Mødedato: 16.08.2005, kl. 15:00

Regnskab 2004 for Metroselskaberne

Regnskab 2004 for Metroselskaberne

Økonomiudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde tirsdag den 16. august 2005

 

 

 

J.nr.             ØU 315/2005

 

 

9.                   Regnskab 2004 for Metroselskaberne

 

 

INDSTILLING

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler,

  • at det meddeles Ørestadsselskabet I/S, at Københavns Kommune ikke har bemærkninger til årsregnskaberne 2004 for Ørestadsselskabet I/S, Frederiksbergbaneselskabet I/S og Østamagerbaneselskabet I/S
  • at Borgerrepræsentationen bemyndiger overborgmesteren til at tiltræde en ændring af interessentskabskontrakten for Ørestadsselskabet I/S, således at Interessentskabskontraktens § 15, stk.2, affattes: "Stk.2. Årsregnskabet skal opstilles på en overskuelig måde og i øvrigt udarbejdes efter de principper i lovgivningen, som finder anvendelse for aktieselskaber, der indgår i regnskabsklasse C i Årsregnskabsloven."

 

 

RESUME

I brev dateret den 14. juni 2005 har Ørestadsselskabet rettet henvendelse til Økonomiforvaltningen og anmodet om, at få ejernes bemærkninger til regnskaberne for de tre metroselskaber.

Årsregnskaberne for Ørestadsselskabet I/S, Frederiksbergbaneselskabet I/S og Østamagerbaneselskabet I/S blev den 27. april 2005 godkendt på bestyrelsesmøderne i de tre bestyrelser under overværelse af selskabernes revisorer. Årsrapporterne blev offentliggjort i forbindelse med afholdelse af selskabets årsmøde den 14. juni 2005.

Selskabernes revisorer konkluderer for alle tre regnskaber, at: "Årsrapporten, bortset fra virkningerne af det i forbeholdet anførte, giver et retvisende billede af koncernens og modervirksomhedens aktiver, passiver og finansielle stilling pr. 31. december 2004 samt af resultatet af koncernens og modervirksomhedens aktiviteter og pengestrømme for regnskabsåret 1. januar – 31. december 2004 i overensstemmelse med årsregnskabsloven".

Revisorerne tager i revisionspåtegningen forbehold over for regnskabsposten "takstindtægter" på baggrund af usikkerhed vedr. metroens fremtidige aflønning fra takstfællesskabet. Hovedstadens Udviklingsråd (HUR) har meddelt selskabet, at Rådet er indstillet på en afregning for 2004 der er ca. 2 kr. lavere pr. passager end forudsat i selskabets likviditetsbudget.

 

Økonomiforvaltningen ikke bemærkninger til de fremsendte regnskaber. Det indstilles, at Københavns Kommune meddeler direktionen for de tre selskaber, at regnskaberne ikke giver anledning til bemærkninger.

 

Selskabets revisorer har i revisionsprotokollatet vedr. årsrapporten for 2004 gjort opmærksom på, at selskabet fra 1. januar 2005 vil skulle aflægge årsregnskab efter årsregnskabslovens regnskabsklasse D, samt fra 1. januar 2007 efter de internationale regnskabsstandarder. Selskabet aflægger i dag årsregnskab efter årsregnskabslovens regnskabsklasse C, jf. interessentskabskontraktens § 15, stk. 2.

Overgangen fra regnskabsklasse C til D vurderes af selskabets revisorer, at være meget ressourcekrævende for selskabets økonomiafdeling ligesom omkostningerne til rådgivning og revision må forventes at stige væsentligt hvorfor selskabet i brev af 29. juli 2005 har bedt ejerne om at tiltræde allonge som en del af selskabets interessentskabskontrakt. Interessentskabskontraktens § 15, stk.2, affattes herefter: "Stk.2. Årsregnskabet skal opstilles på en overskuelig måde og i øvrigt udarbejdes efter de principper i lovgivningen, som finder anvendelse for aktieselskaber, der indgår i regnskabsklasse C i Årsregnskabsloven." Forslag til allonge til Interessentskabskontrakten for Ørestadsselskabet I/S er tiltrådt af selskabets bestyrelse den 10. august 2005.

