Mødedato: 17.12.2002, kl. 15:00

Placering af Agenda 21 centre i København (Miljø- og Forsyningsudvalget)

Placering af Agenda 21 centre i København (Miljø- og Forsyningsudvalget)

for mødet «MDAT» kl

Økonomiudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde tirsdag den 17. december 2002

 

 

J.nr. ØU 334/2002

 

16. Placering af Agenda 21 centre i København (Miljø- og Forsyningsudvalget)

 

INDSTILLING

Miljø- og Forsyningsforvaltningen foreslår, at Miljø- og Forsyningsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at der som et tre-årigt forsøg oprettes Agenda 21 centre som selvejende institutioner i tre bydele,

at Miljø- og Forsyningsforvaltningen arbejder videre med etablering af Agenda 21 centre i bydelene: Sundbyøster, Bispebjerg og Valby, og

at Borgerrepræsentationen bemyndiger Miljø- og Forsyningsudvalget til endeligt at godkende valget af bydele, centrenes vedtægter og bestyrelsens sammensætning.

Miljø- og Forsyningsudvalgets beslutning i mødet den 25. november 2002

Der blev stillet ændringsforslag til indstillingens 2. at, så der etableres et Agenda center i bydelen Indre Nørrebro i stedet for Valby.

Ændringsforslaget blev godkendt med 8 stemmer imod 2

For stemte: 8 (A, F, Ø, O, D)

Imod stemte: 2 (V, C)

Indstillingen blev herefter tiltrådt med ændringen.

Økonomiforvaltningen indstiller,

at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det forudsættes at de lejemål der indgås vil have en midlertidig karakter."

 

RESUME

Miljø- og Forsyningsudvalget besluttede på møde den 17. juni 2002, at placeringen af Agenda 21 centrene skal fastlægges på grundlag af lokale gruppers ansøgninger. Miljø- og Forsyningsforvaltningen har modtaget i alt 11 ansøgninger. På grundlag af de fastlagte vurderingskriterier samt ønsket om at opnå en geografisk spredning og erfaringer med forskellige typer af Agenda 21 centre fremlægger Miljø- og Forsyningsforvaltningen hermed forslag om, at der arbejdes videre med at etablere Agenda 21 centre i Sundbyøster, Bispebjerg og Valby.

De ansøgte beløb for de tre forslag til Agenda 21 centre andrager tilsammen 4,998 mio. kr. Da de samlede udgifter skal holdes indenfor den fastlagte ramme foreslås det, at de 4,5 mio. kr. fordeles således, at hvert Agenda 21 center får 1,350 mio. kr., og at der afsættes 450.000 kr. til en ekstra medarbejder, der skal tilknyttes Agenda 21 centeret i Bispebjerg, men arbejde i bydelen Ydre Nørrebro.

Hvis forslaget godkendes, vil Miljø- og Forsyningsforvaltningen indlede drøftelser med de kommende bestyrelser med henblik på at få fastlagt vedtægter, endelige budgetter og driftsaftaler mellem Agenda 21 centrene og kommunen. Det forventes, at vedtægter og driftsaftaler kan fremlægges for Miljø- og Forsyningsudvalget til godkendelse i starten af 2003.

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Miljø- og Forsyningsudvalget besluttede den 22. januar 2001 at bevillige ekstra ressourcer til det lokale Agenda 21 arbejde. Det overordnede formål med at styrke det lokale Agenda 21 arbejde er dels at sikre, at kommunens miljømål opfyldes og dels at forankre miljøarbejdet hos københavnerne jf. Dogme 2000.

Herefter har Miljø- og Forsyningsudvalget på en række møder drøftet rammer og principper for etablering af Agenda 21 centre i København blandt andet på baggrund af input fra konferencen om Agenda 21 centre, der blev afholdt den 15. april 2002. Miljø- og Forsyningsudvalget besluttede på møde den 17. juni 2002, at placeringen af Agenda 21 centrene skulle fastlægges på grundlag af lokale gruppers ansøgninger. På Miljø- og Forsyningsudvalgets møde den 12. august 2002 godkendte udvalget ansøgningsmateriale til Agenda 21 centre, der indeholdt det overordnede koncept for Agenda 21 centrene samt en beskrivelse af de vurderingskriterier, der vil blive lagt til grund for vurdering af de indkomne forslag til Agenda 21 centre.

