Pissoir på Maria Kirkeplads (Bygge- og Teknikudvalget)
Pissoir på Maria Kirkeplads (Bygge- og Teknikudvalget)
Økonomiudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde tirsdag den 15. marts 2005
J.nr. ØU 113/2005
24. Pissoir på Maria Kirkeplads (Bygge- og Teknikudvalget)
INDSTILLING
Bygge- og
Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget overfor Økonomiudvalget
og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at Bygge- og Teknikforvaltningen genopstiller et
pissoir på Maria Kirkeplads, som beskrevet i denne indstilling
at der gives en
anlægsbevilling på 0,25 mio. kr. på Vej & Parks anlægsramme (konto
2.22.3.Vejanlæg).
Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 23. februar 2005
Der blev stemt om indstillingen.
Afstemning
|
For |
Imod |
Stemte ikke |
Søren Pind (V) |
|
X |
|
Wallait Khan (V) |
|
|
|
Ole Hentzen (C) |
|
|
|
Monica Thon (B) |
X |
|
|
Kim Christensen (A) |
X |
|
|
Joan Jensen (A) |
X |
|
|
Winnie Larsen-Jensen
(A) |
X |
|
|
Karin Storgaard (O) |
X |
|
|
Jens Johansen (F) |
|
|
|
Sven Milthers (F) |
X |
|
|
Mikkel Warming (Ø) |
X |
|
|
Indstillingen blev anbefalet.
Jens Johansen (F) deltog ikke i behandlingen af dette punkt.
Økonomiforvaltningen
indstiller,
at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det dog bemærkes, at eventuelle merudgifter i forbindelse med projektet afholdes indenfor udvalgets egen ramme."
RESUME
Bygge- og
Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender, at
forvaltningen genopstiller et pissoir på Maria Kirkeplads efter ønske fra Maria
Kirken.
Et forslag til placering
og udkast til udformning af pissoiret har været i offentlig høring i juli og
august 2004. Jf. bilag 1 og 2. Forslaget har været offentliggjort på
www.vejpark.kk.dk og i Vesterbrobladet. Endvidere har de nærmeste naboer fået
forslaget tilsendt direkte med brev. Vej & Park har hørt fra 5 borgere/boligforeninger
som led i høringen. Heraf omhandlede 3 henvendelser faren for
blufærdighedskrænkelse ved den foreslåede udformning og placering af det skitserede
pissoir. Forvaltningen har på baggrund af de modtagne kommentarer revurderet
designet og udarbejdet et nyt udkast til udformningen; jf. bilag 3. Den nye
udformning har været forelagt Københavns Politi og Maria Kirkens Menighedsråd.
Maria Kirkens Menighedsråd vil blive inviteret til en drøftelse af den endelige
placering.
Det er forvaltningens
vurdering, at anlægsomkostningerne vil beløbe sig til ca. 0,25 mio. kr. (ex
moms). som foreslås finansieret via en anlægsbevilling på 0,25 mio. kr. på Vej
& Parks anlægsramme for 2006 (konto 2.22.3. Vejanlæg).
De årlige driftsomkostninger
beløber sig til ca. 90.000 kr., hvilket stort set svarer til de omkostninger,
Vej & Park havde ved det tidligere pissoir på Maria Kirkeplads. Beløbet er
derfor ikke optaget på den akkumulerede liste over øgede driftsomkostninger.
SAGSBESKRIVELSE
Den 3.
december 2003 besluttede Bygge- og Teknikudvalget at sende et forslag til opstilling
af et pissoir på Maria Kirkeplads i nabohøring (BTU562/2003). Primo juli 2004
sendte Vej & Parket forslag i høring; dels gennem offentliggørelse i
Vesterbro Bladet (14. juli 2003) og på Vej & Parks hjemmeside; dels gennem
direkte breve til de nærmeste naboer (Maria Kirken menighedsråd, beboerne i
Istedgade 11, 13, 15, 16, 18, 20 og 22 samt beboerne på Maria Kirkeplads 2, 4
og 6). Det pissoir, som blev sendt i
høring ses på bilag 1. Den foreslåede placering ses på bilag 2.