Økonomiforvaltningen indstiller, at Borgerrepræsentationen bemyndiger OB til at tiltræde en ændring således, at allongen bliver en del af Interessentskabskontrakt for Ørestadsselskabet I/S.

 

 

 

SAGSBESKRIVELSE

Årsregnskab 2004

Ørestadsselskabet I/S er et interessentskab oprettet ved lov nr. 477 af 24. juni 1992. Ørestadsselskabet I/S ejes af Københavns Kommune (55 pct.) og staten (45 pct.). Ørestadsselskabet I/S er medstifter af Frederiksbergbaneselskabet I/S og ejer 70 pct. af selskabet heraf ejer Frederiksberg Kommune de resterende 30 pct. Ligeledes ejer Ørestadsselskabet I/S 55 pct. af Østamagerbaneselskabet I/S og Københavns Amt ejer de resterende 45 pct.

 

Årsregnskaberne for Ørestadsselskabet I/S, Frederiksbergbaneselskabet I/S og Østamagerbaneselskabet I/S blev den 27. april 2005 godkendt på bestyrelsesmøderne i de tre bestyrelser i overværelse af selskabernes revisorer. Årsrapporterne blev offentliggjort i forbindelse med afholdelsen af selskabernes årsmøde den 14. juni 2005. Årsrapporterne med revisionspåtegning er herefter fremsendt til ejerne med henblik på ejernes bemærkninger. Borgerrepræsentationen behandlede ligeledes i 2004, 2003 og 2002 regnskaber for alle tre metroselskaber.

 

Økonomiforvaltningen har ingen bemærkninger til de fremsendte regnskaber. Det indstilles, at Københavns Kommune meddeler direktionen for de tre selskaber, at regnskaberne ikke give r anledning til bemærkninger.

 

Revisorernes forbehold

Økonomiforvaltningen noterer sig, at selskabernes revisorer i revisionspåtegningen har gjort opmærksom på, at der er usikkerhed om indtægtsdelingen og at revisorerne på den baggrund har taget forbehold over for regnskabsposten "takstindtægter".

 

Selskabets revisorer bemærker, at posten "takstindbetalinger" er indregnet i årsrapporten på grundlag af en aflønning på 8,16 kr. pr. passager. Hovedstadens Udviklingsråd (HUR) har meddelt selskabet, at Rådet er indstillet på en afregning for 2004 der er ca. 2 kr. lavere på 6,21 kr. pr. passager. Den samlede virkning for Ørestadsselskabet I/S og Frederiksbergbaneselskabet I/S er, at takstindbetalingerne er sat 63 mio. kr. for højt. Sagen er, jf. lov om hovedstadsområdets kollektive persontrafik, i foråret 2004 indbragt for transport- og energiministeren af Ørestadsselskabet I/S.      

 

Indtægtsdelingen er senest behandlet i BR 450/04 vedr. udvidelse af Ørestadsselskabets låneramme og fremgår endvidere af kvartalsrapporteringen 1. januar 2005 – 31. marts 2005 for Ørestadsselskabet I/S fremlagt på ØU den 7. juni 2005. Sagen har lovgivningsmæssige såvel som betydelige økonomiske aspekter i sig og er afgørende for om Ørestadsselskabets vil kunne tilbagebetale den samlede gæld indenfor lånerammen af 15. mia. kr. eller vil skulle modtage indskud fra ejerne. Udnyttelsen af lånerammen udgør juni 2005 ca. 14,4 mia. kr. Ørestadsselskabet har i langtidsbudgettet forudsat, at metroen indplaceres som en bane og ikke selvstændigt trafiksystem som forudsat af HUR, dvs. at metroen skal have samme indtægt pr. påstiger som DSB. Økonomiforvaltningen deler denne opfattelse idet det indgik som en forudsætning for det samlede økonomiske grundlag for stiftelsen af selskabet.

 

Det er Økonomiforvaltningens vurdering at sagen ikke vil kunne løses uafhængigt af de fremtidige rammer for metroen og den kollektive trafik i hovedstadsområdet. En afklaring af indtægtsdelingen indgår på den baggrund i forhandlingerne med staten for så vidt angår etableringen af et beslutningsgrundlag for metroringen.

