Mødedato: 15.03.2005, kl. 15:00

Analyse af københavnske plejehjem som drives efter lov om almene boliger

Analyse af københavnske plejehjem som drives efter lov om almene boliger

Økonomiudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde tirsdag den 15. marts 2005

 

 

 

J.nr.             ØU 117/2005

 

 

4.                   Analyse af københavnske plejehjem som drives efter lov om almene boliger

 

 

INDSTILLING

Økonomiforvaltningen indstiller

at Økonomiudvalget godkender kommissorium for analyse af de københavnske plejehjem, som drives efter lov om almene boliger

at Økonomiudvalget afsætter op til 500.000 kr. af puljen til uforudsete udgifter til konsulentarbejde relateret til analysen

 

 

RESUME

Borgerrepræsentationen besluttede d. 20. januar 2005 at henvise medlemsforslag fra Jens Johansen og Heinrich Metz, SF, om analyse af plejehjemmenes økonomi til Økonomiudvalget med høring af Sundheds- og Omsorgsudvalget (BR 30/05). I forlængelse heraf foreslog Venstre, at analysen foretages af en uvildig instans, hvilket også blev henvist til Økonomiudvalgets behandling.

På baggrund heraf er udarbejdet et kommissorium for analyse af plejehjem, som drives efter lov om almene boliger. Kommissoriet har været i høring i Sundheds- og Omsorgsudvalget.

Analysen gennemføres af Økonomiforvaltningen i samarbejde med Sundhedsforvaltningen og Bygge- og Teknikforvaltningen og med inddragelse af eksterne konsulenter. Resultatet af analysen forventes at foreligge i august/september 2005.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Borgerrepræsentationen behandlede d. 20. januar 2005 medlemsforslag fra Jens Johansen og Heinrich Metz, SF, om analyse af plejehjemmenes økonomi. Medlemsforslaget var motiveret i sagen om høje varslede huslejestigninger for beboerne i De Gamles By.

Plejeboligerne i De Gamles By drives efter lov om almene boliger. Set i lyset af at netop plejehjem drevet som almene boliger er et centralt element i Ældreplanen, ønsker medlemsforslaget at igangsætte en analyse af de københavnske plejehjem, som drives som almene boliger, for at bidrage til at sikre at tilsyn, administration og driften varetages på en hensigtsmæssig måde.

I forlængelse af medlemsforslaget stillede Venstre ændringsforslag om, at analysen foretages af en uvildig instans.

Såvel medlemsforslag som ændringsforslag blev henvist til behandling i Økonomiudvalget med høring af Sundheds- og Omsorgsudvalget.

Økonomiforvaltningen har på den baggrund udarbejdet kommissorium for gennemførelsen af analyse af københavnske plejehjem drevet efter lov om almene boliger.

Kommissoriet har været sendt i høring i Sundheds- og Omsorgsudvalget. Udvalget behandlede sagen på sit møde d. 25. februar 2005, og Sundheds- og Omsorgsudvalget havde ingen bemærkninger til Økonomiforvaltningens forslag til tilrettelæggelse, proces mv. i forhold til undersøgelsen.

 

Kommissorium for Analyse af plejehjemmenes økonomi

Indledning

Boligerne på 12 ud af de 63 plejehjem i Københavns Kommune administreres som almene boliger med en omkostningsbestemt huslejefastsættelse.

Almene boliger er i almindelighed underlagt tilsyn fra Bygge- og Teknikforvaltningen, der dog ikke har tilsynet med kommunens plejeboliger.

Dette tilsyn ligger i Sundhedsforvaltningen, og driften af plejehjemmene administreres af en forretningsfører.

Da driften af plejehjemmene i henhold til lov om almene boliger er et væsentligt grundlag i Københavns Kommunes Ældreplan, som blev vedtaget i forbindelse med budget 2005, er der behov for at få nærmere belyst, hvordan tilsyn, administration og den økonomiske drift håndteres på de plejehjem, som drives som almene boliger.

På den baggrund igangsættes en analyse af økonomien i de københavnske plejehjem, som drives som almene boliger.

