Høring om indsatsområder 2002 (Det rådgivende Integrationsudvalg)
Høring om indsatsområder 2002 (Det rådgivende Integrationsudvalg)
Økonomiudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde tirsdag den 15. maj 2001
J.nr. ØU 80/2001
17. Høring om indsatsområder 2002 (Det rådgivende Integrationsudvalg)
INDSTILLING
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget anbefaler Borgerrepræsentationen
at godkende Det Rådgivende Integrationsudvalgs indstilling om, at de for budgetår 2001 vedtagne indsatsområder videreføres i budgetår 2002, idet indsatsområdet "Børns liv og fremtid" dog omdøbes til "Børns og unges liv og fremtid".
RESUME
I møde den 27. marts 2001 drøftede Økonomiudvalget en indstilling fra Det Rådgivende Integrationsudvalg om videreførelse af de for budgetår 2001 vedtagne indsatsområder – "Børns liv og fremtid", "Beskæftigelse", "Kommunikation", "Hvordan støttes det frivillige og foreningsbaserede engagement i integrationsarbejdet" og "Det boligsociale område" - i budgetår 2002.
Økonomiudvalget vedtog at sende sagen i høring hos de stående udvalg og eksterne interessenter. Der er modtaget i alt 25 høringssvar til Økonomiudvalget og det kan konstateres, at høringssvarene i sin helhed er meget positive overfor Integrationsudvalgets indstilling om at videreføre de for budgetår 2001 vedtagne indsatsområder i budgetår 2002.
På baggrund af de indkomne høringssvar anbefaler Økonomiforvaltningen, at Integrationsudvalgets indstilling om, at de for budgetår 2001 vedtagne indsatsområder videreføres i budgetår 2002, godkendes. Desuden foreslås det, at indsatsområdet "Børns liv og fremtid" omdøbes til "Børns og unges liv og fremtid".
Økonomiforvaltningen vil orientere samtlige forvaltninger om Borgerrepræsentationens beslutning i sagen med kopi af indstillingen og tilhørende bilag med henblik på at sikre, at de mange konstruktive synspunkter fra høringssvarene kan indgå i forvaltningernes løbende overvejelser omkring tilrettelæggelsen af integrationsindsatsen indenfor rammerne af den overordnede integrationspolitik og indsatsområderne.
SAGSBESKRIVELSE
I møde den 27. marts 2001 drøftede Økonomiudvalget en indstilling fra Det Rådgivende Integrationsudvalg om videreførelse af de for budgetår 2001 vedtagne indsatsområder – "Børns liv og fremtid", "Beskæftigelse", "Kommunikation", "Hvordan støttes det frivillige og foreningsbaserede engagement i integrationsarbejdet" og "Det boligsociale område" - i budgetår 2002.
Økonomiudvalget vedtog at sende sagen i høring hos de stående udvalg og eksterne interessenter med frist for besvarelse den 30. april 2001.
Det blev samtidig besluttet, at sagen skal behandles på baggrund af de indkomne høringssvar i Økonomiudvalgets møde den 15. maj 2001 med henblik på forelæggelse for Borgerrepræsentationen den 31. maj 2001.
Der vedlægges kopi af indstillingen fra Det Rådgivende Integrationsudvalg med tilhørende bilag samt udskrift af punkt 9 i beslutningsprotokollen fra Økonomiudvalgets møde den 27. april 2001, jf. bilag I.
Ved skrivelse af 29. marts 2001 sendte Økonomiforvaltningen sagen i høring hos i alt 43 interessenter i form af de stående udvalg, bydelsrådene, Integrationsrådet, 16 interesseorganisationer, ældrerådene samt Koordinationsudvalget mellem de københavnske lokalråd. Der vedlægges kopi af høringsskrivelsen, jf. bilag II.
INDKOMNE HØRINGSSVAR
Der er modtaget i alt 25 høringssvar til Økonomiudvalget og nedenfor gennemgås disse på summarisk vis, idet der samtidig skal henvises til høringssvarene i deres fulde ordlyd, jf. bilag III.
DE STÅENDE UDVALG
Kultur- og Fritidsudvalget
Udvalget har ikke bemærkninger til forslaget om, at indsatsområderne for 2001 videreføres i 2002.
