Mødedato: 17.03.2015, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Forslag til behov, mål og krav til kompetencer i forbindelse med ny aftale vedr. højnelse af mad- og måltidskulturen i Københavns Kommune

Se alle bilag
Forslag til mål og krav til kompetencer i forbindelse med ny aftale vedrørende højnelse af mad- og måltidsområdet i Københavns Kommune sendes i fagudvalgshøring forud for endelig behandling i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

Indstilling og beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget, 

1. at sende forslag til mål og leverancer for den kommende aftale om bistand til at højne mad- og måltider (jf. bilag 4) i høring i alle fagudvalg forud for endelig behandling i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

Problemstilling

Økonomiforvaltningen indgik i 2013 på vegne af Københavns Kommune en 3-årig samarbejdsaftale med den Erhvervsdrivende Fond Københavns Madhus (EFKM) om bistand i forbindelse med kommunens ønske om at højne kvaliteten af de måltider, som serveres i regi af Københavns Kommune. Samarbejdsaftalen udløber den 31. maj 2016. Økonomiudvalget sender vedlagte forslag til behov, mål og krav til kompetencer i forbindelse med den kommende aftale i høring i fagudvalgene forud for endelig behandling i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

Den nuværende aftale med EFKM blev ikke sendt i udbud. Årsagen var at de ydelser, som EFKM i henhold til aftalen skulle levere, primært hørte til under udbudsdirektivets bilag IIB. Reglerne for indkøb af tjenesteydelser er forskellige afhængig af om ydelsen er omfattet af bilag II A eller bilag II B (jf. bilag 1). Placeringen af opgaven under bilag II B indebar, at kommunen ikke var forpligtet til at foretage en forudgående annoncering af ønsket om at indgå aftalen, såfremt aftalen ikke havde grænseoverskridende interesse. Økonomiforvaltningen vurderede, at der ikke forelå en sådan grænseoverskridende interesse.

I februar 2014 kom et nyt udbudsdirektiv, som ophæver den traditionelle sondring mellem A- og B-tjenesteydelser. Implementeringen af det nye udbudsdirektiv i dansk lovgivning forventes at være trådt i kraft ved den nuværende aftales ophør, hvorfor opgavens udbudspligt skal vurderes efter de nye regler.

Når Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen efter udvalgshøringen får forelagt indstilling vedrørende forslag til fremtidige mål og leverancer på mad- og måltidsområdet – forventeligt i juni 2015, bliver der samtidig forelagt en juridisk vurdering af processen for indgåelse af ny aftale om mad- og måltidskultur.

Løsning

Københavns Kommune har med arbejdet på mad- og måltidsområdet opnået banebrydende resultater nationalt, som internationalt. Børne- og Ungdomsforvaltningen serverer sammen med Sundheds- og Omsorgsforvaltningen godt 40.000 måltider dagligt til borgere i København og godt 720 medarbejdere har til hovedopgave at forberede måltiderne (jf. bilag 2).

Af bilag 3 fremgår det, at der er sket et anseligt løft af madkvaliteten på samtlige områder, der har været igennem madkvalitetsmodellen ”Køkkenløftet”. Men forvaltningernes vurdering er, at der fremadrettet fortsat vil være et stort potentiale for yderligere kvalitetsløft af kommunens køkkener. Endvidere fremgår det af bilag 3, at EFKM er nået langt i bestræbelserne på at omlægge Københavns Kommunes køkkener til det mål, som er fastsat i Miljømetropolen - 90 % økologi. Det fremgik af EFKMs årsrapport fra 2013, at den samlede økologiprocent lå på 79,2 %, og EFKMs vurdering er (jf. Redegørelse om Økologi 2014-15, udarbejdet af EFKM), at majoriteten af de københavnske køkkener ved fælles indsats kan nå målet om 90 % økologi i løbet af det kommende år. Der vil dog efter al sandsynlighed ske et fald i økologiprocenten i takt med at køkkenerne overgår til at bruge ”Det Økologiske Spisemærke” som målemetode. Med den nye aftale vil der derfor fortsat være behov for omlægning af de kommunale køkkener til økologisk drift, og behov for at fastholde de køkkener, som allerede har opnået målet. Det er derfor vigtigt, at der i forbindelse med indgåelse af en ny aftale holdes fast i 90 % målet for økologi, og at der fortsat stilles krav om målrettet vejledning og rådgivning om økologiomlægning, og endelig at der fortsat afrapporteres til Københavns Kommunes Miljøregnskab både for de enkelte køkkener og for institutionstyperne.

Hvis København skal bevare sin førende position som en by, der arbejder ambitiøst målrettet med mad- og måltidsområdet, er der behov for, at politikerne fastsætter målrammen fremadrettet. Forvaltningerne har derfor udarbejdet vedlagte forslag til Københavns Kommunes overordnede mål, behov og krav til leverandørens kompetencer i den kommende aftale jf. bilag 4. Heri fremgår forslag om, at den kommende leverandør overordnet skal bidrage ved:

  1. At levendegøre at ”vi” i København sammen skaber en sund og livskraftig by.
  2. Strategisk at underbygge Københavnerfortællingen både hvad angår vækst og hvad angår livskvalitet.
  3. Ved at spejle, forankre og konkretisere Københavns Kommunes mål, politikker og lignende indenfor eksempelvis miljø- og klima og sundhed i løbende dialog med relevante forvaltninger.
  4. At fastholde den høje økologiprocent på 90 % samlet i alle kommunens køkkener.
  5. At mad og måltider udgør en væsentlig rolle i kommunens tilbud overfor borgere.
  6. At arbejde tværfagligt, helhedsorienteret, inddragende og proaktivt.
  7. At kompetenceudvikle borgere og brugere i Københavns Kommune til at tage ansvar for egen og andres sundhed og trivsel.
  8. At sikre borgernes behov; herunder differentierede og specialiserede behov hos de enkelte borgergrupper.
  9. At arbejde med brugerinddragelse og hverdagsdemokrati i forhold til mad og måltider.
  10. At målrette indsatsen til de behov, der er i de enkelte forvaltninger.

