Anlægsbevilling til udbygningen af Grøndalsvænget Skole, København NV
Tidligere beslutninger
Børne- og Ungdomsudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,
- at der gives en anlægsbevilling på 152.313 mio. kr. i årene 2016 - 2018 til udbygning af Grøndalsvænget Skole med ét spor, etablering af 112 KKFO-pladser, samt implementering af Fremtidens Fritidstilbud i en 1:1 konstruktion.
Der anvises for dækning for bevillingen på Børne- og Ungdomsudvalgets anlægsramme jf. økonomiafsnittet. For de bevillingsmæssige konsekvenser og detaljer om anlægsbevillingen henvises til bilag 1.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
I indstillingen på Børne- og Ungdomsudvalgets møde den 27. april 2016 fremgår det af at-punktet, at der gives en anlægsbevilling på 152.313 mio. kr. Det skal rettelig være en bevilling på 152,313 mio. kr. Derfor indstiller Økonomiforvaltningen, at indstillingen tilrettes i overenstemmelse hermed.
Det foreslås, at indstillingen ændres fra:
"1. at der gives en anlægsbevilling på 152.313 mio. kr. i årene 2016 - 2018 til udbygning af Grøndalsvænget Skole med ét spor, etablering af 112 KKFO-pladser, samt implementering af Fremtidens Fritidstilbud i en 1:1 konstruktion."
til:
"1. at der gives en anlægsbevilling på 152,313 mio. kr. i årene 2016 - 2018 til udbygning af Grøndalsvænget Skole med ét spor, etablering af 112 KKFO-pladser, samt implementering af Fremtidens Fritidstilbud i en 1:1 konstruktion"
Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Børne- og Ungdomsudvalgets budgetramme.
Økonomiudvalget har ingen bemærkninger for så vidt angår indstillingens ejendomsfaglige indhold. Der henvises i øvrigt til Byggeri Københavns ejendomsfaglige udtalelse, der er vedlagt som bilag.
Problemstilling
I Budget 2014 blev det besluttet at udbygge Grøndalsvænget Skole med ét spor fra en 2-sporet til en 3-sporet skole med tilhørende fritidstilbudspladser. Parallelt med udbygningen af skolen gennemføres en helhedsrenovering af skolens bygninger. Midler til helhedsrenoveringen blev ligeledes afsat i budget 2014, så renovering og udbygning kunne koordineres.
Behovsprognosen fra juni 2015 (Børne- og Ungdomsudvalget (BUU) 10.06.2015) viser, at der efter denne udbygning ikke vil være behov for yderligere spor i Nørrebro-Bispebjerg i de kommende 10 år. Forvaltningen forventer på denne baggrund ikke at foreslå yderligere skoleudbygninger i området i budget 2017.
Indstilling om projekteringsbevilling blev behandlet af BUU den 19. marts 2014 (Borgerrepræsentationen (BR) 08.05.2014). Der søges nu om en anlægsbevilling til gennemførelse af udbygningen. Projektets planlægningsfase er blevet forlænget bl.a. på grund af koordinering med lokalplanproces samt med udbygningen af Christianshavns Skole (fælles rådgiverudbud), som blev forsinket. Det er almindelig praksis, at der sker fælles udbud af flere anlægssager samlet. Yderligere er projektets stade længere end normalt ved anlægsindstilling, da entrepriseudbud er udsendt primo april 2016.
Løsning
Projektbeskrivelse
Projektet omfatter om- og tilbygninger til den eksisterende Grøndalsvængets Skole.
Skolen er beliggende i Københavns Nordvestkvarter på en stor fritliggende grund, der omkranses af Vibevej, Kærsangervej og Rørsangervej, jf. bilag 2.
Projektet omfatter opførelse af to nye bygninger, hhv. en bygning til idræt og musik og en indskolingsbygning, der vil kunne rumme 0.-3. klasse inkl. KKFO. Yderligere ombygges eksisterende bygning for at modernisere basislokaler og skabe et nyt pædagogisk læringscenter og administration. Med projektet samles skolens fritidstilbud på skolens matrikel i en 1:1 konstruktion (BUU 20. maj 2015). Fritidstilbuddet organiseres som en KKFO, jf. de vedtagne principper for organisering af fritidspladser på BUU-mødet den 24.2.2016. Med udbygningen skabes en skole med nutidige faciliteter og fokus på den åbne skole og synlighed i forhold til lokalområdet.
Skolens udeareal indrettes med en række forskellige aktivitetszoner, der lægger op til en stor variation i bevægelse og leg. Udearealet tænkes anvendt også udenfor skolens åbningstid som lokal park med plads til boldspil og ophold for områdets beboere.