Uddannelses- og Ungdomsudvalget
Udvalget har i en tidligere besvarelse til Integrationsudvalget foreslået, at arbejdet med de eksisterende indsatsområder for 2001 fastholdes og intensiveres i 2002. Da der første gang skal gøres status for indsatsområderne i februar 2002, finder udvalget, at det er for tidligt at igangsætte nye indsatsområder. Udvalget vurderer, at det er meget vigtigt for integrationsarbejdet, at "Det boligsociale område" igangsættes og intensiveres og udvalget har fremsat en række forslag til, hvad arbejdet på dette indsatsområde bør omfatte.
Sundheds- og Omsorgsudvalget
Udvalget tager Det Rådgivende Integrationsudvalgs indstilling om indsatsområder for 2002 til efterretning og har i den forbindelse anført, at det er oplagt at arbejde videre med de allerede valgte indsatsområder i 2002, da en række mål og indsatser i eksisterende planer endnu ikke er implementeret. En fordel ved at bibeholde de allerede vedtagne indsatsområder er, at der herved skabes mulighed for at få mere tid til at fokusere på indsatsområderne og arbejde tværfagligt.
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
Udvalget tilslutter sig Integrationsudvalgets forslag om, at de for 2001 vedtagne indsatsområder videreføres i 2002 og man er opmærksom på, at udvalget er pålagt at prioritere de indsatsområder, som Borgerrepræsentationen vedtager.
Bygge- og Teknikudvalget
Udvalget tilslutter sig, at indsatsområderne for 2001 videreføres i 2002. På baggrund af en tidligere drøftelse overvejer udvalget, hvordan der kan arbejdes med trafikkultur og trafiksikkerhed i integrationsmæssig sammenhæng indenfor rammerne af indsatsområderne "Børns liv og fremtid" og "Kommunikation".
Miljø- og Forsyningsudvalget
Udvalget har tiltrådt, at de for 2001 vedtagne indsatsområder videreføres i 2002 og at udvalgene pålægges at prioritere de indsatsområder, som Borgerrepræsentationen vedtager. Lars Hutters (L) tog forbehold, da integrationen i Københavns Kommune går for langsomt.
BYDELSRÅDENE
Kgs. Enghave Bydel
Bydelen tilslutter sig, at arbejdet med indsatsområderne for 2001 fortsættes i 2002. Det anføres, at det er særligt vigtigt at fokusere på kommunens evne til at yde service til borgere med en anden etnisk baggrund – særligt på indsatsområderne "Kommunikation" og "Børns liv og fremtid" - med henblik på tilpasning af servicen til borgere med et andet sprogligt og kulturelt udgangspunkt. Det fremhæves, at de af bydelen vedtagne indsatsområder stemmer godt overens med kommunens indsatsområder.
Indre Nørrebro Bydel
Bydelen har fremsat forslag om, at indsatsområdet "Børns liv og fremtid" udvides til også at omfatte unge og således omdøbes til "Børn og unges liv og fremtid". Bydelen påpeger desuden, at det er utrolig vigtigt, at de vedtagne målsætninger på integrationsområdet faktisk kan realiseres af de medarbejdere, som møder de etniske minoriteter i det daglige arbejde. Det anføres, at efter- og videreuddannelsesaktiviteter for medarbejderne er vigtigt som led i den praktiske implementering. Med hensyn til "Kommunikation" henledes opmærksomheden på, at oversatte pjecer generelt bør ledsages af mundtlig information – alternativt foreslås videokommunikation.
Indre Østerbro Bydel
Bydelen har – med forbehold for bydelsrådets efterfølgende godkendelse - foreslået, at der tilføjes et ekstra punkt under indsatsområder 2002 kaldet "Synliggørelse af etniske minoriteter ved deres succeshistorier". Bydelen har i øvrigt ikke bemærkninger til høringen.
Valby Bydel
Bydelen har erklæret sig enig i, at de vedtagne indsatsområder for 2001 fastholdes i 2002 og anfører i den forbindelse, at indsatsområderne falder i tråd med de overordnede målsætninger og servicemål, som bydelsrådet har vedtaget for den lokale integrationsindsats.
