Mødedato: 15.08.2000, kl. 15:00

Hovedstadens Udviklingsråds forslag til budget for 2001 og budgetoverslagsår 2002-2004.

Hovedstadens Udviklingsråds forslag til budget for 2001 og budgetoverslagsår 2002-2004.

for mødet «MDAT» kl

Økonomiudvalget

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 15. august 2000


J.nr. ØU 235/2000

10. Hovedstadens Udviklingsråds forslag til budget for 2001 og budgetoverslagsår 2002-2004.

INDSTILLING OG BESLUTNING

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget indstiller til Borgerrepræsentationen :

at Borgerrepræsentationen tager Hovedstadens Udviklingsråds budgetforslag for 2001 til efterretning

at der i forbindelse med HUR's anden behandling af budgetforslaget søges indarbejdet midler til realisering af de i indstillingen beskrevne forskerparkinitiativer og en videreførelse af Øresund Identity Network (ØIN)

at der i budgetåret 2001 og budgetoverslagsårene 2002-2004 arbejdes på, at bringe en langsigtet balance i HUR's økonomi, gennem en fortsat optimering af den kollektive bustrafik til den ændrede banestruktur og videreførelse af målsætning om, at øge egenfinansieringsgraden på linienettet fra knap 70% til 75% i 2005 fastholdes.

 

Økonomiudvalgets beslutning: Anbefales.

Jens Johansen og Bo Asmus Kjeldgaard tog forbehold og ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: "SF tager forbehold over for budgetforslaget idet vi ikke kan acceptere takststigninger i HT´s billetpriser." Peter Skaarup tilsluttede sig forbeholdet og protokolbemærkningen.

Morten Kabell og Per Bregengaard tog forbehold og ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: "Enhedslisten tager forbehold for HUR´s budget .Siden 1995 er tilskuddet til den kollektive trafik faldet med 18% - svarende til 200 mio. kr. i 2000-priser. Denne svækkelse af den kollektive trafik bør modvirkes. Københavns Kommune bør udtrykke sit ønske herom og tilsige HUR et øget tilskud."

Lars Hutters tog forbehold og ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: "Forbehold vedrørende HUR´s budget, idet en takststigning er gift for den kollektive trafik. Løsningen af den kollektive trafiks store problemer bør løses ved en handlingsplan vedtaget i BR og HUR."

 

 

RESUME

Hovedstadens Udviklingsråd, første behandlede den 22. juni forslag til budget for 2001 og budgetoverslagsårene 2002-2004. Der er ikke i budgetforslaget indarbejdet nye initiativer. Hovedproblemstillingerne i budgetforslaget er en langsigtet genopretning af økonomien i Hovedstadsområdets Trafikselskab, de af regeringen forudsatte regionale medfinansiering af forskerparkinitiativerne samt en videreførelse af Øresund Identity Network (ØIN).

Budgetforslaget indebærer, at ubalancen i Hovedstadsområdets Trafikselskabs (HT) økonomi i perioden 2001-2004 bringes i balance, således at de senere års budgetterede nedbringelse af HT's likviditet gennem kassetræk ophører i 2004. Økonomiforvaltningen indstiller, at arbejdet med at tilvejebringe en langsigtet balance i HT's budget fortsættes, herunder at den kollektive bustrafik tilpasses den ændrede banestruktur. Endvidere, at Hovedstadsområdets Trafikselskabs hidtidige målsætning om at øge egenfinansieringsgraden på linienettet fra knap 70% til 75% i 2005, opretholdes.

I aftalen om Københavns Kommunes budget for 2000 er der i flerårsbudgettet afsat midler til Københavns Kommunes andel af den regionale medfinansiering af regeringens forskerparkinitiativ. De regioner, hvor ny viden skabes og formidles til virksomhederne, bliver fremtidens vindere den moderne vidensøkonomi. Derfor er det vigtigt for den fremtidige udvikling af Øresundsregionen, at forskerparkinitiativerne gennemføres. På den baggrund indstiller Økonomiforvaltingen, at der skabes sikkerhed for initiativets gennemførelse ved, at HUR indarbejder den regionale medfinansiering i budgetforslaget for 2001 og de følgende år.

I 1999 afsluttedes projektet "The birth of a region", og organisationen Øresund Identity Network (ØIN) blev stiftet til at videreføre arbejdet med branding af Øresundsregionen. Opstarten af Øresund Identity Network blev i 1999 og 2000 midlertidigt finansieret af midler fra Det regionale erhvervsudviklingsprogram for Hovedstadsregionen. Økonomiforvaltningen indstiller, at der i HUR's budget for 2001 tages stilling til hvordan ØIN skal videreføres, og at der indarbejdes permanent finansiering hertil i HUR's budget.

Et flertal på mindst 7 medlemmer af Hovedstadens Udviklingsråd træffer beslutning om størrelsen af det samlede bidrag fra de fem amtskommunale enheder i Hovedstadsregionen, og fordelingen af dette. Beslutning herom træffes senest 15. september, og Københavns Kommune modtager senest 1. oktober meddelelse om størrelsen af Københavns Kommunes bidrag i 2001. Bidraget indarbejdes i budgettet for 2001 under Økonomiforvaltningen, konto 8.79.

 

 

Til top