Områdefornyelse Fuglekvarteret (Teknik- og Miljøforvaltningen (TMF)) bidrager til medfinancieringen med 1,5 mio. kr. til etablering af en taghave på den nye indskolingsbygning samt 0,7 mio. kr. til etablering af en plads, ’et byhjørne’, i overgangen mellem skole og lokalområde. Taghaven kan anvendes til undervisningsformål, ligesom lokale foreninger efter aftale med skolen vil kunne få adgang til haven udenfor almindelig skoletid. Samarbejdet medfører ikke ændringer i projektets tidsplan.
De nye bygninger er udarbejdet i henhold til 'Funktionsprogram for folkeskoler og KKFO' med mindre tilpasninger, se også under økonomiafsnittet. Den nuværende skolebygning bliver opgraderet ift. basislokaler og gruppefaciliteter, men følger ikke funktionsprogrammets arealparadigme fuldt ud. Tilpasninger og prioriteringer er sket efter aftale med byggeudvalget.
Brugerinddragelse
I arbejdet med udformningen af udbygningen har der været afholdt en række byggeudvalgsmøder i perioden september 2014 - februar 2015. Byggeudvalget består af Byggeri København, Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF), samt repræsentanter fra skolebestyrelsen. Det er arbejdet i byggeudvalget, der ligger til grund for skolens fremtidige disponering herunder fokus på idræt og bevægelse både inde og ude. Udtalelse fra skolebestyrelsen fremgår af bilag 3. Forvaltningen vil tage skolebestyrelsens bemærkninger om tid til deltagelse i byggeudvalgsmøderne og tydelig dialog om indflydelsens karakter med i planlægningen af fremtidige anlægssager.
Tidsplan
Udbygningen forventes ibrugtaget i december 2018.
Udtalelse fra Byggeri København
Udtalelsen fra Byggeri København fremgår af bilag 4 og giver ikke anledning til bemærkninger.
Praktikpladser
Det forventes, at der ved udførelsen af projektet kan stilles krav om, at den private leverandør skal beskæftige erhvervsuddannelsespraktikanter. På nuværende tidspunkt skønnes det, at opgaven vil medføre praktikantpladser svarende til 8,3 årsværk. Antal årsværk er opgjort på baggrund af lønudgifternes andel af den samlede entreprisesum.
Økonomi
I Budget 2014 blev der afsat 144,7 mio. kr. (2016 p/l) til udbygning af Grøndalsvængets Skole med 1 spor og 112 fritidspladser. Kapacitetsanalysen i 2014 på skoleområdet mundede ud i et revideret funktionsprogram (BR 18/9 2014). Besparelsen herved på udvidelsen af Grøndalsvængets Skole er på 8,3 mio. kr. som tilbageføres til kommunekassen. I budget 2015 blev der afsat 180,1 mio. kr. til implementering af Fremtidens Fritidstilbud på minimum 8 skoler og herunder Grøndalsvængets Skole. Af denne ramme er som planlagt disponeret 22,7 mio. kr. til Grøndalsvængets Skole.
Den samlede anlægsramme til udvidelsen af skolen og implementering af Fremtidens Fritidstilbud er således på 159,1 mio. kr.
Budgettet er sammensat således:
Tabel 1 Budget | ||
Budget | Afsat til | 1.000 kr. (2016 p/l) |
Budget 2014 | Udbygning af Grøndalsvængets Skole med 1 spor og 112 fritidspladser | 144.912 |
Budget 2014 | Reduktion af budget som følge af reduceret funktionsprogram | -8.273 |
Budget 2015 | Fremtidens Fritidstilbud | 22.672 |
I alt | 159.312 |
Budgettet fordeles på følgende bevillinger:
Tabel 2 Bevillinger | |
Bevillinger | 1.000 kr. (2016 p/l) |
Projekteringsbevilling (BR 8/5 2014) | 6.999 |
Anlægsbevilling (denne indstilling) | 152.313 |
I alt | 159.312 |
Detaljerede oplysninger om budget og finansiering samt bevillingsmæssige konsekvenser fremgår af bilag 1.
Benchmark anlægsøkonomi
Udbygningen af Grøndalsvængets Skole fra 2 til 3 spor inkl. Fremtidens Fritidstilbud koster i alt 159,1 mio. kr. (2016 p/l). Fratrækkes udgifterne til Fremtidens Fritidstilbud, koster udbygningen 136,4 mio. kr. Tabel 3 viser budgetterne for de senest igangsatte udbygninger.