INTEGRATIONSRÅDET
Integrationsrådet i Københavns Kommune
Rådet finder det positivt, at kommunen har formuleret en særskilt integrationspolitik. Rådet kan tilslutte sig, at man viderefører de fem indsatsområder i 2002 med henvisning til, at det er vigtigt at give rum for, at den indsats, som er sat i gang, kan rodfæstes. Rådet opfordrer dog til, at der formuleres målbare målsætninger indenfor hvert indsatsområde, så det bliver muligt at vurdere effekten af de aktiviteter, som er iværksat. Der opfordres endvidere til at sikre, at borgere fra etniske minoriteter får indflydelse på de konkrete tiltag, samt at Rådet bruges som aktiv sparringspartner i forhold til den overordnede indsats og målformulering. Rådet ønsker at blive inddraget i den status over integrationspolitikken, som skal finde sted første gang i februar 2002.
INTERESSEORGANISATIONER
Nævnet for Etnisk Ligestilling
Nævnet finder det oplagt, at der i 2002 arbejdes videre med de for 2001 allerede vedtagne indsatsområder. Det anføres, at arbejdet på alle indsatsområderne må anses for langsigtede og at der for at nå de opstillede mål kræves langtidsplanlægning, herunder af hensyn til de medarbejdere, som skal udføre opgaverne i praksis. På den baggrund opfordres Økonomiudvalget til at overveje at lade indsatsområderne videreføre ikke alene i budgetår 2002, men også i budgetår 2003. Nævnet har med stor tilfredshed bemærket de initiativer, som kommunen har iværksat for at inddrage etniske minoriteter i f.eks. forældrebestyrelser på daginstitutionsområdet og på beboerområdet og anbefaler at der iværksættes lignende initiativer på andre indsatsområder såsom folkeskoleområdet og ældrerådene.
Det Danske Center for Menneskerettigheder
Centret sidder i formandsskabet for Nævnet for Etnisk Ligestilling og har på den baggrund meddelt, at Centret ikke selvstændigt vil bidrage med et høringssvar, idet man anser sig for dækket ind af høringssvaret fra Nævnet for Etnisk Ligestilling.
Center for Tværkulturelt Boligarbejde
Centret erklærer sig enig i, at de vedtagne indsatsområder for 2001 videreføres i 2002. Særligt for så vidt angår "Det boligsociale område" anføres, at den af Familie- go Arbejdsmarkedsforvaltningen beskrevne indsats på området findes relevant for integrationen. Centeret tilslutter sig i øvrigt det af Uddannelses- og Ungdomsudvalget fremsatte forslag om, at arbejdet med "Det boligsociale område" bør omfatte en indsats for at øge indvandrere og flygtninges muligheder for at bosætte sig i alle bydele.
POEM – Paraplyorganisationen for de Etniske Mindretal
POEM anfører, at der ikke er negative kommentarer til indsatsområderne, men at der synes at mangle en indsats i forhold til de aldrende og de ældre flygtninge og indvandrere.
Dansk Flygtningehjælp
Flygtningehjælpen mener overordnet, at det er rigtigt at fastholde de fem indsatsområder, da de er grundlæggende væsentlige for en helhedsorienteret integrationsindsats og rummer problemstillinger som ikke kan løses på kort sigt. Der efterlyses dog en konkretisering af indsatserne i form af en nærmere beskrivelse af indhold og metoder i opgaveløsningen for at skabe dels et godt arbejdsgrundlag for kommunens medarbejdere, dels et bedre grundlag for inddragelse af de etniske minoriteter i formuleringen af fremtidige målsætninger. For så vidt angår "Kommunikation" foreslås, at den skriftlige kommunikation suppleres med visuel kommunikation i form af video, lokal-TV mv. samt nyere informationsteknologi. Det tilføjes, at en ren satsning på skriftlig informationsformidling som minimum bør følges op af mundtlig formidling gennem direkte, opsøgende kontakt.
Mellemfolkeligt Samvirke
Mellemfolkeligt Samvirke anfører, at der er mange gode argumenter for at fortsætte indsatsområderne i 2002, idet en del af arbejdet indenfor indsatsområderne endnu ikke er iværksat. Kommunen opfordres til at forstærke arbejdet indenfor indsatsområderne og det anføres, at dette giver bedre mulighed for at forankre – og udvide – indsatserne. Særligt vedrørende indsatsområdet "Kommunikation" opfordres til, at kommunen i videst mulige omfang inddrager borgere med etnisk minoritetsbaggrund ikke alene i integrationsanliggender, men også mere generelt i de forskellige "forvaltning-borger" sammenhænge, herunder brugerråd mv. Med hensyn til indsatsområdet "Hvordan støttes det frivillige og foreningsbaserede engagement i integrationsarbejdet" anføres, at der på sundhedsområdet synes at ligge et potentiale i forhold til forebyggelse, selvhjælpsg rupper, rådgivninger mv., hvor der kan sættes større fokus på integrationsindsatsen og i den forbindelse fremhæves særligt gruppen af ældre borgere med etnisk minoritetsbaggrund som vigtige at arbejde i forhold til.