Konceptet for Agenda 21 centrene er, at de etableres som selvejende institutioner, der modtager et økonomisk tilskud fra Københavns Kommune. Tilskuddet fra Københavns Kommune til det enkelte center skal gå til etablering, drift, husleje, løn og projektmidler.

Københavns Kommune skal som tilsynsmyndighed tilse, at fondens midler anvendes til det aftalte formål. Tilsynet vil blive sikret gennem Miljø- og Forsyningsudvalgets årlige godkendelse af Agenda 21 centrenes budget, tilsyn med regnskaber, budgetopfølgning, årsberetning og arbejdsprogram for Agenda 21 centrenes aktiviteter i perioden 2003-2005.

Der skal udarbejdes vedtægter og driftsaftaler for hvert center. Driftsaftalen vil indeholde de praktiske og juridiske vilkår for udbetaling af tilskud herunder i hvilke tilfælde tilskuddet vil blive krævet tilbagebetalt. Miljø- og Forsyningsudvalget godkendte ved møde den 12. august 2002 udkast til henholdsvis standardvedtægter og driftsaftale.

Visse spørgsmål angående Agenda 21 centrene og fondsloven har siden mødet den 12. august 2002 været forelagt Civilretsdirektoratet, som med skrivelse af 26. august 2002 har godkendt den udarbejdede model for Agenda 21 centrene som selvejende institutioner med tilhørende vedtægter og driftsaftale. Det forudsættes i den forbindelse, at der indskydes et beløb på 100.000,- kr. som bunden kapital ved etablering af den selvejende institution. Af denne bundne kapital kan 15% årligt anvendes i overensstemmelse med den selvejende institutions formål, indtil den bundne kapital er nedbragt til 50.000,- kr.

I henhold til ansøgningsmaterialet skal ansøgningerne indeholde forslag til etablering af Agenda 21 centeret i form af forslag til bestyrelsessammensætning, indsatsområder, budget og placering.

Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil

Miljøkontrollen har i alt modtaget 11 ansøgninger om Agenda 21 centre samt en henvendelse, som drejer sig om et Agenda 21 center i 2005. Følgende ni bydele er repræsenteret med ansøgninger: Bispebjerg, Christianshavn, Indre Nørrebro, Kongens Enghave, Sundbyøster, Valby (to ansøgninger), Vestamager, Vesterbro og Ydre Nørrebro. Indre Østerbro har ikke sendt en ansøgning, men en henvendelse med ønske om at få etableret et Agenda 21 center i 2005. Herudover har Nørrebro Radio sendt en ansøgning om et Agenda 21 center, som ikke skal tage udgangspunkt i en bestemt bydel.

Vurderingskriterier

Miljø- og Forsyningsforvaltningen har nøje gennemgået og vurderet de indkomne ansøgninger på grundlag af de i ansøgningsmaterialet fastlagte vurderingskriterier vedtaget på Miljø- og Forsyningsudvalgets møde den 12. august 2002:

  • I hvilket omfang centeret kan bygge videre på resultaterne af eksisterende lokale miljøaktiviteter.
  • Om centerets indsatsområder og aktiviteter vil kunne opfylde formål og mål med Agenda 21 centrene i København.
  • I hvilket omfang forslagsstillere er tilknyttet lokalområdet og om centerets aktiviteter vil skabe lokal forankring af miljøarbejdet blandt bydeles borgere.
  • I hvilket omfang centeret baserer sig på et bredt funderet samarbejde i bydelen og med andre relevante parter.
  • Om fremgangsmåden ved sammensætning af bestyrelsen sikrer den ønskede lokale repræsentation.
  • Om centerets interne organisering vil kunne sikre forsvarlig drift af centeret.
  • Om der er sammenhæng mellem centerets aktiviteter og budget.
  • I hvilket omfang den foreslåede placering kan være med til at sikre en spredning af centrene geografisk og med hensyn til boligstruktur, befolknings- og erhvervssammensætning samt eventuelle andre fordele ved placeringen.

