Mødedato: 15.11.2016, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Justering af fortovsordningen

Se alle bilag
Der skal tages stilling til overtagelse af renholdet i forsøgsområderne, om ukrudtsbekæmpelse skal med i ordningen, samt til mulighed for undtagelse fra ordningen.

Tidligere beslutninger

Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,
  1. at fortovsrenholdet i forsøgsområderne Indre Nørrebro, Hamletsgade og Holmbladsgade fra 1. juli 2017 varetages af Teknik- og Miljøforvaltningen, og at forsøgsordningerne som konsekvens heraf forlænges til 1. juli 2017.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget besluttede på sit møde den 20. juni 2016 at igangsætte en proces med henblik på, at kommunen overtager renholdet i forsøgsområderne, samt at ukrudtsbekæmpelse indføres som en del af fortovsordningen. Udvalget skal nu tage endeligt stilling til dette.

Udvalget vedtog desuden ændringsforslag fra Enhedslisten om, ”at forvaltningen vender tilbage med et forslag til, hvordan der kan laves aftaler med grundejere om renhold af store sammenhængende områder”. Forvaltningen har udarbejdet forslag til mulighed for dispensation.

Løsning

Overtagelse af renholdet i områder med forsøg med fortovsrenhold
I de tre forsøgsområder – Indre Nørrebro, Hamletsgade samt Holmbladsgade - har ansvaret for renholdet været helt eller delvist overdraget til grundejerne, siden forsøgene blev indledt i 2014. Grundejerne i forsøgsområderne er nu blevet partshørt om, at kommunen agter at overtage fortovsrenholdet, når forsøgsordningerne udløber den 31. december 2016. Forvaltningen har udsendt høringsbreve til 342 ejendomme i forsøgsområderne og modtaget 45 svar. Tre af ejendommene er positive over for, at fortovsrenholdet overtages af kommunen, mens 42 ejendomme er imod. Modstanden er især begrundet med utilfredshed med kommunens renhold. Enkelte anfører en for høj pris og den manglende valgfrihed til ordningen.

Forvaltningen anbefaler ud fra en samlet vurdering, at fortovsrenholdet hjemtages af kommunen for at opnå et højt og ensartet renholdsniveau i de berørte områder. Særligt renholdelsesniveauet for de private grundere, hvis areal udgør 82 % af det samlede areal i forsøgsområderne, ligger under standard, mens de almennyttige boligafdelinger generelt har renholdt til den ønskede standard. Se også evalueringsrapporten, som blev fremlagt for Teknik- og Miljøudvalget den 20. juni 2016.

Nye bestemmelser i vejloven fastslår, at når kommunen træffer beslutning om, at opgaver skal udføres for grundejernes regning, skal det gøres billigst muligt, og det skal sikres gennem konkurrenceudsættelse (vejlovens §§ 72 og 137, jf. bilag 4). Dette gælder også for overtagelse af renholdet i forsøgsområderne. Forvaltningen vil derfor indhente kontrolpriser for renholdet i forsøgsområderne, inden renholdet overtages. Hvis kontrolpriserne er lavere end forvaltningens priser, vil det blive undersøgt, om opgaveløsningen kan effektiviseres yderligere, eller om opgaven skal udliciteres. Forvaltningen anbefaler at forlænge forsøgsordningerne indtil da.

Bekæmpelse af ukrudt som ydelse i fortovsordningen
Forslaget om at medtage ukrudtsfjernelse i fortovsordningen er kommet fra grundejerside i 2016 under evalueringen af fortovsordningen. Alle grundejere i fortovsordningen er blevet partshørt om forslaget. Der er udsendt høringsbreve til 4.132 ejendomme, og forvaltningen har modtaget svar fra godt 430 ejendomme.  30 ejendomme støtter forslaget, mens ca. 400 ejendomme er imod. Halvdelen af indsigelserne er begrundet med utilfredshed med den generelle kvalitet af renholdet og, at ordningen ikke er valgfri, en del er begrundet med prisen for ukrudtsbekæmpelse, og endelig er 40 begrundet med, at der ikke er nævneværdige ukrudtsforekomster ved ejendommen.

Forvaltningen anbefaler, at ukrudtsordningen ikke indføres. Der er lagt vægt på indsigelserne om, at der ikke er nævneværdige ukrudtsforekomster ved ejendommene, da ordningen så vil indebære, at de pågældende grundejere pålægges udgifter til en ydelse, de reelt ikke modtager.

En del af høringssvarene giver udtryk for utilfredshed med, at der efterlades affald som gemmer sig mellem cykler og andre genstande på fortovet. Forvaltningen vil fremover give denne problemstilling øget opmærksomhed i forbindelse med fortovsrenholdet.