De mere specifikt formulerede behov, mål og ønsker til leverandørens kompetencer fremgår af bilag 4. Til forskel fra den nuværende aftale, bør bemærkes et ønske om øget forkus på at bringe indsatsen tættere på borgerne og til at involvere borgerne i at udvikle og kvalitetssikre indsatsen. Tilgangen til mad og måltider bør ske med udgangspunkt i borgerens behov. Med afsæt heri ønskes blandt andet udvikling af en ny madkvalitetsmodel, der i højere grad end tilfældet er i dag, rummer fokus på borgerinddragelse, hverdagsdemokrati og specialiserede behov. Der skal lægges øget vægt på brugernes oplevelse af maden og måltidet, og der skal i højere grad tages hensyn til forskellige ernæringsmæssige behov. Endvidere har forvaltningerne identificeret behov for at højne bevidstheden omkring sundhed og ernæring hos udsatte målgrupper, herunder eksempelvis anbragte børn og unge og deres familier.

Endelig peger forvaltningerne på et behov for at tydeliggøre rollefordelingen mellem henholdsvis Københavns Kommune og den kommende leverandør, med hensyn til kommunikation og branding af indsatsen. Det ligger naturligt i opgaven, at leverandøren skal udarbejde kampagnemateriale samt planlægge og afvikle events, der understøtter målene i indsatsen. Københavns Kommune skal som kontraktholder sikre, at leverandøren følger kommunens designpolitik og sikrer Københavns Kommunes identitet ved at benytte designmanualen. Disse krav skal fremgå tydeligt i den kommende kontrakt.

Politiske vinde på nationalt plan kan også vise sig at spille ind på kommunens behov for opgaver, der skal løses i regi af den kommende aftale på mad- og måltidsområdet. Folketinget afsatte i oktober 2014 11. mio. kr. til at forbedre rammerne for ældres måltider, og fødevareministeren har ytret ønske om at forpligte kommunerne til at udarbejde måltidsstrategier og handleplaner, eksempelvis indeholdende mål for nedbringelsen af underernærede ældre. I regi af Copenhagen-samarbejdet arbejdes der fremadrettet blandt andet med forskellige vinkler på de vækstpotentialer, som fødevareproduktion kan have i et lokalt perspektiv, og de lokale vækstperspektiver, som koblingen til metropoludviklingen kan have.

Økonomi

EFKM udbetales i den nuværende aftaleperiode fast et årligt vederlag eksklusiv moms jfr. nedenfor (2013 p/l).

 

 

1/6-31/12 2013

1/1-31/12 2014

1/1-31/12 2015

1/1-31/5 2016

Vederlag

7.150.500 kr.

12.135.420 kr.

12.014.066 kr.

4.955.800 kr.

 

Videre proces

Primo juni 2015: Mål og leverancer for den kommende aftale om bistand til at højne mad- og måltider behandles i Økonomiudvalget.
17. juni 2015: Mål og leverancer for den kommende aftale om bistand til at højne mad- og måltider skal endelig godkendelse i Borgerrepræsentationen.

Herefter udarbejdes i perioden august 2015 – maj 2016 ny aftale. I den forbindelse nedsættes en arbejdsgruppe med repræsentanter fra relevante forvaltninger.

Såfremt det vurderes, at den kommende aftale er udbudspligtig, overvejes det at udbyde opgaven som funktionsudbud. Funktionsudbud er almindelig udbudsform, hvor kravspecifikation dog adskiller sig ved at beskrive ydelsens funktion, herunder resultater og effekter, frem for at stille krav til den nøjagtige fremgangsmåde. Funktionsudbud giver fleksibilitet i opgaveløsningen og fokus på faglighed og kan give fleksibilitet i aftalen. Hvorvidt den kommende aftale er udbudspligtig afhænger af den kommende udbudslov (jf. afsnit 3 under Problemstilling i indeværende indstilling).

Endvidere bør det overvejes at udbyde via omvendt licitation, hvor den økonomiske ramme for opgaven er givet. Leverandørernes tilbudsmateriale vil i så fald være en beskrivelse af, hvad leverandøren kan levere til den pågældende pris (faglighed, kvalitet osv.). Vinderen af den omvendte licitation er den eller dem, der beskriver den bedste ydelse til prisen. 

Endelig bør det overvejes, at Københavns Kommune i en kommende aftale får tilføjet muligheder for sanktioner, i tilfælde af at leverandøren ikke kan holde dele af kontrakten. 

Beslutning

Dagsordenspunkt 14: Forslag til behov, mål og krav til kompetencer i forbindelse med ny aftale vedr. højnelse af mad- og måltidskulturen i Københavns Kommune

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 17. marts 2015

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top