Uddybning af
indstilling og evt. alternativer hertil
Siden begyndelsen af 1990´erne har Maria Kirkeplads været meget
benyttet af kvarterets narkomaner. Indtil 1998 var der et pissoir på Maria
Kirkeplads. Dette blev i vid udstrækning anvendt af narkomaner til handel og
misbrug af hårde stoffer. Efter nedtagning af det tidligere pissoir har Maria
Kirke været plaget af urinering blandt andet op ad kirkens facade. Kirkens menighedsråd
har derfor et ønske om at få genetableret pissoiret.
Efter drøftelser -
om udformning og placering - med Københavns Politi, Maria Kirke og SBS
København - udarbejdede forvaltningen et udkast til udformning af et nyt
pissoir beregnet på opsætning netop på Maria Kirkeplads. Det skitserede
pissoir var på en gang tænkt så åbent, at handel med hårde stoffer ikke kan
finde sted, og så lukket at tilfældig blufærdighedskrænkelse i strid med
Politivedtægten heller ikke kan forekomme.
Opstilling af et pissoir
vil efter forvaltningens vurdering bidrage til at forbedre det æstetiske miljø
på Maria Kirkeplads. Herudover er det vurderingen, at tryghed og hygiejne for
brugere, beboere og kirkens besøgende vil øges med opstillingen af det nye
pissoir. Forinden opstilling af pissoiret igangsattes der medio juni 2004 en
renovering af Maria Kirkeplads. Renoveringen ventes tilendebragt i foråret
2005.
Forslaget til
placering af et nyt pissoir er vist med en rød ring på tegningen på bilag 2.
(Jf. dog senere vedr. den endelige placering.) Pissoiret planlægges placeret på
den - efter renoveringen - offentlig tilgængelige del af Maria Kirkeplads.
Hegnet mellem den offentligt og den ikke offentligt tilgængelige del af pladsen
er planlagt beplantet, således at man ikke vil kunne kigge igennem det. Charlotte Skibsteds Tegnestue, som er
ansvarlig for gårdrenoveringen, har foreslået, at der op ad hegnet plantes
vildvin. Forvaltningen har imidlertid
opfordret til, at der i stedet plantes vedbend (Hedera Hibernica – "Hestor") op
ad hegnet, da denne både er stedsegrøn og meget velegnet til at klatre. Ved at
anvende en stedsegrøn plante kan det sikres, at der på intet tidspunkt af året
vil være direkte udsyn fra den private del af pladsen ud på pissoiret.
Kommunen
har modtaget en række indsigelser mod pissoiret i den udformning, som det
havde, da det blev sendt i høring:
1. Brev af 16. juli 2004 fra
Kirsten Damgaard; Eskildsgade 52.
KD skriver, at hun
går ud fra, at hun som kvinde uden fare for at krænke nogens blufærdighed også
kan benytte pissoiret. Ellers mener hun, at kommunen kønsdiskriminerer.
Bemærkninger:
Pissoiret anbefales
kun benyttet af mænd. Kvinder henvises til at benytte de øvrige af områdets
offentlige toiletter.
2. Brev af 16. juli 2004 fra A/B
Saga 1247 ved formand Bente Juhl-Thomsen.
BJT oplyser, at der
er flere beboere, som ikke har modtaget kommunens høringsskrivelse, men alene
læst om høringen i avisen. BJT bad i sin skrivelse om at få tilsendt
høringsmaterialet, samt at der i forbindelse med høringsfristen blev taget hensyn
til den angiveligt manglende orientering.
