Mødedato: 17.03.2020, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Midlertidig fremrykning af betaling af fakturaer som følge af COVID-19

Der er generelt opmærksomhed på de økonomiske effekter af COVID-19, herunder likviditet i virksomhederne. Regeringen har iværksat en række initiativer til at imødegå de negative økonomiske konsekvenser af COVID-19.

Økonomiudvalget kan træffe beslutning om kommunens administration af betalingstidspunkt for fakturaer ændres midlertidigt. Københavns Kommunes gældende betalingsprincip indebærer, at betaling af faktura skal ske senest 30 dage fra afsendelsesdato. En ændring af betalingsprincippet kan teknisk set ske igennem en midlertidig, manuelt tilrettelagt løsning, således at fakturaer betales umiddelbart efter godkendelse.

Formålet med en fremrykning af betalingstidspunktet er midlertidigt at bidrage til likviditeten i de virksomheder, som kommunen handler med. Ændringen vurderes at medføre et midlertidigt lavere likviditetsniveau i Københavns Kommune på 0,6 mia. kr.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget, 

  1. at det godkendes, at der sker en midlertidig fremrykning af betalingstidspunktet for fakturaer frem til udgangen af maj 2020, hvormed alle købsfakturaer på daglig basis frigives til betaling umiddelbart efter godkendelse af fakturaen.

Problemstilling

Dansk økonomi er negativt påvirket af COVID-19, og en hurtigere betaling for varer og tjenesteydelser vil bidrage til likviditeten i virksomhederne.

Regeringen har den 10. marts 2020 igangsat en række initiativer til at afbøde de negative økonomiske konsekvenser af COVID-19, herunder kompensation til arrangører bag aflyste eller udskudte arrangementer samt midlertidig udskydelse af betalingsfristerne for moms, AM-bidrag og A-skat.

Københavns Kommunes gældende regler med betaling af faktura 30 dage fra afsendelsesdato er i overensstemmelse med loven. For at understøtte de virksomheder kommunen handler med, kan reglerne ændres, således at betalingen falder tidligere.

De gældende regler for betaling af fakturaer i Københavns Kommune er besluttet af Borgerrepræsentationen 12. december 2013 og indebærer, at betaling skal ske senest 30 dage fra afsendelsesdato fra leverandøren. I forretningscirkulæret for indkøb, som uddyber kommunens regler for indkøb fremgår, at der ved indgåelse af aftaler med leverandører skal oplyses, at kommunens betalingsfrist er 30 dage fra fakturadato, jf. Økonomiudvalgets beslutning 28. maj 2019.

Løsning

Økønomiudvalget kan træffe beslutning om, at Københavns Kommune i en midlertidig periode frem til udgangen af maj 2020 ændrer betalingsprincippet således, at fakturaer betales, så snart de er godkendt, jf. kommunens regler for fakturagodkendelse.

Det foreslås, at Københavns Kommunes betalingsprincip ændres til udgangen af maj. Formålet med fremrykningen af betalingstidspunktet er i en midlertidig periode at bidrage til likviditeten i de virksomheder, som kommunen handler med. Den forventede økonomiske effekt for virksomhederne vurderes at udgøre en fremrykning af betalingen af fakturaerne på i gennemsnit ca. to uger og en samlet midlertidig likviditetstilførsel på ca. 0,6 mia. kr. som følge af fremrykningen.

Kvantum er, med udgangspunkt i betalingsprincippet, sat op til at opsamle alle færdiggodkendte købsfaktura og automatisk frigive disse til betaling 30 dage fra fakturadato. Det er muligt at implementere en midlertidig, manuel procedure, hvor alle købsfakturaer på daglig basis frigives til betaling umiddelbart efter godkendelse af fakturaen. Der tilrettelægges de nødvendige forretningsgange og ledelsestilsyn.

Økonomi

En midlertidig ændring af betalingsfristen vil føre til et midlertidigt lavere likviditetsniveau i Københavns Kommune på ca. 0,6 mia. kr. svarende til de fakturaer der er godkendt, men afventer betaling. Ved en forrentning på 1 pct. p.a. i kommunens investeringsforening (budgetforudsætning) svarer det til 0,5 mio. kr. om måneden.

Videre proces

Ved Økonomiudvalgets godkendelse træder den midlertidige ændring af betalingstidspunktet i kraft.

 

Søren Hartmann Hede              /Mads Grønvall

Beslutning

Økonomiudvalget besluttede i enighed mandag den 16. marts 2020 at aflyse udvalgets møde tirsdag den 17. marts 2020.
Til top