Mødedato: 15.01.2013, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Magistratssalen, 2. sal

Amagerbrogade - udvikling af helhedsplan

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal træffe beslutning om frigivelse af midler til udarbejdelse af en helhedsplan for Amagerbrogade som strøggade og om rammerne for en dialogproces med lokale interessenter.

Tidligere beslutninger

Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

  1. at Teknik- og Miljøforvaltningen igangsætter arbejdet med at udarbejde en helhedsplan for Amagerbrogade og gennemfører en dialogproces med lokale interessenter som beskrevet i denne indstilling
  2. at der frigives en anlægsbevilling på 1,0 mio. kr. (2013 p/l) til udarbejdelse af helhedsplanen og forberedelsen af projektforslag. Bevillingen frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinære anlæg, funktion 2.28.23.3 i 2013.

Det bemærkes, at FDM inddrages som høringspart i referencegruppen.

Indstilling og beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at denne sag afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets anlægsmåltal for 2013.

Økonomiudvalget forudsætter endvidere, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

Problemstilling

I Københavns Kommunes budget for 2013 er der afsat 40 mio. kr. til omdannelsen af Amagerbrogade - strækningen Christmas Møllers Plads til Vejlands Allé - til strøggade. Første skridt er udarbejdelsen af en helhedsplan. Dernæst gennemføres anlægsarbejdet i etaper. Denne indstilling berører udarbejdelsen af helhedsplanen samt forberedelsen af projektforslag.  

I budgettet for 2013 er der beskrevet en række forhold, som skal løses i forbindelse med udarbejdelsen af en helhedsplan for Amagerbrogade. Amagerbrogade skal: 

I Københavns Kommunes budget for 2013 er der afsat 40 mio. kr. til omdannelsen af Amagerbrogade - strækningen Christmas Møllers Plads til Vejlands Allé - til strøggade. Første skridt er udarbejdelsen af en helhedsplan. Dernæst gennemføres anlægsarbejdet i etaper. Denne indstilling berører udarbejdelsen af helhedsplanen samt forberedelsen af projektforslag. 

I budgettet for 2013 er der beskrevet en række forhold, som skal løses i forbindelse med udarbejdelsen af en helhedsplan for Amagerbrogade. Amagerbrogade skal:

  • Ombygges til strøggade med et attraktivt handelsmiljø.
  • Ombygges så der skabes bedre opholdsmuligheder, et mangfoldigt byliv og gadetræer.
  • Ombygges så der skabes bedre forhold for fodgængere og cyklister, herunder cykelpendlere.
  • Ombygges så der skabes bedre fremkommelighed, og buspassagernes komfort ved stoppestederne skal prioriteres.
  • Have den gennemkørende trafik reduceret væsentligt, hastighederne sat ned og kørebanerne indsnævret for at give plads til strøggadens mange funktioner i hverdagen.
  • Tilgodese varelevering og handlende i bil.

Budgetteksten understreger også, at strøggadens udformning skal ske med inddragelse af borgere, handelsliv, lokaludvalgene og øvrige interessenter i bydelen.

Løsning

Forvaltningen anbefaler, at udarbejdelsen af helhedsplan, forberedelse af projektforslag og anlægsprojekt for Amagerbrogades 1. etape gennemføres i en sammenhængende proces, der i hovedtræk omfatter følgende 4 faser (bilag 1):

1. fase: Borgerdialog og udvikling af helhedsplanen (Dialogen med borgerne er sat i gang og fortsætter i 1. halvdel af 2013)

2. fase: Udvikling af projektforslag til Amagerbrogade, 1. etape (2. halvdel af 2013)

3. fase: Udvikling af anlægsprojekt og udbud (1. halvdel af 2014)

4. fase: Anlæg af Amagerbrogade, 1. etape (2. halvdel af 2014 og 1. halvdel af 2015).

Dialogproces og udarbejdelsen af helhedsplanen
Borgerinddragelse er et bærende element i udarbejdelsen af helhedsplanen. Forslag til borgerdialogforløb er vedlagt i bilag 2.

