Kvartalsrapportering til Økonomiudvalget vedrørende Københavns Kommunes større selskaber - 3. kvartal 2021
Kvartalsrapportering vedrørende udviklingen i Københavns Kommunes større selskaber forelægges Økonomiudvalget til efterretning. Kvartalsrapportering for 3. kvartal 2021 fremgår af bilag 1.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,
- at nærværende kvartalsrapport på udviklingen i Københavns Kommunes større selskaber for 3. kvartal 2021, jf. bilag 1, tages til efterretning.
Problemstilling
Borgerrepræsentationen godkendte på mødet den 30. april 2015 indstilling om styrkelse af Københavns Kommunes aktive ejerskab over for de større selskaber, herunder at der løbende sikres politisk ejerskab over udviklingen i kommunens selskaber forankret i Økonomiudvalget og/eller det relevante fagudvalg ved kvartalsvis rapportering til Økonomiudvalget vedrørende samtlige af kommunens større selskaber.
Løsning
Kvartalsrapporteringen for 3. kvartal 2021 (perioden juli - september 2021) vedrørende de større selskaber forelægges hermed for Økonomiudvalget til efterretning.
Da kvartalstallene først skal godkendes i selskabernes bestyrelser, er rapporteringen forskudt med op til et halvt år, og derfor orienteres der efter anmodning fra Økonomiudvalget tillige om eventuelle aktuelle emner.
Økonomiforvaltningen har fokus på de mål, der rapporteres på i kvartalsrapporteringen. Opmærksomheden er således rettet mod forsyningssikkerhed, priser, omkostningseffektivitet, risiko og gæld, byudvikling samt målopfyldelse af større projekter, herunder politisk besluttede projekter som f.eks. Københavns Kommunes klimaplan.
I bilag 1 til indstillingen ses udviklingen i selskabernes nøgletal, og der orienteres om særlige opmærksomhedspunkter og aktuelle emner.
Selskabernes særlige opmærksomhedspunkter og aktuelle oplysninger er følgende:
HOFOR
Selskabet rapporterer i løbet af året på tertialer (tredjedele, og denne rapportering tager derfor udgangspunkt i 2. tertial 2021).
Der har været 6 forsyningskritiske hændelser i de første to tredjedele af 2021. En overgravet vandledning i Herlev og 5 lukninger af badesteder pga. meget regn. Målsætningen er maks. 2 hændelser på drikkevandsområdet og 4 lukninger af badesteder om året.
Aktuelle oplysninger: Elpriserne er i løbet af 2021 steget væsentligt. HOFOR har prissikret store dele af det forventede elsalg fra Amagerværket og fra vindmøller og solceller på lavere prisniveauer, som HOFOR på daværende tidspunkt anså for attraktive. Prisudviklingen har dog vist, at priserne kunne blive endnu højere. Det betyder, at HOFOR skal indbetale sikkerhedsmargin (likviditet) på prissikringsaftalerne, og at der aktuelt vil være et ikke-realiseret tab på prissikringen i 2021- regnskabet, som vil vare, indtil prissikringsaftalerne begynder at udløbe. Undervejs vil HOFOR imidlertid levere den fysiske elproduktion, som prissikringen vedrører.
HOFOR har ansat den nuværende direktør i Metroselskabet I/S, Henrik Plougmann Olsen, som ny administrerende direktør fra maj 2022.
Udviklingsselskabet By & Havn I/S
Selskabets resultat for 3. kvartal 2021 blev på 1.442 mio. kr. Resultatet er tilfredsstillende. By & Havn har i perioden 2014-2020 dækket renteudgifter med indtægterne fra den løbende drift. Dette har ikke været muligt i 2021, hvor det forventes, at renteudgifterne overstiger driftsindtægterne med ca. 2 mio. kr. for hele 2021. Selskabet forventer, at situationen kan forbedres i de kommende år i takt med, at bl.a. krydstogt genopstår, og indtægter fra udlejning og parkering styrkes. Der forventes tidligst rentedækning fra 2024.
Gælden er nedbragt med 312 mio. kr. i strategiperioden.
Der er solgt ejendomme i 3. kvartal 2021 for 562 mio. kr. – samlet for året er der solgt for 1.997 mio. kr.
Egenkapitalen er forbedret med 1.736 mio. kr. i strategiperioden, når der tages højde for markedsværdiregulering af gælden og udbetalingen i 2020 af 483 mio. kr. vedrørende korrektionsreserven til Sydhavnsmetroen.
