Mødedato: 15.08.2017, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Opfølgning på revisionsberetning 2016 - August

Se alle bilag
Der skal tages stilling til oversendelse af revisionsberetningen vedr. årsregnskabet for 2016 samt udvalgenes besvarelser heraf til Revisionsudvalget.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at Økonomiforvaltningens handlingsplaner på baggrund af revisionsberetningen for 2016 tages til efterretning,

  2. at det godkendes, at Revisionsberetningen og udvalgenes besvarelser heraf oversendes til Revisionsudvalget.

Problemstilling

Københavns Kommune modtog den 1. juni 2017 revisionsberetningen til regnskab 2016. På baggrund heraf har alle forvaltninger udarbejdet handlingsplaner til de revisionsbemærkninger, der vedrører forhold i forvaltningens arbejde. Disse godkendes på de respektive udvalg i løbet af august 2017.

Af kommunens revisionsregulativ fremgår det, at

Økonomiudvalget har efter styrelsesloven til opgave at foranledige, at der sker besvarelse af revisionens bemærkninger til årsregnskabet – både for så vidt angår bemærkninger til forvaltningen under Økonomiudvalget som under de stående udvalg.

Økonomiudvalget forelægges derfor med denne indstilling samtlige revisionsbemærkninger, samt handlingsplanerne hertil.

Løsning

Med revisionsberetningen giver kommunens eksterne revision sin vurdering af regnskabsaflæggelsen og det løbende arbejde med regnskabet. Kommunens eksterne revisor har godkendt regnskabet uden forbehold. Den samlede revisionsberetning er vedlagt som bilag 2.

Revisionen afgiver i revisionsberetningen sine bemærkninger til regnskabet. Disse gives til områder, hvor revisor anbefaler, at kommunen forbedrer sine indsatser i forbindelse med regnskabsaflæggelsen. Det fremgår af beretningen, at der på alle områder, der påpeges i revisionsbemærkningerne, er iværksat tiltag, der skal løse forholdene.

Revisionsbemærkninger

Der er til regnskabet for 2016 afgivet i alt 17 revisionsbemærkninger, mod 19 til regnskabet for 2015. 11 bemærkninger vedrørende årsregnskabet, 2 bemærkninger vedrørende forvaltningsrevisionen og 4 bemærkninger vedrørende socialrevisionen.

Kommunen har i det forløbne år arbejdet aktivt med de forhold revisionen påpegede i revisionsberetningen for 2015, hvilket har resulteret i, at fire bemærkninger er blevet lukket. Disse fremgår af nedenstående tabel 1.

Tabel 1. Lukkede bemærkninger fra revisionsberetningen for 2015

Revisionsbemærkninger vedrørende årsregnskabet

Status

Nr. 2

Administration af anlægsudgifter/-regnskaber (TMF)

Lukket

Nr. 5

Brugerrettigheder – periodiske revurdering (AD-KØR) (ØKF)

Lukket

Nr. 16

Risikobaseret ledelsestilsyn (ØKF)

Lukket

Revisionsbemærkninger vedrørende socialrevision

Status

Nr. 17

Sygedagpenge (BIF)

Lukket

TMF = Teknik- og Miljøforvaltningen

ØKF = Økonomiforvaltningen

BIF = Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen

I nedenstående tabel 2 fremgår revisionsbemærkningerne for 2016. Der er med beretningen for 2016 givet to nye bemærkninger, begge vedrørende socialrevisionen:

  • Bemærkning 14 om merudgifter til børn (Socialforvaltningen), i henhold til servicelovens § 41, omhandlende manglende genberegning af sagerne og administrativ forlængelse. 
  • Bemærkning 15 om forsikrede ledige (Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen) omhandlende væsentlige fejl og mangler i forhold til kvaliteten af sagsbehandlingen vedrørende forsikrede ledige.

Det fremgår af tabel 2 hvilken forvaltning den enkelte bemærkning vedrører, ligesom det er angivet af forvaltningerne, hvornår de enkelte handleplaner forventes at være afsluttet.