Bemærkninger: Forvaltningen har fremsendt høringsmaterialet til BJT og
beklaget, hvis der skulle være beboere, som ikke har modtaget høringsmaterialet
direkte. Høringen har været offentliggjort i Vesterbro Bladet og på Vej & Parks hjemmeside. Materialet er
samtidig sendt med såkaldt "direct mail" til ovennævnte beboere på Maria
Kirkeplads og Istedgade. Forvaltningen fik ud
af 58 afsendte breve 5 retur med oplysning om, at modtageren var ubekendt på
adressen. Efterfølgende sendte Vej & Park breve til de 5 adresser til
"Beboerne på" de pågældende adresser. Ingen af disse breve er kommet retur.
Forvaltningen har opfordret BJT til at sende en høringskommentar, selvom den
måtte komme forvaltningen i hænde efter
fristens udløb. Dette er ikke sket.
3. Brev af 17. august 2004 fra
Hans Henrik Fangel; Maria Kirkeplads 6.
HHF skriver, at
myndighederne i stedet for etablering af et udendørs pissoir burde arbejde for
at få narkomanerne i hus, således at de kan få ordnede forhold evt. ved at
tilpasse kirkens åbningstider, og ved at give tilladelse til benyttelse af de
sanitære installationer, som allerede findes i kirken.
Bemærkninger: Det ligger udenfor forvaltningens
ressortområde at ændre på kirkens åbningstider eller eksisterende tilbud i
øvrigt til områdets narkomaner.
4. Brev af 27. august 2004 fra E.
Christensen og S. Domino, Maria Kirkeplads 4.
EC og
SD skriver at det nye pissoir - efter deres mening - ikke vil sikre beboerne
mod konstant blufærdighedskrænkelse; herunder at det må kunne opstilles på kirkens
forplads; dvs. så langt væk fra den foreslåede placering, som muligt.
Bemærkninger: Forvaltningen vil i forbindelse
med opsætningen drøfte en mulig alternativ placering med Maria Kirkens
Menighedsråd. Pissoirets udformning er efter forvaltningens modtagelse af
høringskommentarerne ændret af hensyntagen til bla. risikoen for evt.
blufærdighedskrænkelse.
5. Brev fra den 1. september 2004
fra Annette Pedersen, Maria Kirkeplads 2.
AP skriver
i sit brev, at hun synes det er en god ide at opstille et pissoir på Maria Kirkeplads
men mener at placeringen er uheldig, idet hun mener at man fra f.eks. 2. sal -
hvor hun bor - vil kunne se brugerne af pissoiret i fuld figur fra siden,
hvilket ikke vil overlade meget til fantasien.
Bemærkninger: Forvaltningen vil i forbindelse
med opsætningen drøfte en mulig alternativ placering med Maria Kirkens
Menighedsråd. Pissoirets udformning er efter forvaltningens modtagelse af
høringskommentarerne ændret af hensyntagen til bla. risikoen for evt.
blufærdighedskrænkelse.
Tidligere i
sagsforløbet har forvaltningen også modtaget indsigelser dels fra dels en
enkelt beboer, dels fra en ejerforening mod opsætning af et nyt pissoir på
Maria Kirkeplads.
Konklusion
Forvaltningen vil forinden den endelige
placering af pissoiret invitere Maria Kirkens Menighedsråd til en drøftelse af
mulighederne for en evt. ændret placering. På baggrund af de modtagne
kommentarer har forvaltningen revurderet designet og udarbejdet et nyt udkast
til udformningen (jf. bilag 3), som efter forvaltningens vurdering overholder
kravene om, at det ikke skal være muligt at bruge og handle med stoffer i skjul
for offentligheden samt at blufærdighedskrænkelse ikke vil kunne forekomme..
Forvaltningens første skitse til pissoirets
udformning kan ses på bilag 1. Det nye design - som er vist på bilag 3 - tager
udgangspunkt i en cylinderform, hvis bærende konstruktion består af 4 stk.
lodrette jernprofiler, hvorpå der er påsvejst udvalsede fladjernsbånd med
mellemrum. Indvendigt tænkes monteret en translucent plade/stålplade. Denne
konstruktion giver ikke mulighed for, at brugerne kan skjule sig. Samtidig kan
man udefra observere, om pissoiret er i brug, bla. fordi pissoiret er åbent
bagtil, således at brugernes ryg vil være delvis synlig. I toppen af cylinderen
tænkes monteret en lyskilde, således at brugere og cylinder vil være belyst
efter mørkets frembrud.
