Halvering af takster for unge på ungeydelse
Indstillingen vedrører medlemsforslag fra Enhedslisten om halvering af takster for unge på ungeydelse.
Indstilling og beslutning
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
1. at det tages til efterretning, at kommunen ikke har hjemmel til at halvere takster for unge på ungeydelse.
Problemstilling
Borgerrepræsentationen pålagde den 26. januar 2012 Økonomiforvaltningen,
· at undersøge, om kommunen indenfor gældende lovgivning har mulighed for at halvere takster / betaling for unge mellem 18 og 25 år, som er på ungeydelse,
· at forvaltningen, hvis ovenstående undersøgelse viser der er grundlag for det, i samarbejde med de øvrige forvaltninger kommer med forslag til områder, hvor takster mv. kan halveres for målgruppen, og afdækker de økonomiske konsekvenser for kommunen.
Endvidere blev det besluttet, at afklaringen og eventuelle forslag forelægges Borgerrepræsentationen inden 1. maj 2012.
Løsning
Vurdering af det juridiske grundlag for halvering af takster for en specifik målgruppe
En kommune kan ikke uden direkte lovhjemmel støtte enkeltpersoner ud fra et økonomisk eller socialt trangskriterium og heller ikke understøtte eller begunstige enkeltpersoner økonomisk uden lovhjemmel. Dette gælder ligeledes i forhold til grupper af enkeltpersoner, dog med den modifikation, at økonomisk støtte kan gives, hvis der herved varetages en kommunal interesse, således at hovedformålet med den kommunale støtte ikke er at hæve levestandarden mv. for personerne i gruppen.
Der vil således udelukkende kunne træffes beslutning om halvering af takster/kommunal betaling for unge på ungeydelse, såfremt der direkte i den gældende lovgivning på de enkelte områder er hjemmel hertil, og i givet fald kun ved opfyldelse af de krav, som loven måtte have fastsat herfor.
Forvaltningernes indberetninger
Ingen af kommunens forvaltninger har kunnet finde områder, hvor halvering af takster for unge på ungeydelse ville kunne leve op til kravene om specifik lovhjemmel. Indstillingen indeholder derfor ikke forslag til halvering af takster.
Hvis et flertal i Borgerrepræsentationen ønsker specifikke takstnedsættelser, vil dette således skulle ske ved at Københavns Kommune søger at påvirke Folketinget til at revidere lovgivningen.
Økonomi
Der ingen direkte økonomiske konsekvenser af indstillingen.
Videre proces
Efter behandling i Økonomiudvalget behandles indstillingen af Borgerrepræsentationen den 26. april 2012.
Claus Juhl /Bjarne Winge
Beslutning
Økonomiudvalgets beslutning den 17. april 2012
Sagen blev udsat ved mødets start.