Analysens indhold

Der gennemføres en analyse af økonomien i de københavnske plejehjem, som drives som almene boliger.

Analysen skal belyse driftsudgifter af ejendommene, herunder særligt finansiering samt henlæggelser til vedligeholdelse og forbedringer, så man kan sikre en stabil huslejeudvikling for beboerne.

Analysen skal også omfatte en belysning af beboerdemokratiet. Hvorledes sikres beboernes rettigheder og indflydelse i overensstemmelse med lovgivningen. Det bør også belyses, hvorledes bruger-pårørenderåd kan inddrages i beboerdemokratiet.

Det ønskes også belyst, hvorledes Sundhedsforvaltningen varetager sin tilsynsopgave med de almene plejeboliger.

Endvidere ønskes det analyseret, hvorledes de administrative opgaver løses af de almene boligorganisationer; herunder særligt under hvilke betingelser de almene forretningsførerselskaber har fået tildelt opgaven.

Der ønskes i sammenhæng med analysen en vurdering af, om forretningsføreropgaven for de almene plejeboliger skal sendes i udbud.

 

Organisering

Der nedsættes en styregruppe bestående af de administrerende direktører fra Økonomiforvaltningen, Sundhedsforvaltningen og Bygge- og Teknikforvaltningen. Styregruppen nedsætter en arbejdsgruppe med deltagere fra de tre forvaltninger til at udarbejde oplæg. Økonomiforvaltningen er formand for arbejdsgruppen.

Med henblik på at gennemfø re en uvildig analyse samt at efterleve kravet om at analysen gennemføres inden for en relativ kort tidsperiode, anvendes ekstern konsulentbistand. Økonomiforvaltningen vil foretage en nærmere afgrænsning af analysen, med henblik på at definere hvilke særskilte dele af analysen, der skal anvendes konsulentbistand til.

Økonomiforvaltningen vil efterfølgende udarbejde materiale med henblik på at indhente tilbud fra forskellige eksterne leverandører på de udvalgte dele af analysen.

Den øvre beløbsgrænse for hvornår en eksterne konsulentopgave skal i EU-udbud er 1,7 mill. kr. Det skønnes umiddelbart, at der vil være behov for op til 400-500 konsulenttimer anslået til ca. 500.000 kr. Konsulentopgaven er dermed ikke omfattet af EU's udbudsregler. Det eksakte beløb til konsulentbistand vil først være kendt efter indgåelse af kontrakt, men vil ikke overstige 500.000 kr.

 

 

 

Tidsplan

Det oprindelige medlemsforslag indebar, at resultatet af analysen ville foreligge maj 2005, idet det blev forudsat, at analysen straks blev igangsat.

Da sagen imidlertid blev henvist til Økonomiudvalget med høring af Sundheds- og Omsorgsudvalget, er tidsplanen blevet forrykket parallelt hermed. Arbejdsgruppen forventer således at fremligge sit oplæg til styregruppen, bl.a. på baggrund af konklusionerne fra konsulentarbejdet, ultimo august 2005 med henblik på efterfølgende politisk forelæggelse.

 

ØKONOMI

Der forventes udgifter til konsulentbistand på op til 500.000 kr. svarende til ca. 400-500 konsulenttimer. Det præcise beløb afventer nærmere afklaring efter indgåelse af kontrakt med konsulentfirma. Udgifterne hertil afholdes af Økonomiudvalgets pulje til uforudsete udgifter, bevilling Fælles anlægspuljer, konto 6.51.3.

 

MILJØVURDERING

-

 

ANDRE KONSEKVENSER

-

 

HØRING

Indstilling og kommissorium har været i høring på Sundheds- og Omsorgsudvalgets møde d. 25. februar 2005. Sundheds- og Omsorgsudvalget havde ingen bemærkninger til Økonomiforvaltningens forslag til tilrettelæggelse, proces mv. i forhold til undersøgelsen.

 

BILAG

Beslutningsprotokol fra møde i Borgerrepræsentationen torsdag den 20. januar 2005 (BR 30/05)

 

 

Erik Jacobsen                                    / Bjarne Winge

 


Til top