Budgetproces 2016
Indstilling og beslutning
1. at forslag til proces og budgettemaer for budget 2016 godkendes.
Problemstilling
Det fremgår af lov om kommunernes styrelse, at udvalgene efter anmodning fra Økonomiudvalget og inden for en frist, der fastsættes af dette udvalg, skal fremkomme med bidrag til årsbudgettet og til flerårige budgetoverslag.
Det betyder, at Økonomiudvalget udarbejder forslag til kommunens årsbudget til Borgerrepræsentationen samt fastsætter frist for, hvornår udvalgene skal fremkomme med bidrag til årsbudgettet jf. lov om kommunernes styrelse § 21, stk. 3 samt § 37.
Med vedtagelsen af Indkaldelsescirkulæret i januar 2015, anmodede Økonomiudvalget fagudvalgene om at udarbejde budgetbidrag i balance og fremsende dem til Økonomiforvaltningen inden den 4. maj 2015, hvorefter Økonomiudvalget den 9. juni 2015 forelægges en redegørelse om udvalgenes budgetbidrag.
Budgetforslaget udarbejdes af Økonomiforvaltningen og 1. behandles i Økonomiudvalget den 19. august 2015, og i Borgerrepræsentationen den 27. august 2015. Borgerrepræsentationen 2. behandler budgetforslaget den 1. oktober 2015.
I forbindelse med budget for 2015 blev "need to" på udvalgsområderne gennemgået forud for budgetforhandlingerne. Formålet med gennemgangen var at identificere forhold, der var nødvendige at håndtere for at opretholde en sund basisdrift. Budgetprocessen for 2016 vil med afsæt i sidste års proces fastholde fokus på "need to" samt tilvejebringe et fokuseret og helhedsorienteret beslutningsgrundlag af høj faglig kvalitet.
Løsning
Beslutningsoplæg vedrørende budget udarbejdes på baggrund af drøftelse i Økonomiudvalget.
Processen frem mod budgetforhandlingerne for budget 2016 bygger på følgende overordnede principper:
- Et transparent og gennemarbejdet beslutningsgrundlag.
- Ordentlighed, faglighed/kvalitet og evidens.
- Håndtere forhold, der er nødvendig for at opretholde en sund basisdrift.
Opretholde en sund basisdrift / need to
Det blev på Økonomiudvalgets budgetseminar den 27. og 28. januar 2015 aftalt, at kredsen af adm. direktører skal fremlægge need to behovet på udvalgsområderne i forbindelse med budgetforhandlingerne for 2016. Formålet med gennemgangen er at identificere forhold, der er nødvendige for at opretholde basisdriften, etablere den nødvendige kapacitet og fastholde værdien af kommunens bygninger, veje mv.
Skæve DUT sager kan have et omfang, hvor en håndtering inden for den berørte forvaltnings budget vil gå ud over forvaltningens mulighed for at opretholde basisdriften. Økonomiforvaltningen vil i samarbejde med berørte forvaltninger afdække eventuelle skæve DUT-sager, således at et evt. kompensationsspørgsmål kan indgå i budgetforhandlingerne.
Budgettemaer
Forvaltningerne vil i samarbejde udarbejde konkrete budgetforslag inden for en række budgettemaer, som primært knytter an til de i Borgerrepræsentationen besluttede mål. Budgettemaerne, der kan gå på tværs af forvaltningsområderne som f.eks. social mobilitet, foreslås at omfatte følgende områder:
- Dagpasning, skoler og fritidstilbud til alle børn.
- Et løft til folkeskolen.
- Genopretning af bygninger, veje mv.
- Flere boliger til københavnerne.
- Ældre.
- Et sikkert og trygt København.
- Sammenhængende sundhed.
- Høj beskæftigelse og vækst.
- Bedre fremkommelighed.
- Social mobilitet.
- Idræt og kultur.
- Grøn omstilling og klimatilpasning.
- Tillidsdagsordenen.
Et budgettema forventes at indeholde mellem 5-15 konkrete forslag på service og anlæg.
Budgetforslagene skal være helhedsorienterede, og der skal i forslagene tages højde for eventuelt behov for ændringer i planforhold og sammenhæng til allerede besluttede projekter samt øvrige budgettemaer.
Forslagene skal være gennemarbejdet og af høj kvalitet, og det skal fremgå hvilken effekt forslaget har, såfremt forslaget gennemføres. Forslag til anlægsprojekter skal indeholde en konkret risikovurdering af projektet i forhold til økonomi og implementering.
Udover konkrete beslutningsoplæg til budget 2016 kan budgetforslagene også indeholde rammerne for, hvad der skal besluttes og implementeres i budget 2017 og hvad udfordringerne er på området i 2018 og frem. En længere planlægningshorisont giver mulighed for at adressere udfordringerne tidligere og udarbejde et solidt beslutningsgrundlag.
End-to-end processer / tværgående effektiviseringer
Økonomiforvaltningen vil i samarbejde med forvaltningerne udarbejde manualer for "end-to-end" processer på områder, der er relevante for kommunens tværgående effektiviseringer. Det drejer sig om økonomi- og HR området, ejendomsoptimering, anlægsområdet, borgerbetjening, erhvervsservice m.v. Formålet er at etablere effektive processer med klar ansvarsfordeling, der skaber værdi for slutbrugere og institutioner.
Systematisk arbejde med optimering
Forvaltningerne arbejder løbende med optimering og effektivisering af Københavns Kommune og vil fremadrettet systematisk i samarbejde med eksterne parter inddrage følgende elementer.
- Analyser.
- Benchmark og best practise.
- Idéskabende dialog med eksterne parter.
- Ændring af rammebetingelserne for Københavns Kommune og dets selskaber. F.eks. kommunal medfinansiering på sundhedsområdet eller kollektiv trafik.
Økonomi
Videre proces
Budgetforslagene indenfor budgettemaerne udarbejdes, således at de kan fremlægges sammen med budgetforslag 2016 på Økonomiudvalgets møde den 19. august 2015 og efterfølgende kan indgå i budgetforhandlingerne for budget 2016. Manualer for "end-to-end" processerne vil blive forelagt Økonomiudvalget inden udgangen af 2015.
Mikkel Hemmingsen /Bjarne Winge
Beslutning
Dagsordenspunkt 2: Budgetproces 2016
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 17. marts 2015
Indstillingen blev godkendt uden afstemning med den bemærkning, at temaerne ”Unge og uddannelse”, ”God integration” og ”Forebyggelse og sammenhængende sundhed” tilføjes budgettemaerne.