Mødedato: 17.06.2014, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Indsats mod højreekstremistisk vold og hærværk i Sydhavnen

Se alle bilag

Økonomiudvalget skal drøfte statusnotat vedr. situationen i Sydhavnen med højreekstremisme samt tage stilling til håndtering af denne.

Økonomiudvalget behandlede den 13. maj 2014 indstilling om ’Medlemsforslag om indsatsen mod højreekstremistisk vold og hærværk i Sydhavnen (2014-0088778)’.

Indstilling og beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,
  1. at Økonomiudvalget, med udgangspunkt i statusnotat om den aktuelle problemstilling (bilag 1), drøfter situationen med ekstremistisk vold og hærværk i Sydhavnen,
  2. at Økonomiudvalget tager de initiativer, der er beskrevet i indstillingen som løsning på den aktuelle situation i Sydhavnen, til efterretning.

Problemstilling

Økonomiudvalget har på sit møde den 13. maj 2014 vedtaget at bede Økonomiforvaltningen om at udarbejde et statusnotat om den aktuelle problemstilling vedrørende højreekstremisme i Sydhavnen samt håndtering af denne. Statusnotatet og anbefalinger til håndtering skal basere sig på oplysninger fra Københavns Politi, VINK (Københavns Kommunes viden- og rådgivningsenhed for forebyggelse af radikalisering) samt SydhavnsCompagniet.

Baggrunden for Økonomiudvalgets beslutning er et medlemsforslag fra Enhedslisten, hvori det fremgår, at den frivillige, sociale organisation SydhavnsCompagniet i sin årsberetning beskriver en eskalering af problemstillingen med nationalsocialistiske aktivister fra ”Danmarks Nationale Front”, der ifølge SydhavnsCompagniet anvender Sydhavnen - og i særdeleshed Mozarts Plads som afsæt for deres aktiviteter.

På baggrund af Økonomiudvalgets beslutning har Økonomiforvaltningen indhentet vurderinger af den aktuelle situation fra Københavns Politi, VINK, SydhavnsCompagniet, SSP København samt Socialforvaltningens hjemløseenhed. Økonomiforvaltningen har på den baggrund udarbejdet vedlagte statusnotat (bilag 1), der redegør for de relevante myndigheders og aktørers vurdering af problemstillingen.

Løsning

Baseret på de relevante aktørers og myndigheders vurdering af den aktuelle situation (se bilag 1), er det samlet set Økonomiforvaltningens vurdering, at der på nuværende tidspunkt, ikke er grundlag for at antage, at højreekstremistiske miljøer er i færd med at gennemføre en succesfuld radikalisering og rekruttering med udgangspunkt i Sydhavnen. Ej heller er der, på nuværende tidspunkt, belæg for at antage, at højreekstremistiske grupperinger anvender Sydhavnen som systematisk afsæt for deres aktiviteter i København. Denne vurdering deles af Københavns Politi, der i vedlagte brev (bilag 2) vurderer, at politiske motiver kan ligge bag enkelte kriminelle forhold begået i Sydhavnen, men det er samtidig Københavns Politis opfattelse, at den anmeldte kriminalitet i området omkring Mozarts Plads i Københavns Sydhavn ikke umiddelbart udgør en alvorlig trussel for lokalsamfundet.

De højreekstremistiske miljøer i København er, efter de indhentede oplysninger, meget få i antal og særdeles fragmenterede. Der er, efter kommunens oplysninger, ikke registreret forsøg på rekruttering blandt unge under 18 år til højreekstremistiske miljøer i Sydhavnen. Ej heller kan Socialforvaltningens hjemløseenhed bekræfte, at der skulle foregå en markant forøget aktivitet på Mozarts Plads fra de højreekstremistiske miljøer.

Det er Økonomiforvaltningens vurdering, at der blandt brugerne af Mozarts Plads, findes en mindre gruppe af socialt udsatte individer med højreekstremistiske synspunkter, som synes at forsøge at dominere de øvrige brugere af pladsen med chikane, trusler og vold. SydhavnsCompagniet har gentagne gange været udsat for hærværk og trusler mod deres organisation og medarbejdere. Det kan ikke afvises, at der er eksisterer et væsentligt mørketal i forhold til vold, trusler og chikane mod brugere og alkoholfællesskaberne på Mozarts Plads, som er tilbageholdne med at anmelde sager til politiet. Endelig er det Økonomiforvaltningens vurdering, at der blandt brugerne af pladsen, og muligvis også naboer til pladsen, hersker mistillid til myndigheder generelt.