De formål og mål, som forslagene til Agenda 21 centrene skal opfylde, blev også fastlagt på udvalgsmødet den 12. august 2002:

Formålet med Agenda 21 centrene er at støtte og udvikle det lokale miljøarbejde ved at inspirere og engagere borgere og erhvervsliv til aktivt at deltage i helhedsorienterede miljøprojekter, der indtænker det sociale miljø, kultur, økonomi og integration. Centrene skal desuden sikre en dialog mellem borgere, erhvervsliv, kommunen og forsyningsvirksomhederne om væsentlige miljøspørgsmål og kommunens miljøpolitik og herigennem medvirke til at udvikle det lokale demokrati.

Følgende mål skal opfyldes gennem Agenda 21 centrenes aktiviteter og/eller økonomisk støtte til lokale projekter:

  • Arbejde opsøgende i bydelen i forhold til borgere, organisationer, virksomheder og institutioner.
  • Iværksætte aktiviteter, der gør det lettere for borgerne at handle miljøbevidst i hverdagen.
  • Samarbejde med eksisterende netværk i boligorganisationer, foreninger, erhvervsliv, skoler og institutioner samt støtte dannelsen af nye netværk.
  • Skabe interesse og dialog lokalt om væsentlige miljøspørgsmål.
  • Informere og rådgive borgere i bydelen om ressourcebesparelser og andre forhold af betydning for en bæredygtig udvikling.
  • Være med til at skabe netværk mellem centrene, kommunen og forsyningsvirksomhederne, der skal sikre sammenhæng mellem lokale aktiviteter og det kommunale miljøarbejde.

I bilag 1 beskrives de enkelte forslag, og Miljø- og Forsyningsforvaltningen har på baggrund af vurderingskriterierne vurderet forslagenes styrker og svagheder.

Miljøkontrollen har desuden afholdt møder med alle ansøgergrupperne med henblik på at få uddybende oplysninger og afklaret eventuelle tvivlsspørgsmål. Der er ved disse møder fremkommet en række væsentlige oplysninger, som også indgår som grundlag for beskrivelsen af forslagene i bilag 1.

En gennemgang af ansøgningerne har vist, at de indkomne forslag til Agenda 21 centre fordeler sig på tre grupper med en række fællestræk:

Gruppe 1: Agenda 21 centre, hvor der er mange års erfaring med lokalt miljøarbejde, Gruppe 2: Agenda 21 centre, hvor der er gamle kvarterløft og

Gruppe 3: Agenda 21 centre, hvor nye tiltag er sat i gang enten i forhold til nye kvarterløft, byudvikling eller forsøg med lokaldemokratisk udvikling.

Gruppe 1: Bydele med mange års erfaring med lokalt miljøarbejde

Forslagene fra Christianshavn, Indre Nørrebro, Sundbyøster, Islands Brygge og Vesterbro er karakteriseret ved, at de bygger på mange års erfaring med lokalt miljøarbejde. Det afspejler sig blandt andet i, at de valgte indsatsområder er at iværksætte eller fortsætte allerede igangsatte konkrete miljøprojekter. Der er rettet mindre fokus mod den procesorienterede indsats, der skal skabe dialog lokalt eller mellem det lokale og det kommunale niveau og sikre yderligere udvikling af det lokale demokrati. I tre af forslagene står et bredt allerede organiseret miljøsamarbejde bag ansøgningerne og bestyrelserne foreslås sammensat med udgangspunkt i dette eksisterende samarbejde. I Sundbyøster er der i forbindelse med ansøgningen indgået et nyt samarbejde mellem Holmbladsgadekvarteret og Sundby.

Gruppe 2: Bydele med gamle kvarterløft

Kongens Enghave, Bispebjerg og Sundbyøster har alle gamle kvarterløft i forankringsfasen. Fælles for disse er, at der i forbindelse med kvarterløft er etableret Agenda 21 grupper og tilknyttet grønne guider, som har igangsat miljøarbejde, som nu skal forankres i forbindelse med den generelle forankring af kvarterløftprojekterne. Kvarterløft-projekternes styregrupper er med blandt forslagsstillerne og for to af bydelenes vedkommende også med i bestyrelsen. Fælles for forslagene til bestyrelsessammensætning er, at bestyrelsesmedlemmerne repræsenterer et meget stort bagland. Forslagene er til gengæld meget forskellige, når det drejer sig om indsatsområder. Bispebjergs forslag er meget procesorienteret, Kongens Enghave har fokus på både proces og miljøprojekter, mens Sundbyøster fokuserer mest på konkrete miljøprojekter. Forslaget fra Sundbyøster h&osla sh;rer med i både gruppe 1 og 2.

