Beslutning om valg af overordnet metode for skybrudsplan, Nørrebro
Tidligere beslutninger
Teknik og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,
- at forvaltningen efter høringsperioden anvender masterplan 3, dog uden variationsforslag ved Sjællandsgade, som grundlag for udarbejdelse af projektforslag til anlægsprojekter (bilag 1).
Indstilling og beslutning
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til det planmæssige aspekt af sagen, eller at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
Problemstilling
Den 21. oktober 2013 sendte Teknik- og Miljøudvalget skybrudskonkretiseringen for vandoplandet Nørrebro i otte ugers høring. Der er i denne periode indkommet fire høringssvar, som forvaltningen har behandlet.
Borgerrepræsentationen skal nu træffe beslutning om, hvilket metodevalg, der skal ligge til grund for skybrudssikringen af vandoplandet Nørrebro.
Løsning
Princippet for konkretiseringen af skybrudsplanen for Nørrebro er, at mest muligt vand skal kunne holdes tilbage og forsinkes på arealer, hvor det ikke gør skade. Vandet skal kunne ledes på vejene og via rekreative arealer mod Sortedamssøens to bassiner.
Høringsfasen
Der er i høringsfasen indkommet fire høringssvar og afholdt et borgermøde i samarbejde med Nørrebro Lokaludvalg. Høringssvarene er overvejende positive over for planforslaget. Nogle høringssvar peger på behov for yderligere udredninger og borgerinddragelse. Dette foreslår forvaltningen skal ske i implementeringsfasen.
Nørrebro Lokaludvalg giver udtryk for et ønske om at blive inddraget i forbindelse med det videre arbejde med implementering af planen. Forvaltningen vil inddrage lokaludvalg og øvrige borgere i de konkrete projekter under implementeringen.
Oversigten over de indkomne høringssvar og forvaltningens svar til dem fremgår af bilag 2. De indkomne høringssvar vil indgå i den videre proces for realisering af planen.
Høringssvarene har ikke givet anledning til ændringer af planen.
Miljøvurdering
Konkretiseringerne af skybrudsplanerne kræver miljøvurdering efter lov om miljøvurdering af planer og programmer. Der er udarbejdet et forslag til miljøvurdering af det udarbejdede forslag til skybrudssikring af Nørrebro.
Miljøvurderingen har været i høring sideløbende med konkretiseringen af skybrudsplanen for Nørrebro. I høringsfasen er kommet seks høringssvar til miljøvurderingen. Høringssvarene har ikke givet anledning til ændringer.
Det er miljøvurderingens hovedkonklusion, at de beskrevne løsningsforslag kan gennemføres uden væsentlige miljøpåvirkninger, hverken i anlægs- eller driftsfasen (se bilag 3).
Beskrivelse af metodevalg for løsningsforslag
Alle løsningsforslag lever op til målsætningen i Skybrudsplan 2012 om et fremtidigt servicemål, som skal sikre byen mod en 100 års regn om 100 år, hvilket vil sige et skybrud, som omtrent vil være af samme styrke som det, der ramte København d. 2. juli 2011. Omfang og udformning af de rekreative byrumsløsninger på overfladen kan tilpasses de politiske ønsker og skal først besluttes i forbindelse med projekteringen af de enkelte delprojekter.
I skybrudsplanen for Nørrebro er løsningerne beskrevet i tre masterplaner. I alle tre masterplaner gælder:
a. at der anvendes de store veje (Jagtvej, Øster Alle, Blegdamsvej, Guldbergsgade samt Ryesgade) til forsinkelse og transport af vand.
b. at dele af Fælledparken anvendes som et centralt forsinkelsesbassin i forbindelse med skybrud.
c. at dele af De Gamles By anvendes som centralt forsinkelsesanlæg.
d. at Amorparken og Fredens Park er de centrale lavpunkter og omdannes til en rekreativ urban park til vandhåndtering i forbindelse med skybrud.
e. at udløbet fra Nørrebro til havnen skal koordineres med naboskybrudsoplande Østerbro, Indre By, Ladegårds Å/Vesterbro.
I Masterplan 1 anvendes De Indre Søer til at tilbageholde skybrudsvand. Fra De Indre Søer ledes vandet ud til havnen – enten via Kastellet eller via skybrudsledningen i Ladegårds Å/Vesterbro skybrudsopland. Vandet fra Kartoffelrækkerne ledes også til De Indre Søer. Søerne anvendes også til håndtering af hverdagsregn. Det er eftervist, at miljøtilstanden i De Indre Søer ikke vil forringes med denne løsning. Da De Indre Søer er fredet, kræver et projekt her en dispensation fra fredningen.
I Masterplan 2 ledes vandet uden om De Indre Søer. Der etableres i stedet to skybrudsledninger, en på den nordlige side af De Indre Søer og en ved den sydlige side, der leder vandet direkte til havnen. Vandet fra Kartoffelrækkerne ledes til den sydlige skybrudsledning. Som et variationsforslag ledes en del af vandet ved Sjællandsgade mod Nørrebrogade og derfra til Ladegårds Å/Vesterbro oplandet. Dermed udgås en tunnelledning, som er del af Masterplan 1. Økonomiske konsekvenser for Ladegårds Å/Vesterbro oplandet er ikke prissat.
Masterplan 3 er en variant af Masterplan 1, dog er der flere udløb til Sortedams Sø. Hverdagsregn renses ved alle udløb inden udledning til De Indre Søer. I Masterplan 3 er et variationsforslag indarbejdet, som leder en del af vandet ved Sjællandsgade mod Nørrebrogade og derfra til Ladegårds Å/Vesterbro oplandet.
