Mødedato: 15.08.2023, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Lånefinansiering til landstrøm

Se alle bilag

I budget 2021 blev der afsat 77 mio. kr. som lånefinansiering til etablering af landstrøm til krydstogtskibe på Langelinie og i Nordhavn under forudsætning af, at der er lovhjemmel til kommunal medfinansiering af et landstrømanlæg. Det fremgår af budgetaftalen, at tilbagebetaling af lånet og de konkrete lånevilkår vil blive forelagt Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, inden lånet udmøntes. Ankestyrelsen har i april 2023 meddelt Københavns Kommune, at det er lovligt, at kommunen medfinansierer By & Havns landstrømsanlæg. Borgerrepræsentationen skal godkende låneaftale med By & Havn.   

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at udkast til låneaftale med By og Havn (bilag 1) godkendes,
  2. at lånebeløb på op til 77 mio. kr. udbetales til By og Havn, når landstrømsanlægget er taget i brug og i øvrigt som anført i låneaftalen.

Problemstilling

I budget 2021 blev der afsat 77 mio. kr. i lånefinansiering fra Københavns Kommune til et landstrømsanlæg, der kan betjene krydstogtskibe på Langelinie og i Nordhavn (Oceankaj). Etableringen af et landstrømsanlæg sker som et samarbejde mellem Københavns Kommune, By & Havn og Copenhagen Malmø Port (CMP) hvor By & Havn er bygherre, og CMP skal drive anlægget. Anlægget vil være klar til brug til krydstogtsæsonen 2025.

Ved beslutningen i budget 2021 fremgik det, at bevillingen er under forudsætning af, at der er lovhjemmel til kommunal medfinansiering. Ankestyrelsen har i april 2023 meddelt Københavns Kommune, at:

Ankestyrelsen vurderer på baggrund af sagens oplysninger, at det vil være lovligt for Københavns Kommune at medfinansiere By & Havn I/S’ landstrømanlæg.”

Økonomiudvalget blev på mødet den 14. marts 2023 orienteret om, at By & Havn havde annulleret sit første udbud af et landstrømanlæg til krydstogtskibe, fordi de indkomne tilbud oversteg det afsatte budget væsentligt.

Den 23. maj 2023 blev Økonomiudvalget orienteret om, at By & Havn vil foretage et udbud med en model, hvor der etableres et landstrømanlæg i to faser. Inden krydstogtsæsonen starter i 2025, etableres landstrøm med mulighed for to tilslutninger (ladepunkter). I 2028 etableres eltilslutning til yderligere tre tilslutninger, så der i alt er fem tilslutninger (ladepunkter). Modellen indebærer, at eltilslutning i 2025 sker fra en midlertidig hovedstation i Nordhavn og i 2028 fra en permanent hovedstation i Nordhavn.

By & Havn har i maj 2023 sendt opgaven med at etablere selve landstrømsanlægget (converter, kabelkraner og øvrige kajanlæg) i udbud og forventer at underskrive kontrakten med det vindende selskab i 3. kvartal 2023. I august sender By & Havn opgaven med kabelføring, nettilslutning mv. i udbud og forventer at skrive kontrakt for den del nogle måneder efter. Forinden skal vilkår for kommunens lån til medfinansiering af anlægget godkendes.

Løsning

Parterne er enige om udkast til låneaftale mellem By & Havn og Københavns Kommune (bilag 1). De overordnede lånevilkår er anført nedenfor:

  • Lånet udgør 77 mio. kr., dog maksimalt det udækkede finansieringsbehov.
  • By & Havns lejeaftale med CMP om leje af landstrømanlægget skal indgås på markedsvilkår, som både tilgodeser optimal udnyttelse af landstrømanlægget og størst mulig lejebetaling til By & Havn. Vilkår skal godkendes administrativt af kommunen.
  • Lånet kan alene anvendes til medfinansiering af etableringen af landstrømanlægget.
  • Lånebeløb udbetales, når der foreligger dokumentation for ibrugtagning af anlæg, afholdte udgifter og finansieringsbehov.
  • Lånetilsagnet bortfalder med udgangen af 2029, medmindre Københavns Kommune skriftligt har accepteret en forlængelse.
  • Lånet forrentes ikke.
  • By & Havn afdrager hver den 1. maj lånet med driftsoverskuddet.
  • Lånet afdrages, indtil det er fuldt indfriet, dog højst i 25 år efter fuld ibrugtagning af landstrømanlægget, hvor lånet og den aktuelle restgæld bortfalder.
  • By & Havn kan alene udvide landstrømanlægget, hvis selskabet dokumenterer, at en udvidelse ikke påvirker tilbagebetalingen af lånet negativt, eller hvis By & Havn forinden indfrier den aktuelle restgæld på lånet.
  • By & Havn kan i øvrigt til enhver tid vælge at indfri lånet helt eller delvist.

Økonomi

I budget 2021 blev der afsat 77 mio. kr. til lånefinansiering af etablering af landstrøm til krydstogtskibe på Langelinie og i Nordhavn. Med indstillingen foreslås det, at der ydes By & Havn et lån på 77 mio. kr. på vilkår beskrevet ovenfor og i bilag 1, når vilkår for udbetaling er opfyldt.

Udover de 77 mio. kr. til lånefinansiering, blev der i budget 2021 afsat 2 mio. kr. til detailprojektering og udbud af landstrømsanlægget. Midlerne var stjernemarkerede og kan derfor udbetales uden yderligere godkendelse, og vil derfor blive udbetalt til By & Havn, hvis denne indstilling godkendes.  

Videre proces

Hvis Borgerrepræsentationen godkender indstillingen, vil Økonomiforvaltningen udbetale tilskuddet og lånet til By og Havn, når vilkår herfor er opfyldt.

Søren Hartmann Hede / Nanna Westerby Jensen

Beslutning

Dagsordenspunkt 8: Lånefinansiering til landstrøm (2022-0388920)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 15. august 2023

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Til top