Mødedato: 16.08.2011, kl. 15:15
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Exitprogrammet

Se alle bilag

Økonomiudvalget skal godkende præciseret målgruppe for Københavns Kommunes exitprogram for kriminelle og kriminalitetstruede unge mellem 18 og 25 år. Økonomiudvalget, Socialudvalget, Beskæftigelses- og Integrationsudvalget og Børne- og Ungdomsudvalget orienteres om status på programmet, og Økonomiudvalget, Socialudvalget og Beskæftigelses- og Integrationsudvalget anbefaler Borgerrepræsentationen, at midler afsat til en styrket boligindsats bruges til at styrke job- og uddannelsesmulighederne for unge i exitprogrammet.

Indstilling og beslutning

Økonomiforvaltningen, Socialforvaltningen, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller overfor Økonomiudvalget, Socialudvalget, Beskæftigelses- og Integrationsudvalget og Børne- og Ungdomsudvalget,

1. at tage status på exitprogrammet til efterretning.

Økonomiforvaltningen, Socialforvaltningen, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller overfor Økonomiudvalget,

2.  at det godkendes at Københavns Kommunes exitprogram for kriminelle og kriminalitetstruede 18-25 årige inden for den nuværende bevilling omfatter 25 helårspladser.

Økonomiforvaltningen, Socialforvaltningen og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller overfor Økonomiudvalget,

3. at anbefale overfor Borgerrepræsentationen, at 0,5 mill. kr. afsat i budget 2011 til at understøtte arbejdet med at skaffe boliger til unge i exitprogrammet i stedet anvendes til at styrke job- og uddannelsesmulighederne for unge i exitprogrammet.


Økonomiforvaltningen, Socialforvaltningen, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen  indstiller overfor Økonomiudvalget,

4. at anbefale overfor Borgerrepræsentationen, at en fortsættelse af exit-programmet indgår i forhandlingerne om Budget 2012.

Problemstilling

Økonomiudvalget besluttede d. 13. april 2010 at igangsætte et exitprogram målrettet unge i alderen 18 til 25 år med tilknytning til bandemiljøer, som ønsker at lægge den kriminelle løbebane bag sig. Exitprogrammet implementeres gennem et samarbejde mellem Socialforvaltningen, Børne- og Ungdomsforvaltningen og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, og programledelsen er forankret i Socialforvaltningens 18+ enhed. Da exitprogrammet blev etableret var forvaltningernes viden om og erfaring med målgruppen begrænset, men exitprogrammets opstart har bragt værdifuld ny viden og indsigt med sig. Forvaltningerne fremlægger på baggrund heraf en status på programmet, forslag om at præcisere målgruppen, herunder at antallet af pladser i programmet reduceres fra 50 til 25, samt forslag om at anvende midler afsat til en styrket boligindsats til en styrket job- og uddannelsesmæssig indsats for de unge i exitprogrammet.

Løsning

Status

Der er i dag 25 unge i exitprogrammet, som er sat i søen som en håndholdt og optimeret indgang til normalsystemets tilbud, hvor exitvejledere fra Socialforvaltningen, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen sikrer, at unge med tilknytning til bandemiljøer får en hurtig og effektiv respons på deres henvendelse og ønske om at ”exite”. Ved siden af exitprogrammets særlige indsats for unge med tilknytning til kriminelle grupperinger gennemføres en indsats for unge, der er involveret i, sigtet eller dømt for alvorlig eller personfarlig kriminalitet. Denne indsats koordineres af SSP+. Bilag 1 uddyber status på programudviklingen i exitprogrammet.