Økonomiforvaltningen skal i denne forbindelse bemærke, at det ikke i sig selv er ulovligt at have højreekstremistiske synspunkter, bære nazistiske symboler eller bekende sig til nynazistiske ideologier. Det er først i det øjeblik, at de pågældende individer eller grupper ytrer sig i strid med racismeparagraffen eller anvender andre ulovlige – herunder voldelige - midler til at udbrede deres synspunkter, at politiet kan gribe ind.

Københavns Kommunes Tryghedsindeks for 2014 viser, at der i distrikt 25, som bl.a. dækker Mozarts Plads, fortsat er et minimalt behov for tryghedsskabende indsatser. Det er fortsat narkotika, som beboerne særligt angiver som et nabolagsproblem. Utrygheden ved at færdes i nabolaget i Kgs. Enghave såvel som i aften/nattetimerne, er på niveau med resten af København. Da Tryghedsindekset dækker et større geografisk område end Mozarts Plads, kan Økonomiforvaltningen ikke afvise, at utrygheden omkring Mozarts Plads kan være høj.

Således er det Økonomiforvaltningens samlede vurdering, at der er behov for at fastholde fokus blandt myndigheder og aktører på Mozarts Plads, således at eventuelle overgreb på brugere og borgere i Sydhavnen bliver opdaget og håndteret på rette vis. Ligeledes er der behov for at fastholde fokus for at forhindre, at ekstremistiske miljøer får mulighed for at anvende Sydhavnen som afsæt for ulovlige aktiviteter. Endelig vil en styrket, systematisk og løbende dialog mellem de relevante myndigheder og lokale aktører i området være gavnlig for at sikre tilliden til myndighederne og muligheden for at gribe ind overfor chikane, vold og trusler mod borgere og aktører i området.

Udover de initiativer og indsatser, som allerede er igangsat, er det Økonomiforvaltningens anbefaling, at nedenstående initiativer igangssættes med henblik på at sikre den faglige kvalificering og vurdering af den konkrete situation, såvel som korrekt håndtering af den:

  • Københavns Politi vil afholde et møde med SydhavnsCompaniet med henblik på drøftelse af SydhavnsCompaniets generelle opfattelse af den konkrete situation i Sydhavnen.
  • Økonomiforvaltningen tager initiativ til at VINK, SSP København og repræsentanter fra SydhavnsCompagniet mødes og kvalificerer den aktuelle udfordring og indgår aftaler om håndtering af den.
  • VINK fastholder fokus på Mozarts Plads og Sydhavnen, for at sikre, at der ikke sker en ekskalering af højreekstremistiske aktiviteter og forsøg på rekruttering i Sydhavnen.
  • Økonomiforvaltningen beder Kgs. Enghave Lokaludvalg om en udtalelse om den aktuelle situation, herunder lokaludvalgets vurdering af trygheden blandt borgere, netværk og foreninger omkring Mozarts Plads og behovet for at håndtere eventuel mistillid til myndighederne.
  • I forbindelse med Økonomiudvalgets temadrøftelse om ekstremistiske og antidemokratiske miljøer i København, som vil finde sted i sensommeren 2014 efter offentliggørelse af den af SFI (Det Nationale Forskningscenter for Velfærd) udarbejdede kortlægning af antidemokratiske og ekstremistiske miljøer i Danmark, vil opfølgning på den aktuelle situation i Sydhavnen indgå i Økonomiudvalgets behandling.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomisme konsekvenser.

Videre proces

Økonomiforvaltningen foranlediger at de foreslåede initiativer til faglig kvalificering, vurdering og håndtering af den aktuelle situation i Sydhavnen, som er beskrevet i indstillingen, iværksættes.   

Umiddelbart efter offentliggørelse af den af SFI (Det Nationale Forskningscenter for Velfærd) udarbejdede kortlægning af antidemokratiske og ekstremistiske miljøer i Danmark, vil Økonomiudvalget, jf. beslutning den 13. maj 2014, afholde et temamøde om ekstremistisk og antidemokratiske miljøer i København med deltagelse af Team Sikker By. Det forventes, at kortlægningen vil blive offentliggjort af Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold i sensommeren 2014. På temamødet vil også den aktuelle situation i Sydhavnen blive drøftet af Økonomiudvalget.



Claus Juhl                                /Bjarne Winge

Beslutning

Dagsordenspunkt 11: Indsats mod højreekstremistisk vold og hærværk i Sydhavnen

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 17. juni 2014

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top