Mødedato: 15.11.2016, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Proces for puljen til smarte investeringer i velfærden

Der skal tages stilling til proces og principper for udmøntning af investeringspuljerne. Overordnet er der tale om en videreførelse af principperne fra budget 2016, mens processen er ændret således, at investeringsforslag fremover fremlægges til politisk prioritering i forbindelse med overførselssagen og budgetforhandlingerne.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

1. at proces og principperne for udmøntning af investeringspuljerne for 2017 godkendes.

Problemstilling

For at understøtte effektiviseringsstrategien blev der med budgetforslag 2017 afsat investeringspuljer på i alt 450 mio. kr., fordelt med 115 mio. kr. på drift, 325 mio. kr. på anlæg og 10 mio. kr. til innovationspuljen.

I budgettet for 2017 blev der udmøntet midler til otte effektiviseringsforslag. Herefter resterer der 99,4 mio. kr. i service, 181,5 mio. kr. i anlæg og 10,0 mio. kr. i innovationspuljen (service) for 2017.

I budget 2017 fremgår endvidere, at investeringsforslag fremover fremlægges til politisk prioritering i forbindelse med overførselssagen og budgetforhandlingerne. Investeringspuljerne udmøntes således to gange årligt, hvor udmøntningen i 2016 foregik løbende. Der skal tages stilling til en proces for godkendelse af investeringsforslag samt kriterier for udmøntning af midler.

Løsning

Proces for udmøntning af investeringspuljerne

Investeringspuljerne udmøntes i forbindelse med overførselssagen og budgetforhandlingerne. Forud herfor skal investeringsforslagene være godkendt i de relevante fagudvalg. Inden politisk behandling er investeringsforslagene godkendt af Økonomiforvaltningen med henblik på at sikre, at forslagene lever op til kriterierne for udmøntning af puljen. Tværgående investeringsforslag behandles endvidere på møde mellem de syv direktører i kommunen, inden de forelægges politisk, jf. figur 1.

Figur 1. Proces for godkendelse af business cases

Økonomiforvaltningen fastlægger fristerne for godkendelse af investeringsforslag. Fristerne fremgår på Økonomiforvaltningens intranet. Økonomiforvaltningen samler de godkendte business cases og præsenterer den samlede pakke under overførselssagen/budgetforhandlingerne.

Principper for udmøntning af puljerne

Investeringspuljerne

For at modtage midler fra investeringspuljerne skal business casene leve op til følgende kriterier:

  • Tilbagebetalingstid på max 6 år.

  • Gennemsigtighed i beregninger af potentiale og investeringer .

  • Tæt kobling mellem initiativer der modtager midler og effektiviseringen.

  • Investeringer i grundinvesteringer i it, som er en forudsætning for andre business cases, kan modtage midler, selvom kravet vedrørende tilbagebetalingstiden ikke er opfyldt. I sådanne tilfælde angives tilbagebetalingstiden med og uden de grundlæggende investeringer. Det angives ligeledes, hvilke forslag der skal bygge på grundinvesteringen.

  • Investeringsforslag hvor effektiviseringen falder på overførsels- eller indsatsmidler kan indgå, men forslag, hvor effektiviseringen falder på service, prioriteres først, mens de forslag, som inkluderer mindreudgifter på de øvrige styringsområder i tilbagebetalingstiden, vil blive prioriteret herefter.

  • Investeringsforslag, hvor effektiviseringen bidrager til indfrielse af en forvaltnings effektiviseringsmåltal, prioriteres endvidere før andre forslag.

  • Tiltag, der reducerer fremtidige merudgifter på demografiområderne, kan også indgå.

  • Tiltag, der reducerer fremtidige merudgifter på områder, der ikke er demografiregulerede, kan også indgå, men vil blive prioriteret efter tiltag på de demografiregulerede områder, da de ikke medfører reduktioner i de midler, der er afsat i budgettet.

  • Såfremt et forslag har stigende effektiviseringsgevinster i de efterfølgende år, anvendes disse til at opfylde de kommende års effektiviseringsmåltal.

Innovationspuljen

Til ansøgning om midler fra innovationspuljen skal følgende bemærkes.

  • Innovationspuljen skal gå til at styrke investeringspuljernes kobling til private virksomheder. Det kan være til inddragelse af virksomheder, universiteter eller til vikaromkostninger, hvor der er behov for frikøb af medarbejdere. Innovationspuljen kan desuden gå til indkøb af konsulentbistand f.eks. fra Innovationshuset, CSL, Living Lab, klynger eller eksterne konsulenter.

  • Ansøgningen skal have sammenhæng til et konkret investeringsforslag, eller indgå til at modne en proces frem mod et fremtidigt investeringsforslag, hvor det på ansøgningstidspunktet ikke er muligt at beregne forslagets eksakte potentiale. Innovationspuljen kan således anvendes til at understøtte en innovativ proces, der skal medvirke til at kvalificere indhold og økonomi i forslaget.

  • Innovationspuljen er friholdt kravet om tilbagebetalingstid på 6 år.

  • Det skal fremgå klart og detaljeret, hvad midlerne fra innovationspuljen skal anvendes til.

  • Der er mulighed for at få udmøntet midler til længerevarende Offentlig-Privat-Innovations-forløb. Der skal fortsat udarbejdes en tentativ business case, der sandsynliggør forslagets effektiviseringspotentiale ved hjælp af økonomiforvaltningens skabelon.

Videre proces

Økonomiforvaltningen fastlægger fristerne for godkendelse af investeringsforslag. Fristerne fremgår på Økonomiforvaltningens intranet.

Økonomiudvalget orienteres om status på investeringspuljerne i forbindelse med overførselssagen, hvor Økonomiforvaltningen samler de godkendte business cases og præsenterer den samlede pakke.

 

Søren Tegen Pedersen
                                                              /

 Mads Grønvall                                                       

Beslutning

Dagsordenspunkt 3: Proces for puljen til smarte investeringer i velfærden (2016-0328756)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 15. november 2016

Radikale Venstre fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF1):

”At dot 5 i løsningsafsnittet under ”Principper for udmøntning af puljerne” ”Investeringspuljerne” ændres fra:

”Investeringsforslag hvor effektiviseringen falder på overførsels- eller indsatsmidler kan indgå, men forslag, hvor effektiviseringen falder på service, prioriteres først, mens de forslag, som inkluderer mindre udgifter på de øvrige styringsområder i tilbagebetalingstiden, vil blive prioriteret herefter.”

til:

”Investeringsforslag, hvor effektiviseringen falder på overførsels- eller indsatsmidler kan indgå, men forslag, hvor effektiviseringen falder på service, vægtes som udgangspunkt højest, mens de forslag, som inkluderer mindre udgifter på de øvrige styringsområder i tilbagebetalingstiden, vil blive prioriteret herefter. ””

 

Enhedslisten fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF2):

”At dot 6 i løsningsafsnittet under ”Principper for udmøntning af puljerne” ”Investeringspuljerne” ændres fra:

”Investeringsforslag, hvor effektiviseringen bidrager til indfrielse af en forvaltnings effektiviseringsmåltal, prioriteres endvidere før andre forslag.”

til:

”Investeringsforslag, hvor effektiviseringen bidrager til indfrielse af en forvaltnings effektiviseringsmåltal, prioriteres som udgangspunkt før andre forslag.””

 

Det af Radikale Venstre fremsatte ændringsforslag (ÆF1) blev vedtaget uden afstemning.

 

Det af Enhedslisten fremsatte ændringsforslag (ÆF2) blev vedtaget uden afstemning.

 

Den således ændrede indstilling blev godkendt uden afstemning.  

Til top