Indstilling om bedre styring af ejendomsområdet. (Udsat i mødet 9. maj 2000)
Indstilling om bedre styring af ejendomsområdet. (Udsat i mødet 9. maj 2000)
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 16. maj 2000
J.nr. ØU 127/2000
5. Indstilling om bedre styring af ejendomsområdet. (Udsat i mødet 9. maj 2000)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget anmoder Økonomiforvaltningen om
- at udarbejde forslag til Økonomiudvalget om etablering af en ejendomsenhed, baseret på den i tabel 4 anbefalede løsning
Økonomiudvalgets beslutning: Økonomiudvalget tilsluttede sig følgende forslag om ændring af indstillingspunktet (ændringen fremhævet):
"at udarbejde forslag til Økonomiudvalget om etablering af en ejendomsenhed gennem belysning af flere modeller."
Indstillingen blev godkendt med denne ændring.
Økonomiudvalget understregede vigtigheden af at forvaltningernes synspunkter inddrages i det videre arbejde.
***
Per Bregengaard udleverede en udtalelse fra Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens Hovedsamarbejdsudvalg om sagen.
RESUME
Det foreslås i vedlagte rapport, at der gennemføres en reorganisering af ejendomsområdet, som forventes at kunne løse en række af de problemstillinger, der er kendetegnende for ejendomsområdet i dag.
Det anbefales i rapporten, at der etableres en central kontraktstyret ejendomsenhed fra 1. juli 2001. Enheden får overført ejendomme, lejemål og personale fra 1. januar 2002.
Ejendomsenheden varetager følgende opgaver:
- Udførerrollen i forbindelse med tilvejebringelse af lokaler til bestillerne (forvaltninger og bydele) gennem nuværende bygninger, køb af ejendomme og anlæg m.m.
- Udførerrollen i forbindelse med afhændelse af lokaler m.m.
- Bestiller- og udførerrollen i forbindelse med udvendig vedligeholdelse af ejendomme
- Udfører drifts- og serviceopgaver, fx vagt, service m.m. for bestillerne (forvaltninger og bydele) i konkurrence med andre leverandører
- Bestiller og udfører administrationsopgaver, fx indgåelse af lejekontrakter, udlejning m.m.
- Bestiller og udfører myndighedsopgaver – sikre at fx sikkerhedskrav overholdes
I nærværende indstilling anbefaler Økonomiforvaltningen, at Økonomiudvalget anmoder Økonomiforvaltningen om i september 2000 at udarbejde forslag om etablering af en ejendomsenhed, baseret på den anbefalede løsning i tabel 4.