Mødedato: 15.08.2023, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Indtægtsbevilling til deltagelse i Interreg Europe Projekt

Se alle bilag

Før Borgerrepræsentationen kan tage stilling til en indstilling, skal Økonomiudvalgets erklæring om enhver sag, der vedrører kommunens planlægningsopgaver, økonomiske forhold eller almindelige administrative forhold, indhentes, jf. Københavns Kommunes styrelsesvedtægt § 12, stk. 5.

I nærværende indstilling, skal Økonomiudvalget således alene tage stilling til den foreslåede erklæring i afsnittet "Indstilling".

Teknik- og Miljøforvaltningen har ansøgt og modtaget tilsagn om ekstern finansiering til deltagelse i Interreg-projektet ’Mobilizing Europe’s Green Ambition through Bicycles and Intelligent Transport Systems’. For at modtage ekstern finansiering skal Borgerrepræsentationen godkende at modtage finansieringen, jf. Københavns Kommunes bevillingsregler. Borgerrepræsentationen skal på den baggrund tage stilling til modtagelse af tilskud fra Interreg North Sea European Regional Development Fund. Københavns Kommune har en egenfinansiering på 40%.

Tidligere beslutninger

Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

  1. at Teknik- og Miljøforvaltningen modtager tilskud fra Interreg North Sea European Regional Development Fund på 2,7 mio. kr. til tværgående innovationsaktiviteter i Europa og deltagelse i projektet ’Mobilizing Europe’s Green Ambition through Bicycles and Intelligent Transport Systems’. Der skal på den baggrund gives en rådighedsbevilling som indtægts- og udgiftsbevilling på 2,7 mio. kr. på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær drift jf. økonomiafsnittet.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

Problemstilling

Af Københavns Kommunes bevillingsregler, vedtaget af Borgerrepræsentationen den 25. marts 2022 fremgår, at Borgerrepræsentationen skal tage stilling til indtægter til kommunale aktiviteter.

Teknik- og Miljøforvaltningen har den 13. april 2023 fået tilsagn om tilskud fra Interreg North Sea European Regional Development Fund til at indgå i et projekt, der understøtter forvaltningens arbejde med at mindske CO2 samt styrke cyklisme og trafikledelse. Denne indstilling er en standardindstilling i forhold til at overholde bevillingsreglerne for Københavns Kommune. Under løsning beskrives kort det projekt, som indtægtsbevillingen bidrager til at finansiere.

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til, om den tildelte finansiering fra den Europæiske Unions Interreg pulje kan modtages og anvendes til projektet ’Mobilizing Europe’s Green Ambition through Bicycles and Intelligent Transport Systems’.

Løsning

Projektet er et internationalt samarbejde om cyklisme og intelligente transportsystemer. Projektet forventes afsluttet ultimo 2026.

Teknik- og Miljøforvaltningen har mulighed for at indgå i projektet ’Mobilizing Europe’s Green Ambition through Bicycles and Intelligent Transport Systems’. Projektet er et partnerskab med en række andre europæiske byer og organisationer, heriblandt de hollandske byer Zwolle og Enschede, Chalmars Tekniske Højskole og Free and Hanseatic City of Hamburg.

Projektet har til formål at få flere til at cykle ved brug af ITS (Intelligente trafiksystemer), der skal sikre, at cykling er en positiv oplevelse. Brugen af ITS er med til at styrke bl.a. sikkerhed og komfort for cyklisterne. I Københavns Kommune er brugen af ITS løbende blevet implementeret, herunder variable cykeltavler (VMS-tavler), hvor information kan gives direkte til cyklisterne i tilfælde af kø eller afspærringer, ligesom der i det daglige indsamles data på cykelområdet, der giver Teknik- og Miljøforvaltningen viden og indsigt om antallet af cyklister.

Københavns Kommunes deltagelse i projektet giver mulighed for at styrke kommunens brug af ITS, herunder potentialer i brugen af rejsetidsdata på cykelområdet. Et styrket datagrundlag for cyklister kan bidrage til en bedre kvalitet af de data, som bruges til at planlægge tiltag, der i sidste ende skal få flere københavnere til at vælge cyklen som transportmiddel. 

Politisk handlerum
Hvis Teknik- og Miljøforvaltningen ikke modtager tilskud fra Interreg North Sea European Regional Development Fund, vil det ikke være muligt at gennemføre projektet.

Økonomi

Københavns Kommunes del af projektet udgør 4,46 mio. kr. af en samlet økonomisk ramme på 36,46 mio. kr. Projektet er 60 % finansieret af Interreg North Sea European Regional Development Fund svarende til 2, 7 mio. kr. Københavns Kommune bidrager selv med 40 % svarende til 1,78 mio. kr. Disse midler er en del af den eksisterende driftsramme i Teknik- og Miljøforvaltningen, og forvaltningens bidrag på 1,78 mio. kr. sker over tre år i regi af planlagt udstyr og inden for de medarbejderressourcer, Teknik og Miljøforvaltningen lægger i det daglige arbejde. Der skal ikke betales fondsmoms i forbindelse med tilskuddet. Teknik- og Miljøforvaltningen forventer ingen afledte driftsudgifter i forbindelse med projektet.

De bevillingsmæssige ændringer i forbindelse med modtagelse af de 2,7 mio. kr. fra den Europæiske Unions Interreg pulje fremgår af tabellen nedenfor:

Tabel 1. Bevillingsmæssige konsekvenser

At-punkt

Udvalg

Bevilling

(nr. og navn)

Funktion

Indtægt (I) /
Udgift (U)

Beløb i 1.000 kr.*

(2023 p/l)

Varig?

Ja/nej

2023

2024

2025

 

1.

TMU

1000 - Ordinær drift

0.25.10.1

I

-447

-1.118

-1.111

Nej

1.

TMU

1000 - Ordinær drift

0.25.10.1

U

447

1.118

1.111

Nej

I alt

-

-

-

-

0

0

0

-

*Øgede indtægter er indikeret med negativt fortegn, mens reducerede indtægter ikke er indikeret med et fortegn. Øgede udgifter er indikeret uden fortegn, mens reducerede udgifter er indikeret med negativt fortegn.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, vil Teknik- og Miljøforvaltningen oplyse projektorganisationen om beslutningen og derefter løbende modtage tilskud fra den Europæiske Unions Interreg Pulje.

 

Søren Wille   / Peter Højer

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Teknik- og Miljøforvaltningen modtager tilskud fra Interreg North Sea European Regional Development Fund på 2,7 mio. kr. til tværgående innovationsaktiviteter i Europa og deltagelse i projektet ’Mobilizing Europe’s Green Ambition through Bicycles and Intelligent Transport Systems’. Der skal på den baggrund gives en rådighedsbevilling som indtægts- og udgiftsbevilling på 2,7 mio. kr. på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær drift jf. økonomiafsnittet.

 

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 19. juni 2023

 

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Dagsordenspunkt 26: Indtægtsbevilling til deltagelse i Interreg Europe Projekt (2023-0195966)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 15. august 2023

Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Til top