 

Regnskabsaflæggelse

Selskabets revisorer har i revisionsprotokollatet vedr. årsrapporten for 2004 gjort opmærksom på at selskabet fra 1. januar 2005 vil skulle aflægge årsregnskab efter årsregnskabslovens regnskabsklasse D, samt fra 1. januar 2007 efter de internationale regnskabsstandarder. Selskabet aflægger i dag årsregnskab efter årsregnskabslovens regnskabsklasse C, jf. interessentskabskontraktens § 15, stk. 2.

 

Overgangen fra regnskabsklasse C til D vurderes af revisorerne, at være meget ressourcekrævende for selskabets økonomiafdeling ligesom omkostningerne til rådgivning og revision må forventes at stige væsentligt. Endvidere vurderes en fortsat anvendelse af regnskabsklasse C af selskabets revisorer ikke, at have betydning for selskabets kreditværdighed og dermed lånevilkår. Ørestadsselskabet I/S vil til enhver tid blive kreditvurderet på tilsvarende måde som staten og Københavns Kommune. Ørestadsselskabet I/S har mulighed for at fravige årsregnskabslovens bestemmelser med henvisning til at selskabet er et interessentskab (imodsætning til f.eks. Sund og Bælt Holding A/S der er et aktieselskab) og derfor selv kan vælge efter hvilke principper, årsregnskabet skal aflægges. Den nuværende formulering i Ørestadsselskabets I/S interessentskabskontrakt lyder: "Stk.2. Årsregnskabet skal opstilles på en overskuelig måde og i øvrigt udarbejdes efter de principper i lovgivningen, som vil finde anvendelse, hvis selskabet var et aktieselskab."

 

En fastholdelse af regnskabsaflæggelsen i regnskabsklasse C kræver imidlertid en ændring af interessentskabskontrakten. Selskabet har derfor bedt ejerne om, at tiltræde allongen som en del af selskabets interessentskabskontrakt således at Interessentskabskontraktens § 15, stk.2, affattes: "Stk.2. Årsregnskabet skal opstilles på en overskuelig måde og i øvrigt udarbejdes efter de principper i lovgivningen, som finder anvendelse for aktieselskaber, der indgår i regnskabsklasse C i Årsregnskabsloven." Forslag til allonge til Interessentskabskontrakten for Ørestadsselskabet I/S er tiltrådt af selskabets bestyrelse den 10. august 2005. Generelt om reglerne i årsregnskabsloven bemærkes, at loven kan opdeles i forhold til regnskabsklasserne A, B, C og D. Regelsættet som virksomhederne er forpligtet til, at følge afhænger primært af virksomhedernes størrelse og retsform. Små virksomheder (regnskabsklasse A) skal følge få typisk brede krav, mens større virksomheder skal følge flere og især mere detaljerede krav. Jf. i øvrigt Erhvervs- og Selskabsstyrelsens hjemmeside: http://www.eogs.dk/sw6097.asp vedr. årsregnskabsloven.

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Borgerrepræsentationen bemyndiger OB til at tiltræde en ændring således, at allongen bliver en del af Interessentskabskontrakt for Ørestadsselskabet I/S.

 

ØKONOMI

Indstillingen har ikke økonomiske konsekvenser.

MILJØVURDERING

Denne indstilling er ikke omfattet af Økonomiforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

ANDRE KONSEKVENSER

-

HØRING

-

BILAG

  • Anmodning fra Ørestadsselskabet af 14. juni 2005 om godkendelse af regnskaber for Metroselskaberne
  • Årsrapport med Revisionspåtegning for Ørestadsselskabet I/S 2004
  • Årsrapport med Revisionspåtegning for Frederiksbergbaneselskabet I/S 2004
  • Årsrapport med Revisionspåtegning for Østamagerbaneselskabet I/S 2004
  • Brev med tilhørende bilag fra Ørestadsselskabet af 29. juli 2005 vedr. forslag til ændring af Interessentskabskontrakten for Ørestadsselskabet

 

 

 

 

 

 

 

Erik Jacobsen

                                            /Paul Sax Møller

 

Til top