Mødedato: 17.05.2016, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Tiltrækning af Tour de France til Danmark med 2 etaper og Grand Depart i København

Se alle bilag
Indstilling om Københavns Kommunes godkendelse af hensigtserklæring mellem konsortiedeltagerne om tiltrækning og afvikling af Tour de France i Danmark og om afgivelse af bud til ejeren af Tour de France – Amaury Sport Organisation (A.S.O).

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler , 

  1. at godkende vedlagte hensigtserklæring om tiltrækning og afvikling af Tour de France i Danmark (bilag 1), herunder at overborgmesteren underskriver erklæringen på Københavns Kommunes vegne,
  2. at godkende, at overborgmesteren evt. sammen med en eller flere af de øvrige konsortiedeltagere afgiver buddet til A.S.O.

Godkendelsen gives med forbehold dels for Finansudvalgets godkendelse af Erhvervs- og Vækstministeriets aktstykke om statens hæftelse og hjemmelsgrundlaget for kommunernes deltagelse i Tour de France, dels for Erhvervs- og Vækstministeriets og eventuelt Kulturministeriets tiltrædelse af hensigtserklæringen.

Problemstilling

Økonomiudvalget tiltrådte i mødet den 8. marts 2016 Økonomiforvaltningens indstilling med 8 bilag om tiltrækning af Tour de France til Danmark og i den forbindelse mandat til Økonomiforvaltningen til den videre proces, herunder at Advokatfirmaet Horten på Københavns Kommunes vegne sendte breve til de fire andre deltagende kommuner, de tre regioner, Erhvervs- og Vækstministeriet samt Social- og Indenrigsministeriet med forslag til organisering mv., samt behov for afklaring af udeståender vedr. hjemmelsgrundlaget. For at sikre og forankre opbakningen til projektet, den fremtidige organisering i et konsortium samt finansiering er der udarbejdet en hensigtserklæring til de fem kommuner og Erhvervs- og Vækstministeriet imellem, som blev fremsendt til de deltagende parter. Endvidere blev de tre regioner bedt om at bekræfte regionernes forudsatte tilskud til konsortiet.

I indstillingens bilag 1 var nærmere redegjort for baggrund og præmisser for tiltrækning af Tour de France til Danmark, forslag til organisering og de juridiske rammer for kommunens deltagelse. Redegørelsen vedlægges (bilag 2).

I forbindelse med Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 8. marts 2016 afgav et samlet Økonomiudvalg følgende protokolbemærkning:

”Økonomiudvalget tager forbehold dels for afklaring af de juridiske rammer for Københavns Kommunes deltagelse i et dansk værtskab, herunder afklaring i forhold til kommunalfuldmagtsområdet og statsstøttereglerne, dels for organisationen af det danske værtskab.”

Løsning

De fire andre deltagende kommuner (Roskilde, Odense, Vejle og Sønderborg Kommuner) har nu tiltrådt hensigtserklæringen om samarbejdet med tiltrækning og afvikling af Tour de France til Danmark, herunder givet politisk bindende tilsagn til Københavns Kommunens forslag til organisering af et dansk værtskab, forslag til kontraktindgåelse mellem A.S.O. og konsortiet, samt afdækning af ansvar og økonomiske forpligtelser i forhold til konsortiet. Endvidere har de tre regioner (Region Hovedstaden, Region Sjælland og Region Syddanmark) bekræftet deres tilskud til konsortiet.    

Erhvervs– og Vækstministeriet har i samarbejde med Social – og Indenrigsministeriet og Kulturministeriet udarbejdet udkast til aktstykke til Finansudvalget om statens hæftelse og hjemmelsgrundlaget for kommunernes deltagelse i Tour de France.

Erhvervs- og Vækstministeriet vil i forbindelse med tiltrædelsen af hensigtserklæringen sikre overholdelse af statsstøttereglerne.

Med Finansudvalgets tiltrædelse af aktstykket og Erhvervs- og Vækstministeriets tiltrædelse af hensigtserklæringen vil de juridiske rammer for Københavns Kommunes deltagelse i et dansk værtskab være afklaret.