Dansk Røde Kors
Dansk Røde Kors hilser videreførelsen af indsatsområderne velkommen og har ikke yderligere bemærkninger til sagen.
Ældresagens Lokalkomité for København
Lokalkomitéen har generelt ingen indvendinger mod de nævnte indsatsområder. Det anføres at alene "Det frivillige og foreningsbaserede engagement i foreningsarbejdet" kan berøre Ældresagens kerneområde. Da de ældre ikke umiddelbart ses at være berørt af de nævnte indsatsområder, foreslås det dog, at også dette område fremmes.
ÆLDRERÅDENE
Ældrerådenes Fællesudvalg for Københavns Kommune
Rådenes forretningsudvalg erklærer sig enig i, at der arbejdes videre med de 5 indsatsområder, men henviser i øvrigt til de udtalelser, som de enkelte ældreråd fremkommer med.
Ældrerådet for Brønshøj-Husum
Rådet har tidligere afgivet et positivt høringssvar til indstillinger fra Det Rådgivende Integrationsudvalg og har således intet at indvende mod at arbejdet fortsætter udfra samme retningslinier i 2002.
Ældrerådet Sundby-Syd
Rådet har drøftet sagen, men finder at den foreslåede indsats ligger udenfor rådets almindelige interesseområde.
Ældrerådet Ydre Nørrebro
Rådet er enig i, at de påbegyndte tiltag fortsættes, men skal dog anmode om, at der på sigt optages indsatsområder, hvis primære sigte er at integrere "de nye danskere" i forhold til det at være ældre medborgere i det danske samfund.
Ældrerådet Indre Østerbro
Rådet tilslutter sig bestræbelserne på integration indenfor de nævnte indsatsområder.
Ældrerådet Kongens Enghave
Rådet anerkender, at de for 2001 vedtagne indsatsområder videreføres i 2002, men savner dog et indsatsområde vedrørende integration af ældre indvandrere.
SAMMENFATNING
Det kan konstateres, at høringssvarene i sin helhed er meget positive overfor Integrationsudvalgets indstilling om at videreføre de for budgetår 2001 vedtagne indsatsområder i budgetår 2002.
I en lang række høringssvar anføres dog, at de eksisterende indsatsområder ikke synes at tilgodese behovet for målrettet indsats mod de ældre fra etniske minoriteter.
Mange høringssvar indeholder konkrete kommentarer til både iværksatte og planlagte initiativer indenfor de eksisterende indsatsområder, f.eks. med hensyn til indsatsområdet "Kommunikation", hvor det fra flere sider påpeges, at skriftligt materiale bør suppleres med mundtlig vejledning og visuel kommunikation.
Desuden fremhæves helt generelt betydningen af, at der tilbydes efter- og videreuddannelse til de medarbejdere, som beskæftiger sig med integration.
Der efterlyses tillige en større grad af inddragelse af de etniske minoriteter både i forhold til integrationsområdet, men også i forhold til forvaltningens øvrige relationer til borgerne.
Med hensyn til eventuelle nye indsatsområder er der stillet forslag om, at det eksisterende indsatsområde "Børns liv og fremtid" udvides til også at omfatte unge og således omdøbes til "Børn og unges liv og fremtid".
Endvidere er det foreslået, at der som nyt indsatsområde for 2002 tilføjes "Synliggørelse af etniske minoriteter ved deres succeshistorier".
ØKONOMIFORVALTNINGENS BEMÆRKNINGER
På baggrund af de indkomne høringssvar anbefaler Økonomiforvaltningen, at Integrationsudvalgets indstilling om, at de for budgetår 2001 vedtagne indsatsområder videreføres i budgetår 2002, godkendes.
