Byggelån til klimatilpasningsanlæg 2022 til 2027
Københavns Kommune er i forbindelse med implementering af kommunens plan for Klimatilpasning og skybrudsikring i gang med projektering og anlæggelsen af ca. 300 medfinansieringsprojekter, som i den sidste ende finansieres af HOFOR.
Økonomiforvaltningen indstiller i den forbindelse, at byggekredit til de igangværende klimatilpasningsprojekter, som blev behandlet på BR 26. marts 2020 og som udløber 31. marts 2022, erstattes af ny byggekredit som løber frem til 2027.
Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen vurderer at der er behov for en samlet trækningsret på en byggekredit på 2,0 mia. kr. i perioden 2022 til 2027. Når de enkelte projekter afsluttes, vil der blive optaget særskilte langfristede lån, der nedbringer trækket på byggekreditten, til de enkelte projekter, som finansieres 100 pct. af HOFOR.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at Økonomiudvalget optager en samlet byggekredit på 2,0 mia. kr. med variabel rente, på bevillingen finansposter, til finansiering af kommunens medfinansieringsprojekter til klimatilpasning vedrørende årene 2022 til 2027,
- at trækket på byggekreditten fremadrettet reguleres årligt med tilgang af nye projekter og afgang af afsluttede projekter. Ved afslutning af projekter omlægges projektets andel af byggekredit til langfristede lån i en separat indstilling herom.
Problemstilling
Københavns Kommune skal over en længere periode anlægge ca. 300 medfinansieringsprojekter i forbindelse med implementeringen af kommunens plan for Klimatilpasning og skybrudsikring. Disse skal i sidste ende finansieres af HOFOR. HOFOR finansierer dog først anlæggene, når disse er afsluttet, idet selskabet finansierer renter og afdrag på kommunens kommende langfristede lån til finansiering af projekterne. Det indstilles derfor, at Økonomiforvaltningen årligt trækker på en samlet byggekredit vedrørende igangværende projekter. Anlægsomkostningerne vil dermed ikke belaste kassen, og hverken byggekreditterne eller de langfristede lån skal henregnes til kommunens låntagning, hvis de optages i samme år, som den pågældende udgift afholdes eller omlægges fra byggekreditten.
Byggekredit optaget på baggrund af BR-beslutning 26. marts 2020, udløber april 2022. Byggekreditten skal derfor erstattes af en ny byggekredit, da den bruges til mellemfinansiering af forbruget på bevilling Klima Anlæg.
Byggekredittens omfang skal samtidig forhøjes, så den tager højde for det forventede forbrug på klimatilpasningsprojekterne på bevilling Klima Anlæg i perioden 2022 til 2027.
Denne byggekredit på 2,0 mia. kr. erstatter den nuværende på 136 mio. kr. som blev optaget i 2020 og som nu er opbrugt og udløber 31. marts 2022. For at undgå unødvendig sagsbehandling af teknisk karakter i fremtiden, foreslås det at der nu optages en kredit som forventes at kunne række til 2027.
Løsning
Teknik- og Miljøforvaltningen har opgjort det samlede forventede forbrug på anlæg af 261 klimatilpasningsprojekter på bevillingen Klima anlæg i perioden 2022 til og med 2027 til ca. 1,9 mia. kr., hvilket dækker over ca. 1,0 mia. kr. på allerede udmøntede og BR godkendte anlægsprojekter, og ca. 0,9 mia.kr. på kommende forventede udmøntninger. Projekterne vedrører det takstfinansierede område, og belaster derfor ikke Københavns Kommunes anlægsmåltal. Det forventede årlige træk på byggekreditten til de kommende udmøntninger, er oplistet i økonomiafsnittet.
Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen vurderer derfor, at der er behov for en byggekredit med trækningsret på 2,0 mia.kr. til finansiering af anlæg af klimatilpasningsprojekter på bevillingen Klima anlæg i perioden 2022 til og med 2027.
Det indstilles endvidere, at trækket på byggekreditten årligt reguleres med hensyn til afsluttede projekter, der omlægges til langfristede lån, og den forventede tilgang af nye projekter.
Økonomi
Der optages én samlet byggekredit, med en trækningsret på 2,0 mia. kr. som vil tage afsæt i igangværende anlægsprojekter jf. 1. anlægsoversigt 2022 og fremtidige igangsættelser, i perioden 2022-2027 (jf. Tabel 1).
Tabel 1. Oversigt over det forventede årlige brutto forbrug på kreditten
Bevilling Klima anlæg (1.000.000 kr. – 2022 p/l) |
2022 |
2023 |
2024 |
2025 |
2026 |
2027 |
I alt |
- Igangværende anlægsprojekter jf. 1. AO 2022 |
120,6 |
228,0 |
293,8 |
245,2 |
120,8 |
36,5 |
1.044,9 |
-Fremtidige igangsættelser |
|
30,8 |
107,8 |
188,2 |
256,7 |
308,3 |
891,8 |
- Forventede årlige forbrug |
120,6 |
258,8 |
401,6 |
433,4 |
377,5 |
344,8 |
1.936,7 |
Da der er tale om en forventning til fremtidige igangsættelser af klimatilpasningsprojekter, kan tallene i Tabel 1 ændre sig som følge af projekternes løbende eksekvering.
Byggekreditten påvirker ikke kommunens økonomi, da HOFOR finansierer alle omkostninger, herunder byggerenter.
Byggekreditten forventes optaget i KommuneKredit, og træk på kreditten bogføres på Økonomiudvalgets konto finansposter 8.50.50.5 Byggekredit.
Videre proces
Økonomiforvaltningen optager en samlet byggekredit i KommuneKredit til finansiering af klimatilpasningsprojekter med medfinansiering i 2022 til 2027.
Søren Hartmann Hede /Mads Grønvall
Beslutning
Dagsordenspunkt 15: Byggelån til klimatilpasningsanlæg 2022 til 2027 (2022-0064427)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 15. marts 2022
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.