Medlemsforslag om GPS-overvågning i køretøjer og ansættelsesretlige konsekvenser
Medlemsforslag
Det foreslås,
- at det undersøges om og i givet fald hvordan, det kan aftales, at GPS-oplysninger kun må have ansættelsesretslige konsekvenser i grove og alvorlige tilfælde (f.eks. når en ansat uden aftale kører til Midtsjælland i kommunens bil). Det skal derudover undersøges, hvorvidt tilgangen til GPS-registreringerne kan rettes, så̊ der gælder samme regler som ved video-overvågning, hvor der skal være en udpeget tillidsrepræsentant til stede, når registreringerne gennemses.
Motivering
Det er utrygt for ansatte at der ikke er klare retningslinjer for hvad GPS-i kørertøjer kan bruges til i arbejdsretslige forhold og derfor er der behov for en præcisering af de nuværende retningslinjer. Samtidig er det vigtig at alle forvaltninger agerer ud fra ens retningslinjer og praksis.
Det er klart at kørertøjerne ikke må misbruges til privatkørsel, men ligesom kommunes biler ikke må misbruges, så må GPS i bilerne heller ikke bruges til en generel overvågning af de ansatte. Både af hensyn til trivslen, arbejdsmiljø generelt og GDPR.
Beslutning
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 15. juni 2021
Socialdemokratiet fremsatte følgende ændringsforslag til erstatning for medlemsforslaget:
”TMF opfordres til i dialog med medarbejderne at finde en passende balance mellem driftsmæssige hensyn og hensynet til, at medarbejderne ikke føler sig overvåget via GPS”.
Det af Socialdemokratiet fremsatte ændringsforslag blev godkendt med 6 stemmer mod 4. 3 medlemmer undlod at stemme.
For stemte: A, C og O.
Imod stemte: Ø og F.
Undlod at stemme: Å, B og V.
Socialdemokratiet afgav følgende protokolbemærkning:
”Socialdemokratiet er modstandere af unødig overvågning af kommunens ansatte og mener ikke, at GPS-data skal bruges til overvågning. Den konkrete anvendelse af GPS-data, adgang og brug heraf er enhedsforvaltningens ressortansvar og skal håndteres i TMF. TMF opfordres til i dialog med medarbejderne at finde en passende balance mellem driftsmæssige hensyn og hensynet til, at medarbejderne ikke føler sig overvåget via GPS.”
Enhedslisten og SF afgav følgende protokolbemærkning:
”Enhedslisten og SF ønsker at stille et medlemsforslag i Borgerrepræsentationen om at fjerne de fastinstallerede gps’er i kommunens biler og i stedet går over til at installere dem midlertidig i en kort og afgrænset periode i kommunens biler, såfremt man har brug for at lave analyser af bilernes kørermønstre. Gps’erne må ikke installeres, uden at medarbejderne er orienteret om det.”
Alternativet, Radikale Venstre og Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Alternativet, Radikale Venstre og Venstre undlader at stemme, da det er uklart, hvad præcist der stemmes om, og om forslaget er stillet i det rette udvalg.”
Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:
”Enhedslisten stemmer ikke for ændringsforslaget, da Koncernservice har pålagt Teknik- og Miljøforvaltningen at føre et ledelsesmæssigt tilsyn med GPS-data og i fornødent omfang drage ansættelsesretlige konsekvenser, hvis der konstateres misbrug med kommunens biler.”
Alternativet og Radikale Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Alternativet, Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti er principielt imod at gps-data bruges til overvågning af medarbejdere. I den specifikke sag er det enhedsforvaltningens ressortansvar og skal håndteres i Teknik- og Miljøforvaltningen.”