 

Status ultimo maj 2011 er at 14 af de unge, som er indskrevet i exitprogrammet, ifølge exitvejledernes vurdering klarer sig godt i forhold til uddannelse og/eller beskæftigelse og holder sig væk fra kriminalitet. 5 af de unge klarer sig godt, men exitvejlederne har en vis bekymring for, om de unge kan holde fast i den gode udvikling. For 2 af de unge er der blandt exitvejlederne pt. stor bekymring for, om det vil lykkes de unge at holde fast i uddannelse og beskæftigelse og holde sig væk fra kriminalitet. 2 unge er pt. under afklaring i forhold til deres fortsatte deltagelse i programmet, og 2 unge er netop indskrevet og derfor under udredning.

 

Exitprogrammet omfattes af fælles model for effektbaseret evaluering af Sikker By aktiviteter, og det overordnede effektmål med programmet er, at minimum 60 % af alle 18-25-årige, som har gennemført et exit-forløb, inden for en periode på 2 år efter forløbets afslutning ikke er dømt for alvorlig eller personfarlig kriminalitet. Der er udarbejdet en forandringsteori for programmet, og der følges i forlængelse heraf også op på, at de unge på kort sigt ikke begår kriminalitet, har et fast sted at bo og har et netværk som hjælper dem med at holde sig væk fra kriminalitet. På mellemlangt sigt følges der op på, at de unge er i et stabilt beskæftigelses/uddannelsestilbud, og er ude af evt. misbrug, og på langt sigt vil der blive fulgt op på at de unge ikke har været en del af et kriminelt miljø og har været i arbejde og/eller uddannelse de sidste to år.

 

Regeringen offentliggjorde i april 2011 forslag til en national rammemodel for et exit-program rettet mod bandemedlemmer, som ønsker at forlade bandemiljøet. Målgruppen er de personer, som Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter (NEC) har registeret som tilknyttet bande- og rockergrupperinger i Danmark, svarende til i alt ca. 1.700 personer (marts 2011). Det nationale exit-program har således fokus på den hårde kerne af bandemedlemmer i forhold til kommunens eget exit-program, der primært retter sig mod de personer som løbende og regelmæssigt udfører alvorlig kriminalitet som del af en kriminel grupperings aktiviteter (”soldaterne”).

 

Det nationale exit-program indebærer, at der etableres en tværsektoriel exit-enhed i den enkelte politikreds, som et samarbejde hvori politiet, kriminalforsorgen og relevante kommuner er repræsenteret. I samarbejde med NEC vurderer exit-enheden hvilke bandemedlemmer som kan indgå i et exit-forløb, og hvilke tiltag, der skal anvendes i forhold til den deltagende (uddannelse, beskæftigelse, bopælsskifte, misbrugsbehandling m.v.), og der udpeges en fast kontaktperson. NEC bidrager desuden med at indsamle viden og dokumentation om de lokale exit-programmer herunder afholde fælles kurser og uddannelse efter behov. Kommunerne forventes ikke at få DUT-kompensation som følge af implementeringen af det nationale exit-program.

 

Processen omkring etablering af exit-enheder er forankret i Kredsrådene med politiet som tovholder. Økonomiforvaltningen og Socialforvaltningen vil i den kommende tid gå i dialog med Kredsrådet for Københavns Politikreds herunder Københavns Politi om hvordan det nationale exit-program kan udmøntes i København.

 


Præciseret målgruppe

Exitprogrammet har i sin første tid haft og har fortsat succes med at tiltrække unge i målgruppen, idet det på baggrund af dialog med politiet er vurderingen, at langt størstedelen af de hidtidige unge i exitprogrammet har tilknytning til kriminelle grupperinger. Det har i exitprogrammets første tid således vist sig muligt at etablere kontakt til kriminelle og kriminalitetstruede unge voksne i den ønskede målgruppe og at igangsætte et arbejde sammen med de unge med henblik på at erstatte kriminalitet med et liv med job, uddannelse og bolig.

 

I forhold til det konkrete arbejde med de unge, som der er etableret konktakt med, har det dog vist sig, at nogle af de forudsætninger, som programmet bygger på, ikke helt har holdt. 

