Mødedato: 17.08.2021, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Mulighed for brug af skatteramme relateret til udligningsreformen

Københavns Kommune tabte på udligningsreformen og har derfor mulighed for at hæve indkomstskatten svarende til den årlige indfasning af tabet uden sanktion. Københavns Kommunes ramme til skatteforhøjelse i 2022 udgør dermed 127 mio. kr. Fristen for tilkendegivelse af ønske om brug af skatteramme er den 19. august 2021.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at Økonomiudvalget drøfter og beslutter, hvorvidt Københavns Kommune over for Indenrigs- og Boligministeriet skal tilkendegive, at kommunen ønsker at gøre brug af skatterammen på 124 mio. kr. svarende til en forhøjelse af indkomstskatten med 0,1 pct. point til 23,9 pct. i budget 2022,
  2. at Økonomiudvalget, hvis Økonomiudvalget beslutter at gøre brug af skatterammen, drøfter og beslutter, hvorvidt Økonomiforvaltningen skal indarbejde en forhøjelse af indkomstskatten med 0,1 pct. point svarende til 124 mio. kr. i budgetforslaget for 2022.

Problemstilling

Kommuner med tab i udligningsreformen har mulighed for at forhøje udskrivningsprocenten for indkomstskatten med et nettoprovenu svarende til tabet i udligningsreformen. Forhøjelse af udskrivningsprocenten sker uden risiko for modregning i tilfælde af en samlet skatteforhøjelse som følge af skatterammerne fra udligningsreformen. De individuelle rammer til forhøjelser for perioden 2021-2025 følger de årligt indfasede tab i udligningsreformen.

Ønsker de aktuelle kommuner at forhøje indkomstskatten for det kommende budgetår svarende til det indfasede tab i 2022, skal kommunen give besked herom til Indenrigs- og Boligministeriet senest den 19. august 2021.

Løsning

Københavns Kommunes tab på udligningsreformen udgør i alt 466 mio. kr. Tabet indfases med 127 mio. kr. årligt i 2021-2023 og 86 mio. kr. i 2024.

Udskrivningsprocenten for indkomstskatten kan fastsættes med to decimaler. Københavns Kommunes udskrivningsprocent for indkomstskatten udgør i 2021 23,8 pct. I Københavns Kommune giver rammen i 2022 mulighed for en skattestigning på maksimalt 0,1 procentpoint, hvilket medfører et merprovenu på 124 mio. kr. i 2022. Den mindst mulige stigning i indkomstskatten er på 0,01 procentpoint, hvilket medfører et merprovenu på 12,4 mio. kr. i 2022.

Aftalen om udligningsreformen betyder, at Københavns Kommune har mulighed for at gøre brug af skatteramme på hhv. 127 mio. kr. i 2023 og 86 mio. kr. i 2024. til en skattestigning, hvilket eventuelt besluttes i forbindelse med henholdsvis budget 2023 og budget 2024.

En stigning i udskrivningsprocenten for indkomstskatten medfører højere indtægter, men har ikke betydning for fastsættelsen af Københavns Kommunens service- og anlægsmåltal.

I budgetforslaget for 2021 var det finansielle råderum til budgetforhandlingerne 3,8 mia. kr. I budgetforslaget for 2022 forventes på nuværende tidspunkt et finansielt råderum i samme størrelsesorden.

På baggrund af dialog med Indenrigs- og Boligministeriet om reglerne, er det Økonomiforvaltningens forståelse, at København Kommune ikke er bundet af en evt. tilkendegivelse om brug af skatterammen i budget 2022. Indenrigs- og Boligministeriet opgør på baggrund af tilkendegivelserne om skatteforhøjelse en modsvarende ramme for kommunernes mulighed for at reducere skatten med tilskud, så en evt. tilkendegivelse fra Københavns Kommune kan få betydning for de øvrige kommuners skattefastsættelse. Økonomiforvaltningen vurderer, at der er en risiko for, at en skattestigning i Københavns Kommunes budgetaftale uden forudgående indmelding til Indenrigs- og Boligministeriet senest den 19. august 2021 vil være omfattet af en evt. skattesanktion, hvis der ikke sker en tilsvarende skattereduktion på landsplan udenfor ordningen til skattestigning og -reduktion vedr. udligningsreformen.

Økonomi

Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Hvis Økonomiudvalget beslutter at gøre brug af skatterammen på 124 mio. kr., svarende til en stigning i indkomstskatten på 0,1 pct. point vil Økonomiforvaltningen tilkendegive dette overfor Indenrigs- og Boligministeriet.

Såfremt Økonomiudvalget beslutter at gøre brug af skatterammen på 0,1 pct., og Økonomiudvalget beslutter, at en stigning i indkomstskatten skal indarbejdes i budgetforslaget for 2022, vil Økonomiforvaltningen udarbejde et forslag for budget 2022, hvor indkomstskatten er 23,9 pct.

Økonomiudvalget forelægges forslag til budget 2022 den 25. august 2022. I forbindelse med vedtagelsen af budget 2022 i Borgerrepræsentationen fastsættes den endelige udskrivningsprocent for indkomstskatten.

 

Søren Hartmann Hede / Mads Grønvall 

 

Beslutning

Dagsordenspunkt 2: Mulighed for brug af skatteramme relateret til udligningsreformen (2021-0254698)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 17. august 2021

Indstillingen blev drøftet og herudover besluttede et enigt Økonomiudvalg, at der ikke skal gives en tilkendegivelse over for Indenrigs- og Boligministeriet, om at kommunen ønsker at gøre brug af skatterammen.

 

Indstillingens 2. at-punkt bortfaldt herefter som konsekvens af Økonomiudvalgets beslutning i 1. at-punkt.

 

Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

”Vi vil gerne se på, om den stigende likviditet i København kan bruges på at nedsætte grundskylden, så det bliver billigere at bo og leve i København.”

Til top