Gruppe 3: Bydele med nye lokale tiltag

Ansøgninger fra Ydre Nørrebro, Bispebjerg og Valby har det til fælles, at der alle fire steder skal sættes nye initiativer i gang. I den proces kan Agenda 21 centeret være med til at sikre, at der kommer fokus på det lokale miljøarbejde. Ydre Nørrebro og Bispebjerg rummer kvarterløftprojekter i startfasen. I Valby er igangsat et lokaldemokratisk udviklingsforsøg. Fælles for disse ansøgninger er, at der i forbindelse med forslaget til Agenda 21 center er igangsat eller lagt op til nyt samarbejde i bydelen (dette gælder som ovenfor nævnt også Sundbyøster). Desuden er det et fællestræk, at der ved valg af indsatsområder er fokus på de procesrelaterede mål med Agenda 21 centrene: involvering af borgere, dialog og samarbejde med kommunen. Bispebjerg er på grund af bydelens to kvarterløftprojekter i hhv. start- og forankringsfasen repræsenteret i både gruppe 2 og 3.

Forslag til Agenda 21 centre der dækker mere end een bydel

Der er desuden tre af forslagene, hvor der i ansøgningerne lægges op til, at Agenda 21 centret også skal lægge ressourcer i nabobydelene. Det gælder ansøgningerne fra Indre Nørrebro, Bispebjerg og Ydre Nørrebro. Et Agenda 21 center på Indre Nørrebro skal støtte Agenda 21 arbejdet i nabobydelen Indre Østerbro, et Agenda 21 center på Ydre Nørrebro vil gerne støtte Bispebjerg, og Bispebjerg vil omvendt støtte Ydre Nørrebro, hvis der ikke placeres et center her eller støtte alle nabobydelene.

Ved at tage udgangspunkt i ovenfor nævnte grupperinger ved vurdering af forslagene til Agenda 21 centre kan det sikres, at der placeres Agenda 21 centre i bydele med forskellige forudsætninger for og indgangsvinkler til at forankre det lokale miljøarbejde.

Nedenstående skema giver et billede af, hvordan de enkelte forslag fordeler sig på de nævnte grupper. Stjernemarkeringen (*) illustrerer, at der i forslaget fra denne bydel lægges op til, at Agenda 21 centeret også støtter Agenda 21 arbejdet i en nabobydel:

   

Gruppe 1

Bydele med mange års erfaring med lokalt miljøarbejde

Christianshavn

Indre Nørrebro*

Sundbyøster

Vestamager (Islands Brygge)

Vesterbro,

Gruppe 2

Bydele med gamle kvarterløft

Bispebjerg*

Kongens Enghave

Sundbyøster

Gruppe 3

Bydele med nye lokale tiltag

Bispebjerg*

Valby

Ydre Nørrebro*

Vurdering af forslagene til Agenda 21 centre

Miljø- og Forsyningsforvaltningen har med henblik på at finde de bedst kvalificerede gennemgået de indkomne forslag i forhold til de fastlagte vurderingskriterier. Denne gennemgang fremgår af bilag 1, hvor de indkomne forslag er beskrevet og vurderet, og det enkelte forslags styrker og svagheder er ridset op. Disse vurderinger har sammen med ønsket om at opnå en hensigtsmæssig geografisk spredning og få repræsenteret så forskellige typer af Agenda 21 centre som muligt jf. ovenfor beskrevne grupperinger været afgørende for Miljø- og Forsyningsforvaltningens forslag til placering af Agenda 21 centre.

Samlet set opfylder ni ud af de elleve indkomne forslag til Agenda 21 centrene i vid udstrækning de opstillede formål og mål for Agenda 21 centre i København. Ansøgningerne afspejler, at der i bydelene er gjort et stort stykke arbejde og involveret mange parter i udarbejdelsen af forslagene. Det betyder, at det er vanskeligt entydigt at udpege de bedste placeringer, og det viser, at der er langt flere muligheder for at etablere Agenda 21 centre i København med bred lokal tilslutning, end den økonomiske ramme på 4,5 mio. kr. tillader.

