Omprioritering af midler vedr. projektet TRYG DEN AF
Indstilling og beslutning
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at nedlægge TRYG DEN AF certificeringsordningen,
- at midlerne til drift af certificeringsordningen svarende til 0,465 mio. kr. i indeværende år (2013 p/l) anvendes til udvikling af en webbaseret rådgivningsportal til restauratører - under forudsætning af, at én eller flere brancheorganisationer vil forpligte sig til at varetage driften af portalen fremadrettet.
- at midlerne til drift af certificeringsordningen i 2014 svarende til 0,487 mio. kr. (2014 p/l) omprioriteres til Sikker By projektet ”Mentorordninger for udsatte unge”.
Problemstilling
'TRYG DEN AF’, som er et projekt der har til formål at øge trygheden i nattelivet i København, har eksisteret siden 2009. I 2010 iværksatte projektet en certificeringsordning for de barer og natklubber i København, som gør en særlig indsats for trygheden i nattelivet. Med Budget 2011 afsatte Borgerrepræsentationen 0,5 mio. kr. pr. år i 2011-14 til drift af certificeringsordningen med en målsætning om, at 100 barer og natklubber i København skulle være certificerede ved udgangen af 2014.
Godt halvvejs igennem bevillingsperioden kan Økonomiforvaltningen konstatere, at tilslutningen til certificeringsordningen er meget begrænset: Som det fremgår af Sikker By effektafrapporteringen, der behandles af Økonomiudvalget d.d. i indstillingen vedrørende "Sikker By: prioritering, effektmåling og budget 2014", er kun en restauration pt. fuldt certificeret, mens 30 restaurationer er under certificering eller under fornyelse af certificering. Seks restaurationer har valgt at udtræde af ordningen. Endvidere fremgår det af ovennævnte indstilling, at TRYG DEN AF certificeringsordningen scorer færrest point af de projekter, som indgår i prioriteringsmodellen med primær forebyggelse som formål. Restaurationsbranchen peger selv på flere barrierer ift. at blive certificeret - bl.a. ordningens dokumentationskrav og egenfinansieringen af kurser i konflikthåndtering og førstehjælp til de ledende medarbejdere.
Løsning
Som konsekvens af den manglende tilslutning til certificeringsordningen indstiller Økonomiforvaltningen, at ordningen nedlægges, og at midlerne til drift af certificeringsordningen i 2014, svarende til 0,487 mio. kr. (2014 p/l) omprioriteres til Sikker By projektet ”Mentorordninger for udsatte unge”. Behovet herfor er beskrevet i det samlede Sikker By budgetnotat, der behandles i ”Indstillingen vedrørende Sikker By: prioritering, effektmåling og budget 2014” d.d.
Trods den manglende tilslutning til certificeringsordningen peger mange af de restaurationer, som har modtaget rådgivning for at kunne blive certificerede på, at det har været positivt at arbejde med de temaer, som er indeholdt i ordningen. Samtidig er det Økonomiforvaltningens vurdering, hvilket bakkes op af brancheorganisationerne Horesta og Danmarks Restauranter og Caféer, at der fortsat er behov for rådgivning af restauratører om temaer inden for tryghed. Derfor indstiller Økonomiforvaltningen, at midlerne til drift af certificeringsordningen i indeværende år, svarende til 0,465 mio. kr. (2013 p/l) kan anvendes til udvikling af en webbaseret rådgivningportal med gratis rådgivning til restauratører. Rådgivningsportalen bygges op ud fra temaerne i certificeringsordningen og med anvendelse af det materiale, som allerede er udviklet til projektet. Temaerne i certificeringsordningen er bl.a. ansvarlig udskænkning/restaurationslov og markedsføring af alkohol, nul-tolerance over for narkotika, procedurer og kommunikation i tilfælde af konflikter og behov for politiassistance samt adgangspolitikker.
Udvikling af en rådgivningsportal vil dog alene blive iværksat, såfremt én eller begge brancheorganisationer vil forpligte sig til at varetage driften af portalen fremadrettet.
Økonomiforvaltningen, Center for Sikker By, vil fortsat arbejde med de resterende aktiviteter i TRYG DEN AF, herunder samarbejde med foreningen God Alkoholkultur (GODA) om kommunikationsaktiviteter målrettet gæster i nattelivet samt facilitering af dialog mellem myndighederne vedrørende udviklingen i nattelivet. Økonomiforvaltningen vil således stadig have en platform for at kommunikere om og koordinere tiltag vedrørende tryghed i nattelivet.
Økonomi
Bevillingen til TRYG DEN AF er placeret på Økonomiudvalgets bevilling, Økonomisk forvaltning, drift, funktion 06.45.51.1.
I 2013 omprioriteres 0,465 mio. kr., (2013 p/l), fra anvendelse til projektledelse og drift af certificeringsordning til projektledelse og udvikling af webbaseret rådgivningsportal målrettet nattelivsrestauratører.
I 2014 omprioriteres 0,487 mio. kr., (2014 p/l) fra anvendelse til projektledelse og drift af certificeringsordning til Sikker By projektet ”Mentorordninger for udsatte unge”.
Videre proces
Såfremt indstillingen godkendes, vil Økonomiforvaltningen afklare med brancheorganisationerne, Horesta og Danmarks Restauranter og Caféer, hvorvidt én eller begge organisationer vil samarbejde om udvikling af portalen og endvidere forpligte sig til at varetage driften fremadrettet, når portalen er blevet lanceret primo 2014.
Claus Juhl /Bjarne Winge
Beslutning
Dagsordenspunkt 6: Omprioritering af midler vedr. projektet TRYG DEN AF
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 18. juni 2013
Indstillingens 1. at-punkt blev anbefalet med 12 stemmer imod 0. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: A, F, Ø, B, V, O og C.
Imod stemte: Ingen.
Indstillingens 2. at-punkt blev forkastet med 12 stemmer imod 0. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: Ingen.
Imod stemte: A, F, Ø, B, V, O og C.
Indstillingens 3. at-punkt blev anbefalet med 7 stemmer imod 4. 1 medlem undlod at stemme.
For stemte: A, Ø og C.
Imod stemte: F, V og O.
Undlod: B.
F afgav følgende protokolbemærkning:
”SF ønsker at prioritere midlerne til sikkert natteliv og mindre diskrimination i nattelivet.”
B tilsluttede sig protokolbemærkningen.
O afgav følgende protokolbemærkning:
”Pengene skal prioriteres til det, der giver størst effekt, også selvom det betyder, at pengene går fra et udvalg til et andet.”
B tilsluttede sig protokolbemærkningen.