Informationskampagne forud for den vejledende folkeafstemning om bydelsstyre i København den 28. september 2000.
Informationskampagne forud for den vejledende folkeafstemning om bydelsstyre i København den 28. september 2000.
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 15. august 2000
J.nr. ØU 231/2000
3. Informationskampagne forud for den vejledende folkeafstemning om bydelsstyre i København den 28. september 2000.
INDSTILLING OG BESLUTNING
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget
- Tiltræder den kommunikationsplan, der er beskrevet for informationskampagnen
- Tiltræder, at de i Borgerrepræsentationen repræsenterede partier får mulighed for senest 23. august at levere et indlæg til den husstandsomdelte tryksag på maximalt 50 ord, hvori partiets synspunkt på afstemningstemaet kan tilkendegives.
Økonomiudvalgets beslutning: Økonomiudvalget besluttede ved mødets start at behandle pkt. 17 (ØU 232/2000) umiddelbart efter pkt. 3 (ØU 231/2000), og at behandle punkterne under eet.
Økonomiudvalget godkendte indstillingen med følgende ændringer og bemærkninger:
- Økonomiudvalget drøftede tryksagernes lay-out, grafik, billedvalg mv. og fremkom med synspunkter hertil, men tilkendegav samtidig, at udvalget ikke ønsker at gå i detaljer med hensyn til den nærmere udformning af materialet.
- Med hensyn til informationen til særlige grupper, herunder informationen på andre sprog end dansk, vurderer Økonomiforvaltningen sammen med den ekspertise, der forefindes i andre af kommunens forvaltninger, hvorvidt der kan gøres en særlig indsats i forbindelse med informationskampagnen.
- Aktiviteten vedrørende prøveafstemning på Internettet udgår.
- Jens Johansen og Bo Asmus Kjeldgaard fremførte et synspunkt om at der afsættes 0,8 mio. kr. som anvendes til forsøgsbydelenes information samt informationsinitiativer og –arrangementer i de københavnske bydele (forestået af to eller flere lokale organisationer i samarbejde).
- Økonomiforvaltningen fremkommer til førstkommende Økonomiudvalgsmøde med et oplæg til Økonomiudvalget om lokale informationsarrangementer.
- Frem mod den vejledende folkeafstemning orienteres Økonomiudvalget om status vedrørende informationskampagnen (under "Meddelelser fra overborgmesteren").
- Det hidtil udarbejdede materiale vil være til rådighed i debatten.
Lars Hutters tilkendegav, at SOL ønsker at udskyde datoen for den vejledende folkeafstemning.
***
Søren Pind mødte kl. 15.45 under behandlingen af pkt. 3.
RESUME
Borgerrepræsentationen har i sit møde den 14. juni 2000 besluttet, at spørgsmålet om fremtidigt bydelsstyre i København skal forelægges borgerne i form af en vejledende folkeafstemning, som skal gennemføres den 28. september 2000.
I sagens drøftelse fremgik, at der forud for den vejledende folkeafstemning skal iværksættes en informationsaktivitet, der dels klargør afstemningstemaet og dets konsekvenser for borgerne, dels bør gives partier mulighed for at markere deres synspunkter på afstemningstemaet.
Denne informationsindsats er blevet planlagt i løbet af juli måned og indeholder en række elementer og aktiviteter:
- En husstandsomdelt tryksag i tabloidformat med i alt 4 sider. Tryksagens første sider består af en række elementer, som er fælles for hele kommunen. På side 3 får Borgerrepræsentationens 10 partier mulighed for at præsentere deres synspunkt på afstemningstemaet. Den sidste side i tryksagen indeholder fakta om den enkelte bydel samt en række praktiske oplysninger vedrørende afstemningen.
Tryksagen tænkes husstandsomdelt i uge 37.
Udkast til tryksagen vedlagt denne indstilling som bilag.
Plakatudkast vedlagt denne indstilling som bilag.
- Annoncering i lokalaviserne i ugerne op til afstemningen. Budskabet er afstemningstemaet, konsekvenserne af at stemme ja og nej samt en opfordring til at stemme.
- Aktiviteter på Internettet. Publicering af dokumentationsmateriale, interaktivitet i form at debat- og chatforum, prøveafstemning samt mulighed for at rekvirere materiale fra kommunen og/eller fra politikere og partier.
- TV-annoncering i prime-time i TV2 Lorry og TV Danmark. Budskabet er afstemningstemaet og en opfordring til at stemme.
- Intern information på Intranet samt i form af overhead-plancher til brug ved foredrag, præsentationer og lignende.