Tabel 2 - Oversigt over revisionsbemærkninger for 2016

 Nummer Titel Forvaltning Afsluttes i regnskab
Nr. 1

Systemansvarlige for udbetalingssystemer

Forvaltningerne 2017
Nr. 2 Byfornyelse TMF 2017
Nr. 3 Balanceposter Forvaltningerne 2017
Nr. 4 Lønadministration

ØKF(KS) og forvaltningerne

2017
Nr. 5 Manglende refusionshjemtagelse Forvaltningerne og KS 2017
Nr. 6 Indkøbsområdet Forvaltningerne 2018
Nr. 7 Kontrol med overholdelse af reglerne om Skatmoms KS 2017 
Nr. 8 Byggesagsområdet TMF 2017
Nr. 9 Administrationsbidrag for affaldsområdet TMF 2017
Nr. 10 Parkeringsindtægter TMF 2017
Nr. 11 Cybersecurity og persondata KIT 2018
Nr. 12 Regeloverholdelse solcelleanlæg KEID 2017
Nr. 13 Ubalance i kommunens interne handel ØKF 2017
Nr. 14 Merudgifter til børn (ny) SOF 2017
Nr. 15 Forsikrede ledige (ny) BIF 2018
Nr. 16 Jobafklaringsforløb BIF 2017
Nr. 17 Ressourceforløb BIF 2017

TMF = Teknik- og Miljøforvaltningen, ØKF = Økonomiforvaltningen, KS = Koncernservice, KIT = Koncern IT, KEID = Københavns Ejendomme og Indkøb, SOF = Socialforvaltningen, BIF = Beskæftigelses- og Integrationsudvalget.

Økonomiforvaltningen har indhentet handlingsplaner for alle revisionsbemærkningerne. Der er på alle områder igangsat tiltag for at imødekomme revisionens kritik. Handlingsplanerne fremgår af bilag 1. Udvalgenes besvarelser af revisionsberetningen behandles af udvalgene.

Intern Revision og Deloitte har overfor Økonomiforvaltningen tilkendegivet, at de handleplaner der er udarbejdet af forvaltningerne virker rimelige for at komme i mål, men at den faktiske implementering og udførelse er afgørende. Dette kan først vurderes når revisionsberetningen for 2017 udarbejdes.

På baggrund af forvaltningernes indmeldinger forventes langt størstedelen af bemærkningerne at være afsluttet i løbet af 2017 og forventes dermed ikke at indgå i revisionsberetningen for 2017. Det er alene tre bemærkninger; Indkøbsområdet, Cybersecurity og persondata samt Forsikrede ledige, som forventes at indgå i revisionsberetningen for 2017, da disse først forventes afsluttet i 2018. 

Økonomi

Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Økonomiudvalget oversender med godkendelse af indstillingen Revisionsberetningen samt udvalgenes handleplaner herfor til Revisionsudvalget.

Revisionsudvalget afgiver på baggrund af Revisionsberetningen og udvalgenes besvarelser heraf udkast til betænkning om revision af årsregnskabet. Revisionsbetænkningen og regnskabet for 2016 godkendes herefter i Økonomiudvalget og i Borgerrepræsentationen.

Herefter oversendes årsregnskabet til tilsynsmyndighederne.

 

Peter Stensgaard Mørch      / Mads Grønvall

Beslutning

Dagsordenspunkt 5: Opfølgning på revisionsberetning 2016 - August (2017-0229273)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 15. august 2017

Chefen for Intern Revision Jesper Andersen samt Keld Østerdal og Lars Kronow fra Deloitte var til stede under behandlingen af dagsordenspunktet med henblik på sagens oplysning.

 

Indstillingens 1. at-punkt blev taget til efterretning uden afstemning.

Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt uden afstemning.

 

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

”Det er kritisabelt, at flere kritiske revisionsbemærkninger ikke er afhjulpet, men tværtimod går igen gennem flere regnskabsår, en del går ingen i fire på hinanden følgende regnskabsår, uden at systemfejlene er rettet.

Det er også kritisk, at der ikke er relevante kontrolrutiner, at der ikke er styr på balancerne og dermed udgifternes budgetår, samt problemer med overholdelse af reglerne for fortrolige persondata.”

Til top