Tabel 3 Omkostninger ved sporudbygninger |
|||
Skole |
Spor |
Budget (mio. kr. 2016 p/l) |
Pr. spor |
Tove Ditlevsen Skole |
1 |
68,3 |
68,3 |
Langelinieskolen |
3 |
224,6 |
74,9 |
Vanløse Skole |
1 |
79,2 |
79,2 |
Frederikssundsvejens Skole |
1 |
79,8 |
79,8 |
Utterslev Skole |
1 |
82,6 |
82,6 |
Korsager Skole |
1 |
100,4 |
100,4 |
Øster Farimagsgades Skole |
1 |
106,6 |
106,6 |
Kirkebjerg Skole |
2 |
182,8 |
91,4 |
Vibenshus Skole (ekskl. KKFO/FH) |
1 |
85,0 |
85,0 |
Vigerslev Allé Skole |
1 |
100,4 |
100,4 |
Brønshøj Skole |
1 |
139,2 |
139,2 |
Kirsebærhavens Skole |
1 |
105,9 |
105,9 |
Lergravparkens Skole |
1 |
95,6 |
100,0 |
Katrinedal Skole |
1 |
127,2 |
127,2 |
Grøndalsvængets Skole (ekskl. Fremtidens Fritid) |
1 |
136,4 |
136,4 |
Gennemsnit |
|
|
98,5 |
Prisen for at udbygge Grøndalsvængets Skole ligger væsentligt over gennemsnittet på 98,5 mio. kr. pr. spor.
Den højere byggepris skyldes bl.a., at der i budget 2014 blev afsat 28,8 mio. kr. til et tillægsscenarie, der omfatter en modernisering af eksisterende forhold. Økonomien i tillægsscenariet var beregnet på baggrund af tilbygning af en ekstra etage på den nye bygning. I den efterfølgende proces har byggeudvalget prioriteret midlerne anderledes for at opnå den mest optimale disponering af skolens m2, herunder frigøre plads i eksisterende forhold. Moderniseringen var ikke indeholdt i helhedsrenoveringen, men blev vurderet nødvendig for at få en funktionel skole.
10% besparelse for igangværende anlægsprojekter
Da 10% besparelsen for igangværende anlægsprojekter blev besluttet, var projektet så langt i planlægningen, at besparelserne ikke kunne realiseres i selve projektet. ByK fremlagde forslag til at finde besparelsen ved at genhuse skolen på Bispebjerg Skole i byggeperioden i stedet for at lade eleverne blive på skolen i byggeperioden, og tilrettelægge byggeaktiviteterne herefter.
BUF har imidlertid vurderet, at den mulige gevinst herved ikke stod mål med de faglige udfordringer, som genhusning af elever fra 0.-9. klasse i minimum 1 år ville medføre, herunder et behov for istandsættelse af faglokaler på Bispebjerg Skole til brug for udskolingseleverne. ByK tilrettelægger efter normal praksis udbuddet for at optimere licitationsresultatet mest muligt.
Driftsøkonomi
De årlige driftsudgifter for det nye spor på Grøndalsvængets Skole forventes at være på 21.519.932 kr. Det svarer til 97.818 kr. pr. elev, hvilket er 40 % højere end de gennemsnitlige årlige driftsudgifter pr. elev i Københavns Kommune, som er 69.984 kr. De relativt høje driftsudgifter skyldes alene en høj basishusleje til Københavns Ejendomme som følge af den høje anlægspris.
Detaljerede oplysninger om budget og finansiering samt bevillingsmæssige konsekvenser fremgår af bilag 1.
Videre proces
Efter behandling i BUU fremlægges sagen for Økonomiudvalget og BR.
Tobias Børner Stax / Sti Andreas Gaarde
Oversigt over politisk behandling
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget, at udvalget indstiller til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,
1. at der gives en anlægsbevilling på 152.313 mio. kr. i årene 2016 - 2018 til udbygning af Grøndalsvænget Skole med ét spor, etablering af 112 KKFO-pladser, samt implementering af Fremtidens Fritidstilbud i en 1:1 konstruktion
Der anvises for dækning for bevillingen på Børne- og Ungdomsudvalgets anlægsramme jf. økonomiafsnittet. For de bevillingsmæssige konsekvenser og detaljer om anlægsbevillingen henvises til bilag 1.
Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 27. april 2016
Indstillingen blev godkendt.
Beslutning
Dagsordenspunkt 34: Anlægsbevilling til udbygningen af Grøndalsvænget Skole, København NV (2015-0281735)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 17. maj 2016
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.