Forvaltningen anbefaler, at der etableres et indgående samarbejde med brugerne af Amagerbrogade (såvel handelslivet som borgere). Denne anbefaling støttes af lokaludvalg og repræsentanter for det lokale handelsliv, som har givet input til processen på et møde den 31. oktober 2012. Forvaltningen har allerede startet med at informere om den forventede proces, dels ved informationsmødet for de erhvervsdrivende den 22. november, dels ved at medvirke til artikler i Amagerbladet og i Ama´røsten.

Lokaludvalgene og handelslivet har anbefalet forvaltningen, at der ud over borgermøderne arbejdes med tematiserede møder. Disse møder vil således supplere og sammen med større borgermøder og følgegruppemøder indgå i udarbejdelsen af helhedsplanen. Se planen for organiseringen i projektet i bilag 3, hvoraf blandet andet følgegruppens medlemmer fremgår. Yderligere interessenter kan blive inddraget af forvaltningen, såfremt det skønnes nødvendigt.

Med den foreslåede dialogproces, hvor parterne løbende vil blive inddraget gennem borgermøder, temamøder samt i følgegruppen, er der lagt op til en inddragende proces for udarbejdelsen af helhedsplanen.  De involverede parter vil ligeledes få mulighed for at vedlægge eventuelle afsluttende bemærkninger til den endelige helhedsplan. Grundet den korte dialogproces vil disse afsluttende bemærkninger skulle udarbejdes sideløbende med færdiggørelsen af helhedsplanen.

Forvaltningen vil ligeledes inddrage de gode erfaringer fra lignende projekter, søge input til arbejdet med handlingsplanen gennem afholdelse af lokale arrangementer, samt informere om fremdriften i dialogen via en hjemmeside, som udvikles til projektet (jf. bilag 4).

Økonomi

I Budget 2013 (Æ277) blev der afsat i alt 40 mio. kr. til Amagerbrogade. De 40 mio. kr. er fordelt med 3 mio. kr. i 2013, 17 mio. kr. i 2014 og 20 mio.kr. i 2015. Heraf er 2 mio. kr. stjernemarkeret og dermed allerede frigivet med budgetvedtagelsen.

Forvaltningen anbefaler med denne indstilling, at der frigives yderligere 1 mio. kr. til gennemførsel af dialogprocessen, udarbejdelse af helhedsplanen og til forberedelse af projektforslag.

Det budgetterede beløb til helhedsplan dækker over udgiften til eksterne rådgivere til teknisk bistand i forbindelse med forberedelsen, udarbejdelsen og fremlæggelsen af forslag til helhedsplan.

Det budgetterede beløb til hjemmeside, information og annoncer mv. skal være med til at sikre en løbende information og dialog med lokale interessenter om projektet og processen.

For at kunne angive realistiske beløb i budgettet er der trukket på erfaringer vedrørende omkostninger fra lignende projekter, såsom Nørrebrogade og Frederikssundvej.

Tabel 1: Ekstern rådgivning internt lønforbrug og anlæg af projekt

1.000 kr., 2013 p/l

2013

I alt

Ekstern rådgivning

2.700

2.700

  Helhedsplan fra Christmas Møllers Plads til Vejlands Allé

1.600

1.600

  Forberedelse til projektforslag

400

400

  Dialogproces

700

700

Internt lønforbrug

100

100

  Forberedelse til anlæg (Teknik- og Miljøforvaltningen)

100

100

Anlæg af projektet

200

200

 Hjemmeside, information, annoncer mv.

200

200

I alt

3.000

3.000


Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen om frigivelse af midlerne, vil forvaltningen indgå kontrakt med de eksterne rådgivere. Disse kontrakter forventes indgået i starten af februar 2013.

Herefter vil arbejdet med helhedsplanen kunne igangsættes. Den nærmere planlægning og udformning af borgerinddragelsen vil blive udarbejdet i detaljer i samarbejde med følgegruppen, som repræsenterer de forskellige lokale aktører, og en ekstern rådgiver, som får udbuddet. Den endelige version af helhedsplanen vil være klar midt i maj 2013 og forventes forelagt for Teknik- og Miljøudvalgets i juni 2013.

Parterne bag Budget 2013 er enige om, at den resterende del, dvs. de efterfølgende etaper, indgår i forhandlingerne om Budget 2014.