Budgetterne for centrene er stort set alle omkring 1,5 mio. kr. (1,3-1,8 mio. kr.). Christianshavn har på grund af store udgifter til istandsættelse af de kommende lokaler et noget større budget (2,2 mio. kr.), men forslagsstillerne har oplyst, at der er mulighed for at reducere etableringsomkostningerne. De endelige budgetter forventes fastlagt, når bestyrelserne for de kommende Agenda 21 centre er nedsat. Af bilag 2 fremgår en oversigt over Agenda 21 centrenes budgetter.

Resultatet af Miljø- og Forsyningsforvaltningens vurdering af de indkomne forslag er, at det foreslås, at der arbejdes videre med at etablere Agenda 21 centre i:

  • Sundbyøster, som en bydel med mange års erfaringer med lokalt miljøarbejde.
  • Bispebjerg, som en bydel med et kvarterløftprojekt i forankringsfasen og hvor det foreslås, at Agenda 21 centret også skal støtte Agenda 21 arbejdet på Ydre Nørrebro.
  • Valby, hvor nye tiltag er sat i gang i forbindelse med et lokaldemokratisk udviklingsforsøg.

Forslaget fremsættes ud fra en vurdering af hvilke ansøgninger, der inden for hver gruppe bedst lever op til vurderingskriterierne.

Sundbyøster

Sundbyøster er en bydel, som har tradition for lokalt miljøarbejde. Specielt i Holmbladsgadekvarteret foranlediget af det tætte naboskab mellem boliger og fabrikker. Sundbyøster rummer også et af de gamle kvarterløftprojekter, der skal afsluttes med udgangen af 2003. I Sundbyøster er der ansat to grønne guider, der er dannet en lokal Agenda 21 gruppe og igangsat en række succesfulde miljøprojekter om blandt andet økologisk mad, miljøinformation på fremmedsprog samt samarbejde med bydelens virksomheder om miljø. Det foreslås i ansøgningen, at Agenda 21 centeret skal arbejde videre med disse projekter suppleret med en række miljøprojekter, der tager udgangspunkt i lokale forhold i bydelen. Der er i budgetforslaget afsat mange ressourcer til aktiviteter og projekter, hvilket afspejler, at der i forslaget er fokus på, at de økonomiske midler skal skabe miljøprojekter u de i bydelen.

Forslaget til Agenda 21 center er formuleret i et samarbejde mellem bydelens to grønne guider, deres styregrupper (heraf er den ene kvarterløftsekretariatet), Sundby Lokalråd og Amager Erhvervsråd.

Bestyrelsen foreslås sammensat af Lokalrådet og Amager Erhvervsråd, som to organisationer, der dækker hele bydelen, et medlem fra Miljø- og Forsyningsudvalget og to repræsentanter fra en Agendaforening, der oprettes til formålet og består af interesserede aktører i bydelen. Med denne bestyrelsessammensætning er det forsøgt at sikre, at bestyrelsen vil repræsentere hele bydelen Sundbyøster, som er en nydefineret bydel i kommuneplansammenhæng. 22 borgergrupper, miljøorganisationer, kultur- og idrætsforeninger, boligforeninger, lokale offentlige institutioner og erhvervsorganisationer har vist interesse for at indgå i en ny Agendaforening, og der synes således at være sikret en bred opbakning.

Det vil i forhold til de juridiske krav ved etablering af en fond, fondsbestyrelse mv. være enkelt at etablere den foreslåede model. Da der fra forslagsstillerne er ønske om, at foreningen skal kunne holde mere end et møde, før bestyrelsesrepræsentanterne vælges, kan der gå et par måneder, før bestyrelsen er etableret.

Med placering i Kvartershuset i Holmbladsgadekvarteret sikres en central placering sammen med oplagte samarbejdsparter: biblioteket, kvarterløftsekretariatet, Ungdomsskolen, Sund by m.fl. i et område, hvor folk fra hele bydelen færdes i forvejen.

Miljø- og Forsyningsforvaltningen vurderer, at et Agenda 21 center i Sundbyøster kan medvirke til at støtte et allerede etableret lokalt miljøarbejde og videreudviklingen af et positivt samarbejde med både borgere og virksomheder i bydelen. Organisationsmodellen med en lille bestyrelse med et stort bagland og en nydannet Agendaforening som sparringspartner er et spændende forsøg på at sikre den lokale forankring af miljøarbejdet i hele bydelen.

