Ompostering af midler i Fornyet P-strategi 2009
Borgerrepræsentationen skal beslutte, at der via omdisponering fra anlægssagen ”Parkeringsstrategi, skråparkering 2009” frigives anlægsbevillinger til Parkeringssekretariatet og til korrekt matrikulering af overtagne veje, og at der sker en overførsel af de resterende midler til ”Puljen til uforudsete udgifter” under P-aftale 2011.
Derudover omdisponeres de overskydende anlægsmidler fra anlægssagerne ”Køb af P-automater” og ”Hærværkssikring af P-automater” til ”Puljen til uforudsete udgifter” under P-aftale 2011.
Tidligere beslutninger
Teknik og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,
- at uforbrugte anlægsmidler fra anlægssagen, ”Parkeringsstrategi, skråparkering 2009”, der afsluttes i 2011, på 3,5 mio. kr. (2011 p/l) omdisponeres i 2011 som en rådighedsbevilling på hhv. 1,0 mio. kr. (2011 p/l) til parkeringssekretariatet og 1,0 mio. kr. (2011 p/l) til korrekt matrikulering af overtagne veje. De resterende 1,5 mio. kr. omdisponeres til ”Puljen til uforudsete udgifter” i P-aftale 2011,
- at der frigives en anlægsbevilling til P-sekretariatet på 1,0 mio. kr. (2011 p/l) i 2011 til dækning af forventede meromkostninger i 2011, som følge af forberedelse og gennemførelse af udmøntningen af fornyet P-strategi 2009. Bevillingen gives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, funktion 2.22.07.3,
- at der frigives en anlægsbevilling til korrekt matrikulering af overtagne veje på 1,0 mio. kr. (2011 p/l) i 2011. Bevillingen gives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, funktion 2.22.07.3.,
- at regnskaberne for anlægssagerne ”Køb af P-automater” og ”Hærværkssikring af P-automater” afsluttes, og de uforbrugte anlægsmidler på 0,85 mio. kr. (2011 p/l) omdisponeres til ”Puljen til uforudsete udgifter” i P-aftale 2011.
Indstilling og beslutning
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Da sagen ikke er forelagt Borgerrepræsentationen i 2011, kan der ikke anvises finansiering for udgifter i 2011. Anlægssagers mindreforbrug vil, jf. kommunens overførselsregler (ØU 01.11.11), indgå i overførselssagen.
Økonomiudvalget bemærker, at der ved den politiske behandling af Teknik- og Miljøudvalgets 3. kvartalsprognose, blev truffet beslutning om, at en pulje til finansiering af mindreindtægter på parkeringsområdet skal drøftes i forhandlingerne om overførselssagen.
Økonomiudvalget anbefaler på den baggrund, at sagen ikke nyder fremme og at mindreforbruget indgår i overførselssagen.
Der henvises til vedlagte notat.
Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
Problemstilling
Indstillingen har i en tidligere udgave været forelagt Teknik- og Miljøudvalget den 24. oktober 2011, hvor sagen blev sendt tilbage til forvaltningen. Den foreliggende indstilling, er nu dels suppleret med oplysninger om udmøntning af skråparkeringspladser, dels justeret, så ændring af lysforholdene i ”Det grønne P-hus” ikke længere er en del af indstillingen. Problemstillingen med lysforholdene i ”Det grønne P-hus” vil blive medtaget i en særskilt indstilling, når der i løbet af 2012 foretages ganske omfattende reparationer af p-huset. Reparationerne gennemføres uden beregning af den entreprenør, der har opført huset, men det påtænkes samtidigt, at foretage nogle forbedringer af p-huset, bl.a. med henblik på at reducere strømforbruget og sikre naboerne mod lysgener. Forbedringerne skal, hvis de besluttes, betales af kommunen.
Udmøntede midler i fornyet P-strategi 2009 fra før P-aftale 2011 er først nu endeligt opgjort og indgik således ikke i forhandlingerne af P-aftale 2011. P-aftale 2011 indeholder endvidere arbejder og udgifter til skiltning og afmærkning i 2011, der ikke kan rummes i forvaltningens ordinære driftsbudget.
