Mødedato: 15.01.2013, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Magistratssalen, 2. sal

Bydelsplaner 2013

Se alle bilag

Bydelsplaner 2013 indeholder 12 bydelsplaner i overensstemmelse med Borgerrepræsentationens beslutning den 9. februar 2012. Økonomiudvalget skal godkende, at Lokaludvalgenes bydelsplaner sendes i høring i fagudvalg og de relevante råd.

Indstilling og beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller overfor Økonomiudvalget,

1.      at det godkendes, at forslag til 12 bydelsplaner sendes i høring i de politiske udvalg, Udsatterådet, Handicaprådet og Ældrerådet,

2.      at det godkendes at de politiske udvalg opfordres til i deres høringssvar at tilkendegive hvilke forslag, der kan gennemføres inden for de eksisterende økonomiske rammer.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen godkendte den 9. februar 2012 det nye koncept for bydelsplaner i København. Det blev besluttet, at der skulle udarbejdes bydelsplaner for samtlige lokaludvalg, således, at der er udarbejdet 12 bydeplaner, som dækker de 10 bydele for en fireårig periode. Det var et centralt element i det nye koncept, at bydelsplanerne indeholder konkrete projektforslag, som understøtter den overordnede planlægning. Lokaludvalgene har udarbejdet bydelsplanerne med bidrag fra og i samarbejde med deres sekretariater, deres kontaktpersoner i Økonomiforvaltningen og de øvrige fagforvaltninger i direkte dialog og i workshops. Nu er lokaludvalgenes arbejde med planernes indhold færdigt og skal overleveres til Borgerrepræsentationen, de politiske udvalg og forvaltningerne.

Løsning

Borgerrepræsentationen besluttede, at bydelsplanerne skulle udarbejdes i en fælles skabelon for at sikre genkendelighed på tværs samtidig med, at der har været plads til, at de enkelte lokaludvalg har kunnet udfylde skabelonen, så den endelige plan afspejler de enkelte bydeles særkender. Det fælles koncept har stillet lokaludvalgene frit med hensyn til hvilken form for borgerinddragelse, der skulle ske i forbindelse med udarbejdelsen af planerne. Indholdet i bydelsplanerne falder i to overordnede dele:

 

  1. Lokaludvalgets vision og udviklingsstrategi for bydelen
  2. Et projektkatalog med konkrete projektforslag inden for kommuneplanens tre overordnede temaer (Et godt hverdagsliv, København som metropol for grøn vækst og Viden og erhverv).

Visionsdelen udfolder blandt andet den gældende kommuneplans temaer i en lokal kontekst og indeholder bidrag til den fremadrettede overordnede planlægning i kommunen. Projektforslagene konkretiserer visionsdelen. Projektforslagene er blevet kvalificeret indholdsmæssigt og økonomisk af forvaltningerne efter fagområde, men indholdet af bydelsplanen er lokaludvalgets produkt. Der er derfor af Økonomiforvaltningen tilføjet et appendiks, som er udarbejdet i samarbejde med de øvrige forvaltninger, hvorefter projektforslagene er fordelt i 3 kategorier:

 

  1.  Projektforslag, som indgår i forvaltningernes videre arbejde
  2. Projektforslag, som skal videreudvikles af lokaludvalgene, evt. i samarbejde med forvaltningerne
  3. Projektforslag, som er i modstrid med politisk vedtagne planer/strategier/politikker.

Fordelingen mellem de tre kategorier er: 113 forslag i kategori A, 45 i B og 12 i C.

 

Høring.

Konceptet for bydelsplaner indeholder en høringsperiode, hvor de politiske udvalg skal høres. Forvaltningerne har bistået lokaludvalgene i udarbejdelsen af projektforslagene, mens visioner og udviklingsstrategier er udarbejdet af lokaludvalgene og deres sekretariater. Høringen foreslås derfor først og fremmest at gå på udvalgenes kommentarer til bydelsplanerne overordnet set.

Bydelsplanerne indeholder 175 projektforslag, som kan fungere som indspil til de næste fire års budgetforhandlinger. Udvalgene bør derfor ikke på nuværende tidspunkt opstille en oversigt over, hvornår hvilke af de 175 projektforslag vil blive søgt fremmet i budgetprocessen. De politiske udvalg opfordres til i deres høringssvar at tilkendegive hvilke forslag, der kan gennemføres inden for de eksisterende økonomiske rammer.

Udsatterådet, Handicaprådet og Ældrerådet bør høres, da en række af forslagene vedrører deres områder, f.eks. de mange forslag der berører byrum og grønne områder.

Bydelsplanerne er Lokaludvalgenes produkt, hvorfor lokaludvalgene i stedet for en høring, vil blive inddraget i evalueringen af det nye koncept og processen i forbindelse med udarbejdelsen af planerne.

Videre proces

Såfremt Økonomiudvalget godkender indstillingen, sendes udkastet til de 12 bydelsplaner i høring i fagudvalgene, Udsatterådet, Handicaprådet og Ældrerådet med høringsfrist til 1. marts 2013. I høringsperioden vil lokaludvalgene komme i foretræde i fagudvalgene forud for udvalgenes første budgetseminar. Efter høringen fremlægges bydelsplanerne med hvidbog over høringen til endelig politisk behandling i Økonomiudvalget den 9. april og i Borgerrepræsentationen den 25. april.


Claus Juhl                        Bjarne Winge

Beslutning

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 15. januar 2013

Indstillingen blev godkendt uden afstemning med bemærkning om, at høringsfristen fastsættes til den 15. april 2013.

Til top