 

 

        
Hjalte Aaberg

                                                                  /Niels Tørsløv

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Teknik- og Miljøforvaltningen igangsætter arbejdet med at udarbejde en helhedsplan for Amagerbrogade og gennemfører en dialogproces med lokale interessenter som beskrevet i denne indstilling
  2. at der frigives en anlægsbevilling på 1,0 mio. kr. (2013 p/l) til udarbejdelse af helhedsplanen og forberedelsen af projektforslag. Bevillingen frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinære anlæg, funktion 2.28.23.3 i 2013.

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 3. december 2012

Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti stillede ændringsforslag til indstillingen om, at indstillingen tilføjes et nyt 3. at-punkt:

”3. At der laves en analyse af konsekvenserne for de nærliggende gader, herunder ikke mindst beboelsesgaderne, hvis den gennemkørende trafik på Amagerbrogade flyttes til nabogaderne”

For ændringsforslaget om et 3. at-punkt stemte 2 udvalgsmedlemmer: C og O.

Imod ændringsforslaget om et 3. at-punkt stemte 8 udvalgsmedlemmer: A, B, F, I og Ø.

1 udvalgsmedlem undlod at stemme: Signe Goldmann (løsgænger).

 

Ændringsforslaget om et 3. at-punkt blev ikke vedtaget.

 

Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti stillede ændringsforslag til indstillingen om, at indstillingen tilføjes et nyt 4. at-punkt:

”4. At der udarbejdes forslag til cykelstier i gaderne parallelt med Amagerbrogade, så der bliver gunstige forhold for cyklisterne og med færre stop pga. lysregulering, busstoppesteder m.v., så cyklisterne kan få en attraktiv hurtigrute, evt. Forbundet med de nye cyklerbroer over havnen.”

For ændringsforslaget om et 4. at-punkt stemte 2 udvalgsmedlemmer: C og O.

Imod ændringsforslaget om et 4. at-punkt stemte 8 udvalgsmedlemmer: A, B, F, I og Ø.

1 udvalgsmedlem undlod at stemme: Signe Goldmann (løsgænger).

 

Ændringsforslaget om et 4. at-punkt blev ikke vedtaget.

 

Jakob Næsager (C) stillede ændringsforslag til indstillingen om:

”at FDM, inddrages som høringspart i referencegruppen”

For ændringsforslaget stemte 11 udvalgsmedlemmer: A, B, C, F, I, O, Ø og Signe Goldmann (løsgænger).

Imod ændringsforslaget stemte ingen udvalgsmedlemmer.

Ingen udvalgsmedlemmer undlod at stemme.

 

Ændringsforslaget blev vedtaget.

 

Der blev stemt om indstillingen:

For indstillingen stemte 9 udvalgsmedlemmer: A, B, F, I, Ø og Signe Goldmann (løsgænger).

Imod indstillingen stemte 2 udvalgsmedlemmer: C og O.

Ingen udvalgsmedlemmer undlod at stemme.

Indstillingen blev anbefalet.

 

Socialdemokraterne, Radikale Venstre, SF, Liberal Alliance og Enhedslisten afgav protokolbemærkning:

”Indstilling er tiltrådt i den forståelse, at budgetaftalens rammer for projektet iagttages i det videre arbejde. Det vil blandt andet sige, at bussernes fremkommelighed og buspassagerernes komfort ved stoppesteder prioriteres højt. Der vil stadig være gennemgående biltrafik på den nye Amagerbrogade. Den gennemkørende biltrafik reduceres væsentligt, hastigheder nedsættes og kørebaner indsnævres til det nødvendige for at give plads til strøggadens mange funktioner i hverdagen.”

 

Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti afgav protokolbemærkning:

”Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti er af den opfattelse, at vore to ændringsforslag ikke er indeholdt på samme vis i budgetteksten.”

Beslutning

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 15. januar 2013

 

Indstillingen blev anbefalet uden afstemning.

Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Det Radikale Venstre videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 3. december 2012.

Dansk Folkeparti videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 3. december 2012. Venstre tilsluttede sig protokolbemærkningen.

Til top