Udviklingsselskabet By & Havn I/S - 1. kvartalsrapport 2013
Udviklingsselskabet By & Havn I/S har fremsendt selskabets kvartalsrapport for 1. kvartal 2013 til interessenternes (ejernes) orientering.
Indstilling og beslutning
Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,
- at orienteringen om Udviklingsselskabet By & Havn I/S' kvartalsrapport for 1. kvartal 2013 tages til efterretning.
Problemstilling
Udviklingsselskabet By & Havn I/S (herefter benævnt By & Havn) ejes af Københavns Kommune (55 pct.) og Staten (45 pct.).
Selskabets formål er, på et forretningsmæssigt grundlag, at udvikle arealerne i Ørestaden og Københavns Havn samt forestå havnedriften i Københavns Havn med henblik på størst mulig værdiskabelse og afvikling af de i selskabet placerede gældsforpligtigelser.
Kvartalets resultat efter markedsværdiregulering af gæld blev 41 mio. kr.
Løsning
1. kvartal 2013
Kvartalsrapporten blev godkendt af By & Havns bestyrelse den 25. april 2013 og er vedlagt i bilag 1. Ejerrapporteringen for kvartalet vedlægges som bilag 2.
Kvartalsrapporten forelægges Økonomiudvalget til orientering, idet følgende bemærkes:
Resultat af primær drift, ekskl. værdireguleringer af investeringsejendomme, er på 34 mio. kr. Det er 7 mio. kr. bedre end budgetteret for 1. kvartal 2013.
Fremgangen i resultatet er primært skabt via mindre omkostninger, da de samlede indtægter ligger knap 2 mio. kr. under budget.
Lejeindtægterne fra CMP følger budget, når bortses fra opkrævning af ejendomsskatter på knap 2 mio. kr., der endnu udestår.
De finansielle poster udgjorde i perioden -77 mio. kr., hvilket er væsentligt under budget. Det skyldes dog primært, at inflationsudviklingen er lavere end forudsat. Udover rente- og inflationsudviklingen på den langfristede gæld har en negativ indeksregulering af vejgælden til Københavns Kommune bidraget til den positive afgivelse.
Der er ikke foretaget værdireguleringer af ejendommene, da der ikke har været noget bogført salg i perioden. Denne post er derfor opført til 0 kr. Næste værdiregulering vil ske ved halvårsrapporten.
Markedsværdiregulering af gælden er positiv med 83 mio. kr.
Det samlede resultat udgør herefter 41 mio. kr. for 1. kvartal 2013.
Det samlede bruttobudget for investeringer er på 3.498 mio. kr. for igangværende projekter for 2013. Heraf forventes 285 mio. kr. at blive overført til 2014.
Gælden udgør 15.799 mio. kr.
Forventet resultat for 2013
Årsresultatet af den primære drift for 2013 forventes at blive på 127 mio. kr., mens det samlede resultat for 2013 anslås til 78 mio. kr.
Langtidsbudget
Langtidsbudgettet for By & Havn blev senest revideret i forbindelse med årsregnskabet for 2012. Udviklingen i 1. kvartal 2013 har ikke givet anledning til at foretage en revision.
Opfølgning i forhold til forretningsstrategien (2011-2014)
Investeringerne blev i forretningsstrategien skønnet til i alt 2,9 mia. kr. Investeringerne forventes nu at ville udgøre 3,46 mia. kr. Difference på 560 mio. kr. kan forklares med:
- Etape 2 af FN-byen Campus
- Parkeringhus i Ørestad Syd
- Etablering af terminalbygning til krydstogtspassagererne i Nordhavnen
- Byggemodning i bla. Ørestad
Salg af investeringsejendomme blev i forretningsstrategien forudsat til 1,8 mia. kr. Der forventes nu en stigning til 1,86 mia. kr.
Finansieringsomkostningerne blev i forretningsstrategien forudsat til 2,71 mia. kr. Forventningen er nu, at finansieringsomkostningerne falder til 2,06 mia. kr.
Det samlede resultat af primær drift følger forventningerne på ca 0,5 mia. kr. dog med en mindre difference på -20 mio. kr.
Økonomi
Indstillingen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser for Københavns Kommune.
Claus Juhl /Bjarne Winge
Beslutning
Dagordenspunkt 13: Udviklingsselskabet By & Havn I/S - 1. kvartalsrapport 2013
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 18. juni 2013
Indstillingen blev taget til efterretning.