Redegørelse om Københavns Kommunes indkøb - 2005
Redegørelse om Københavns Kommunes indkøb - 2005
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 16. august 2005
J.nr. ØU 313/2005
7. Redegørelse om Københavns Kommunes indkøb - 2005
INDSTILLING OG BESLUTNING
Økonomiforvaltningen indstiller, at
Økonomiudvalget anbefaler, at Borgerrepræsentationen godkender
at nærværende redegørelse tages til efterretning.
at styrkelsen af Strategisk Indkøb gøres permanent fra og med 2007, jf.
afsnit 8.
at der
til dette med virkning fra 1. januar 2007 afsættes 3 mill.kr. årligt, som finansieres
via opkrævning hos udvalgene.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 16. august 2005
"At Økonomiforvaltningen afholder udgifterne inden for egen budgetramme med virkning fra 1. januar 2007 og frem."
Der blev begæret afstemning om
For stemte 2 medlemmer: Ø
Imod stemte 9 medlemmer: A, B, C, F, O
1 medlem undlod at stemme: Søren Pind (V)
Ændringsforslaget blev dermed forkastet.
Indstillingen blev herefter anbefalet med bemærkningen om, at udgifterne fordeles mellem udvalgene på baggrund af deres andel af den samlede indkøbsvolumen med virkning fra 1. januar 2007 og frem.
Behandling: Borgerrepræsentationen.
RESUME
Redegørelsen indeholder en status over de opnåede
resultater med indgåelse og brug af fælles indkøbsaftaler og kommunens
elektroniske indkøbssystem, samt de realiserede besparelser i perioden
2002-2004. Desuden indeholder redegørelsen en evaluering af indkøbsområdet.
Endvidere beskriver redegørelsen fokusområderne på indkøbsområdet i 2005-2006.
Siden oprettelsen af Strategisk Indkøb
(tidligere Den Fælles Indkøbsenhed) i 2002, er der foretaget 29 udbud
(bestående af 85 delaftaler med en realiseret besparelse på ca. 41,5 mill.kr.).
Resultatet viser, at kommunen, via sit store indkøbsvolumen, kan opnå markante besparelser
ved anvendelse af fælles obligatoriske indkøbsaftaler. Strategisk Indkøb havde
som målsætning for 2004, at de indgåede aftaler skulle medføre en besparelse på
36 mio.kr.. Anvendelsen af aftalerne betyder, at kommunen har realiseret denne
besparelse i 2004. Imidlertid er anvendelsesgraden af såvel de fælles
indkøbsaftaler som af indkøbssystemet stadig utilfredsstillende lav, selvom
forvaltningerne er forpligtet til at anvende aftalerne. Der er mange institutioner
som endnu ikke anvender alle aftalerne. Dette har som konsekvens, at selvom
kommunen har realiseret de forventede besparelser i 2004, udnyttes besparelsespotentialet
kun i begrænset omfang.
Der kan være flere grunde til den manglende
loyalitet over for de fælles obligatoriske indkøbsaftaler. Primært kræver det
for mange en adfærdsændring at omstille sig til at betragte sig som en del af
en større helhed. Man ønsker ikke sin medbestemmelse indskrænket, man betragter
indkøbssystemets funktionalitet som besværlig, man mener at kunne købe varer
billigere andre steder, man kan ikke benytte sine hidtidige leverandører og aftalerne
tilgodeser ikke lokale handlende.
Imidlertid er forudsætningen for
fællesaftalerne, at man slutter op omkring dem, således at leverandøren får den
omsætning, der er en forudsætning for de for hele kommunen fordelagtige priser
og leveringsbetingelser. Samtidigt kræver det forståelse for, at den tid, der anvendes
ved at bestille på det elektroniske indkøbssystem, frem for blot at ringe til
leverandøren, spares i den videre administration og er et krav for at få det
fulde udbytte af elektronisk fakturering.
Kommunen står således overfor et skifte i
fokus og mål på indkøbsområdet. Fra at fokusere på organisering og opbygning af
indkøbsorganisationen, vil fokus fremover i højere grad være på implementering
og organisatorisk forankring. Der vil således være større fokus på at udbrede
kendskabet til - og anvendelsen af - de fælles indkøbsaftaler og
indkøbssystemet. Samtidig vil der fortsat være kraftig fokus på udvælgelse af
egnede aftaleområder og indgåelse af attraktive indkøbsaftaler.
Der er sket en betydelig videreudvikling af
kommunens indkøbssystem, hvilket i 2004 blev belønnet med 2. præmien ved
e-handelsprisen. Siden tildelingen af prisen, er systemet yderligere blevet
forbedret og er derfor teknisk helt på højde med de bedste offentlige
indkøbssystemer i Danmark. Til gengæld er anvendelsen og anvendelsesgraden over
for kommunens elektroniske indkøbssystem fortsat utilfredsstillende.
Forvaltninger har udsat udrulningen af systemet til 2005. Således er der ikke
kommet flere institutioner og indkøbere på systemet, hvilket forklarer en del
af den manglende anvendelse. Men der er også problemer med at øge loyaliteten blandt
dem, som har adgang til systemet, og der kan forekomme tilfælde af manglende opbakning
i forvaltningerne.
På den baggrund anbefales der en række tiltag
i denne redegørelse, for at sikre, at forvaltningerne realiserer det fulde
besparelsespotentiale ved den styrkede organisering af indkøbsområdet, og
fortsat er i front med IT-understøttelse af sine forretningsprocesser.
Et specielt tiltag er, i samarbejde med
Information og Kommunikation, udsendelse af et "Indkøbsnyt" i papirformat hvert
kvartal. Indholdet vil være fokuseret omkring temaartikler, udgaver med fokus
på f.eks. miljø eller arbejdsmiljø, og på hvordan disse områder understøttes af
de fælles indkøbsaftaler. Dette er inspireret af en tilsvarende publikation,
Københavns Amt har anvendt i en årrække med megen succes. Som i amtet er det
ligeledes hensigten at gøre publikationen helt eller delvis leverandørsponsoreret
i en opstartsperiode, idet de leverandører, med hvilke der er indgået fælles
indkøbsaftaler, kan promovere deres produkter i begrænset omfang, dels gennem
informative artikler, dels gennem decideret annoncering.
For at kunne opnå de ønskede besparelser på
indkøbsområdet, må der fremover bruges endnu flere ressourcer på at øge
anvendelsesgraden af de fælles indkøbsaftaler og indkøbssystemet, idet selv den
bedste indkøbsaftale kræver, at den anvendes, for at opnå den forventede
besparelse. Dette, sammenholdt med afholdelse af EU-udbud på nye produktområder
og forlængelse/fornyelse af eksisterende gennem nye udbud, kræver en medarbejderstab,
der føler sig motiveret til også at tænke flere år frem. Økonomiforvaltningen
indstiller derfor, at den midlertidige styrkelse af indkøbsområdet gøres
permanent fra og med 2007.
Den permanente styrkelse indebærer, at de
nuværende 5 medarbejdere fortsætter og der opnormeres til de oprindelige 6
medarbejdere. Udgiften hertil udgør 3 mill.kr. inkl. udgifter til nødvendig
ekstern rådgivningsbistand. Finansieringen dækkes af udvalgene.