 

Exitprogrammet byggede fra starten på en antagelse om, at der i København findes et betydeligt antal stærkt motiverede kriminelle 18-25 årige, som selv henvender sig til kommunen med ønske om hjælp til at bryde med kriminelle grupperinger, og som hurtigt og gennem en effektiv og koordineret indsats kan skabe sig et kriminalitetsfrit liv.

 

De foreløbige erfaringer peger dog på, at det for en betydelig del af de unge i målgruppen kræver en stor og intensiv indsats at støtte den unge i at bryde med det kriminelle miljø. En betydelig del af de hidtidige deltagere i exitprogrammet har således andre og større sociale, psykosociale, psykiatriske samt uddannelses- og beskæftigelsesmæssige problemstillinger og behov end antaget i forbindelse med formuleringen af programmet. Socialforvaltningen foretog i januar 2011 en analyse af de på daværende tidspunkt 34 unge i exitprogrammet. Heraf havde 8 ud af 10 været kendt af Socialforvaltningen som børn; 6 ud af 10 havde ikke gennemført 9 års skolegang; og 8 ud af 10 deltagere var hverken i uddannelse, beskæftigelse eller beskæftigelsesrettet tilbud ved indskrivning i exitprogrammet.

 

Desuden viser de foreløbige erfaringer, at motivationen for at ændre tilværelsen, med de udfordringer som det indebærer, er svingende blandt de unge. De unge udviser en ret konstant interesse for exitprogrammet, men både udefrakommende omstændigheder, fx skyderier i de unges lokalområde, og oplevelsen blandt nogle af de unge af at vejen til ordinær beskæftigelse synes meget lang og vanskelig, kan påvirke motivationen hos de unge. Det kan derfor ikke forventes, at alle exitforløb former sig som en konstant og kontinuerlig positiv forandring hos den unge – for nogle unge vil vejen til en kriminalitetsfri tilværelse være mere ujævn. På den måde ligner de unge i exitprogrammet borgere indskrevet i lignende kommunale tilbud. Forvaltningerne har taget skridt til at sikre, at de unges motivation afdækkes grundigt ved indskrivning i programmet, så de unge, som vurderes stærkt motiverede, optages, men det er forvaltningernes vurdering, at udsving i de unges motivation ikke fuldstændigt kan undgås.

 

Center for Sikker By forventede i forbindelse med etableringen af exitprogrammet, at 100 unge årligt ville indgå i programmet, herunder 50 unge uden bandetilknytning, som håndteres i regi af SSP+, og 50 unge med direkte relation til kriminelle grupperinger i København, som håndteres i exitprogrammet for unge med tilknytning til bandemiljøer. På baggrund af erfaringerne fra exitprogrammets opstartsperiode anbefaler forvaltningerne, at exitprogrammet for unge med tilknytning til bandemiljøer fremadrettet og inden for den nuværende bevilling normeres til 25 unge årligt. Det betyder, at antallet af unge, som årligt skal indgå i programmet, reduceres fra 50 til 25. Børne- og Ungdomsforvaltningen, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og Socialforvaltningen vil yde samme indsats som hidtil i programmet, men indsatsen vil blive fordelt på færre unge. Indsatsen overfor de unge, der er i programmet, vil være tilsvarende mere intens, hvilket vurderes at være en forudsætning for succes.

 


Styrket job- og uddannelsesmæssig indsats

I forbindelse med aftalen om budget 2011 blev der afsat 1 mill. kr. årligt i årene 2011-2014 til at understøtte arbejdet med at skaffe og senere fastholde unge i exitprogrammet i egen bolig. Socialudvalget godkendte i forlængelse heraf d. 24. november 2010, at midlerne primært skulle anvendes til ansættelse af en boligexitvejleder og en social vicevært i exitprogrammet.