Fælledby og Stejlepladsen er indregnet i salgsindtægten og egenkapitalforbedringen og udgør væsentlige andele af målopfyldelsen.
Aktuelle oplysninger: Lynetteholms entreprenør, Per Aarsleff A/S, har påbegyndt Fase 1 med at grave blødt havbundsmateriale væk i det vandområde, hvor Lynetteholms stendæmning ud mod Øresund skal etableres. Fase 1 forventes afsluttet 1. kvartal 2023.
Klimabevægelsen har primo februar 2022 frafaldet krav om opsættende virkning af stævningen mod Transportministeriet og By & Havn om anlæg af Lynetteholm. Sagen køres primært af Transportministeriet.
Klagerne vedr. Fælledby fik ikke medhold i Planklagenævnet og Miljø- og Fødevareklagenævnet. Amager Fælleds Venner har 2. februar 2022 stævnet Miljø- og Fødevareklagenævnet med påstand om fejl i nævnets afgørelse.
Projektet fortsætter under tilsyn af Teknik- og Miljøforvaltningen og Miljøstyrelsen. Amager Fælleds Venner har stævnet Fælledby P/S vedr. frigivelse af sikkerhed på 2 mio. kr. i tidligere sag. Landsretten har 11. februar 2022 pålagt Fælledby P/S at betale landsretssagens omkostninger og frigive sikkerhedsstillelsen på 2 mio. kr. til Amager Fælleds Venner. Dermed er sagen i byretten uaktuel.
Regeringens boligudspil om bl.a. plankrav om 33 pct. almene boliger reducerer på kort sigt selskabets værdier med 200 mio. kr. På langt sigt kan værdierne reduceres med 1,5 mia. kr., såfremt Københavns Kommune vælger at udnytte muligheden fuldt ud.
Metroselskabet I/S
Folketingets Finansudvalg har den 17. december 2021 truffet beslutning om at kompensere Metroselskabet I/S for nettomerudgifter i 2021 som følge af COVID-19. Kompensationen forventes at udgøre 790 mio. kr. og opgøres endeligt ifm. selskabets årsregnskab for 2021.
Aktuelle oplysninger: I selskabets budget for 2022 er resultatet før af- og nedskrivninger budgetteret til -179 mio. kr.
Passagertallet for 2022 budgetteres til 91 mio. og er påvirket af den forventede effekt af COVID-19. Passagertallet forventes at udgøre 116 mio. i 2023 stigende til 174 mio. i 2027.
Tabet som følge af passagerindsvinget (hastigheden, hvorved passagererne vender tilbage til Metroen efter COVID-19) er indarbejdet i nyt langtidsbudget i forbindelse med budget 2022 med et forventet tab af driftsindtægter i størrelsesorden 2,4 mia. kr. og med en virkning på tilbagebetalingstiden på 6 år til 2067. Den forventede budgetmæssige besparelse som følge af selskabets udvidelse af renteafdækning til 80 pct. af selskabets gæld er indarbejdet med en forventet værdi på ca. 2 mia. kr. Samlet forlænges tilbagebetalingstiden herefter med 1 år til 2062.
Der pågår i øjeblikket i regi af Transportministeriet et arbejde vedr. effektivisering og nyttiggørelse af data fra bl.a. rejsekort i forbindelse med billetindtægtsdelingen mellem trafikselskaberne i hovedstadsområdet. Nye modeller - præsenteret i forbindelse med arbejdet - indebærer, at principperne for indtægtsdelingen ændres, hvorved billetindtægter flyttes fra de kortere rejser og dermed fra Metroselskabet og Movia til de lange rejser og dermed til DSB. Afhængig af valg af løsningsmodel kan det få væsentlig negativ betydning for de driftsøkonomiske forudsætninger for eksisterende projekter og for fremtidige investeringer i den kollektive trafik. Overborgmesteren har derfor i et fælles brev med andre hovedstadsborgmestre rettet henvendelse til transportministeren med ønske om bekræftelse på, at dette ikke vil ske. Sagen følges tæt af Metroselskabet og Movia, som indgår i arbejdet.
Metroselskabets administrerende direktør Henrik Plougmann Olsen fratræder med udgangen af april 2022 sin stilling for at tiltræde som administrerende direktør i HOFOR A/S.