Forvaltningens anbefalinger
For Nørrebro anbefaler forvaltningen valg af Masterplan 3, dog uden variationsforslag ved Sjællandsgade. Vandet fra Sjællandsgade skal ledes på den korteste vej til De Indre Søer, og det er igennem Nørrebro.
Med Masterplan 3 opnås den største mængde af overfladeløsninger, der tilfører byen rekreative og grønne elementer. Overfladeløsninger anbefales, fordi de har de laveste anlægsomkostninger og har den største robusthed over for ændringer i klimaforudsætningerne. De giver den største mulighed for merværdi i form af en grønnere by og mulighed for at øge trafiksikkerheden for bløde trafikanter i forbindelse med omlægning af overfladen.
HOFOR bakker op om forvaltningens anbefaling til valg af løsning.
Etableringsomkostningerne ved overfladeløsninger vil i de fleste tilfælde være billigere end ved tilsvarende rørløsninger, hvorimod driftomkostningerne ved overfladeløsningerne må forventes at blive større. Mængden af overfladeløsninger er afhængig af de øvrige, allerede eksisterende funktioner i byrummet, eksempelvis parkering og trafikafvikling.
Den mere præcise disponering af byrummene, og herunder konsekvenser for bl.a. fremtidige forhold for parkering og trafikafvikling, vil blive afklaret i den senere projektering, og de enkelte projekter vil blive fremlagt til politisk godkendelse. I projekterne vil gener under anlægsarbejdet bl.a. i forhold til trafikafviklingen også blive belyst.
Projekterne vil løbende blive indarbejdet i kommunens spildevandsplan. Projekterne vil i videst muligt omfang blive koordineret med andre anlægsprojekter f.eks. vejrenoveringer.
Økonomi
Videre proces
Når alle 7 vandoplande har været igennem den politiske behandling, vil forvaltningen bede om en politisk stillingtagen i Teknik- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen til en implementeringsplan, som indeholder en prioritering af de enkelte projekter i hvert vandopland og i byen som helhed (en ’rækkefølgeplan’) og en tidsramme for realiseringen af projekterne. Indstillingen herom forventes forelagt til politisk behandling i efteråret 2014. Her vil også indgå en vurdering af konsekvenserne for taksterne i forhold til forskellige tidsrammer for implementering. På denne baggrund vil der kunne udarbejdes en samlet implementeringsplan og iværksættes projektering i samarbejde med HOFOR. Alle anlægsprojekterne vil derefter, i takt med at de igangsættes, blive fremlagt til politisk godkendelse efter, at der er afholdt borgerhøring mv. For større projekter kan der blive tale om udarbejdelse af lokalplaner, VVM vurderinger og anden myndighedsgodkendelse, som ligeledes vil blive fremlagt til politisk godkendelse.
En del af projekterne er traditionelle afløbsprojekter, som er lette at gennemføre, og som har stor lokal effekt. Disse vil alene blive finansieret af HOFOR og kan gennemføres over hele byen med baggrund i skybrudskonkretiseringen. Projekterne etableres inden for rammerne af den gældende Spildevandsplan 2008 samt tillæg nr. 3 til Spildevandsplan 2008. Tillæg nr. 3 fremlægges til politisk godkendelse april 2014.
Af hensyn til at kunne nå at indmelde flest mulige fælles klimatilpasningsprojekter til Forsyningssekretariatet, hvor projekter som indmeldes inden 31/12 – 2014 kan 100 % takstfinansieres - iværksættes de indledende arbejder i forbindelse med projektering straks efter politisk behandling af skybrudskonkretiseringen.
Dette vil ikke ændre ved de politiske muligheder for senere at prioritere projekterne, idet projekterne ikke over for Forsyningssekretariatet skal tidsfastsættes på nuværende tidspunkt.
Det materiale, som er vedhæftet denne indstilling, beskriver de forskellige alternativer, som har været i høring. Når der er taget politisk stilling til metodevalget, vil forvaltningen udarbejde en egentlig skybrudsplan for Nørrebro, der beskriver de enkelte løsninger. Denne plan vil blive forelagt politisk stillingtagen i forbindelse med en indstilling om implementeringsplanen i efteråret 2014. I bilag 6 er der en uddybet beskrivelse af den videre proces.
Pernille Andersen /Simon Kjær Hansen
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at forvaltningen efter høringsperioden anvender masterplan 3, dog uden variationsforslag ved Sjællandsgade, som grundlag for udarbejdelse af projektforslag til anlægsprojekter (bilag 1).
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 24. februar 2014
Indstillingen blev anbefalet.
Udvalget afgav følgende protokolbemærkning:
”Teknik- og Miljøudvalget bemærker, at udvalget ikke herved har taget stilling til de enkelte projekter, som afventer den endelige implementering foråret 2014. Det er vigtigt, at forvaltningen medtænker en borgerinddragelse i denne fase.
Beslutning
Dagsordenspunkt 17: Beslutning om valg af overordnet metode for skybrudsplan, Nørrebro
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 18. marts 2014
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Økonomiudvalget videreførte Teknik- og Miljøudvalgets protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 24. februar 2014:
”Teknik- og Miljøudvalget bemærker, at udvalget ikke herved har taget stilling til de enkelte projekter, som afventer den endelige implementering foråret 2014. Det er vigtigt, at forvaltningen medtænker borgerinddragelse i denne fase.”