 

Siden budgetforliget er situationen imidlertid ændret, idet der bl.a. er kommet fart i boligtilbuddene til de unge fra den boligsociale anvisning, og behovet for at ansætte en boligexitvejleder er derfor ikke så stort som først antaget. Samtidig har der vist sig en række barrierer for at få de unge i varig uddannelse eller beskæftigelse. Mange af de unge har mangelfulde forudsætninger for at indgå i et uddannelses- eller beskæftigelsesforløb, og ofte er de unge præget af afvigende adfærd og i nogle tilfælde psykiatriske diagnoser, går med skudsikre veste og har plettede straffeattester, hvilket bl.a. har skabt udfordringer i arbejdet med at skaffe virksomhedsplacering til de unge. Der har i exitprogrammets første tid været mangel på lærepladser og uddannelsesstillinger, og programmets målgruppe har været svær at ”sælge” overfor eksterne samarbejdspartnere.

 

På baggrund heraf indstiller forvaltningerne, at halvdelen af midlerne afsat til en styrket boligindsats i budget 2011 (0,5 mill. kr. til ansættelse af en boligexitvejleder) i stedet anvendes til en styrket job- og uddannelsesmæssig indsats i form af ansættelse af en virksomhedskonsulent i Jobcenter København i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen. Virksomhedskonsulenten skal arbejde opsøgende og skabe virksomhedssamarbejder, som kan styrke job- og uddannelsesmulighederne for unge i exitprogrammet, med særligt fokus på uddannelsesstillinger. Målet er, at virksomhedskonsulenten i 2011 indgår 30 virksomhedsplaceringer, som på sigt formentlig kan understøtte andre 18+ indsatser, fx indsatsen i Den Korte Snor+ og i 18+ centrene. Herudover vil der blive arbejdet med at etablere grundlag for indgåelse af længerevarende virksomhedssamarbejdsaftaler, som kan indgås såfremt exitprogrammet fortsætter fra 2012 og frem.

Økonomi

Exitprogrammet er finansieret af 3,7 mill. kr. afsat til drift i 2010 og 2011 i forbindelse med aftalen om Kickstart København, og 1 mill. kr. årligt i 2011-2014 til en styrket boligindsats i exitprogrammet. Finansieringen af driften af exitprogrammet efter 2011 indgår i forhandlingerne om budget 2012.

25 helårspladser i exitprogrammet en ensbetydende med en enhedspris på 188.000 kr. Til sammenligning er enhedsprisen for en ung pr. år i 18+ centrene ca. 63.000 kr. En plads i exitprogrammet koster altså mere end prisen pr. bruger af et 18+ center, hvilket skyldes, at exitprogrammet omfatter en mere intensiv og skræddersyet indsats ved medarbejdere fra de tre forvaltninger, som eksklusivt arbejder med og er specialiseret i forhold til de unge i exitprogrammet. Koordineringen af sagsforløbet omkring en kriminalitetstruet ung i regi af SSP+ koster ca. 14.000 kr. pr. ung, hvortil kommer udgifterne til foranstaltninger og tilbud til den unge i de forskellige forvaltninger. Til sammenligning kan det endelig nævnes, at en anbringelse af en kriminalitetstruet 18-23 årig ung på efterværn typisk koster mellem 350.000 og 700.000 kr. om året, afhængigt af om den unge er anbragt på eksempelvis et socialpædagogisk opholdssted eller på et værelse med pædagogisk støtte.

Midler til exitprogrammet, herunder midler til en styrket boligindsats, er placeret under Socialudvalget, på ramme 6.13, funktion 5.38.59.1 – Aktivitets og samværstilbud på bevillingsområde Børnefamilier med særlige behov. Såfremt Borgerrepræsentationen godkender, at 0,5 mill. kr. afsat til en styrket boligindsats kan anvendes til en styrket beskæftigelses- og uddannelsesmæssig indsats i form af en virksomhedskonsulent i Jobcenter København vil Socialforvaltningen i slutningen af året overføre midler svarende til aflønning af en fuldtidsmedarbejder, op til 0,5 mill. kr., til Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen. Tabellen viser budgettet for exitprogrammet i 2011 såfremt indstillingen godkendes.