Med hensyn til forslaget om at udvide indsatsområdet "Børns liv og fremtid" til også at omfatte unge skal bemærkes, at Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen i en netop udarbejdet skriftlig status, som vil blive forelagt Integrationsudvalget i et møde den 22. maj 2001, har oplyst, at man rent faktisk - som led i arbejdet indenfor det pågældende indsatsområde - har en række initiativer som relaterer sig til "store børn og unge". Der vil således alene være tale om en sproglig præcisering af indsatsområdets rækkevidde, hvilket dog kan være hensigtsmæssigt allerede som følge af den signalværdi, der ligger heri. Med henvisning hertil foreslår Økonomiforvaltningen, at indsatsområdet "Børns liv og fremtid" omdøbes til "Børns og unges liv og fremtid".
Med hensyn til forslaget om at vedtage et nyt indsatsområde benævnt "Synliggørelse af etniske minoriteter ved deres succeshistorier" skal Økonomiforvaltningen bemærke, at der ikke er anført nogen motivation for forslaget, ligesom der ikke er angivet noget bud på, hvordan forslaget konkret kan udmøntes. På det foreliggende grundlag kan Økonomiforvaltningen ikke anbefale, at forslaget fremmes, idet "Synliggørelse af etniske minoriteter ved deres succeshistorier" som indsatsområde betragtet ikke har nogen sammenhæng med kommunens almindelige opgavevaretagelse.
Særligt for så vidt angår de fremkomne bemærkninger til indsatsområdet "Kommunikation" skal Økonomiforvaltningen anføre, at der under Integrationsudvalget i forbindelse med vedtagelsen af integrationspolitikken medio 2000 blev nedsat en følgegruppe bestående af repræsentanter for samtlige forvaltninger. Følgegruppens primære opgave ifølge kommissoriet er at følge arbejdet med integrationsområdet, herunder arbejdet med de tværgående indsatsområder. Følgegruppen kan nedsætte arbejdsgrupper med deltagelse af relevante fagpersoner til at koordinere konkrete opgaver, som er tværgående for flere forvaltninger.
På en række møder i indeværende år har følgegruppen i relation til indsatsområdet "Kommunikation" netop drøftet, hvordan en overordnet kommunikationsstrategi på integrationsområdet bedst tilrettelægges. I den forbindelse er Information og Kommunikation i Økonomiforvaltningen blevet anmodet om at udarbejde et oplæg til følgegruppen og der påregnes nedsat en arbejdsgruppe, som skal arbejde videre med emnet.
På samme måde som Økonomiforvaltningen løbende tilsender følgegruppens medlemmer kopi af dagsordener og beslutningsprotokoller fra Det Rådgivende Integrationsudvalgs møder til orientering, vil Økonomiforvaltningen sørge for, at følgegruppens medlemmer modtager nærværende indstilling med samtlige høringssvar, så det sikres, at de fremkomne forslag vedrørende indsatsområdet "Kommunikation" kan indgå i følgegruppens videre arbejde.
Herudover vil Økonomiforvaltningen orientere samtlige forvaltninger om Borgerrepræsentationens beslutning i sagen med kopi af indstillingen og tilhørende bilag, med henblik på at sikre, at de mange konstruktive synspunkter fra høringssvarene kan indgå i forvaltningernes løbende overvejelser omkring tilrettelæggelsen af integrationsindsatsen indenfor rammerne af den overordnede integrationspolitik og indsatsområderne.
ØKONOMISKE KONSEKVENSER
Som nævnt i indstillingen fra Det Rådgivende Integrationsudvalg forudsættes det, at der i budget 2002 for samtlige udvalgsområder tages højde for de udgifter, som følger af tiltag, der påtænkes gennemført indenfor de indsatsområder, som Borgerrepræsentationen vedtager. Udvalgene pålægges således at prioritere de udmeldte indsatsområder for budgetår 2002 ved udvalgenes budgetlægning.
HØRING
Udover Økonomiudvalgets høring af de stående udvalg og eksterne interessenter, har Det Rådgivende Integrationsudvalg foretaget en administrativ høring blandt samtlige forvaltninger inden der blev afgivet indstilling til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.
ANDRE KONSEKVENSER
-
BILAG
Bilag I: Kopi af indstilling fra Integrationsudvalget med tilhørende bilag samt udskrift af punkt 9 i beslutningsprotokollen fra Økonomiudvalgets møde den 27. april 2001.
Bilag II: Høringsskrivelse af 29. marts 2001 fra Økonomiforvaltningen.
Bilag III: Samtlige indkomne høringssvar i deres fulde ordlyd.
Erik Jacobsen
/
Flemming D. Hansen