Mødedato: 17.09.2002, kl. 15:00

Udtræden af DBC Medier A/S (Kultur- og Fritidsudvalget)

Udtræden af DBC Medier A/S (Kultur- og Fritidsudvalget)

for mødet «MDAT» kl

Økonomiudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde tirsdag den 17. september 2002

 

 

J.nr. ØU 231/2002

 

7. Udtræden af DBC Medier A/S (Kultur- og Fritidsudvalget)

 

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget anbefaler Økonomiudvalget

at Borgerrepræsentationen tiltræder, at Københavns Kommune udtræder som aktionær af DBC Medier A/S og afhænder aktierne efter bestemmelserne i aktionæroverenskomsten

at Kultur- og Fritidsforvaltningen i samarbejde med Økonomiforvaltningen bemyndiges til at afslutte de nødvendige forhandlinger med de øvrige aktionærer om vilkår mv.

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 29. august 2002

Bjarne Fey deltog ikke behandlingen af punktet på grund af inhabilitet.

Indstillingen blev tiltrådt.

 

Økonomiforvaltningen indstiller,

at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form.

 

 

RESUME

Københavns Kommune har siden selskabets oprettelse i 1993 ejet 13% af aktiekapitalen i DBC Medier A/S ( i dag 0,39 mio. kr.). De øvrige aktionærer er Kommunernes Landsforening (KL) med 54% og Gyldendal med 33%.

Med DBC Medier A/S' overtagelse af Indbindingscentralen øges den erhvervsmæssige virksomhed i DBC Medier A/S i en sådan grad, at forvaltningen indstiller, at Københavns Kommune udtræder af selskabet.

Efter aktionæroverenskomsten har de to øvrige aktionærer forkøbsret til kommunens aktier.

SAGSBESKRIVELSE

Historik

Efter Bibliotekscentralens konkurs i 1991 stiftede KL, Gyldendal og Købehavns Kommune i fællesskab et nyt biblioteksselskab, Dansk BiblioteksCenter A/S (DBC A/S) til videreførelse af Bibliotekscentralens aktiviteter.

Pr. 1. januar 1994 indtrådte staten ved Kulturministeriet som aktionær i DBC A/S, idet DANBIB organisatorisk blev placeret i selskabet, som også overtog hovedparten af virksomheden i Forskningsbibliotekernes Edb-kontor.

Da staten ikke ønskede at deltage i egentlig erhvervsmæssig virksomhed, blev den hidtidige virksomhed med forhandling af biblioteksmateriel og biblioteksmaterialer (videogrammer, cd'ere etc.) udskilt i et nyetableret selskab, DBC Medier A/S, ejet af DBC A/S's hidtidige aktionærkreds.

DBC A/S og DBC Medier A/S er således to selvstændige selskaber med hver sin ejerkreds.

Københavns Kommunes økonomiske engagement i DBC A/S og DBC Medier A/S

Kommunen indskød for 1 mio. kr. aktiekapital ved stiftelsen af DBC A/S i 1991 og yderligere 130.000 kr. i DBC Medier A/S ved udskillelsen i 1993.

Pr. 1. januar 2001 – i forbindelse med køb af bibliotekssystemet Mikromaster, jf. nedenfor – blev kommunens aktiekapital i DBC A/S nedsat til 600.000 kr., og der blev udloddet 400.000 kr. til kurs 400, i alt 1,6 mio. kr. Samtidig blev kommunens aktiekapital i DBC Medier A/S forøget med 260.000 kr. til 390.000 kr. Forøgelsen skete til kurs 500, dvs. der i alt yderligere blev indbetalt 1,3 mio. til DBC Medier A/S, hvilket beløb blev taget af udlodningen på 1,6 mio. kr. fra DBC A/S. Transaktionen gav således kommunen en nettoindtægt på 300.000 kr.

I 2000 købte DBC Medier A/S bibliotekssystemet Mikromaster af Kommunedata. Ved sagens forelæggelse i Borgerrepræsentationen den 25. januar 2001(BR 29/01) indeholdt indstillingen følgende bemærkning: "at den stigende kommercielle virksomhed i DBC-medier – aktualiseret ved købet af mikromastersystemet - medfører, at Købehavns Kommune vil følge denne udvikling nøje med henblik på det fortsatte engagement i DBC-medier."

Overtagelse af Indbindingscentralen

Efter beslutning i bestyrelsen for DBC Medier A/S er der nu truffet aftale om at DBC Medier A/S pr. 20. august 2002 overtager samtlige aktiviteter i Indbindingscentralen.

Indbindingscentralen er en selvejende institution (erhvervsdrivende fond), der leverer indbundne bøger til bibliotekerne i konkurrence med private bogbinderier.

Forvaltningens vurdering

Forvaltningen finder, at de samlede erhvervsmæssige aktiviteter i DBC Medier A/S efter overtagelse af Indbindingscentralen har et sådant omfang, at Københavns Kommune bør udtræde som aktionær.

Københavns Kommune har ingen selvstændig interesse i at være aktionær i DBC Medier A/S, og al samhandel med selskabet sker på normale forretningsmæssige vilkår. DBC Medier A/S leverer efter et EU-udbud videogrammer, CD'ere, CD-ROM mv. til Københavns Kommune, mens kommunen ikke benytter Indbindingscentralen som leverandør.

De øvrige aktionærer og selskabets direktion er orienteret om forvaltningens indstilling, og iflg. aktionæroverenskomsten har KL og Gyldendal forkøbsret til Københavns Kommunes aktiepost på 0,39 mio. kr. De nærmere vilkår for kommunens udtræden m.v. vil bero på en forhandling mellem parterne.

Kommunen kan i den forbindelse iht. aktionæroverenskomsten begære, at selskabets revisor giver en vurdering af aktierne med udgangspunkt i selskabets indre værdi.

Det skal understreges, at denne indstilling ikke har indflydelse på Københavns Kommunes fortsatte engagement som aktionær i DBC A/S.

Det kan ikke udelukkes, at der som følge af DBC Medier A/S's køb af Indbindingscentralen vil blive foreslået ændringer i den samlede selskabsstruktur og dermed også for DBC A/S. I givet fald vil sådanne ændringer blive forelagt særskilt.

MILJØVURDERING

Indstillingen har ingen miljømæssige konsekvenser.

ØKONOMI

Det indstilles, at Kultur- og Fritidsforvaltningen i samarbejde med Økonomiforvaltningen bemyndiges til at afslutte de nødvendige forhandlinger med de øvrige aktionærer om vilkår mv.

Provenuet ved en aktieoverdragelse tilfalder kassen, konto 8.03.5.

BILAG

Ingen

Olga Brüniche-Olsen

/Jan Østergaard Bertelsen

Til top