Aktivitet

Drift (1000 kr.)

Exitvejleder i BIF*

567

Exitvejleder i BUF*

567

Exitvejleder i SOF*

567

Vejledningsforløb for grupper og individer i exitprogrammet*

1000

Pulje til håndtering af akutte situationer mv.*

400

Fælles kompetenceudvikling og overhead*

600

Social vicevært samt aktiviteter til understøttelse af en stabil boligsituation**

500

Virksomhedskonsulent**

500

I alt

4700

* Finansieret af midler afsat i Kickstart København aftalen i 2010.

** Finansieret af midler afsat i budget 2011.

Videre proces

Forvaltningerne arbejder videre med udviklingen, beskrivelsen og monitoreringen af exitprogrammet. Herunder udvikler forvaltningerne indenfor den afsatte økonomiske ramme særlige tilbud til de unge i exitprogrammet, så normalsystemets tilbud kan suppleres med forløb og indsatser, som forvaltningerne vurderer, vil imødekomme de særlige behov og udfordringer, som de unge i målgruppen har. Forvaltningerne fremlægger ultimo 2011 en ny status for Økonomiudvalget, Socialudvalget, Beskæftigelses- og Integrationsudvalget og Børne- og Ungdomsudvalget.  

Claus Juhl            Anette Laigaard            Else Sommer            Morten Binder

Oversigt over politisk behandling

Økonomiforvaltningen, Socialforvaltningen, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller overfor Økonomiudvalget, Socialudvalget, Beskæftigelses- og Integrationsudvalget og Børne- og Ungdomsudvalget,

1. at tage status på exitprogrammet til efterretning.

Økonomiforvaltningen, Socialforvaltningen, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller overfor Økonomiudvalget,

2.  at det godkendes at Københavns Kommunes exitprogram for kriminelle og kriminalitetstruede 18-25 årige inden for den nuværende bevilling omfatter 25 helårspladser.

Økonomiforvaltningen, Socialforvaltningen og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller overfor Økonomiudvalget,

3. at anbefale overfor Borgerrepræsentationen, at 0,5 mill. kr. afsat i budget 2011 til at understøtte arbejdet med at skaffe boliger til unge i exitprogrammet i stedet anvendes til at styrke job- og uddannelsesmulighederne for unge i exitprogrammet.


Økonomiforvaltningen, Socialforvaltningen, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen  indstiller overfor Økonomiudvalget,

4. at anbefale overfor Borgerrepræsentationen, at en fortsættelse af exit-programmet indgår i forhandlingerne om Budget 2012.


Socialudvalgets beslutning i mødet den 15. juni 2011

Kontorchef Ane K. Christensen overværede punktets behandling

 

 

Indstillingen blev godkendt.


Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets beslutning i mødet den 20. juni 2011

Indstillingen blev godkendt.


Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 22. juni 2011


Det 1. at-punkt blev taget til efterretning. Det 2. og 4. at-punkt blev godkendt.

A og F ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen:
"Vi kan tilslutte os indstillingen. Der er tydeligvis behov for en målrettet indsats i forhold til de unge. Vi hæfter os ved at 8 ud af 10 unge har været kendt af socialforvaltningen som børn og vil opfordre SOF og BUF til en øget indsats for at forebygge at disse truede børn bliver kriminelle unge".  

Beslutning

Økonomiudvalgets beslutning den 16. august 2011

1. at-punkt blev taget til efterretning, 2. at-punkt blev godkendt og 3. – 4. at-punkt blev anbefalet.

 

Ninna Thomsen (F) og Jesper Christensen (A) videreførte partiernes protokolbemærkning fra mødet i Børne- og Ungdomsudvalget den 22. juni 2011.

Til top