Bispebjerg

Bispebjerg rummer både et gammelt kvarterløftprojekt Femkanten og et nyt kvarterløft Nord Vest. Der er i forbindelse med det gamle kvarterløftprojekt ansat en grøn guide og dannet en lokal agendagruppe. Bag ansøgningen står et bredt samarbejde bestående af: Agenda foreningen Nordvest, styregruppe/bestyrelse for de to kvarterløft, styregruppen for Grøn Guide (FSB og DN), Bispebjerg Lokalråd og DN's lokalkomité. Bestyrelsen foreslås sammensat af repræsentanter fra forslagsstillerne suppleret med repræsentanter fra Handelsforeningen, grundejerforeninger og boligforeninger. Denne store bestyrelse sikrer en bred repræsentation. En stor del af forarbejdet til etablering af bestyrelsen er gjort, og der er lagt en køreplan for nedsættelse af bestyrelsen, hvis der peges på Bispebjerg ved placering af Agenda 21 centrene.

Indsatsområderne afspejler stor fokus på dialog og involvering af bydelens borgere og virksomheder bredt set, ligesom der er lagt vægt på at der etableres et godt samarbejde med kommunen. Der er ikke fokuseret på konkrete miljøprojekter. Disse forventes fastlagt i samarbejde med borgere, institutioner, foreninger og virksomheder i bydelen.

Agenda 21 centret foreslås placeret i Kvarterhuset Nord Vest eller Lygten stationsbygning. Begge steder er der oplagte samarbejdsparter (kvarterløftsekretariater, lokale organisationer, foreninger mv.)

I ansøgningen foreslås det, at centeret ud over at dække Bispebjerg kan have tilknyttet en medarbejder, som igangsætter Agenda 21 aktiviteter i nabobydelen Ydre Nørrebro. Der er på nuværende tidspunkt etableret et tæt samarbejde mellem de to nye kvarterløftprojekter i de to bydele. Og forslagsstillerne fra de to bydele har været enige om at foreslå en satellitmodel med støtte til den anden bydel, så et Agenda 21 center i en af bydelene på den måde vil kunne støtte det eksisterende samarbejde.

Forslaget fra Ydre Nørrebro har på en lang række punkter samme styrker som forslaget fra Bispebjerg. Forskellen er, at bydelen Ydre Nørrebro ikke har det samme erfaringsgrundlag som Bispebjerg. Ydre Nørrebro har ikke mange års erfaring med lokalt miljøarbejde i bydelen. Der er imidlertid dannet en aktiv borgergruppe i forbindelse med det nye kvarterløftprojekt.

Det er Miljø- og Forsyningsforvaltningens vurdering, at forslaget til et Agenda 21 center i Bispebjerg på alle måder opfylder de fastlagte formål og mål med Agenda 21 centre i København, og at der i ansøgningen er formuleret mange spændende ideer til, hvordan borgere og virksomheder kan involveres i det lokale miljøarbejde og hvordan der kan skabes sammenhæng mellem det lokale og det kommunale miljøarbejde. Agenda 21 centeret vil kunne drage nytte af erfaringerne med miljøprojekter i det gamle kvarterløftprojekt og styrke det lokale miljøarbejde i forbindelse med det nye kvarterløft. Miljø- og Forsyningsforvaltningen foreslår, at der arbejdes for at etablere en satellit til Agenda 21 centeret i Bispebjerg på Ydre Nørrebro, så Agenda 21 arbejdet på Ydre Nørrebro og samarbejdet mellem de to bydele styrkes. Denne organisationsmodel med et Agenda 21 center som udgangsp unkt for Agenda 21 aktiviteter i en nabobydel kan give interessante erfaringer i forhold til den videre udvikling af Agenda 21 centre i København. Det kræver imidlertid, at der indgås en aftale mellem de to bydele om organisering, økonomi mv. Det kan overvejes at tildele Ydre Nørrebro en plads i Agenda 21 centerets bestyrelse.