Mulighed for dispensation fra fortovsordningen
Fortovsordningen er indført efter vejlovens § 72. Det vil være muligt at give dispensation fra ordningen til den enkelte grundejer, så denne kan udtræde af ordningen og selv forestå renholdet. Det er den enkelte grundejer, der efter vejloven har forpligtelsen til at renholde. Grundejeren kan, ved fuldmagt til en sammenslutning af grundejere, lade sig repræsentere, så det er sammenslutningen, der modtager dispensationen. Det vil stadig være den enkelte grundejer, der er forpligtet efter vejloven til at renholde (jf. bilag 3). Forvaltningen har udarbejdet et forslag til grundlag for, at grundejerne kan søge dispensation. For at undgå, at renholdsniveauet falder på ansøgerens eget område og i området generelt, vil forvaltningen i sin behandling af ansøgninger bl.a. lægge vægt på følgende (se også bilag 3 for yderligere uddybning):

  • At der er fremlagt en renholdsplan, der sandsynliggør, at renholdsniveauet vil blive opretholdt på det niveau, som kommunen styrer efter i fortovsordningen, og som lever op til de krav, forvaltningen har til udførelsen af opgaven.
  • At der er tale om større sammenhængende strækninger/arealer og, at der ikke indgår arealer, som forvaltningen har pligt til at renholde - fx rabatter mellem fortov og cykelsti/vejbane. Hvorvidt en strækning er større og sammenhængende, beror på en konkret vurdering. Et relevant udgangspunkt for en dispensationsansøgning kunne fx være hel en karré eller en længere, ubrudt fortovsstrækning mellem to sideveje.
  • At forvaltningens mulighed for at koordinere indsatsen på strækningens kørebaner, cykelstier og fortove ikke bliver væsentlig forringet.

En eventuel overdragelse af renholdet til grundejere eller sammenslutninger af grundejere vil betyde, at forvaltningen skal reducere medarbejderstaben. Hvis 10 % af fortovsordningens arealer omfattes af dispensation, hvilket vurderes som et sandsynligt scenarie, skal medarbejderstaben reduceres med ca. 9,3 årsværk, og heraf ca. 7,3 årsværk til direkte renhold. De resterende to årsværk er til administration og ledelse. Hvis 30 % af arealerne omfattes af dispensation, hvilket vurderes at være det mest vidtgående scenarie, skal medarbejderstaben reduceres med ca. 28 årsværk og heraf ca. 22 årsværk til direkte renhold. Hvis bestemte betingelser er til stede ved en dispensation, skal der ske virksomhedsoverdragelse af medarbejdere. Forvaltningen forventer i de næste par år at kunne håndtere en eventuel reduktion af medarbejderstaben på op til 15 medarbejdere pr. år gennem naturlig afgang og omflytning af personale.

Grundejerne i ordningen vil blive informeret udførligt, direkte og på kommunens hjemmeside om renholdsstandarder og andre servicemål, som skal overholdes ved udtrædelse af ordningen. Der vil også blive orienteret om regler for virksomhedsoverdragelse.

Økonomi

Teknik- og Miljøforvaltningens ressourceforbrug til fortovsordningen modsvares af betalingen fra grundejerne i ordningen. Overtagelse af renholdet i forsøgsområderne har derfor ikke økonomiske konsekvenser for kommunen. Betalingen til ordningen udgør samlet 58,9 mio. kr. for 2016.

Indførelse af dispensationsmulighed i fortovsordningen vil medføre et øget ressourceforbrug til administration af ansøgninger, klager over afslag, tilsyn, påbud samt revidering af opkrævninger. Ønsker 10 % af grundejerne at udtræde af ordningen, estimeres det ekstra ressourceforbrug til to årsværk. Udgifterne hertil kan ikke tilskrives fortovsordningen. Hvis ikke der findes finansiering til det ekstra ressourceforbrug i forbindelse med forhandlingerne til Budget 2018, så skal finansieringen findes på Teknik- og Miljøudvalgets øvrige driftsområder.

Videre proces

Grundejerne i forsøgsområderne vil modtage afgørelsesbrev med orientering om den politiske beslutning om hjemtagelse af renholdet samt om forlængelse af forsøgsordningerne. Grundejerne i hele fortovsordningen vil modtage afgørelsesbrev med orientering om den politiske beslutning om ukrudtbekæmpelse. Samtidig vil grundejerne modtage oplysning om den nye mulighed for dispensation fra fortovsordningen, herunder om krav til ansøgninger og tidsfrister. De første dispensationer forventes at kunne træde i kraft 1. juli 2017. Teknik- og Miljøudvalget vil blive orienteret om resultatet af indhentning af kontrolpriser.

Pernille Andersen

                                                                 /Jon Pape

 

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
  1. at fortovsrenholdet i forsøgsområderne Indre Nørrebro, Hamletsgade og Holmbladsgade fra 1. juli 2017 varetages af Teknik- og Miljøforvaltningen, og at forsøgsordningerne som konsekvens heraf forlænges til 1. juli 2017.

    Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
     

  2. at ukrudtsfjernelse ikke medtages som ydelse i fortovsordningen.

  3. at den enkelte grundejer får mulighed for at søge om dispensation fra fortovsordningen, på det grundlag, som er beskrevet i denne indstilling jf. bilag 3.


Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 31. oktober 2016
1. at-punkt blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med 6 stemmer mod 3. Ingen undlod at stemme.
For stemte: A, B, F og Ø.
Imod stemte: C, I og V. 

2. og 3. at-punkt blev godkendt med 9 stemmer mod 0. Ingen undlod at stemme.
For stemte: A, B, C, F, I, V og Ø.
Imod stemte: Ingen.

Beslutning

Dagsordenspunkt 9: Justering af fortovsordningen (2016-0256910)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 15. november 2016

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen med 8 stemmer mod 3. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A, Ø, B og O.

Imod stemte: V, C og I.

Til top