Den nye udformning
har været drøftet med Københavns Politi, som har sagt god for designet. Politiet
har samtidig tilkendegivet ønske om, at der anvendes blåt lys i lyskilden af
sam
me type, som anvendes på steder, hvor man ønsker at hindre narkomaner i at
kunne fixe. Designet har endvidere været forelagt Maria Kirkens Menighedsråd. Menighedsrådet
har 10. februar 2005 foreslået anvendt et andet design, som forvaltningen har
bedt politiet om at se nærmere på. En vurdering fra politiet forventes at kunne
foreligge i forbindelse med Bygge- og Teknikudvalgets behandling af sagen.
Bygge- og
Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget beslutter at
opstille et pissoir på Maria Kirkeplads. Som forholdene har været siden
nedtagningen af det gamle pissoir med urinering blandt andet op ad kirkens
facade vurderer forvaltningen det som den bedste umiddelbare løsning at
opstille et pissoir. Det ligger uden for forvaltningens ressortområde og
kompetence at ændre på forholdene i øvrigt vedr. narkomanerne i området. Et
pissoir vil efter forvaltningens vurdering dog kunne være med til at afhjælpe
en del af generne ved at narkomanerne holder til på Maria Kirkeplads.
Økonomi
Det er forvaltningens
vurdering, at anlægsomkostningerne vil beløbe sig til ca. 0,25 mio. kr. (ex
moms). som foreslås finansieret via en anlægsbevilling på 0,25 mio. kr. på Vej
& Parks anlægsramme (konto 2.22.3. Vejanlæg). Projektet forventes gennemført
i 2006.
De årlige driftsomkostninger
beløber sig til ca. 90.000 kr., hvilket stort set svarer til de omkostninger,
Vej & Park havde ved det tidligere pissoir på Maria Kirkeplads. Beløbet er
derfor ikke optaget på den akkumulerede liste over øgede driftsomkostninger.
Indstillingen er omfattet af Bygge- og Teknikforvaltningens
positivliste for indstillinger, der skal miljøvurderes.
I forbindelse med detailprojektering og produktionen af pissoiret vil
der blive gennemført en miljøvurdering i forhold til målsætningerne i
Københavns Kommunes miljømæssige retningslinier for bygge- og anlægsarbejder
indeholdt i pjecen Miljøorienteret
Byfornyelse og nybyggeri, hvori der beskrives en række minimumskrav,
anbefalinger og visioner.
Opstilling af et pissoir vil - sammen med etableringen af det nye
gårdanlæg på Maria Kirkeplads - efter forvaltningens vurdering være med til at
forbedre det æstetiske miljø på Maria Kirkeplads. Herudover er det vurderingen,
at tryghed og hygiejne for brugere, beboere og kirkens besøgende vil øges med
opstillingen af et nyt pissoir.
Høring
Københavns Politi, SBS og Maria Kirken er over en række møder blevet
enige om udkast til udformningen og placeringen af pissoiret i dets første
udformning; jf. bilag 1. Der har været nabohøring af projektet i juli og august
måned 2004; jf. tidligere vedr. de indkomne høringssvar. Den nye udformning -
jf. bilag 3 - af pissoiret har været hørt hos Københavns Politi og Maria
Kirkens Menighedsråd omkring årsskiftet 2004/2005; jf. tidligere.
Menighedsrådet har den 10. februar 2005 foreslået anvendt et andet design, som
forvaltningen har bedt politiet om at se nærmere på. En vurdering fra politiet
forventes at kunne foreligge i forbindelse med Bygge- og Teknikudvalgets
behandling af sagen.
BILAG
VEDLAGT
Bilag 1: Første
skitse til udformning af pissoir
Bilag 2. Udkast til
placering af et nyt pissoir
Bilag 3. Skitse til
ny udformning af pissoir.