Valby

I Valby er der efter forsøget med bydelsråd igangsat et lokaldemokratisk udviklingsprojekt. I den forbindelse er der nedsat et Lokaludvalg bestående af en repræsentant fra hvert politisk parti samt lokale interessegrupper med observatørstatus. Valby Lokaludvalg står bag ansøgningen om et Agenda 21 center, men ansøgningen er udarbejdet i samarbejde med blandt andet den grønne guide og Agenda 21 netværket "Et grønt Valby". Der foreslås en bredt sammensat bestyrelse bestående af repræsentanter fra Lokaludvalget, en boligforening, grundejerforening, kulturrådet, bibliotek, skole, erhvervsliv og udover en repræsentant fra Miljø- og Forsyningsudvalget også en repræsentant fra Miljø- og Forsyningsforvaltningen for blandt andet herigennem at opnå et godt samarbejde mellem Agenda 21 centeret og kommunen. Det fremgår ikke af ansøgningen, hvordan bestyrelsen konkret udpeges. Det skal endvidere afklares, hvem der skal være stiftere af fonden for den selvejende institution. Sekretariatet for Demokrati- og Serviceudvikling i Økonomiforvaltningen, som betjener Valby Lokaludvalg, er af den opfattelse, at Lokaludvalget kan have plads i bestyrelsen for et Agenda 21 center, men ikke kan deltage aktivt i stiftelsen af en fond.

Herudover er det ideen, at der skal knyttes et interesseforum til centret, som skal være åbent for alle og give mulighed for at følge Agenda 21 centerets arbejde og fungere som ideudvekslingsværksted for centret. Otte forskellige parter har tilkendegivet, at de er interesserede i at samarbejde med et kommende Agenda 21 center. Udover den grønne guide og Agenda 21 netværket er det GOF (Generelt Oplysningsforbund), som også har sendt en ansøgning om etablering af et Agenda 21 center i Valby, Kulturrådet, Lokalhistorisk Selskab og Arkiv, Valby Grundejerforening, biblioteket og Valby Solcellegruppe.

Ved valg af indsatsområder er der lagt vægt på både udvikling af det lokale demokrati og konkrete miljøprojekter, der er rettet mod borgere, institutioner og erhvervsliv i bydelen. Valby Lokaludvalg har særlige opgaver i forbindelse med bydelsplanlægningen, og ser, at Agenda 21 centeret kan være med til at skabe samspil og helhed i forhold hertil.

Der er ikke på nuværende tidspunkt forslag til, hvor Agenda 21 centeret skal placeres, men det ønskes, at Agenda 21 centeret placeres centralt på Valby Langgade i nærheden af bibliotek, Tingstedet m.fl., så der er god tilgængelighed for borgere, erhvervsliv og kulturliv.

Det er Miljø- og Forsyningsforvaltningens vurdering, at et Agenda 21 center i Valby kan medvirke til at styrke det lokaldemokratiske udviklingsforsøg, der er sat i gang i Valby, hvor der skal sikres sammenhæng og koordinering af lokale aktiviteter gennem dialog med bydelens borgere, herunder skal der udarbejdes en bydelsplan for Valby. Et Agenda 21 center kan være med til at sikre fokus på det lokale miljøarbejde i den sammenhæng og bygge videre på de igangsatte aktiviteter, der skal sikre et godt samarbejde i bydelen og mellem bydelen og kommunen.

Der skal ske en høring af Valby Lokaludvalg i forbindelse med beslutning i sager, der er af særlig betydning for bydelen i forhold til den fysiske planlægning. Såfremt Miljø- og Forsyningsudvalget godkender, at der arbejdes videre med etablering af et Agenda 21 center i Valby, vil Valby Lokaludvalg blive hørt i forbindelse med Miljø- og Forsyningsudvalgets endelige godkendelse af vedtægter og driftsaftaler for Agenda 21 centrene.