I/S Amager Ressourcecenter (ARC)og I/S Vestforbrænding (VF)
Den seneste langtidsprognose for ARC viser, at affaldsenergianlægget i en periode vil have en negativ likviditet. Likviditetsmanglen vil hovedsageligt være afhængig af, i hvilket omfang den fulde forbrændingskapacitet kan udnyttes, og hvilke ændringer i finansieringsbetingelserne, som ”Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi” vil resultere i.
VF forventer efter 3. kvartal 2021, at selskabet i 2021 vil opnå en omsætning på 1.210 mio. kr. og et driftsresultat på 184 mio. kr. Endvidere forventer VF, at selskabet ultimo 2021 vil have aktiver på 3.160 mio. kr. og en egenkapital på 979 mio. kr. (soliditet 31 pct.).
Aktuelle oplysninger: Både ARC og VF afventer pt. rammerne for fremtidens affaldsforbrændingssektor, der står overfor at skulle liberaliseres.
Regeringens udspil om affaldsindsamling betyder, at ARC og VF skal være klar til at kunne håndtere affald i flere fraktioner, herunder nye krav til plastindsamling.
ARC indviede den 24. juni 2021 et pilotanlæg til CO2-fangst og planlægger at etablere et demonstrationsanlæg, som skal fange mellem 120 og 160 kg CO2/døgn. ARC har ultimo 2021 modtaget afslag på en ansøgning om støtte (EUR 162 mio.) til et fuldskala-CO2-fangstanlæg fra EU’s Innovationsfond, men vil genansøge i 2022. Derudover vil ARC i 2022 søge finansiering via en statslig pulje på 16 mia. kr.
Energistyrelsen har udsendt bekendtgørelser, som vil give hjemmel til Carbon Capture i kommunalt ejede energiselskaber, herunder også affaldsforbrændingsselskaber.
Arena CPHX P/S
COVID-19 og det deraf afledte forsamlingsforbud har påvirket afholdelsen af events i Royal Arena negativt. Royal Arena har været nedlukket fra 1. januar 2021 til og med 31. august 2021.
Aktuel oplysning: Den faste leje bliver i 2021 betalt i to rater. Grundet den fortsatte påvirkning fra COVID-19 forventes det p.t. også, at huslejen i 2022 vil blive betalt i to rater.
Trafikselskabet Movia
Selskabets regnskab for 2021 forventes at være markant påvirket af konsekvenserne af COVID-19.
Movia opnår fuld statslig kompensation i 2021 for COVID-19 relaterede mindreindtægter og merudgifter.
Aktuelle oplysninger: I budget 2022 er det forudsat, at Movia ved indgangen af året har 85 pct. af de buspassagerer, der ville have været uden COVID-19, stigende til 90 pct. ved udgangen af året. Det er også forudsat, at Movia modtager fuld statskompensation for COVID-19 relaterede mindre indtægter og merudgifter i 2022 i lighed med 2020 og 2021.
Der pågår pt. i regi af Transportministeriet et arbejde vedr. data fra bl.a. rejsekort, som berører indtægtsdelingen, jf. den aktuelle orientering for Metroselskabet.
Centralkommunernes Transmissionsselskab I/S (CTR)
Selskabet forventer efter 3. kvartal 2021 et varmesalg i 2021 på 2.346 mio. kr. (budget 2.312 mio. kr.) samt et resultat til indregning i varmeprisen på 28 mio. (budget -2 mio. kr.).
Hovedstadens Beredskab I/S (HBR)
Da HBR fra 1. februar 2023 ikke længere skal forestå ambulancekørsel for Region Hovedstaden (RH), har HBR en kompleks opgave med at sikre driften indtil kontraktophør. Udfordringerne i forhold hertil forstærkes af, at ambulanceområdet - både i hovedstaden og i Danmark generelt - er presset pga. mangel på mandskab og højt arbejdspres.
Aktuel oplysning: HBR er i dialog med RH ift. at sikre en stabil ambulancedrift nu og i fremtiden, herunder om en mulig fælles interesse i at etablere et tættere samarbejde herom allerede i løbet af 2022.
Økonomi
Indstillingen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Videre proces
Kvartalsrapportering for 4. kvartal 2021 forventes forelagt Økonomiudvalget den 14. juni 2022.
Søren Hartmann Hede / Mads Grønvall
Beslutning
Dagsordenspunkt 11: Kvartalsrapportering til Økonomiudvalget vedrørende Københavns Kommunes større selskaber - 3. kvartal 2021 (2022-0030429)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 15. marts 2022
Indstillingen blev taget til efterretning uden afstemning.