Medlemsforslag om krav til miljørigtige havnebusser
Det foreslås,
-
at Økonomiforvaltningen pålægges at udarbejde et budgetnotat til Budget 18 om, at Københavns Kommune, i forbindelse med Movias kommende udbud af driften af havebusserne, stiller krav om havnebusser med en markant forbedret miljøprofil ift. partikelforurening, NOx, støj og CO2-udslip, f.eks. gennem brug af elbåde, hybridfartøjer eller alternative drivmidler. Budgetnotatet skal beskrive mulighederne for at stille krav om grønne havnebusser samt indeholde en vurdering af miljømæssige konsekvenser og forslag til håndtering af økonomiske konsekvenser.
(Stillet af Socialdemokratiet)
Motivering
Borgerrepræsentationen har sendt et stærkt signal om at reducere den lokale forurening fra byens busser med indfasning af elbusser fra 2019.
Havnebusserne bidrager med ca. 15 procent af Movias samlede udledning af NOx i Københavns Kommune og ca. 65 procent af Movias udledning af partikler (PM) i Københavns Kommune. Det vil derfor være oplagt at udskifte havnebusserne med mere miljørigtige havnebusser, f.eks. eldrift, brint eller hybrid.
Beslutning
Dagsordenspunkt 9: Medlemsforslag om krav til miljørigtige havnebusser (2017-0142844)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 18. april 2017
Medlemsforslaget blev godkendt uden afstemning.