Det videre forløb

Når Miljø- og Forsyningsudvalget og Borgerrepræsentationen har besluttet, hvor Agenda 21 centrene ønskes placeret, vil Miljø- og Forsyningsforvaltningen sammen med forslagsstillerne fastlægge proceduren i forbindelse med oprettelsen af Agenda 21 centeret og udarbejde endeligt forslag til vedtægter for centeret, herunder få fastlagt:

  • Stiftelse af fonden (den selvejende institution)
  • Udpegningsberettigede organisationer i forhold til bestyrelsen
  • Proceduren i forbindelse med valg af repræsentanter

Når bestyrelserne er sammensat, vil Miljø- og Forsyningsforvaltningen i samarbejde med disse fastlægge et endeligt budget og indsatsområder, der opfylder alle mål for Agenda 21 centrene, som skal indgå i den endelige driftsaftale for 2003. Udkast til driftsaftaler vil blive sendt i høring hos berørte samarbejdsparter. Det forventes, at Miljø- og Forsyningsforvaltningen kan fremlægge endeligt forslag til vedtægter og driftsaftale for hvert Agenda 21 center til Miljø- og Forsyningsudvalgets godkendelse i starten af 2003.

MILJØVURDERING

Formålet med Agenda 21 centrene er at støtte og udvikle det lokale miljøarbejde og demokrati ved at inspirere og engagere lokale borgere, virksomheder etc. til aktivt at deltage i helhedsorienterede miljøprojekter. Det forventes derfor, at etableringen af Agenda 21 centre vil have en positiv miljøeffekt, fordi centrene kan medvirke til, at borgere, virksomheder m.v. handler mere miljøbevidst. Herudover iværksættes en række lokale projekter, som kan have indvirkning på miljøet. Da de lokale projekter vil have samme overordnede formål som centrene, forventes miljøeffekten at være positiv.

 

ØKONOMI

I forbindelse med vedtagelsen af budgettet for 2003 blev der overført 4,5 mio. kr. fra Puljen til bl.a. Agenda 21 til en driftsbevilling under Miljøkontrollen.

De ansøgte beløb for de tre forslag til Agenda 21 centre andrager tilsammen 4,998 mio. kr. Da de samlede udgifter skal holdes indenfor den fastlagte ramme foreslås det, at 4,5 mio. kr. fordeles således:

Sundbyøster

1.350.000 kr.

Bispebjerg

1.350.000 kr.

Valby

1.350.000 kr.

Satellit på Ydre Nørrebro

450.000 kr.

I alt

4.500.000 kr.

Centrene skal indenfor den økonomiske ramme dække udgifter til løn, husleje, drift- og projektmidler.

Ved stiftelsen af den selvejende institution skal der indskydes et beløb på 100.000 kr. som bunden kapital. Af denne bundne kapital kan der anvendes op til 15% årligt i overensstemmelse med den selvejende institutions formål indtil den bundne kapital er nedbragt til 50.000,- kr. Det samlede beløb på 300.000,- kr. indgår i ovennævnte budgetramme.

I forbindelse med oprettelsen af Agenda 21 centrene er behovet for deponering som følge af indgåelse af lejemål blevet drøftet med Økonomiforvaltningen. Da centrene oprettes som et 3-årigt forsøg, overstiger den kapitaliserede lejeværdi ikke Økonomiudvalgets grænse for, hvornår der skal foretages deponering. Ligeledes taler centrenes karakter som midlertidige imod, at der skal foretages deponering. Besluttes det ved forsøgets udløb at gøre centrene permanente, vil der på dette tidspunkt skulle ske deponering, såfremt reglerne i øvrigt kræver dette.

 

HØRING

Der er ikke foretaget høring.

 

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen bemærkninger.

 

BILAG

Bilag 1: Beskrivelse og vurdering af indkomne forslag til Agenda 21 centre:

  • Agenda 21 center på Bispebjerg
  • Agenda 21 center på Christianshavn
  • Agenda 21 center på Indre Nørrebro
  • Agenda 21 center på Indre Østerbro i 2005
  • Agenda 21 center i Kongens Enghave
  • Agenda 21 center Nørrebro Radio
  • Agenda 21 center i Sundbyøster
  • Agenda 21 center i Valby (Lokaludvalget)
  • Agenda 21 center i Valby (GOF)
  • Agenda 21 center på Vestamager (Islands Brygge)
  • Agenda 21 center på Vesterbro
  • Agenda 21 center på Ydre Nørrebro

Bilag 2: Oversigt over Agenda 21 centrenes budget

Ansøgningerne vil være fremlagt på mødet i Miljø- og Forsyningsudvalget.

 

Peter Elsman

/ Hjalte Aaberg

Til top