Det har været et ønske fra Følgegruppen, at der gennemføres en intensiv indsats i starten, så borgerne kan se synlige resultater indenfor en kort årrække f.eks. 3-4 år, af bl.a. første del af omlægningen af Amagerbrogade og trafiksaneringer på parallelgaderne.
Vej & Parks samlede årlige investeringsramme er på 63 mio. kr., hvoraf ca. 31 mio. kr. er båndlagt til faste aktiviteter. Det er bl.a. til parker og legepladser: 9,5 mio. kr., broer og bolværker: 6,5 mio. kr., cykelstier og cykelbaner: 10,0 mio. kr. og til trafiksikkerhedsplan: 5,0 mio. kr. De resterende ca. 32 mio. kr. skal således dække trafiksaneringsprojekter m.v. i samtlige bydele i Kommunen.
Det skal bemærkes, at en del af de 31 mio. kr. til faste aktiviteter også vil komme Amager og Christianshavn til gode, ligesom de investeringer Ørestadsselskabet o.a. foretager i området.
Den videre proces
På baggrund af Idékatalog til Handlingsplan og de af Bygge- og Teknikudvalget godkendt ændringer hertil færdigredigeres den endelige Handlingsplan.
Første trin i den videre proces er udarbejdelse af en Aktivitetsplan, som mere detaljeret angiver rækkefølgen samt processen for gennemførelsen. Aktivitetsplanen baseres på Handlingsplanen og de fastlagte økonomiske rammer. Forslag til Aktivitetsplan vil blive forelagt BTU til godkendelse inden projektudvikling af de enkelte delprojekter iværksættes.
Følgegruppen vil blive inviteret til at deltage i diskussionen om Aktivitetsplanen. Derefter vil projektudviklingen af de enkelte projekter blive gennemført i den aftalte rækkefølge og med deltagelse af lokale organisationer og interesserede borgere i det pågældende område.
BILAG VEDLAGT
A – Trafikplan for Amager - Idékatalog til Handlingsplan. Januar 2001
B – Pjece vedrørende offentlig høring. Forslag til trafikplan for Amager, Christianshavn og Islands Brygge. April 2001
C – Notat: Behandling af høringssvar og debatindlæg
Kortbilag 1: Eksisterende vejstruktur, Biltrafik 1999.
Kortbilag 2: Vejstruktur, Biltrafik 2010. Forslag til trafikfordeling
Kortbilag 3: Vejstruktur, Biltrafik 2010. Adgangsvej til Holmen - I
Kortbilag 4-5: Vejstruktur, Biltrafik 2010. Alternativ adgangsvej til Holmen - II-III
D – Notat: Økonomi
Vedlagte bilag kan også ses på Vej & Parks hjemmeside: www.vejpark.kk.dk/TrafikplanAmager under Projektdokumenter.
BILAG FREMLAGT TIL GENNEMSYN I BORGMESTERENS FORKONTOR, RÅDHUSET, 1. SAL VÆRELSE 36
- Trafikplan for Amager, Idékatalog til Handlingsplan. Januar 2001
- Pjece vedrørende offentlig høring. Forslag til trafikplan for Amager, Christianshavn og Islands Brygge. April 2001
- Kopi af høringssvar og debatindlæg.
- Referat. Stort fælles borgermøde, 16. maj 2001
Ole Bach