Derfor er der nu en række bevillinger, der foreslås justeret indbyrdes, så arbejdet med de dele af implementeringen af parkeringsstrategien, der skal være afsluttet inden udgangen af 2011, kan gennemføres uden afbrydelser.
Der skal ligeledes tages stilling til, om arbejdet med korrekt matrikulering af vejareal skal standses for resten af 2011, og afvente de nye bevillinger i 2012, eller om arbejdet skal tilføres ekstra midler i 2011. Dele af arbejdet er gennemført, men afventer den endelige matrikulering.
Endvidere skal der tages stilling til, hvad der skal ske med overskydende midler fra anlægssagerne ”Køb af P-automater” og ”Hærværkssikring af P-automater” fra fornyet P-strategi 2009.
Løsning
Forvaltningens løsningsforslag har til formål at sikre kontinuitet i opgaveløsningerne i resten af 2011 ved at omdisponere uforbrugte midler fra ”Fornyet P-strategi 2009”. Selv om året 2011 nærmer sig sin afslutning vil en standsning af de igangværende opgaver nu og indtil der frigives nye bevillinger i 2012 medføre et afbræk, der forsinker den samlede opgaveløsning.
Der frigives derfor 1 mio. kr. til p-sekretariatet og 1 mio. kr. til korrekt matrikulering af overtagne veje, og der overføres i alt 2,35 mio. kr. (1 + 0,85 mio. kr.) til uforudsete udgifter under P-strategien.
Forberedelsen af P-aftale 2011 har medført, at parkeringssekretariatet har måttet afholde ekstraordinære udgifter til eksterne juridiske undersøgelser, der ikke kunne holdes inden for den oprindelige bevilling på 2 x 3 mio. kr. fra ”Fornyet P-strategi 2009”. De juridiske undersøgelser har omfattet indledende undersøgelser af de juridiske rammer for en evt. håndtering af de 13.000 deklarerede p-pladser, samt undersøgelse af muligheden for forbedring af erhvervsparkeringsordningerne på i alt 428.000 kr.
De tilbageværende midler til drift af P-sekretariatet kan således ikke dække de forventede udgifter i resten af 2011. Forvaltningen forventer endvidere, at de i P-aftale 2011 besluttede ændringer af skiltning og afmærkning (fx de besluttede 60 minutters pladser i rød zone), der skal gennemføres i 2011, vil beløbe sig til i alt 0,5 mio. kr. Der skal derfor frigives en anlægsbevilling til parkeringssekretariatet på i alt 1,0 mio. kr. i 2011 til dækning af de opståede meromkostninger.
Siden sagen (2009) om ulovlig opkrævning af parkeringsafgifter på Gunnar Nu Hansens Plads har korrekt matrikulering af vejarealer været et særligt prioriteret indsatsområde. I Fornyet P-strategi 2009 blev der afsat 2 mio. kr. til dette arbejde, og de midler vil være opbrugt i efteråret 2011. For at fastholde kontinuitet i arbejdet skal der frigives en anlægsbevilling til korrekt matrikulering af veje på 1 mio. kr. i 2011.
Økonomi
Anlægssagen ” Parkeringsstrategi, skråparkering 2009” afsluttes med et mindreforbrug på 3,5 mio. kr. 2,0 mio. kr. af mindreforbruget omdisponeres som en rådighedsbevilling på hhv. 1,0 mio. kr. (2011 p/l) til parkeringssekretariatet og 1,0 mio. kr. (2011 p/l) til korrekt matrikulering af overtagne veje. De resterende 1,5 mio. kr. omdisponeres til ”Puljen til uforudsete udgifter” i P-aftale 2011.
Der er tidligere i et notat redegjort for årsagerne til mindreforbruget på anlægssagen ”Parkeringsstrategi, skråparkering 2009” – notatet vedhæftes som bilag 1. (dokument 2010-803001). Hovedkonklusionen i notatet er, at omkostningerne til etablering af de ca. 200 planlagte skråparkeringer (199 etableret) blev væsentligt lavere end forudsat (på grund af finanskrisen og den deraf følgende overkapacitet i bygge- og anlægssektoren). Der var budgetteret med en gennemsnitning pris pr. plads på 50.000 kr., men 106 pladser kunne anlægges for 2.500 kr. pr. plads, mens gennemsnitprisen for de resterende 93 pladser blev 35.000 kr.
