Årsrapport 2015 for Udviklingsselskabet By & Havn I/S
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at årsrapporten for 2015 for Udviklingsselskabet By & Havn I/S tages til efterretning.
Problemstilling
Udviklingsselskabet By & Havn I/S (i det følgende benævnt By & Havn) ejes af Københavns Kommune med 95 % og staten v/Transport- og Bygningsministeriet med 5 %. Selskabets formål er at udvikle arealerne i Ørestad og i Københavns Havn, samt forestå havnedriften i Københavns Havn.
Årsrapporten er, efter godkendelse af By & Havns bestyrelse og selskabets ejer, offentliggjort 20. april 2016. Årets samlede resultat blev et overskud på 1.000 mio. kr. mod budgetteret overskud på 196 mio. kr., hvilket er meget tilfredsstillende.
Egenkapitalen udgjorde ultimo 2015 -4.070 mio. kr. mod -3.370 mio. kr. ultimo 2014.
Hovedpunkterne i årsrapport 2015 forelægges hermed til Borgerrepræsentationens orientering.
Løsning
Resultatet
Det væsentligste overordnede budskab omkring selskabets resultat for 2015 er, at det er et godt resultat, idet resultatet er et overskud på ca. 1.000 mio. kr. mod et budgetteret overskud på 196 mio. kr.
Den væsentligste årsag til fremgangen skyldes værdireguleringer - særlig gælden, der er nedskrevet med 528 mio. kr. i 2015.
Herudover kan resultatet henregnes til markedsværdiregulering af investeringsejendomme på 395 mio. kr., hvilket er på niveau med budget.
Hverken værdireguleringer af gæld eller investeringsejendomme har likviditetsmæssig betydning for selskabet.
Ses der bort fra ovenstående værdireguleringer, er resultatet fortsat meget positivt. Set ud fra det primære driftsresultat ekskl. værdiregulering blev resultatet 317 mio. kr. og dermed det bedste siden selskabets stiftelse i 2007. Driftsresultatet oversteg således for andet år i træk selskabets nettofinansieringsudgifter, der var på 237 mio. kr.
Dette er en særdeles gunstig udvikling, da selskabets styrke og evne til at modstå økonomiske kriser forstærkes markant, hvis selskabet kan bringe sig i en situation, hvor salg af investeringsejendomme ikke er nødvendigt for at dække den løbende drift.
En væsentlig del af forklaringen på den positive udvikling i driftsresultatet er stigningen i indtægter fra jordmodtagelse i Nordhavn. Denne indtægtskilde er ikke varig, idet deponeringskapaciteten inden for relativ kort tid vil være opbrugt. Herudover har selskabets økonomi i 2015 været positivt påvirket af det fortsatte lave renteniveau, der, på grund af selskabets store gæld, har væsentlig betydning for resultatet.
Balancen
Selskabets aktiver er steget fra 13.912 mio. kr. ultimo 2014 til 15.631 mio. kr. ultimo 2015 – i alt ca. 1.700 mio. kr. Stigningen skyldes flere faktorer, der trækker i hver sin retning. Dels en forøgelse af anlægsaktiverne med ca. 700 mio. kr. som følge af værdireguleringer af investeringsejendomme samt investeringer heri fratrukket periodens salg. Og dels køb af værdipapirer for 1.200 mio. kr. til supplerende sikkerhedsstillelse i forbindelse med en tidligere indgået swapaftale. Herudover er værdien af kapitalandele i datter- og associerede selskaber steget som følge af gunstig udvikling i selskaberne.
Selskabets passiver er ligeledes steget med 1.700 mio. kr., hvilket kan henregnes til et fald på ca. 700 mio. kr. i egenkapital og en forøgelse af selskabet gældsforpligtelser med ca. 2.400 mio. kr.
Egenkapitalen
Egenkapitalen udgør ultimo 2015 -4.070 mio. kr., mod -3.370 mio. kr. ved udgangen af 2014. Årsagen til egenkapitalens reduktion med 700 mio. kr. er i det væsentligste årets resultat på ca. 1.000 mio. kr. fratrukket selskabets bidrag til metro til Sydhavn på 1.718 mio. kr.
Under forudsætning af at korrektionsreserven vedrørende metro til Sydhavn kommer til fuld udbetaling i år 2020, forventes egenkapitalen at være retableret ca. år 2043.
Økonomi
Indstillingen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Transport- og Bygningsministeriet og By & Havn orienteres om Borgerrepræsentationens beslutning.
Mikkel Hemmingsen / Bjarne Winge
Beslutning
Dagsordenspunkt 6: Årsrapport 2015 for Udviklingsselskabet By & Havn I/S (2016-0073390)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 17. maj 2016
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.