Af hensigtserklæringen følger bl.a.:

  • Der vil blive stiftet et konsortium, hvori opgaver af fælles karakter i forbindelse med forberedelse og afholdelse af løbet forankres. Konsortiet vil blive stiftet som et interessentskab (I/S), der ejes af de fem kommuner og staten ved Erhvervs- og Vækstministeriet og evt. Kulturministeriet.

  • De fælles omkostninger i forbindelse med projektet vil blive afholdt gennem konsortiet. Kommunernes bidrag hertil udgør hhv. 25 mio. kr. (Københavns Kommune), 10 mio. kr. (Odense og Sønderborg kommuner) og 5 mio. kr. (Roskilde og Vejle kommuner), og statens samlede bidrag, herunder gennem VisitDenmark og Sport Event Denmark, udgør 17 mio. kr. Regionerne forventes at yde en samlet støtte på 15 mio. kr., men indgår ikke som medejere af konsortiet. 

  • Et eventuelt merforbrug vil blive fordelt mellem kommunerne og Erhvervs- og Vækstministeriet og eventuelt Kulturministeriet i overensstemmelse med deres indbyrdes ovenstående andel af finansieringen.

  • Ud over de fælles omkostninger, der afholdes gennem konsortiet, skal den enkelte kommune selv afholde omkostninger til f.eks. afspærring, skiltning, lokal information og events.

     

Under henvisning til ovenstående indstilles det, at Københavns Kommune – i lighed med de øvrige 4 kommuner – godkender hensigtserklæringen med forbehold dels for Finansudvalgets godkendelse af Erhvervs– og Vækstministeriets aktstykke om statens hæftelse og hjemmelsgrundlaget for kommunernes deltagelse i Tour de France, dels for Erhvervs- og Vækstministeriets, og evt. Kulturministeriets, tiltrædelse af hensigtserklæringen.

Endvidere indstilles det, at overborgmesteren i givet fald underskriver erklæringen på Københavns Kommunes vegne, samt at overborgmesteren evt. sammen med en eller flere af de øvrige konsortiedeltagere afgiver buddet til A.S.O.

Sport Event Denmark og Wonderful Copenhagen (WoCo) er ansvarlige for udvikling af det danske bud. Der er fastlagt et budget for bud på op til 1 mio. kr., som finansieres af Sport Event Danmark og WoCo. Buddet indeholder en præsentation baseret på historien om verdens bedste cykelby - og land, ruteforslag mv., jf. vedlagte korte præsentation (bilag 3).   

Et bud på et dansk værtskab forventes at kunne afgives i 1. halvdel af 2016. Buddet vil ikke være juridisk bindende.

Økonomi

Københavns Kommunes forventede direkte omkostninger til et dansk værtskab udgør 25 mio. kr., som er kommunens andel af finansieringen af et fælles konsortium.

Hertil kommer øvrige kommunale forpligtelser i form af driftsudgifter og udgifter til events mv. i forbindelse med et værtskab.

Økonomiudvalget har godkendt, at Københavns Kommunes direkte udgifter på 25 mio. kr. indarbejdes i budgetforslaget for det år, hvori et værtskab i givet fald skal afholdes, samt at de øvrige udgifter i forbindelse med afholdelsen indgår i budgetforhandlingerne for det pågældende år.

En del af fællesomkostningerne til konsortiet vil eventuelt skulle afholdes tidligere end det kalenderår, hvor Tour’ en afholdes i Danmark. Indstilling om bevilling til afholdelse heraf vil i givet fald blive forelagt Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen. 

Videre proces

Overborgmesteren vil sammen med en eller flere af konsortiets øvrige parter aflevere et bud til A.S.O. Hvis og såfremt A.S.O. beslutter at indlede kontraktforhandlinger om et dansk værtskab for Tour de France, vil Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen få forelagt en indstilling om godkendelse af udmøntningen af forslaget til organisering mv.

 

Mikkel Hemmingsen                             / Bjarne Winge

Beslutning

Dagsordenspunkt 2: Tiltrækning af Tour de France til Danmark med 2 etaper og Grand Depart i København (2016-0222647)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 17. maj 2016

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Til top