Der er aktuelt i 2011 (til og med den 1. november 2011) etableret yderligere 200 nye skråparkeringspladser fordelt med 131 nye p-pladser og 69 erstatningspladser. Inden årets udgang forventes det, at der er anlagt yderligere ca. 280 pladser fordelt på ca. 170 nye pladser og ca. 110 erstatningspladser.
De resterende frie midler fra ”Køb af P-automater” og ”Hærværkssikring af P-automater” fra fornyet P-strategi 2009 på 0,85 mio. kr. overføres til ”Puljen til uforudsete udgifter” i P-aftale 2011.
Indstillingens økonomiske konsekvenser kan herefter opsummeres som følger:
Fra ”Fornyet P-strategi 2009” er nedenstående anlægssager nu endeligt opgjort og kan afsluttes med en række mindreforbrug til følge:
Parkeringsstrategi, skråparkering 2009 (TMF 156) |
3,50 mio. kr |
Køb af P-automater (TMF 113) |
0,05 mio. kr |
Hærværkssikring af P-automater (TMF 98) |
0,80 mio. kr. |
I alt et mindreforbrug på |
4,35 mio. kr. |
Mindreforbruget omdisponeres/bevilges til: |
|
Parkeringssekretariatet |
1,00 mio. kr. i 2011 |
Korrekt matrikulering |
1,00 mio. kr. i 2011 |
Puljen til uforudsete udgifter i P-aftale 2011 |
2,35 mio. kr. i 2012 |
I alt |
4,35 mio. kr. |
Videre proces
Forvaltningen vil gennemføre lukning af konti og afslutning af regnskaber med regnskabsafslutninger samt gennemføre omposteringer til relevante konti.
Hjalte Aaberg
/Anders Møller
Oversigt over politisk behandling
Teknik og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at uforbrugte anlægsmidler fra anlægssagen, ”Parkeringsstrategi, skråparkering 2009”, der afsluttes i 2011, på 3,5 mio. kr. (2011 p/l) omdisponeres i 2011 som en rådighedsbevilling på hhv. 1,0 mio. kr. (2011 p/l) til parkeringssekretariatet og 1,0 mio. kr. (2011 p/l) til korrekt matrikulering af overtagne veje. De resterende 1,5 mio. kr. omdisponeres til ”Puljen til uforudsete udgifter” i P-aftale 2011.
- at der frigives en anlægsbevilling til P-sekretariatet på 1,0 mio. kr. (2011 p/l) i 2011 til dækning af forventede meromkostninger i 2011, som følge af forberedelse og gennemførelse af udmøntningen af fornyet P-strategi 2009. Bevillingen gives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, funktion 2.22.07.3.
- at der frigives en anlægsbevilling til korrekt matrikulering af overtagne veje på 1,0 mio. kr. (2011 p/l) i 2011. Bevillingen gives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, funktion 2.22.07.3.
- at regnskaberne for anlægssagerne ”Køb af P-automater” og ”Hærværkssikring af P-automater” afsluttes, og de uforbrugte anlægsmidler på 0,85 mio. kr. (2011 p/l) omdisponeres til ”Puljen til uforudsete udgifter” i P-aftale 2011.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 28. november 2011
Der blev stemt om indstillingen:
For indstillingen stemte 6 udvalgsmedlemmer: O, C, B og A.
Ingen stemte imod indstillingen.
5 udvalgsmedlemmer undlod at stemme: I, F og Ø.
Indstillingen blev anbefalet.
SF, Enhedslisten og Liberal Alliance afgav protokolbemærkning:
”SF, Enhedslisten og Liberal Alliance er fortsat ikke del af P-aftalen og undlader i den forbindelse at stemme”.
Beslutning
Økonomiudvalgets beslutning den 17. januar 2012
Der blev stemt om indstillingen.
For stemte 8 medlemmer: A, B, C, O og V
4 medlemmer undlod at stemme: F og Ø
Indstillingen blev dermed anbefalet.
Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten videreførte partiernes protokolbemærkning fra mødet i Teknik- og Miljøudvalget den 28. november 2012.